Læsetid: 10 min.

»Et fuldstændigt overvældende år«

I år har Røde Kors’ generalsekretær, Anders Ladekarl, fået kritik for ikke at være til stede blandt andet på Lesbos, da flygtningestrømmen ramte Europa. Samtidig har han oplevet den største opbakning til sin organisation nogensinde. Men hvordan er det at brænde så meget for sin sag og samtidig få så megen kritik? Det har Information talt med ham om
Røde Kors har i 2015 både oplevet kraftig kritik og stor opbakning. For generalsekretær Anders Ladekarl har det været et år som ingen andre, og det har handlet om ’at kæmpe sig frem uden nogensinde at kunne gøre det godt nok’.

Ulrik Hasemann

19. december 2015

Anders Ladekarl har aldrig trængt så meget til juleferie, som han gør i år. Det fortæller Røde Kors’ generalsekretær mig, mens vi sidder på hans kontor i organisationens danske hovedkvarter på Blegdamsvej i København med udsigt over Fælledparken.

Tidligere på måneden, da de svenske myndigheder annoncerede, at de vil indføre obligatorisk grænsekontrol fra den 21. december, så det i et øjeblik ellers ud til, at juleferien var aflyst for generalsekretæren og hans kollegaer. Den svenske grænsekontrol vil nemlig betyde, at flere flygtninge strander i Danmark. Det betyder, at der bliver endnu mere brug for Røde Kors. Men nu har svenskerne udskudt grænsekontrollen til den 4. januar, og derfor kan Anders Ladekarl alligevel gå på juleferie oven på et år, hvor »hele følelsesregistret« har været i spil.

Telefonen ringer flere gange, men Anders Ladekarl bliver ved med at svare på spørgsmål uden at lade sig forstyrre. Generalsekretæren har fundet tid i en travl kalender til at sætte sig ned med Information og se tilbage på et år, der ifølge Ladekarl selv ikke kan måle sig med noget andet år i hans professionelle liv, måske lige på nær et par måneder under krigene i Jugoslavien i 1990’erne.

Det har været et år, hvor ingen har kunnet se en ende på flygtningestrømmen, hvor han og Røde Kors ikke har kunnet gøre så meget, som de gerne ville, for mennesker i nød, og hvor han dag ind og dag ud har skullet tage telefonen og svare på kritiske spørgsmål fra journalister og frivillige.

Jeg vil gerne spørge Anders Ladekarl om, hvordan det føles at være ham; et menneske, der ser ud til at brænde så meget for sin sag, og som samtidig er blevet mødt af kritiske røster, der mener, at han og Røde Kors har svigtet.

»For Røde Kors, men også for mig personligt, har det været et fuldstændig overvældende år. Jeg har aldrig i mine to årtier med humanitært arbejde oplevet så stort et behov for en organisation som Røde Kors, men heller aldrig så store forventninger til os, som jeg har været vidne til i 2015. Derfor har det været et år med desperation over ikke at kunne gøre nok, stress over, at der har været virkelig travlt, og så ufattelig glæde over den opbakning, som Røde Kors har fået,« siger den 55-årige generalsekretær.

Kæmper bag linjerne

Glæden er både til at mærke og til at forstå. Aldrig har Røde Kors Danmark indsamlet så mange midler til humanitært nødhjælpsarbejde, som de gjorde til dette års landsindsamling, og aldrig har så mange frivillige meldt sig under organisationens faner. I alt er det blevet til 4.000 nye frivillige i år og over 25 millioner kroner til landsindsamlingen, hvor 22.000 danskere samlede ind.

Men det er også et år, hvor Røde Kors i manges øjne ikke længere er synonym med de brede skuldre og den hjælpende hånd. Organisationen er også blevet kritiseret af danske, selvorganiserede frivillige. De frivillige har taget imod flygtningene, der i stort antal er ankommet med tog til Københavns Hovedbanegård eller sejlet i land i gummibåde ved den græske ø Lesbos’ kyster.

»Men hvor fanden er Røde Kors henne?,« har flere af dem i løbet af året spurgt, når organisationen ikke har været til stede.

