Interview
Læsetid: 9 min.

’En indisk forfatter er altid en politisk forfatter’

Den indiske forfatter Neel Mukherjee bor i London og skriver om storpolitiske spændinger, som de folder sig ud i 1960’ernes Calcutta. ’The Lives of Others’, der udkommer på dansk til foråret, handler om en rig indisk familie, der mister alt. Bogen bærer mindelser om ’Huset Buddenbrook’ og var indstillet til Man Booker-prisen i 2014
Den indiske forfatter Neel Mukherjee bor i London og skriver om storpolitiske spændinger, som de folder sig ud i 1960’ernes Calcutta. ’The Lives of Others’, der udkommer på dansk til foråret, handler om en rig indisk familie, der mister alt. Bogen bærer mindelser om ’Huset Buddenbrook’  og var indstillet til Man Booker-prisen i 2014

Anders Birger

Moderne Tider
4. december 2015

Neel Mukherjee sætter det lange ben forrest. Siden en oplæsning i et drivhus i Kew Gardens i London for halvanden måned siden har den 45-årige indisk-engelske forfatter haft eget medlemskort til den royale have, og det er hans fjerde visit på kort tid.

»Jeg er besat af træer,« som han siger.

Det er ikke kun naturens skønhed som sådan, der optager ham. Det er den viden, der ligger i botanikken, og det sprog, der gemmer sig bag hvert et træ.

»Og så er træer måske de eneste i verden, der kun giver og ikke tager,« siger han, som vi træder ind over de sirligt klippede græsplæner.

»Åh, se det her træ. Hvad tror du, det er? Fyrretræ eller cypres?«

Jeg aner det ikke. »Det må være cypres,« svarer han så selv og går hen til skiltet med det latinske navn.»Nej, det var fyr!«

Han ler højt og er straks videre. Peger med sin sorte paraply på en italiensk eg og noget, der ligner et pæretræ, men viser sig at være indisk hestekastanje.

– Er du god til at huske?

»I princippet ja,« ler han.

»Det er en af fordelene ved at have gået i en streng indisk skole, som jeg har, at man lærer at bygge et såkaldt ‘hukommelsespalads’.«

Det befinder sig inde i Neel Mukherjees hoved.

»Når jeg skal huske noget bestemt, går jeg ind i huset og finder det i for eksempel rummet med blå sofa oppe oven på. Jeg gør det samme med mine bøger og mine parfumer: husker hvor de befinder sig ved at placere dem i mit hukommelsespalads.«

– Dine parfumer?

»Ja, jeg elsker parfumer,« siger han med eftertryk. »Lige nu har jeg håndværkere hjemme hos mig, og alting roder, så jeg kan ikke finde mine parfumer i de skuffer, de skal være i.«

Han sukker, og jeg beslutter mig for at notere de gange, han gætter en træsort rigtig. Indtil videre har han nul rigtige.

Neel Mukherjees seneste roman ’The Lives of Others’ fordrer empati af læseren, mener han.

Neel Mukherjees seneste roman ’The Lives of Others’ fordrer empati af læseren, mener han.

Anders Birger

Hjemme i London

Der er kun sket én skelsættende ting i Neel Mukherjees liv. »Jeg flyttede til London som 24-årig, og det er det eneste, der er værd at fortælle om mit liv,« siger han.

– Hvorfor forlod du Indien?

»Jeg rejste ud af landet, fordi jeg havde fået et legat til at læse engelsk i London. Det var året efter, at både min mor og far var døde. Den ene af alderdom og den anden af sygdom. Jeg har en bror i Indien, men ellers var der ikke ret meget, der bandt mig.«

Egentlig har han altid vidst, at han ville søge væk, fortæller han. Han følte sig bare ikke rigtigt hjemme i det miljø og det land, han befandt sig i.

– Føler du dig hjemme i London?

»Ja, efterhånden gør jeg. Men det har nok taget mig fem år. Altså lige når man kommer som ny, er det sociale en hård nød at knække.«

– Hvilke følelser har du for Indien nu?

»Jeg nærer, for at være helt ærlig, ikke noget håb for Indien. Det religiøse vanvid bliver ved at vinde frem, og de følelser, jeg oftest oplever, er derfor vrede og frustration,« siger han.

»Man har for eksempel indført et totalt forbud mod at være i besiddelse af oksekød (det såkaldte beef ban, red.) og straffer folk, der alligevel bruger oksekød, på groveste vis. Hvis jeg kunne bestemme, var religion det første, der skulle forbydes.«

Til spørgsmålet om, hvorvidt han er en politisk forfatter, svarer han:

»Man kan ikke være indisk forfatter uden at skrive grundlæggende politisk, og man kan ikke være fra Indien og ikke være optaget af fattigdom.«

Turbulente tider

I Mukherjees roman The Lives of Others væves storpolitiske spændinger sammen med de familiære i en rig såkaldt joint hindu family. Historien finder sted i sidste halvdel af 1960’erne, hvor familien Ghosh bor sammen i et stort hus på Basanta Bose Road i Calcutta (nuværende Kolkata) på kanten af den vestbengalske jungle.

Den indiske storfamilie, der driver en række papirfabrikker rundt om i landet, fordeler sig på etager og i rum alt efter status. Øverst patriarken og hans hustru, der har skaffet familien dens velstand.

På etagen under finder vi den ældste søn, der står til at arve store dele af denne rigdom. Under ham bor søn nummer to, der selvfølgelig er misundelig på søn nummer et, og under ham den tredje søn, der forsøger sig som forfatter. Den yngste søn udmærker sig derimod ved at være en skændsel og en skandale i hele kvarteret. Familiens eneste datter skeler og bliver derfor ikke gift. Det ældste barnebarn Supratik er flyttet hjemmefra og har meldt sig til tjeneste i CPI (M), det indiske marxistiske kommunistparti. I al hemmelighed arbejder han på at mobilisere bønderne mod herremændene.

Det er også ham, der bærer fortællingens måske mest moralske stemme, da han anklagende spørger sin mor, hvorfor de spiser så meget i familien.

»Fordi det har vi altid gjort,« lyder hendes svar, og her mellem tradition, hierarki og den enkeltes drøm om autonomi, frihed og fremtid folder Neel Mukherjee hele sin 500+ siders fortælling ud.

Familiesaga vendt på hovedet

Neel Mukherjee er selv født i Calcutta blot tre år efter Indiens maoistiske revolutionsbevægelse Naxaliterne fik den østlige del af regionen West Bengalen til at ryste.

»Jeg levede ikke i den verden, som familien Ghosh gør, men jeg har kendt det miljø – også det politiske – i 1970’ernes Indien. Jeg havde naboer og venner, der var sådan, og det var relativt nemt for mig at beskrive personerne i bogen. Det er min big bengali book,« siger han.

Mens Mukherjees yndlingsforfattere tæller pakistanske Mohammed Hanif og norske Per Petterson, trækker han i The Lives of Others (dansk titel endnu ikke fundet) på den rige indiske tradition af at fortælle familiesagaer.

Bogen er ved første øjekast netop en sådan stort anlagt familiesaga med et omfattende persongalleri samt stamtræ og kort over Indien forrest i bogen. Alligevel er det alt andet end en lykkelig storfamilie, Mukherjee portrætterer.

Tværtimod fyldes dagligdagen med misundelse, strid og jalousi familiemedlemmerne imellem.

»Jeg ville dekonstruere selve ideen om familien og skrive om ubalancerne og modsætningerne i en joint hindu family

– Har du selv stiftet familie?

»Åh, Gud nej! Hvorfor skulle man?« siger han og overhaler mig igen på vej hen til et træ, han skal tjekke navnet på. »Kan du forestille dig, hvor meget besvær, man skulle igennem bare for at komme her og gå en tur?«

Dialog med Thomas Mann

Når Neel Mukherjee ikke tror på den lykkelige familie som sådan, skyldes det, at hans egne familieerfaringer ikke var alt for gode.

»Jeg tror, at de, der har oplevet deres egen opvækst i en familie som harmonisk, er dem, der selv kommer til at ønske at sætte børn i verden,« siger han.

»Vil du se efter mine ting?« spørger han, da fotografen beder ham stå inde under en massiv lysekrone af sart gyldne blade.

»Øh, ja,« siger jeg og griber hans taske, selvom der ikke er andet end gæs, der jagter børn og grå egern i nærheden. »Vi burde ikke stille noget på jorden,« siger han med henvisning til vores kaffekrus med brunt papomslag. »Der er gåselort overalt herude.«

For familien i bogen er der ingen lykkelig udgang. Bogen foregår i nogle af Indiens mest skelsættende år, og efterhånden bryder det store familiedynasti sammen. Familien fattes penge og må sælge ud af Bengalifamiliens stolthed: Guldsmykkerne. Det er med andre ord også en fortælling om tab.

– Romanen bærer mindelser om Thomas Manns ’Huset Buddenbrook’. Er det bevidst?

Mukherjee nikker, mens han skridter gennem en enorm egeallé.

»Jeg genlæste Huset Buddenbrook, da jeg begyndte at skrive på bogen, og uden sammenligning i øvrigt så forsøger jeg også at beskrive en families fald. Jeg har min egen lille dialog med Mann, kan du sige.«

Samtidig bryder han realismen ved at indsætte en vittig ordliste til sidst. »Det er ironisk og skrevet i en helt anden stil end resten af bogen. Som en lille joke at lukke bogen på.«

’Jeg ville dekonstruere selve ideen om familien og skrive om ubalancerne og modsætningerne i en joint hindu family,’  fortæller Neel Mukherjee om sin seneste bog.

’Jeg ville dekonstruere selve ideen om familien og skrive om ubalancerne og modsætningerne i en joint hindu family,’  fortæller Neel Mukherjee om sin seneste bog.

Anders Birger

At fedte for folk over dig

Hvad angår titlen The Lives of Others er Mukherjee optaget af romanen som en moralsk form.

