Den færøske outsider

Jeg er generelt fascineret af, hvordan man kan aflive kæledyr.«

Vi sidder og drikker kaffe i Rúni Weihes hyggelige stue på Nørrebro med fyrretræsplanker, et gammelt kukur på væggen og Bruce Springsteen med en klagende mundharmonika på anlægget. Udenfor regner det fra en grå novemberhimmel.

Det med at aflive kæledyr er noget, vi kommer ind på, da han fortæller om sin debutroman Mursejler – ikke fordi det er hans fritidsbeskæftigelse. Hovedpersonen i romanen kommer som barn hjem og finder sin hamster livløs i buret. Den har spist sit hamsterhjul, fordi han har glemt at fodre den. Da drengen opdager, at den alligevel ikke er helt død, må han i gang med en aflivningsproces ude i værkstedet, der både involverer acetone og syltetøjsglas.

»Det er et af de dyr, som er blevet til et kæledyr, en slags bamse, så der er noget nice ved at dræbe det, som om det bare er et dyr,« forklarer Rúni Weihe.

Trods den lidt groteske fascination virker 30-årige Rúni Weihe som et lunt menneske. Han har et let fuldskæg, runde briller og mørkeblondt, let krøllet hår strøget til den ene side og har – måske i dagens anledning – taget skjorte på.

Over hans skrivebord hænger gule lapper over det hele i lige kolonner i et forsøg på, som han siger, »at insistere på orden«. Han er i gang med sin anden roman, som er godt på vej. »Man går rundt med et lille smil på læben hele tiden, for den er der næsten!« siger han, og henrykkelsen lyser ud af ham.

Cabrioleter, golf og dårlige hotdogs

Det var kedsomhed, der fik Rúni Weihe til at skrive, da han som nyuddannet arkitekt i 2012 søgte mod Ålesund på den norske vestkyst, hvor der var arbejde at få.

»Åh Norge, altså. Puha!« Han ryster let opgivende på hovedet. »Man skal nok ud på landet for at finde den romantiske drøm. Ålesund var jo bare hoteller og dårlige hotdogs. Der er ret mange penge, men ingen ved rigtig, hvad de skal bruge dem til, så de køber cabrioleter, selvom det regner hele tiden, og spiller golf, selvom der er fjelde overalt. Så jeg faldt ikke rigtigt til,« fortæller han om sit Norgeseventyr, der kun varede i otte måneder, men til gengæld formede Mursejler.

»Efter en uge købte jeg en guitar, efter to uger fandt jeg ud af, at jeg ikke havde tålmodighed til at lære at spille, og så begyndte jeg at skrive mere og mere. Det var egentlig bare nogle fjollede dagbogsnotater til at starte med, men det blev mere og mere fiktion.«

Følelsen af ikke rigtig at kunne lande er et tema i Mursejler, hvor en ung mand rejser ud til en klippeø for at komme væk fra sin egen fortid.

Her søger han ro og isolation i hverdagens ensformighed, men finder også ud af, at han ikke kan undgå at komme i kontakt med mennesker. Nye venskaber med Kattedamen og en eksilingeniør fra Island får ham til at gentænke sin situation og fortid. Rúni Weihe beskriver tonen i romanen som »uhyrlig melankolsk«.

»Romanen beskriver en helt tom hverdagstrummerum, som især kommer, når man går på arbejde for at arbejde med noget, man egentlig ikke gider at arbejde med,« fortæller han og sammenligner den opslugende hverdag med hamsterhjulet:

»Der er noget banalt billedligt ved at æde et hamsterhjul – at hamsteren ikke bare løber i hamsterhjulet, men fandme også æder det, fordi den ikke bliver fodret.«

Spændt ud mellem fiktioner

Først efter at have skrevet Mursejler begyndte Rúni Weihe virkelig at interessere sig for litteratur. Som romanforfatter er han derfor lidt af en outsider. Men det er en rolle, han som færing er vant til. At være spændt ud mellem forskellige fiktioner er et vilkår for alle, men måske i særlig grad færingen, mener han:

»Alle rejser ud fra Færøerne. Når du er i Danmark, er du rimelig velintegreret, fordi du kan sproget, men du er stadig færing. Når du så kommer hjem igen, så bliver du afkodet med røntgensyn: ’Nå, du er nok rigtig blevet dansk, hva?!’ Så du er ret dansk på Færøerne og ret meget færing i Danmark. Det er lidt skørt.«

Netop oplevelsen af identitet, der er strakt ud mellem fortid og nutid og geografiske placeringer, er et tema i hans nye roman. Rúni Weihe beskriver forholdet som en elastik, der hele tiden spændes ud – og truer med at briste.

»Der sker noget skørt, når man mister det umiddelbare tilhørsforhold til et barndomshjem. Du kommer tilbage, og så bliver det mere og mere som turist og som besøgende. Jo oftere du besøger det, jo større afstand bliver der til det. Barndomshjemmet lever jo videre og ændrer sig gradvist – ens far bygger bryggerset om til kontor – og jo oftere du kommer tilbage, jo mere bevidst bliver du om, at det er blevet til noget helt andet.«

Han mener, at elastikken også strækkes mellem generationerne. På Færøerne oplever de, hvordan unge søger væk fra fiskefabrikken og i stedet tager til Danmark for at få en uddannelse.

»Det er generelt for min generation, at flere er hoppet med på uddannelsesbølgen. Min far var fisker, og jeg er blevet akademiker, og det skifte har nok også betydet en distance,« siger Rúni Weihe.

Bruce Springsteen er for længst forstummet på pladespilleren. Vi taler lidt om affolkningen, imens jeg tager overtøj på. Rúni Weihe følger mig ud i regnen i sutsko. Senere skal han hente Mursejler fra tryk. Først skal han ryge.