Jeg vil gerne vide, hvem Anders Ladekarl er, når han ikke er på tv-skærmen eller forhandler med myndigheder om, hvor Røde Kors må være til stede. Men når jeg spørger til Anders Ladekarls personlige højdepunkter i 2015, nævner han Røde Kors’ højdepunkter. Når jeg spørger til hans egne frustrationer, nævner han Røde Kors’ frustrationer. Ifølge ham selv lever og ånder han i jobbet som generalsekretær 24/7, året rundt. Og det er kun muligt, siger han, fordi der ikke er forskel på, hvad Anders Ladekarl personligt mener, og hvad Røde Kors’ generalsekretær mener. Det er én og samme ting.

Derfor går det ham også på, når Røde Kors er blevet kritiseret for ikke at træde til, hvor der er brug for organisationen.

»Jeg bliver personligt vred, når folk kritiserer os for ikke at være nok tilstede på Lesbos eller på Københavns Hovedbanegård. Det kan måske se urimeligt ud udefra, og derfor forstår jeg godt kritikken, men jeg ville ønske, at folk kunne se, hvor meget vi kæmper bag linjerne,« siger Anders Ladekarl og henviser til de forhandlinger, Røde Kors har haft med blandt andet de græske myndigheder om at få lov til at være til stede på Lesbos.

Vi presser på for at være i Grækenland

Efter to årtier med nødhjælpsarbejde er det dog ikke nyt for Anders Ladekarl at stå i krydsfeltet mellem den velmenende, gode kraft og den udskældte organisation. Han fortæller, at for hver gang Røde Kors ikke får lov til at komme igennem et checkpoint i et kriseområde, så sidder der nogen på den anden side, der har brug for medicin og mad, og som ikke kan begribe, hvor Røde Kors bliver af. Det er en del af hans hverdag »at kæmpe sig frem uden nogensinde at kunne gøre det godt nok«. Det exceptionelle ved 2015 er bare, at flygtningekrisen er rykket ind på europæisk jord. Derfor er Røde Kors’ begrænsninger først i år blevet rigtigt synlige for danskerne, mener han.

»I år er vores arbejde blevet stillet op over for en masse frivillige, der tog af sted. De gjorde det bare,« siger Ladekarl og sukker. »Jeg kan godt forstå, at de var irriterede over, at vi ikke var til stede. Jeg var jo selv irriteret. Men i guder, hvor vi pressede på for at få lov til at være i Grækenland. Det gør vi stadig, for vi har ikke en tilstedeværelse nu, som jeg er tilfreds med. Det er dybt frustrerende.«

- Får du nogen gange dårlig samvittighed?

»Jeg havde da enormt dårlig samvittighed over, at der ikke blev gjort mere på Lesbos, og jeg er på samme måde utrolig ked af, at vi ikke kan hjælpe flere inde i Syrien. Det er en evig kamp,« siger han og fortsætter:

»Men med de evner og ressourcer, jeg har, synes jeg, at jeg gør det så godt, som jeg kan. Jeg kan stadig lære noget og så gøre det bedre i morgen. Men jeg går sgu’ sjældent i seng og siger til mig selv ’i dag kunne du fandeme have gjort det bedre’.«

Den velstående godhedsindustri

I 2008 blev Anders Ladekarl udnævnt som generalsekretær i Røde Kors Danmark. Op til da havde han blandt andet arbejdet som international chef i organisationen, og inden da havde han været i Dansk Flygtningehjælp. Desuden har han i sin ungdom trådt sine sko som formand for Dansk Ungdoms Fællesråd og været aktiv på venstrefløjen.

Den dag, Anders Ladekarl blev udnævnt, stod Ekstra Bladets fotografer klar ude foran hans hus i Klampenborg for at fotografere den pæne villa.

»Velkommen til posten som generalsekretær for Røde Kors,« griner Anders Ladekarl og tilføjer, at han samme dag kørte sin kones gamle Jaguar væk, så den ikke kom med på Ekstra Bladets billeder.

En uge efter solgte parret bilen, fordi det ikke skulle hedde sig, at en nødhjælpsgeneral kørte rundt i så fint et køretøj. Siden, fortæller Anders Ladekarl, er han blevet mere tykhudet i forhold til kritik og opmærksomhed fra pressen. Og det har der været brug for – ikke mindst i år.

I 2015 er det nemlig ikke kun Røde Kors og organisationens arbejde, der er blevet kritiseret, men også generalsekretæren personligt. Det skete blandt andet, da BT skrev en artikel om, at »multikulturalisterne« og »flygtningevennerne«, som avisen kaldte dem, alle bor i privilegerede, ubelastede områder såsom Nordsjælland og Østerbro. Herunder Anders Ladekarl.

