Læsetid: 2 min.

Billedsprog: For stort til at være enkelt

Dette billede er anderledes. Man kan ikke se dem, der flygter, eller det, de flygter fra. Her er ingen grædende børn eller bylter med de vigtigste ejendele. Alligevel gør billedet indtryk

Rasmus Degnbol

12. december 2015

Ved første øjekast ligner det godsvogne på skinner lastet med kul eller foder på vej gennem landskabet. Men den lange hvide slange er faktisk busser. Billedet er taget med en drone af den danske fotograf Rasmus Degnbol i Presevo i Serbien. Der er ingen mennesker på billedet. Men de 300 busser har været fyldt med flygtninge, kørt hertil fra den serbiske grænse og sat af ved et modtagecenter. Nu venter busserne på at samle dem op igen og køre dem videre til den kroatiske grænse.

Når tallet bliver for stort

Tal kan bruges til mange ting, men når de bliver meget store, kan det være svært at begribe mængden. Særligt når det gælder mennesker. Hvor meget er 10.000 mennesker? 100.000? Eller det tidobbelte? For at gøre det konkret, forsøger vi journalister ofte at sammenligne med noget kendt. Eksempelvis mængden af gæster på en Roskildefestival eller indbyggertallet i en mellemstor dansk provinsby. I 2015 ankom flygtninge i et antal til Europa, som ikke er set nogensinde før. Og vi har i løbet af året jævnligt fået opsummeret strømmen af mennesker med nye tal som eksempelvis, at 218.000 mennesker krydsede Middelhavet i oktober måned – lige så mange som tog turen i hele 2014. Eller at 964.574 mennesker har søgt asyl i Tyskland de første 11 måneder af året. Mod 202.000 hele året forinden. Og hvis de store tal alene ikke gør indtryk, ser vi billeddokumentation af mennesker, der vandrer i kæmpe flokke langs vejene, presser sig op mod pigtrådshegn eller klemmer sig ned i overfyldte gummibåde.

To positioner

Dette billede er anderledes. Man kan ikke se dem, der flygter, eller det, de flygter fra. Her er ingen grædende børn eller bylter med de vigtigste ejendele. Alligevel gør billedet indtryk, fordi det visuelt konkretiserer, hvor mange mennesker, der har sat kurs imod Europa. Den fire kilometer lange karavane fortæller kun historien om dette sted, i et enkelt land i Europa, men fanger det uendelige i antallet, fordi busserne slanger sig ud af billedet.

De fleste diskussioner af, hvordan Europa skal forholde sig til flygtningestrømmen, foregår mellem de to positioner: Enten at lukke grænserne, bygge mure og holde ude – eller at åbne armene og invitere indenfor. Dette billede viser, at ingen af delene rigtig kan lade sig gøre. Mængden alene gør begge standpunkter urealistiske.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu