Bogens taktile kvalitet

På hjørnet af Vesterbrogade og Oehlenschlægersgade i København er det lille designbureau Eller med a netop flyttet ind. Deres udlejer har overtaget lokalerne fra den gamle pornobiograf Hawaii, der havde sexshop i stueetagen og filmfremvisning på første sal. Kontorkammeraten Louise Hold Sidenius’ tonstunge antikke Krause-papirskærer er for nylig blevet hejst ind ad et af de store vinduer i overetagen og har erstattet rækkerne af gamle biografstole. Om en uges tid flytter også en enorm Riso-printer ind, der skaber en særlig god reaktion mellem papir og farve. En jungle af arkivkasser og store potteplanter er vokset frem i det gamle operatørrum, hvorfra erotikken plejede at strømme ud i den mørke sal.

Freud har kaldt begæret efter at betragte en anden på sikker afstand uden selv at være synlig for skopofili. Nu hersker her en ny passion: bibliofilien.

Ikke bare æstetisk lir

Siden 2011 har de norske grafikere Karen Grønneberg, Lotte Grønneberg og Marte Meling Enoksen udgjort trioen Eller med a. De har de seneste år udformet en række smukke og anderledes bogudgivelser for forlag, festivaler, arkitekter og kuratorer. I øjeblikket holder Lotte Grønneberg til i deres studio i Oslo, mens de to andre er at finde i de nye lokaler på Vesterbro. Et mantra i deres produktion er, at bogarbejde aldrig bare må være pynt.

»Når vi laver bøger, forsøger vi at undgå, at form og indhold kan skilles ad. Den måde, en bog præsenterer sig selv på, er ikke bare glasur eller indpakningspapir. Vi prøver at skabe ét objekt, hvor formen smelter sammen med indholdet i mødet med læseren,« forklarer Karen Grønneberg.

Boghistoriker Christian Kaaber, der er formand for Komiteen for Årets Bedste Bogarbejde, oplever netop, at et stigende antal aktører i den danske bogbranche prioriterer det at gøre noget ekstra ud af bøgernes udtryk:

»Både de store forlag og de nyere, lidt mindre som Gladiator gør sig store anstrengelser for at lave bøger med høj lækkerhedsværdi. Og det virker meget bevidst. Det er en fornøjelse at se, at især de små udgivere, hvis udgivelser aldrig bliver anmeldt i aviserne eller kommer i Adrian Hughes’ tv-programmer, har mod på at lave noget utrolig gedigent i de her år. Det er vildt sjovt, når nye udtryk dukker op – også selvom det ikke er andet end otte falsede ark med en snor.«

Når Christian Kaaber sammen med resten af komiteen skal pege på årets bedste bogarbejde, handler det dog langtfra om, hvem der kan lave de mest eksklusive udgivelser med mest muligt bladguld og ornamentering.

»Det, vi ser på, er ikke, om man fylder papir og pap med æstetisk lir,« understreger han. Det vigtige er, om bogens udtryk er i overensstemmelse med det, den gerne vil sige.

»Jeg kan godt lide, når en bog er smuk, men man kan også puste ting op til at blive opulente og vulgære. Grundlæggende skal det jo være godt håndværk. En rød tråd i vores bedømmelse af bøgerne er, hvorvidt bogen lægger op til det, den har som sit eget formål. At den er smukt trykt og smukt indbundet og kan det, den gerne vil, det tænder jeg meget på.«

’Det handler om at skabe en forbindelse til det, der er inde i bogen og vække nysgerrighed med valget af papir,
skind og lærred,’ siger bogbinder Klara Kölqvist. 

Maskinfabrikeret

Hos Eller med a har vi sat os ved et højt rustikt træbord, og Marte Meling Enoksen har skænket danskvand i tre champagneglas, der overlevede åbningsfesten forleden dag. På bordet ligger en høj bunke af grafikernes tidligere projekter.

