Døden er overalt, men vores dødsangst gør, at vi ikke ser den og helst tænker så lidt som muligt på den. Døden gør, at vi overhovedet kan være her, hvis alle levede evigt, ville planeten være druknet i mennesker for længe siden. Fortidens folk har venligt givet plads ved at dø og komme af vejen. Og veje er ofte opkaldt efter døde, kendte og nogle gange endda hæderlige folk som J. C. Tode.
Todesgade er jo den ultimative gothgade i København: Tysk død — i besvimende kedelige præfabrikerede betonkasser. Tode (1736-1806), som lagde navn til gaden, var læge, Doktor Død, digter og stifter af to skoler: Borgerdydsskolen – nu en del af Gefion Gymnasium, og Efterslægtsselskabets skole – nu HF-center i Utterslev. Måske var det hans dystre efternavn, der fik ham til at kæmpe så bravt mod døden og den store glemsel: Han forsøgte at helbrede folk, skrive digte for at blive husket til evig tid samt give lærdom til kommende generationer. Men måske var det mest den korte gade på Nørrebro, der reddede ham fra glemslen.
Tode var nu ellers fashionabel nok til at lade sig begrave på den nyanlagte aflastningskirkegård langt udenfor byen: Assistens. Der var trængsel bag voldene dengang. I hans tid boede der omtrent 100.000 personer bag bymurene. De faldt som fluer. Og blev begravet både inde i byen og inde i selve kirkerne: Grave et hul under kirkegulvet, putte liget derned og lægge en blæret gravsten henover.
Helligåndskirken f.eks. byder på flotte gravsten af den type. Det blev forbudt året inden Todes Tod at jordstede mennesker inde midt i kirkerne. Men det var først i 1851, at det blev forbudt at begrave folk inden for voldene, så når arkæologerne nu graver i København, støder de tit på gravpladser og kirkegårde, for hvor skulle man dog gøre af alle de døde? Svaret kom i 1760 med Assistens.
Kirkegårdene
Assistens kirkegård blev anlagt for at assistere de tætpakkede kirkegårde inde i København. Langt ude på landet ved en smal pløret vej dukkede en kirkegård op. Det var ikke populært at blive begravet langt uden for lands lov og ret ligesom selvmordere og andre kriminelle, men efterhånden vandt det indpas i bedre kredse at lade sig begrave der som en god borger, der tænkte på sine medmennesker selv i døden. Derfor gav de plads og luft til klemte københavnere ved ikke at ligge og rådne inde i byen.
Så selvfølgelig ligger Tode på Assistens – i godt selskab. Den ene kendis efter den anden formulder her under mere eller mindre prangende sten. Selvfølelse lader til at være omvendt proportional med huskværdighed.
Assistens har alle dage været en festlig kirkegård. Allerede fra slutningen af 1700-tallet er der klager fra det snerpede borgerskab over tøjlesløs opførsel på kirkegården, og at folk kravlede over muren og holdt alt for muntre skovture. Dog var der ikke så mange køer der som på Garnisons og Holmens kirkegård på Østerbro. De utallige rare solbeskinnede pletter og hyggebænke indbyder til afslapning – gerne topløs og med en joint.
Nørrebros tæt sammenstuvede bebyggelse med baggårde i både tre og fire lag har også gjort Assistens kirkegård eftertragtet som park. En fin og for det meste fredelig klat grønt. Akkurat som kirkegårde er og bør være.
Af alle begravelsesstederne i København står Garnisons kirkegård dog som »en have så skøn«, som der står på dens hjemmeside. De gamle træer og skulpturerne, der omkranses af de nøgne, upudsede, lidt generte bagsider af Østerbros fine huse, giver stedet en ganske særlig ro. Efter en tænkepause her kan man nyde det kværnende liv igen, for stille skal man nok blive efter det store punktum.
Døden lever videre
Mindeplader er der mere end 300 af i København. De er små stykker Danmarkshistorie, som husker os på dem, vi ikke længere kan se og snakke med.
En af de allermest rørende er den på Webersgade 17. Teksten lyder: »Michael Strunge 1958-1986 – Nu kan jeg flyve«. Det gjorde han nogle meter, men landede nøgen og dødeligt hårdt. Det er smukt at mindes den selvmorder, der i 1982 skrev digtet Drøn: »Jeg er et drøn gennem byen/ pludselig hænger jeg som en plakat.«
