Interview
Læsetid: 5 min.

Følelsernes erindring

Joachim Lykke er gået kompromisløst efter at nå ind til det, der er allermest smertefuldt. I sin debutroman graver han i følelserne fra en barndom, der blev præget af en psykisk syg søster
Joachim Lykke er gået kompromisløst efter at nå ind til det, der er allermest smertefuldt. I sin debutroman graver han i følelserne fra en barndom, der blev præget af en psykisk syg søster
Moderne Tider
4. december 2015

Vejret er stille, men en råkold tåge kryber ind over os fra havet. Min blok bliver fugtig, mens jeg står og tager notater. Jeg er kørt med forfatter Joachim Lykke ud til Knudshoved, ud forbi det gamle færgeleje, hvor DSB-bilfærgerne lagde til i tiden inden Storebæltsbroen .

Engang må der have været stille, nu leverer trafikken på broen et lavmælt susende lydspor til sceneriet.

Området er et geografisk knudepunkt for 39-årige Joachim Lykkes barndomsminder. Han er for længst flyttet fra Nyborg og har en tid som både filosofistuderende og softwarearkitekt bag sig. Men det er barndommens oplevelser og følelser, som er baggrunden for hans endnu unavngivne debutroman.

»Jeg kom her meget som barn. Min mor arbejdede som servitrice på færgerne, så det var blæret at stå dér på molen sammen med min far og fiske og kigge efter færgerne og se, hvornår min mor kom hjem,« fortæller han, mens vi står og venter på fotografen. Han har været lidt mere forudseende end jeg og taget en foret vinterfrakke på.

Han peger over mod fyrtårnet ude på den lille pynt. Bagved – i bunden af Nyborg Fjord – boede han en stor del af sin barndom. Hjemmet lå tæt ved det gamle Kommunekemi, der bortskaffede farligt affald – et uhyggeligt sted for et fantasifuldt barn:

»Der var kemiske processer i gang inde i tønderne, så det lød, som om der sad nogen derinde og bankede.«

Emotionel dokumentarisme

Joachim Lykkes barndom blev mest af alt påvirket af en søster, der aldrig rigtig havde det godt.

»Min opvækst har på mange måder – på overfladen – været meget fin og almindelig, men enormt præget af, at min søster var et barn, mine forældre havde rigtig svært ved at finde ud af. De havde ikke så mange ressourcer at gøre godt med rent emotionelt, så de havde virkelig svært ved hele situationen, især da hun senere blev decideret psykisk syg.«

Selvom romanen tager udgangspunkt i oplevelserne fra barndommen, er den ikke et selvbiografisk værk, nærmere en slags arkæologisk undersøgelse af Lykkes egen smerte og emotionelle erindring. Det understreger han senere, da vi er kommet ind i varmen på en af Nyborgs mange beværtninger.

Han kommer ikke længere i byen, så valget er tilfældigt. Det er et af de steder med dyb latter, tidlige eftermiddagsbajere og tyk røg – på mange måder en skærende kontrast til den friske havluft, vi lige er kommet fra. Og egentlig også til Joachim Lykkes afdæmpede og velovervejede person.

»Jeg har altid været skeptisk over for autofiktion, fordi jeg oplever det som en falsk tyngde at pege på virkeligheden,« forklarer han.

»Det, der egentlig har været mit projekt, er en slags emotionel dokumentarisme, hvor jeg gerne vil genopleve følelser og bruge det til at skrive noget ud fra. Men det, jeg skriver, er ikke noget, der er biografisk. Så personen i bogen er sin egen person, men den følelse, der er, dét er min følelse, og alt det andet er et fiktionslag. Men jeg er hundrede procent i det følelsesmæssige – dér er jeg med mit nærvær.«

– Hedder hovedpersonen Joachim?

»Han hedder ikke noget. Det kunne han godt have heddet, men nej, det ville jeg ikke have valgt at gøre. Han er en person i sin egen ret og lever i sin egen logik. I virkeligheden har jeg tænkt meget over ham som en, der nærmest er min modsætning – nu har jeg gjort nogle ting, men hvad kunne man også have gjort?«

Uddrag fra 'om min søster'

’Jeg skulle have taget dig med til Afrika. Vi skulle have pakket tasken og være rejst. Vi ville ikke have fortalt vores forældre noget. Du ville nok ikke kunne holde din mund, men jeg ville hjælpe dig, og måske heller ikke fortælle dig hvad planen var. Du ville være fulgt efter mig. Så kunne vi være gået af sted. To børn på vejen.