Ud fra stablen stikker blandt andet Amalie Smiths roman Marble, der i år blev udvalgt til Forening for Boghaandværks udstilling Årets Bedste Bogarbejde, og som ligner et lille stykke marmor og har en grønblå snitfarve på kanten af bogsiderne.

Under den ligger det konceptuelle sabotageværk Miximum Ca Canny Sabotagemanualerna you cutta da pay, web cutta da shob af den svenske digter Ida Börjel, trykt på glittet brugsanvisningspapir, hvilket skaber et uventet møde mellem poesi og Ikea-æstetik. Og så er der antologien til Møllebyens Litteraturfestival i Norge, en uopsprættet rå og fluffy, koboltblå udgivelse, der tager læseren med ’om bag kulisserne’ i bogfremstillingen.

»Vi vil ofte gerne vise bogen som maskinfabrikeret,« forklarer Marte Meling Enoksen, »I stedet for at skabe en facade prøver vi at skrælle et ydre lag væk.«

Ifølge Christian Kaaber voksede interessen for godt bogarbejde som reaktion på industrialiseringens indtog i bogtrykkerverdenen i 1880’erne, hvor det med ét blev både let og billigt at fremstille bøger.

»Man kunne sprøjte bøger ud til et massemarked i en grad, man overhovedet ikke havde kunnet forestille sig bare nogle årtier tidligere,« forklarer han, men påpeger, at »bare fordi noget er let at lave, behøver det jo ikke at være grimt.«

Særligt den engelske bogguru, digter og socialistiske tænker William Morris blev en inspiration for den gruppe danske bogelskere, der i 1888 oprettede Forening for Boghaandværk, forklarer Christian Kaaber.

»Han fik mange menneskers øjne op for, at man, når man laver bøger, trækker på en enorm æstetisk arv, som man kan spille pingpong op ad.«

Her ses bogbinderens sættekasser, købt fra det nedlagte Landsarkiv på Nørrebro. 

En appel om at få lov at være her

Hos Eller med a handler den mangeårige fascination af bogarbejde dels om håndværket, dels om hvad bogen kan meddele og bevirke ude i verden.

»Her er for eksempel en bog, der siger: ’Jeg har mit shit together, jeg er en hvid, heteroseksuel mandlig bog med selvtillid’,« forklarer Karen Grønneberg og rækker mig en glat beige digtsamling af den svenske forfatter Leif Holmstrand. Et performativt værk, der blander engelske citater fra internetfora om japanske voldsfilm, religiøse tekster og forfatterens egne erindringer.

»Vi ville gerne lave et omslag, man ligesom kunne tørre over med en klud. Der er mange forskellige stemmer og autoriteter i spil i den bog. Derfor legede vi med inspiration fra mere traditionelle værker, der med deres materialer signalerer: ’Jeg har sandheden hos mig’; Lonely Planet-rejseguides eller sprogfaglige bøger. Digtsamlingen skulle mime den måde at være kontrolleret, sikker på sig selv og kølig. Så den frastøder læseren lidt.«

De to grafikere er enige om, at digitaliseringen også har ændret de fysiske betingelser for bogproduktion.

»Men de digitale muligheder vekselvirker med den trykte bog snarere end at ødelægge den,« siger Marte Meling Enoksen.

»De to former kan lege med hinanden, fordi bogen er en fastfrysning af indhold, et snapshot, mens det digitale både kan vokse og forsvinde.«

Netop den forskel åbner også for diskussionen om, hvad en udgivelse egentlig er.

»Vores bøger må gerne signalere ’brugsobjekter’,« siger Karen Grønneberg, »det kan godt skabe distance, hvis bogen ser ud, som om den skal leve evigt. Hellere invitere ind i materialerne end at lave ’bogen med stort B’ som en lukket hardback.«

Marte Meling Enoksen peger på en lille hvid udgivelse af forfatteren Geir Gulliksen med et minimalistisk design og blottede syninger i bogryggen og tilføjer:

»En bog må gerne vise, at den er forgængelig.«

For Christian Kaaber er den fysiske bog også tæt forbundet med en særlig skrøbelighed og omsorg, og han beskriver bøger som »fantastiske gesandter for deres tid«.

»En bog, i hvert fald en papirbog, er jo sådan en appel om at få lov at være her, at få lov at bestå. Når bogen findes, siger den ligesom: ’Pas på mig’«.

Det kan ifølge ham også forklare, hvorfor fysiske bøger fortsat er omgærdet af en eller anden særlig aura.

»Selv for folk, der ikke har sat deres ben på et bibliotek i årevis, er tanken om, at mange af de gamle bøger skal brændes for at skabe plads, helt igennem vederstyggelig. Der vågner et eller andet i den kollektive bevidsthed, når man gør vold på de her kulturprodukter.«

En god oaseged

For håndbogbinder Klara Kölqvist, der holder til i Overgaden oven Vandet på Christianshavn, er det at passe på bøger ligefrem en levevej. Siden hun i 2005 som den næstsidste i Danmark blev uddannet som bogbinder, har hun haft travlt med at indbinde alt fra fornemme førsteudgaver af litterære klassikere til børnebogen Den lyserøde panter og menukort til mondæne restauranter.

De sidste år er travlheden i de små kælderlokaler vokset, og det, der engang var et enmandsforetagende, er blevet udvidet med bogbindersvenden Hasse Petersen og konserveringsteknikeren Ditte Duus, der tager sig af reparationer af gamle bøger.

At træde ind i de travle værkstedslokaler, der ligger lige ud til Christianshavns kanal, er lidt som en rejse ind i boghåndværkets historie. De store skæremaskiner har de overtaget fra et bogbinderi i Roskilde, og sættekasserne med blytyper er købt af Landsarkivet på Nørrebro, der nu er nedlagt.

På væggene hænger unikke forgyldningsredskaber, såkaldte fileter, og sammenrullet i store stabler ligger skind og lærred i et hav af farver og størrelser.

Klara Kölqvist har inviteret på kaffe, og mens Hasses maskiner fræser inde ved siden af, kirkeklokkerne fra Vor Frelser Kirke bimler, og en kanalrundfart med turister glider forbi udenfor, begynder hun at rulle skind i alle nuancer af grøn og turkis ud på sit store arbejdsbord.

»Her har dyrets rygsøjle været,« siger hun og lader en arbejdshærdet pegefinger løbe over en mørkere stribe i det grønne oasegedeskind. »Derfor placerer man det stykke i ryggen af bogen, ligesom man skal tænke over, hvor dyrets armhule har været, fordi farven er anderledes der, og det er mere bulet. Tidligere var jeg hos en nu afdød kongelig hofleverandør, hvor vi arbejdede meget i chagringed, som er et dejligt skind, men har en anderledes kvalitet. En god oaseged er helt fantastisk, fordi den er elastisk og blød, og så er det nemt at forme den.«

Karen Grønneberg (forrest) og Marte Melling Enoksen i designstudiet Eller med a’s værksted i den hedengangne pornobiograf Hawaii bio på Vesterbro.

Thomas Nielsen/100HEADS

Formen fortæller

En stor del af Klara Kölqvists virke handler om at skaffe og udvælge materialer til bøgerne. Ud over skindet indbindes bøgerne i marmoreret papir med påfugle- eller fiskeøjemønster, som Klara Kölqvist har en særlig svaghed for. Fælles for Klara Kölqvists kunder er, at de alle kommer med en genstand, de gerne vil tage vare på, eller som betyder noget særligt for den eller dem, der skal have den som gave.

»Jeg taler altid med mine kunder om den bog, de kommer med, så indbindingen kan tage udgangspunkt i den tekst, der skal indbindes. Det handler om at skabe en forbindelse til det, der er inde i bogen og vække nysgerrighed med valget af papir, skind og lærred. Hvis den handler om Japan, vil jeg måske bruge den røde cirkel i deres flag eller lade mig inspirere af deres meget grafiske sort-hvide skriftsprog.«

Ifølge Søren Møller Christensen, der leder forlaget Vandkunsten, er en bog ideelt set udformet, så den afspejler fortællingen og giver læseren en fornemmelse af handlingens tid og sted. Vandkunsten er et fremtrædende forlag, der er kendt for at lave smukke bøger, men for forlagschefen handler det ikke først og fremmest om, at bøgerne skal tage sig godt ud.

»På Vandkunsten prøver vi aldrig at lave lækre bøger,« konstaterer han, »vi laver dem, sådan som de skal være.«

Ligesom Klara Kölqvist understreger han, at en bogs udformning også er en del af dens fortælling. Det handler både om at give en teaser til det, der venter inde i bogen, og om, at det skal være ordentligt håndværk. Desværre bliver det aspekt ved bogen ikke altid prioriteret i forlagsverdenen, mener Søren Møller Christensen: »Mange forlag har kun fokus på coverbilledet. Men det handler i høj grad også om den rigtige skrift, et godt titelblad og harmoniske sider.«

Bogbinder Klara Kölqvist skærer et bogomslag til. 

Tung og slap eller stram og hård?

Produktionen af nogle af Vandkunstens bøger kræver, at Søren Møller Christensen involverer folk med en særlig faglighed. I forbindelse med forlagets serie Illustrerede klassikere har han kontaktet en række billedkunstnere og bedt dem illustrere bøgerne.

»Derefter har de frie hænder, og jeg blander mig ikke mere,« siger Søren Møller Christensen. »Medmindre det bliver småborgerligt! Det værste er en bog, der ikke rigtig tør.«

Netop det at foretage nye, modige valg som grafiker kræver tid og tillid fra forlagene, pointerer Marte Meling Enoksen og Karen Grønneberg tilbage i Hawaii Bio. Ideelt set begynder samarbejdet med en forfatter eller et forlag allerede i idéfasen.

»Det starter ofte med spørgsmålet: ’Giver det her mening som bog?’ og derfra stilles spørgsmålene ’hvordan?’ og ’til hvem?’. Så begynder vi at eksperimentere med bogens udtryk og finde ud af, hvordan vi får den til at sige det rigtige med sin form,« forklarer Karen Grønneberg.

Fra rummet med arkivkasser og store grønne planter henter Marte Meling Enoksen en kasse med dummies, hvide hæfter med blanke sider, som de bruger til at vurdere, hvordan papirtype, format og vægt føles at have i hånden.

»Det er en måde at teste og mærke bevægelsen i bogen,« siger hun og vifter med en tyk én i groft papir. »Skal den her være tung og slap? Eller stram og hård?«

Selvom Eller med a’s bøger ofte er særprægede og har en lang tilblivelsesproces, er selve produktionen relativt billig. »Jeg er ikke engang sikker på, at bøgerne ville være blevet bedre, hvis der havde været flere penge i forlagsbranchen i de her år. Det kan godt være et kreativt benspænd at arbejde på et lavt budget,« reflekterer Karen Grønneberg.

De to grafikere oplever en stor interesse for boghåndværk for tiden.

»Der er mange forskellige aktører lige nu,« siger Karen Grønneberg. »Der er formeksperimenter og performative tendenser på småtrykkerier og forlag, og der er mange litteraturkredse og forfattere, der arbejder meget bevidst med bogens fysiske form i samspil med skriften. Og så har næsten alle store byer efterhånden en art book fair, en bogmesse for uafhængige udgivelser. Det er nok blevet mindre undergrund, end det har været.«

Når det er sagt, er det vigtigste ved at lave bøger dog stadig, at de taler til den, der har den i hånden:

»Vi laver ikke bøger til et podium, som man skal have hvide handsker på for at røre,« afslutter Karen Grønneberg. »En bog er noget, du har en fysisk relation til.«