Læsetid: 4 min.

Dansk film er pæn og nydelig med pil opad

»De fleste vil gerne prale af, hvad de har gjort. Jeg vil gerne påpege en ting, jeg ikke har gjort. Jeg sagde nej tak til at være med i kulturkanon-udvalget. Jeg kunne ikke lide den politiske, nationalistiske undertone«
»De fleste vil gerne prale af, hvad de har gjort. Jeg vil gerne påpege en ting, jeg ikke har gjort. Jeg sagde nej tak til at være med i kulturkanon-udvalget. Jeg kunne ikke lide den politiske, nationalistiske undertone«

Nikolaj Svennevig

12. december 2015

Af Sanne Maja Funch

Du blev landets første magister i filmvidenskab. Hvorfor valgte du filmen?

»Jeg kommer fra en højkulturel sfære. I mit barndomshjem beskæftigede man sig med klassisk musik, verdenslitteratur og stor malerkunst. Det var den klassisk kulturdannelse, jeg førte med mig, da jeg begyndte at læse litteratur på universitetet. Men så dukkede et nyt bifag op i film. Film var en kunstart med bare 75 år bag sig. Du kan jo fylde et bibliotek alene med den litteratur, der er skrevet om den italienske middelalderforfatter Dante. Men filmhistorien var til at overskue. Jeg kastede mig over det nye medie i en blanding af magelighed og nysgerrighed.«

Du har status af nærmest ikonisk formidler. Hvad er det, der ligger dig sådan på sinde at forklare om filmkunsten?

»Filmen brød igennem som kunstnerisk medie i 1960erne med den franske nouvelle vague, den såkaldte nybølge. Det var efter 50 år, hvor film blev betragtet som noget vulgært bras. Men nu blev det klart, at film var et medie, der både kunne levere vulgært bras og stor kunst. Min opgave har blandt andet været at skabe orden i det kaos og beskrive, hvordan filmkunsten hænger sammen i koncepter og strømninger. Alt er ikke lige godt. John Ford er vigtigere end Far til fire. Publikum skal nok selv finde Godfather og Steven Spielberg, men opdager de også den store, mærkelige, komplekse filmkunst? Har de opdaget Lars von Trier, Ingmar Bergman, Michelangelo Antonioni og Michael Haneke? Det er instruktører, der kræver mere forklaring og reklame, og det har været en rolle for mig som formidler.«

Er du optaget af dannelse?

»Dannelse er sådan et arkaisk ord. Det lyder af kulturkanon. Som regel vil mennesker gerne prale af, hvad de har gjort. Jeg vil gerne påpege en ting, jeg ikke har gjort. Jeg sagde nej tak til at være med i daværende kulturminister Brian Mikkelsens kulturkanonudvalg. Jeg kunne ikke lide den politiske, nationalistiske undertone. Jeg vil ikke på den måde være med til at udsondre et dannelsesbegreb. Jeg prøver godt nok selv at lukke op for de store kulturelle værdier, men ud fra kunstneriske kvalitetskriterier og ikke politiske.«

Du har beskæftiget dig indgående med Lars von Trier. Hvordan endte du som Triers personlige biograf og arkivar?

»Jeg har kendt Lars von Trier, siden han studerede på universitetet, og jeg fulgte med, da han siden kom på Filmskolen. I efteråret 1994 så jeg tv-serien Riget ved en lukket midnatsforestilling i Imperial, inden den fik tv-premiere. Den var sjov, fortællende og sprudlende på en måde, hans film ikke havde været tidligere. Jeg så, at det ville blive rigtig stort med ham. Hele verden ville strømme til. Jeg måtte skrive om ham. For i modsætning til for eksempel tyske og franske filmvidenskabsfolk havde jeg jo en privilegeret adgang til både Lars von Trier personligt og til dansk film. Det var en karriereidé at koncentrere mig om ham. Jeg følte en blanding af forpligtelse og lyst, når jeg nu havde den her uhindrede adgang til Trier og hans univers. På den måde har jeg været degnen, det dryppede på, og det er jeg meget tilfreds med.«

Har dansk film fortjent sin plads på verdensscenen?

»Dansk film har haft en formidabel optur, der begyndte med Triers Breaking the Waves i 1996. Den blev fulgt af dogmekonceptet i 1998 og derfra hele rækken af danske film og instruktører fra Thomas Vinterberg til Susanne Bier og den ny generation med blandt andre Christoffer Boe og Tobias Lindholm. Det burde være statistisk umuligt for så lille en nation hvert eneste år at formå at producere film med internationalt potentiale, men det er gået mirakuløst godt. Men vi har det problem, at vi havde én genial ballademager, der satte det hele i brand. I dag har vi stadig kun én sådan tindrende stjerne. Det er Lars von Trier. Vi skal passe på, at nye generationer ikke blot er Tordenskjolds Soldater, selv om de er superprofessionelle soldater. Dansk film er præget af stærkt professionelt håndværk, det er pænt og nydeligt med pil opad. Men det, jeg kan godt savne. er det nye, store, grænseoverskridende auteur-geni.«

Hvilken film burde alle se?

»Det er banalt, men det skulle være en stor klassiker. Citizen Kane af Orson Welles, som også er manden, der sagde, at filmen er det bedste legetøjstog, nogen dreng nogensinde har fået.«

Hvornår mærkede du for første gang, at du blev voksen?

»Jeg er lillebror med to storesøstre. Da min ældste storesøster døde af kræft, var jeg på vej til at blive 52 år gammel. Da følte jeg, at nu var barndommen forbi. Jeg var den yngste, jeg havde min mors tilbedende kærlighed, det havde hele livet været så let at være den fantastiske lille dreng. Men dér ændrede mit indre verdensbillede sig, da følte jeg, at lillebror-rollen omsider var forbi.«

Hvis du skulle have levet i en anden tid, hvilken skulle det så være?

»Jeg ville have egnet mig godt til fin de siecle-tiden, det vil sige tiden omkring forrige århundredeskifte. Så ville jeg gå hen og se den første filmforevisning af Lumiére-brødrene i Paris i december 1895. Jeg ville sidde til forestillingen og tænke: »Sikke noget bras – men det kan blive rigtig stort det dér.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu