Læsetid: 7 min.

FIFA-skandalen tager for alvor fat om Sydamerikas gamle stærke mænd

I sin optrevling af FIFA-skandalen går den amerikanske statsanklager målrettet efter den kaste af korrupte fodboldbosser, der har styret sporten i Sydamerika i årtier
José Maria Marin, der her føres ud af retten i New York,  tilbringer nu sin tid i  husarrest i sin luksuslejlighed i Trump Tower på 5th Avenue i New York. Her afventer han den straffesag, der er ved at blive forberedt imod ham.

Mary Altaffer

12. december 2015

Den 25. oktober 1975 mødte den venstreorienterede tv-producer Vladimir Herzog op ved skranken i de brasilianske sikkerhedsstyrkers berygtede DOI-CODI-fængsel i Paradiso-kvarteret i São Paolo. Her blev han anholdt, iført fængselsklæder og underkastet tortur med tæsk og elektrochok, mens han blev afhørt om sine forbindelser til det brasilianske kommunistparti.

Torturen blev ved, indtil han udåndede, hvorefter hans bødler hængte ham op i et bælte i hans celle og erklærede, at han havde taget sit eget liv.

Den historie var der dog ingen, der købte, og netop mordet på en så højtprofileret skikkelse som Herzog – der ved sin død var redaktionschef på den landsdækkende tv-station TV Cultura – skabte en bølge af offentlig vrede og betragtes af mange som begyndelsen til enden for det brasilianske militærdiktatur.

De paramilitære bødler, der torturerede Herzog ihjel, handlede dog ikke på eget initiativ. De blev opildnet af det etablerede politiske system, der støttede militærdiktaturet. Og en af de fremmeste fortalere for behovet for at slå ned på skikkelser som Herzog var en vis José Maria Marin; en ung og fremadstormende politiker for partiet ARENA, der var militærdiktaturets politiske arm.

Marin vidste alt

Kort før Herzogs død havde Marin anklaget tv-stationer som TV Cultura for at være infiltreret af »kommunister« i en tale, der af mange blev fortolket som en slet skjult opfordring til det hemmelige politi om at slå hårdt ned på venstreorienterede tv-journalister.

Og efter drabet på Herzog roste Marin offentligt Sérgio Fleury, den højtstående politimand, der var ansvarlig for fængslingen og torturen af den venstreorienterede journalist.

Eller som Vladimir Herzogs nu voksne søn Ivo har sagt det:

»Fleury bestyrede de ulovlige fængsler, hvor regimemodstandere blev tortureret og dræbt i Sao Paolo. Han dræbte dusinvis og torturerede kvinder og børn. Han er et monster. Det ved Marin udmærket godt – og alligevel fremstiller han ham som en helt.«

Nogle år senere faldt det brasilianske militærdiktatur, men det anfægtede ikke Marin. Han skiftede gnidningsfrit sin position i ARENA ud med en karriere som fodboldpolitiker og har i de seneste tre årtier været en af de mægtigste mænd i brasiliansk fodbold, en karriere der kulminerede med nogle år som præsident for det brasilianske fodboldforbund og medlem af FIFA’s VM-komité.

Og på den front minder Marin meget om de øvrige fodboldbosser, der har domineret sydamerikansk fodbold i de seneste årtier; forstået på den måde, at der i stort set alle tilfælde er tale om skruppelløse skikkelser, der har udnyttet deres forbindelser til de hjemlige regimer til at klatre op ad den fodboldpolitiske rangstige til positioner med enorm magt og indflydelse.

Og så har de i øvrigt været magtfuldkomne i en grad, det er svært at forestille sig her i Europa.

Der har været tale om en nærmest urørlig kaste, hvilket er blevet symboliseret af, at det sydamerikanske fodboldforbund CONMEBOL’s hovedsæde i Luque i Paraguay i årevis har været beskyttet af diplomatisk immunitet. Et privilegium, der fik den tidligere præsident for forbundet til at prale med, at han og hans kammersjukker var fredet af myndighederne i en grad, der kun kunne sammenlignes med Vatikanets.

Og så har de sydamerikanske fodboldbosser efter alt at dømme delt endnu et karaktertræk: De har været enormt korrupte. Og fuldstændig skamløse omkring det.

Det fik englænderne lov at opleve på første hånd, da de kæmpede for at få tildelt værtsskabet for VM i 2018. I et forsøg på at vinde støtte for deres bud inviterede englænderne medlemmerne af FIFA’s øverste ledelse til London på individuelle besøg – og her fik de en smagsprøve på de sydamerikanske fodboldbossers forhandlingsteknik.

Det er kommet frem i en høring, som lederen af det engelske VM-bud, Lord Triesman, efterfølgende gav i det britiske underhus.

Han kunne blandt andet fortælle, at den daværende præsident for CONMEBOL, Nicolás Leoz fra Paraguay, meddelte den engelske komité, at han ville tage deres VM-bud under venlig overvejelse, hvis de sørgede for, at han blev adlet i det britiske adelsystem – ligesom han heller ikke ville protestere, hvis den traditionsrige engelske pokalturnering, F.A. Cuppen, blev opkaldt efter ham.

Og præsidenten for det brasilianske fodboldforbund, Ricardo Teixiera sendte simpelthen besked til Lord Triesman om, at han skulle »come and tell me what you have got for me«. (Hvad du har til mig, red.)

Englænderne havde imidlertid ikke noget smørelse til de sydamerikanske fodboldbosser, og det er efter alt at dømme en af årsagerne til, at det engelske VM-bud led en krank skæbne og røg ud i første afstemningsrunde med blot to stemmer.

Englændernes manglende vilje til at bestikke sig til et VM har dog ikke betydet, at de stærke mænd i sydamerikansk fodbold har lidt nød. Tværtimod.

Igennem de sidste mange år har de systematisk skrabet kæmpe formuer sammen til sig selv ved at kræve bestikkelse og returkommission til gengæld for overdragelse af tv- og marketingsrettigheder til VM og de store fodboldturneringer i Sydamerika.

’Omfanget af korruption er ufatteligt’

Nu skælver jorden imidlertid under kontinentets tidligere så magtfulde mænd. Og den, der får den til at skælve, er en diminutiv kvinde fra Greensboro i North Carolina, USA – den amerikanske statsanklager Loretta Lynch.

Hun leder den efterforskning af korruptionen i FIFA, som de amerikanske myndigheder foretager. Og for nylig offentliggjorde hun nye anklager mod en række af de øverste skikkelser i syd- og mellemamerikansk fodbold. Det er anklager om, at de igennem årene »har været involveret i kriminelle aktiviteter, der har omfattet over 200 millioner dollar i bestikkelse og returkommission«, som det hedder.

Eller som Loretta Lynch selv sammenfattede anklagerne: »Det forræderi mod offentlighedens tillid, som vi ser her, er skandaløst. (…) Omfanget af korruption er ufatteligt.«

Sammen med offentliggørelsen af de nye anklager foretog FBI i samarbejde med schweizisk politi endnu et raid på luksushotellet Baur au Lac i Zürich, hvor de også gennemførte det første sæt masseanholdelser af FIFA-chefer tilbage i maj, og hvor de vel efterhånden må betragtes som velkendte skikkelser af dørmændene.

Blandt de arresterede i denne omgang var en række af Sydamerikas mægtigste mænd inden for fodboldverdenen, herunder præsidenten for CONMEBOL samt forbundets nyligt afgåede finansdirektør og generalsekretær. I alt er de tre seneste præsidenter for CONMEBOL nu blevet arresteret som følge af korruptionsskandalen sammen med en række af forbundets topfolk i øvrigt.

Andre af organisationens chefer har haft travlt med at trække sig fra deres poster og krybe i skjul i deres respektive hjemlande, hvor de holder så lav profil, som det er menneskeligt muligt, så der er efterhånden ved at være ret tomt på ledelsesgangen i det imposante CONMEBOL-hovedkvarter i det vestlige Paraguay, hvor tredje vicepræsident Wilmar Valdez fra Uruguay efterhånden må betragtes som last man standing.

»CONMEBOL befinder sig i en stresset og kompleks situation,« sagde Valdez med en vis underdrivelse forleden. »Vi må bevare roen og lade timerne og dagene gå, så vi kan løse problemerne.«

Brasiliansk forlegenhed

Og mens de kæmper for at bevare roen, kan de fodboldgale brasilianere konstatere, at deres forbund, CBF, tilsyneladende er et af dem, der er dybest impliceret i skandalen. For nylig blev CBF’s præsident sigtet af de amerikanske myndigheder, hvilket betyder, at det brasilianske fodboldforbunds seneste tre topchefer nu enten er under husarrest i New York eller kæmper imod udleveringsbegæringer fra USA.

Alt det kommer dog ikke bag på brasilianerne.

»Brasiliens fodboldmyndigheder er et af de sidste levn fra landets diktatur og vil blive en af de sidste institutioner, som det vil lykkes at reformere,« har den undersøgende journalist Juca Kfouri udtalt.

Det bringer dog brasilianerne i en vis forlegenhed, at de ikke selv magtede at rydde op i deres hjemlige fodboldkultur, men at det tilfalder ordensmagten i et – for Brasilien – fodboldmæssigt uland som USA at holde de brasilianske fodboldledere til ansvar for deres gerninger.

»Hvordan kunne en affældig gammel mand med klare forbindelser til det militærdiktatur, der myrdede og torturerede utallige brasilianere, opnå en så magtfuld position?« har fodbold-klummeskribenten Jorge Knijnik selvreflekterende spurgt med henvisning til José Maria Marins ubesværede opstigning gennem fodboldhierarkiet efter diktaturets fald.

Nu sidder Marin i husarrest i sin luksuslejlighed i Trump Tower på 5th Avenue i New York, mens han afventer den straffesag, de amerikanske myndigheder forbereder imod ham.

Også en række andre tidligere topchefer fra sydamerikansk fodbold er mere eller mindre frivilligt rejst til USA for at forsvare sig eller forsøge at indgå fordelagtige handler med Loretta Lynch og hendes folk – og flere vil følge, efterhånden som de amerikanske myndigheders udleveringsbegæringer bevæger sig op gennem diverse appeldomstole.

I Sydamerika er man dog ikke sikker på, at den nuværende udrensning blandt topfolkene i regionens fodboldforbund for alvor vil betyde et farvel til korruptionen.

Som forfatteren til en bog om korruption i brasiliansk fodbold, Luiz Carlos Azenha, bemærker:

»Vi har et ordsprog her i Brasilien, der siger: Fluerne skifter, men lorten er den samme.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu