Debutanterne tør tale inderligt om hverdagen

En ung mand står ved et samlebånd i Dansk Supermarkeds nonfoodlager. Han tager bussen fra sit kollektiv og tilbage igen, han forelsker sig, samler cigaretskodder op efter en fest og står så ved samlebåndet endnu en gang.

I Jonas Eika Rasmussens debutroman Lageret Huset Marie er hverdagen rammen om fortællingen, og det gælder flere af de debutbøger, som er udkommet de seneste år.

Fælles for flere af debutanterne er den inderlighed, de beskriver hverdagen med, siger Linea Maja Ernst, anmelder ved Weekendavisen og ekstern lektor ved litteraturvidenskab på Københavns Universitet.

Hun fremhæver særligt Jonas Eika Rasmussen, Johan Davidsen og Martin Bastkjær. Særligt er de fælles om at beskrive hverdagslivet som unge mænd på en måde, så det motiv kommer til at føles nyt. Eksempelvis beskriver Jonas Eika Rasmussen livet i sit kollektiv, natarbejdet på et lager, en forelskelse og et queer, maskulint begær.

»De skriver alle tre meget tænksomt, en form for prosa, der er intelligent og klar, men uden at stille sig an eller blive unødigt intellektuel,« siger Linea Maja Ernst.

Derfor bliver karaktererne genkendelige og troværdige for den generation, anmelderen selv er del af. I sproget er de loyale over for deres karakterer og i måden, de iscenesætter sig selv på, og det er en ærlighed ad omveje, som Linea Maja Ernst finder troværdig.

Kamilla Löfström, lektor ved Københavns Universitet og anmelder ved Information, fremhæver også Jonas Eika Rasmussen som en særligt interessant debutant. Både på grund af stoffet og sproget.

Det er ikke kun de unge mænd, der arbejder med de nære situationer. Flere taler om, at 1970’erne er genopstået i litteraturen, og det er der god grund til, mener Kamilla Löfström. Både kvinder og mænd fastholdes nemlig stadig i meget begrænsede kønsroller. Vi har sagt til hinanden, at vi var frie, men nu oplever nye generationer, at forandringerne ikke har været fuldstændige. Derfor trækker nutidens litteratur tråde til nogle af 1970’ernes feministiske forfattere som f.eks. Vita Andersen, Dea Trier Mørch og Lola Baidel.

Generelt ser Löfström en bevægelse mellem de personlige erfaringer og samfundet udenfor, hvor flere af debutanterne udvider det intime rum i parforholdet eller bofællesskabet til at beskrive større strukturer i samfundet. Ligesom i 1970’erne kan teksterne kredse om personlige udfordringer som psykisk sygdom eller et fysisk handicap, som det ses hos Caspar Eric i hans Nike fra 2015.

Det kræver mod at bruge det private, men det er en svær balance, for hvis det begynder at få karakter af selvterapi, bliver det mindre interessant for læseren, mener Löfström.

Flere af de nye forfattere skriver fra en sårbar position.

Én af dem er Niviaq Korneliussen, som i romanen Homo Sapienne beskriver det Grønland, hun selv er vokset op i, hvor en række unge mennesker lever med seksuelle tilbøjeligheder, som ikke er accepterede i resten af samfundet og derfor må holdes skjult.

»Det kunne godt lyde, som om det var en række offerhistorier, men der er noget raseri nedenunder. Der er et helt oprigtigt ønske om at kunne ændre på nogle ting,« siger Kamilla Löfström.

Tabuzonerne

Der er talrige debutanter, som har begejstret Lars Bukdahl, redaktør for tidsskriftet Hvedekorn, jurymedlem for Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat og anmelder ved Weekendavisen.

Fra 2015 fremhæver han blandt andre Rolf Sparre Johansson, Ina Munch Christensen, Ursula Scavenius, Pernille Abd-El Dayem, Ida Holmegaard og Josefine Graakjær Nielsen. Noget af det, han værdsætter ved at være anmelder, er netop, når tekster kræver, at han læser dem på en ny måde, eller når de behandler temaer, han umuligt kunne forudse, at han skulle præsenteres for.

»Sådan er det nu. Der er mange af de her inderlige bøger, som læner sig op ad … jeg har næsten svært ved at sige det! Som læner sig op ad 1970’er-tekster. Jeg er jo vokset op med, at det er det mest forbudte i verden.«

Det ser han blandt andet hos Rolf Sparre Johansson, som tidligere er blevet publiceret i Hvedekorn med tekster, som både kunne indeholde helt små, hermetisk lukkede sætninger og »mærkelige flippede dyrefabler«. Alligevel kom hans debutbog Søvn til at handle om noget så almindeligt som det at være på barsel med sit lille barn.

»Hos de nye debutanter ser vi det her med at insistere på hverdagen og på rimelige nærbilleder og aspekter af hverdag, som de gør i nogle af de her bøger. Hvis Rolf havde prøvet at sælge sin bog til mig på forhånd, så ville jeg have sagt, at jeg bedre kunne lide fabeldyr,« siger Lars Bukdahl.

Alligevel er han glad for, at bogen blev noget andet, end han selv ville have anbefalet. I Bukdahls generation er der en næsten instinktiv modvilje mod i for høj grad at beskæftige sig litterært med det, man gjorde oprør imod. I 1980’erne var det 1970’ernes knækprosa om parforhold og børn, og i 1990’erne var det patos og sentimentalitet.

Men de yngre forfattere frygter ikke nogen af disse tendenser og er måske netop derfor i stand til at skabe fornyelse:

»På en måde er der en forhandling med både det patetiske, det sentimentale og det inderlige. Der er både et arbejde med nogle toner og nogle zoner, som for nogle af os, der er de her tyve år ældre, har karakter af tabu.«

Fodspor og bølgeslag

Måske vækker det mindelser om 1970’erne, når man umiddelbart beskriver handlingerne i nogle af årets nye værker, men sproget og måden at undersøge temaerne på er anderledes. Lars Bukdahl læser Ina Munch Christensens Nielsine som en debutbog med en utrolig friskhed og energi.

»Hvert afsnit er som et bølgeslag, som for at få et helt, bevægeligt hav i gang. Det lyder af nogen, en stemme, med den der blanding af kækhed og genert selvbevidsthed.«

Anderledes er Rolf Sparre Johanssons debut Søvn, der er formidlet i en form, som Bukdahl kalder hård og konstrueret. Nogle af digtene virker som båndoptagelser af monologer om at være paranoid og forstyrret, mens andet virker som en besættelse af detaljerne i livet.

»Der er de her små bitte, hårde koreografiske stykker, der handler om at gå frem og tilbage og blive forbandet om natten. Som små grafer over fodspor på et stuegulv,« siger Bukdahl.

Søvn er også på Kamilla Löfströms liste over anbefalelsesværdige debutbøger. Men først og fremmest har hun i år været begejstret for Ursula Scavenius, som egentlig adskiller sig fra mange af de andre, idet hendes roman Fjer foregår i Centraleuropa og er ’rigtig fiktion’, som bygger på fortællinger skabt fra fantasien og ikke forfatterens eget liv og erindringer.

»Ofte er det ikke den store, sammenhængende fortælling, der interesserer debutanterne, men mere virkeligheden i fragmenter,« siger Löfström.

Hun mener, at man generelt bedre kan beskrive debutanterne æstetisk, fordi det handler om sproget som materiale, en skriftbevidst litteratur. Hos de fleste debuterende forfattere handler det mindre om at bruge fantasien og mere om deres egne mellemværender med livet og virkeligheden.

I modsætning til den tendens står Scavenius’ roman, som i øvrigt er nomineret til Montanas litteraturpris 2015. Dele af bogens handling foregår lidt uden for Bulgariens hovedstad Sofia og beskriver både dystre og tragiske hændelser i en familie, og titlens fjer præsenteres i fortællingerne som et uhyggeligt og næsten overnaturligt element.

Mere uprætentiøs internetpoesi

De modne stemmer kommer måske til at fylde mindre i forhold til de nye, mere uformelle stemmer, som har fundet vej fra internettet til trykte digtsamlinger og romaner. Sidste år blev begrebet internetpoesi brugt til at beskrive Caspar Erics debut 7/11, for hvilken han i år modtog Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat sammen med Ina Munch Christensen.

Begrebet internetpoesi forsøger blandt andet at beskrive den uformelle tone, som har vundet frem på blogs og sociale medier, og som sætter sig spor i de nye litterære værker.

»Første gang jeg læste Johan Davidsen, tænkte jeg: ’Er der ikke mere end det?’ Sådan havde jeg det også lidt med Caspar Eric, der skriver den her meget talesprogsagtige poesi. Er det ikke bare statusopdateringer: Sådan føler jeg lige nu?« siger Löfström.

Først var hun i tvivl om, hvor alvorligt man skulle tage den form for værker, men nu understreger hun, at de har tydelige kvaliteter. At det er en skrift, som er blottet for prætentiøse og pyntede forsøg på at imponere, fordi den er inkluderende og refererer til både popkultur, fastfood og mærkevarer som fænomener, der findes i livet ligesom regnvejret og alt det i hverdagen, vi ikke selv vælger til.