»Det lå i romanformen fra begyndelsen, at vi her fik en ramme til at forestille os og fornemme de andres liv i. Romanen fordrer empati.«

En empati forfatteren tester ved at sætte sine figurer i indbyrdes klasse- og kasteforskelle.

Spørgsmålet er, hvor langt empati i sidste ende kan føre én?

Kan man overhovedet blive fri af sin klasses begrænsninger?

»Hvor man i Europa taler om at opføre sig ordentligt over for alle, hvilket kommer fra en demokratisk impuls og altså handler om empati, så forventes det som det mest naturlige i verden, at du spytter på dem, der står under dig, og fedter for dem, der står over dig i Indien,« siger han, sætter paraplyen i jorden og taler sig varm.

»Jeg tror, det er en af de allervigtigste forskelle på Indien og England, og derfor er det interessant at sætte spørgsmålstegn ved empatiens effekt i en indisk kontekst.«

Alle tjenestefolkene i bogen får én som læser til at tænke på begrebet upstairs, downstairs.

»Men det er netop et engelsk begreb,« siger Neel Mukherjee ivrigt.

I Indien er det at have tjenestefolk ifølge ham en helt integreret del af livet.

»Indere har altid haft andre til at gøre det beskidte arbejde for dem. Bogstaveligt talt.«

Kolonisproget

Vi finder en bænk at sætte os på.

»Der er så meget skønhed i verden,« står der på den, og vi taler om håb for fremtiden.

– Du siger, du ikke har meget håb for Indien, og de fleste af karaktererne i din bog opfører sig amoralsk på den ene eller den anden måde. Hvem bærer egentlig håbet videre i din roman?

»Der er måske fem personer, der er virkelig sympatiske, og selv tillægger jeg det yngste barnebarn i fortællingen, Sona, et vist håb. Han er et vidunderbarn, når det kommer til matematik, og jeg tror, at det med at forsvinde ind i sindets smukke verden er den eneste måde, man kan undslippe sin sociale klasse på.«

Skal frelsen komme et sted fra, er det fra det begavede barnebarn med andre ord.

»Han er lige som hævet over alt det rod, der er med relationerne.«

Vi rejser os igen. Neel Mukherjee kan ikke sidde stille. Desuden er det blevet køligere. Vi taler om kolonisprog, og hvordan engelsk er det foretrukne sprog for mange forfattere med for eksempel indisk eller afrikansk baggrund. Bengali er et af mange sprog i Indien, og et sprog, som Neel Mukherjee mestrer.

– Har du overvejet at skrive en bog på bengali?

»Min næste bog foregår i et moderne Indien og er på engelsk. Men jeg planlægger at skrive én bog på bengali. Den skal handle om de bøger, jeg læste som barn.«

Listen tæller indiske folkeeventyr, Onkel Toms hytte, Hamlet og Agatha Christie i billige udgaver.

»For tiden genlæser jeg Kafka og Samuel Beckett, som stod mig nær som ung,« siger han og går hen mod et træ.

»Cypres!« siger han triumferende.

Det var så to ud af syv rigtige.

Neel Mukherjee anbefaler tre familiesagaer

  • ’Huset Buddenbrook’ af Thomas Mann.
  • ’Søstrene Makioka’ af Junichiro Tanizaki.
  • ’Krig og fred’ af Lev Tolstoj.

Vinterbøger 2015

Store forlag og etablerede forfattere dominerer det litterære marked, men vi har vendt blikket den modsatte vej. En underskov af mindre forlag vokser frem, drevet af entusiasme og udgivertrang mere end af kalkule og profit, og talentfulde forfattere debuterer med det, der kan blive begyndelsen til store forfatterskaber.

Vi stiller også skarpt på bogens fysiske udtryk, dens indbinding og design. Det taktile og materielle er det første, der møder læseren, men hvilke tanker ligger der bag? Vi har været med en tur i værkstedet hos de håndværkere, der formgiver værkerne.

Mød forfatterne Dorthe Nors fra Herning, Neel Mukherjee fra Indien og Maxim Biller fra Tyskland. Med Vinterbøger vender vi lygten mod litteraturens randområde og tænder små lys i mørket.

Læs mere i Informations særtillæg om vinterbøger.

Andre artikler i dette tillæg

  • Klasseforræderi

    4. december 2015
    Forfatteren Dorthe Nors styrer i livet såvel som i litteraturen helst uden om konsensusmiljøer. Måske derfor er hun flyttet tilbage til det Jylland, hun kommer fra, selvom alle hendes venner advarede hende mod det. Hendes nye romanhovedperson Sonja gør det samme – hvis hun da ellers nogensinde får lært at skifte gear
  • At blive sig selv gennem en anden

    4. december 2015
    ’Jeg, Unica’ er en litterær fantasi om en historisk person. En roman om kunstner og forfatter Unica Zürn, et nødvendigt stof, fortæller debutanten Kirstine Reffstrup
  • Hun har tegnet ensomheden

    4. december 2015
    Frederikke Lange har illustreret sin første bog med udgangspunkt i minder fra barndommens slaraffenland
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her