Baggrund
Læsetid: 3 min.

Centret på briksen

Center for Vild Analyse kom selv i analyse, da Dansk Selskab for Teoretisk Psykoanalyse afholdt konference om vild analyse på Københavns Universitet. Centeret blev beskyldt for at have et »patologisk forbehold« til deres egne analysers rigtighed, og burde lave sig om til et Center for Sandhed
Moderne Tider
19. december 2015

Center for Vild Analyse (CVA) kom selv på den psykoanalytiske briks, da Dansk Selskab for Teoretisk Psykoanalyse afholdt sin anden konference på Københavns Universitet den 11. og 12. december med temaet ’vild analyse’.

Lektor i moderne kultur Lilian Munk Rösing, slog i sin indledning fast, at temaet var tyvstjålet fra CVA’s navn. Men som hun videre slog fast, så har CVA selv stjålet deres navn fra en lille artikel af psykoanalysens urfader Freud.

I artiklen beskriver Freud, hvordan han bliver opsøgt af en fraskilt kvinde i 40’erne, der havde fået at vide af sin læge, at hendes angst skyldes seksuelle frustrationer, og at hun derfor enten skulle vende tilbage til sin mand, få sig en elsker, eller onanere. Kvinden, der var chokeret over disse råd, havde derfor opsøgt Freud for at få at vide, om lægen havde ret i, at det virkelig var det, hans teorier sagde.

Freud er stærkt kritisk over for lægens råd, som han mener er en forsimplet og alt for snæver forståelse af det psykoanalytiske begreb om seksualitet, der går langt udover den seksuelle akt. Men interessant nok er Freud ikke så bange for, at denne form for ’vild analyse’ vil skade patienten, som for den skade den kan gøre på psykoanalysens ry og rygte. For mens sådan en vild analyse kan bidrage til at øge fordommene mod psykoanalysen, kan den for patienterne faktisk være et skridt på vejen til helbredelse.

Spørgsmålet på konferencen var derfor, hvad vild analyse er og kan. Det blev forsøgt besvaret af blandt mange andre af flere af CVA’s medlemmer gennem blandt andet analyser af Lars von Triers film og diskussioner af forholdet mellem religion og psykoanalyse.

Lad jer inspirere af Lenin

Størst spænding var der dog om konferencens sidste oplæg: »Vild analyse af Center for Vild Analyse« ved psykologi- og filosofistuderende Saman Atter Motlagh, der i vintersemesteret var praktikant på CVA.

Motlagh tog også udgangspunkt i Freuds tekst om den vilde analyse. Han mente, at Freud havde som underliggende præmis, at den vilde analyse havde gjort en god ting: At få kvinden til at op- søge Freud, og derved starte den egentlige analyse.

Spørgsmålet er, om CVA’s interventioner – i form af deres klummer i denne avis og deres øvrige virke – kan have samme effekt på samfundet. Om den modstand CVA møder, bl.a. i kommentarsporene til deres klummer, kan få folk til at begynde at tænke.

Det mente Motlagh var muligt, men det ville kræve, at CVA tog et opgør med, hvad han betegnede som deres »patologiske forbehold« mod at stå ved deres egne analysers rigtighed – eksemplificeret ved, hvad en af CVA’s medlemmer havde sagt i et interview med ham:

»Vi er dem, der står i baren ved festen og hamrer bajere ned og venter på, at der sker noget.«

For Motlagh var dette ikke godt nok, da: »Vi er i en ideologisk krig – og vi taber!«

Motlagh mente derfor, at CVA burde stå ved sig selv og lade sig inspirere af ingen ringere end Lenin – og danne et revolutionært avangardeparti under navnet »Center for Sandhed«. Et center, der insisterede på sine analysers sandhed – og gennem denne provokation kunne få samfundet til at gå i analyse.

’Skal jeg starte et Center for Sandhed?!’

I den efterfølgende diskussion tog Kasper Porsgaard som det eneste medlem af CVA ordet, »selvom jeg er blevet advaret om det af mine to sidekammerater«, der ligeledes var fra CVA.

Porsgaard var meget enig med Motlaghs oplæg og kunne godt lide ideen om et Center for Sandhed. Han synes bare, at Motlagh skulle starte sådan et.

Dén var Motlagh ikke med på:

»Hvad mener du med, at jeg skal starte et Center for Sandhed?! Jeg har lige givet dig en analyse af Center for Vild Analyse! Det svarer til, at du, efter jeg har analyseret, at du bliver ved med at blive patologisk forelsket, svarer mig: ’Så lad da være med at blive patologisk forelsket!’«

En opfordring til, at CVA’s øvrige medlemmer reagerede på kritikken, blev først mødt af tavshed, hvorefter Henrik Jøker Bjerre, lektor i Anvendt Filosofi på Aalborg Universitet og medlem af CVA, erklærede:

»Det vil kræve, at vi sætter os ned sammen og diskuterer det i mindst en time.«

En spørger var dog også skeptisk over for ideen om et Center for Sandhed:

»Det vil måske blive taget dårligt imod i Jylland.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her