BT-artiklen fik kritik fra mange sider, men den startede også en debat om, hvor pænt en repræsentant for nødhjælpsverdenen egentlig må sidde i det. Den debat forsatte, da det i november kom op, at Anders Ladekarls løn er på omkring en million kroner om året. Generalsekretæren lagde herefter sin kontrakt på facebook til offentligt skue – også selvom den faktisk har ligget offentligt på Røde Kors’ hjemmeside, siden han blev ansat. Det førte til hyldest fra nogle lejre, men også hån og anklager om ødslen med nødhjælpspenge fra andre.

»Det går mig på, når folk på Facebook synes, at jeg er et dumt svin. Det ville være løgn at sige, at jeg er immun over for det. Men jeg prøver at leve med det, for det er en del af mit job,« siger Anders Ladekarl og forklarer, at han med årene er blevet mere beslutsom omkring at ville leve sit liv og tage konsekvenserne af det.

»Jeg får en pæn løn, men jeg lider også nogle afsavn i forhold til min familie ved at have dette job, og så vil jeg gerne kunne tage mine børn med på en god restaurant. Så må folk tage et billede af det, hvis de vil,« siger Anders Ladekarl og tilføjer, at det dog blev for meget for hans kone, da han overvejerede at købe en dyr Tesla.

Selvom Anders Ladekarl er blevet mere tykhudet med tiden, omtaler han igen og igen sig selv som et følelsesmenneske. Det påvirker ham at se mennesker, der har det skidt, forklarer han, som når Røde Kors natten til mandag måtte smide flygtninge med små børn på armene ud og sove i kulden rundt om Københavns Hovedbanegård, fordi Hovedbanegården ikke må holde åbent fra klokken 3 til 4.

»Det gør mig personligt rigtig ondt,« forklarer han og tilføjer: »Det her job kan man have med mange forskellige personlige profiler. Det eneste, man ikke kan være, er ligeglad.«

- Hvordan har du sat dit aftryk på Røde Kors?

»Jeg tror, jeg har fået løftet en relativt tung, konservativ organisation op til at være en organisation, der er mere modig i forhold til at have holdninger. Vi prøver i dag flere grænser af, end vi nogensinde har gjort før. Jeg vil gerne vise, at man kan være neutral og upartisk samtidig med, at man taler de svages sag. Vi bliver aldrig partipolitiske, men det betyder ikke, at vi ikke er politiske,« siger Anders Ladekarl, der får mange henvendelser om, at hans og organisationens udtalelser ligger uden for dens mandat.

»Men i Røde Kors føler vi, at vi i en tid, hvor debatten er så polariseret, har en særlig forpligtigelse til at være mere præcise i vores udtalelser om flygtningelovgivning, end vi måske tidligere har været,« siger han.

Det er nemt at opfatte Anders Ladekarl som venstrefløjens fodsoldat, når han kritiserer regeringens asylstramninger. Og ifølge Anders Ladekarl er det både en nødvendighed, at Røde Kors har holdninger, og en udfordring at balancere dem, fordi organisationen skal bevare opbakning og tillid i alle dele af befolkningen.

»Vores medlemmer og frivillige kommer fra alle samfundslag i Danmark, og vi skal blive ved med at være Danmarks hjælpeorganisation – ikke kun Østerbros eller venstrefløjens organisation. Vi skal favne hele Danmark,« mener han.

Et paradigmeskifte

I januar og februar afholdt Røde Kors en række folkemøder rundt omkring i landet for at samle opbakning og frivillige til at hjælpe nyankomne flygtninge. Anders Ladekarl og hans medarbejdere havde regnet med et fremmøde på nogle hundrede mennesker. Men i stedet oplevede de, at salene var fyldt til bristepunktet, og i alt dukkede 4.000 mennesker op for at tilbyde deres hjælp. Samme engagement og lyst til at hjælpe har vist sig i de seneste dage, hvor Røde Kors har søgt nye frivillige til at hjælpe med flygtningemodtagelsen på Københavns Hovedbanegård, som organisationen endelig har fået lov til at stå i spidsen for. På få dage, fortæller Anders Ladekarl, har 300 mennesker meldt sig til at hjælpe. »Og så midt i juletiden, gudhjælpemig,« siger generalsekretæren med store øjne.

»Det ekstraordinære ved det her år har for mig været den folkelige reaktion og engagement. Selvfølgelig er der mange negative billeder, som jeg sagtens kunne drukne mig i; alle de ting, vi ikke nåede, alle de ting, vi burde have gjort. Men i virkeligheden ser jeg tilbage med stor fortrøstning i forhold til de ændringer, der er sket i det danske civilsamfund. Jeg tror, at de er kommet for at blive. Og jeg tror, at de har en langt større effekt på det danske samfund i årene, der kommer, end at der er kommet 20.000 flygtninge,« siger Anders Ladekarl, der mener, at danskerne har rejst sig fra en »slags like-aktivisme til rigtig aktivisme, der ikke er politisk, men handlingsorienteret og rettet mod andre mennesker«.

»Medmenneskeligheden har virkelig fået en renæssance i Danmark, og jeg tror, det kan være et paradigmeskifte i den måde, vores samfund fungerer på. Af alle de ekstraordinære ting, der er sket for mig og Røde Kors i år, må det trods alt være det mest ekstraordinære af det hele.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

erik mørk thomsen

Hans løn ligger ikke omkring 1 milion, men 1 1/2 milion.
Så er det jo let at sige, at man skal undvære noget, må man har så meget at give af.

Det er så nemt at være international humanist som Anders Ladekarl, det er så nemt at ville dele danskernes penge og danskernes land med alverdens flygtninge, det er i det hele taget så forbandet nemt at være god, når bare man selv årligt modtager løn, ferie, pension og frynsegoder på linje med virksomhedsejere, afdelingschefer, underdirektører, administrerende direktører og koncernchefer i det private erhvervsliv – samt har et dejligt hjem i et roligt og ubelastet boligområde.

”Jeg får en pæn løn, men jeg lider også nogle afsavn i forhold til min familie ved at have dette job, og så vil jeg gerne kunne tage mine børn med på en god restaurant. Så må folk tage et billede af det, hvis de vil”, siger generalsekretær Anders Ladekarl og tilføjer, at det dog blev for meget for hans kone, da han overvejede at købe en dyr Tesla, og så bør man tilsyneladende bøje hovedet i dyb respekt for denne menneskelige beslutning.

Ånden og sjælen hos en stor humanist og et ”følelsesmenneske” som Anders Ladekarl kan slagteriarbejderne på Danish Crown jo så tænke nærmere over, når de hver dag står og knokler effektivt fra morgen til aften for maximalt 28.000,00 kroner om måneden - inklusive akkorder - og ikke aner, hvornår arbejdsgiveren igen kalder dem ind på kontoret og beder dem om, at gå 5% ned i løn, hvis de ikke vil havne som arbejdsløse dagpengemodtagere på grund af for høje produktionsomkostninger.

Slagteriarbejderen har nemlig som oftest kun råd til at gå på Burger King eller McDonald’s.

Pengene til den overordnede årlige drift af Dansk Røde Kors kommer fra blandt andet landets slagteriarbejdere, og de kan som bekendt ikke bryste sig med betegnelsen ”følelsesmennesker”, hvis ikke de er fuldstændig på linje med Anders Ladekarls humanistiske indstilling, en medmenneskelig personlighed, der som nævnt har det rigtigt følelsesmæssigt skidt ved at måtte smide flygtninge ud af Københavns Hovedbanegård midt om natten.

Imidlertid har den samme internationale humanist og generalsekretær for Dansk Røde Kors, tilsyneladende ingen som helst problemer med dagligt, at se forhutlede, psykisk syge, arbejdsløse, hjemløse, marginaliserede etniske majoritetsdanskere blive smidt ud fra Københavns Hovedbanegård midt om natten, og Anders Ladekarl kunne formentlig aldrig drømme om at give nogle af disse landsmænd midlertidigt husly i sin egen privatbolig.

Men der bliver selvfølgelig også rigeligt at se til i de kommende år for Dansk Røde Kors, hvor Danmark frem mod 2019 regner med, at modtage 180.000 flygtninge (migranter) inklusive familiesammenføringerne, så derfor kan man vel næppe forvente af et udpræget humanitært ”følelsesmenneske” som generalsekretær Anders Ladekarl, at han også skal forholde sig bare en lille smule pragmatisk og følelsesmæssigt til, hvordan Danmarks etniske majoritetsbefolkning undgår at ende op med at blive en slavehær og èt folkeslag ud af mange i deres eget land, fordi de politiske magthavere efterhånden prioriterer hjælpen til fremmede mennesker højere end deres egen nationale majoritetsbefolkning.

Danskerne går en svær tid i møde i de kommende år.