Gravearbejde i smerte

Romanen foregår i den lille vestafrikanske stat Benin, hvor en ung dansk mand har fået en praktikstilling på ambassaden.

Da en pensioneret DSB-færge pludselig dukker op i havnen som nødhjælpsskib, indhentes han af sin fortid i Nyborg, som han reflekterer over i noter eller breve – måske henvendt til søsteren.

»Den afspejler 100 procent min oplevelse af at være pårørende til min søster. Oplevelsen af medskyldighed er et meget væsentligt tema i bogen, en konstant følelse af udefinerbar skyld over for et eller andet. Når man er to børn, og det ene har det svært, så tror jeg for mit vedkommende, at der opstår et eller andet med hensyn til selvopretholdelse og egoisme: ikke både selv at kunne være til og samtidig hjælpe hende.«

Med bogen ville Lykke forsøge at udfordre den historie, som han hele tiden fortalte om sin søster. Blandt andet derfor opstod idéen om en dansk mand, der gik rundt nede i Benin – på overfladen et velfungerende menneske, men inderst inde på flugt fra sin fortid.

»Jeg tror nogle gange, at historier bliver så stivnede, at man bliver ved med at fortælle den samme historie på samme måde. I forhold til min søster kunne jeg sige, at ’det var nok også meget godt i sidste ende, hun ville ikke have fået et særligt godt liv alligevel’. Hver gang jeg skulle fortælle andre om det, var det den samme fortælling, næsten de samme ord og sætninger.«

Men at skulle genfortælle historien om søsteren var samtidig det sværeste ved at skrive bogen:

»Det er svært at skulle skrive på basis af smerte. At gå så målrettet efter at genopleve nogle svære følelser gør netop, at jeg er kommet meget tæt på det hele én gang til. Og der var jo en grund til, at historien om min søster var stivnet. Det var jo, fordi der for mig var en eller anden form for smerte forbundet med det.«

Den sidste sjat tarvelig værtshuskaffe er blevet helt kold, og vi bryder op. Joachim Lykke sætter mig af ved togstationen, og vi aftaler, at han skal give lyd, når han har besluttet sig for en bogtitel.

Et par dage efter tikker en mail ind: Romanen skal hedde om min søster.

Vinterbøger 2015

Store forlag og etablerede forfattere dominerer det litterære marked, men vi har vendt blikket den modsatte vej. En underskov af mindre forlag vokser frem, drevet af entusiasme og udgivertrang mere end af kalkule og profit, og talentfulde forfattere debuterer med det, der kan blive begyndelsen til store forfatterskaber.

Vi stiller også skarpt på bogens fysiske udtryk, dens indbinding og design. Det taktile og materielle er det første, der møder læseren, men hvilke tanker ligger der bag? Vi har været med en tur i værkstedet hos de håndværkere, der formgiver værkerne.

Mød forfatterne Dorthe Nors fra Herning, Neel Mukherjee fra Indien og Maxim Biller fra Tyskland. Med Vinterbøger vender vi lygten mod litteraturens randområde og tænder små lys i mørket.

Læs mere i Informations særtillæg om vinterbøger.

Andre artikler i dette tillæg

  • Klasseforræderi

    4. december 2015
    Forfatteren Dorthe Nors styrer i livet såvel som i litteraturen helst uden om konsensusmiljøer. Måske derfor er hun flyttet tilbage til det Jylland, hun kommer fra, selvom alle hendes venner advarede hende mod det. Hendes nye romanhovedperson Sonja gør det samme – hvis hun da ellers nogensinde får lært at skifte gear
  • ’En indisk forfatter er altid en politisk forfatter’

    4. december 2015
    Den indiske forfatter Neel Mukherjee bor i London og skriver om storpolitiske spændinger, som de folder sig ud i 1960’ernes Calcutta. ’The Lives of Others’, der udkommer på dansk til foråret, handler om en rig indisk familie, der mister alt. Bogen bærer mindelser om ’Huset Buddenbrook’ og var indstillet til Man Booker-prisen i 2014
  • At blive sig selv gennem en anden

    4. december 2015
    ’Jeg, Unica’ er en litterær fantasi om en historisk person. En roman om kunstner og forfatter Unica Zürn, et nødvendigt stof, fortæller debutanten Kirstine Reffstrup
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her