Interview
Læsetid: 7 min.

’Jihadismen er en helt moderne reaktion’

Efter terroren i Paris lurer de samme farer som efter 11. september 2001, siger Tysklands mest berømte nulevende filosof: Vi skal passe på, at vi ikke ofrer det åbne samfunds friheder på sikkerhedens alter; vi skal indse Vestens egen rolle i Mellemøstens konflikthistorie, og vi skal afstå fra at udlægge konfrontationen med jihadistisk terrorisme som et sammenstød mellem civilisationer
Moderne Tider
5. december 2015

– Præsident François Hollande siger, Frankrig nu er i krig, og han har desuden proklameret nødretstilstand for foreløbig tre måneder. Han søger desuden at få vedtaget forfatningsændringer, der giver præsidentembedet endnu videre beføjelser under nødrets- og såkaldt belejringstilstand. Er det efter din mening et passende modsvar?

»I den aktuelle situation forstår jeg, hvorfor der kan være gode grunde til at se nærmere på de to bestemmelser i den franske forfatning, afsnit 16 og 36, der omhandler beføjelser under undtagelsestilstand. At spørgsmålet er kommet på dagsordenen, beror jo også netop på, at undtagelsestilstanden er erklæret. Jeg føler dog ikke, jeg har kompetence til at vurdere, om denne politik er uomgængelig, eller om dens begrundelse holder – jeg er ikke ekspert i sikkerhedsspørgsmål. Set på afstand ligner beslutningen dog mest en symbolpolitisk handling, der skal gøre det muligt for den franske regering at reagere – formentlig på en situationsafpasset måde – mod det klima, der nu hersker i landet. I Tyskland har Hollandes krigeriske retorik, der også ser ud til at være dikteret af indenrigspolitiske hensyn, dog overvejende fremkaldt forbeholdne reaktioner.«

– Præsident Hollande har iværksat bombekampagner mod Raqqa, ’hovedstaden’ i Islamisk Stat, og de koordineres nu med den russiske indsats. Er sådanne interventioner en god idé?

»Det er ikke en specielt overraskende politisk beslutning, og reelt drejer sig det jo blot om en optrapning  af det franske luftvåbens allerede igangværende aktioner. Den oplagte indvending, som alle eksperter ser ud til at være enige om, er selvfølgelig, at et fænomen så foruroligende som Islamisk Stat – denne blanding af et ’kalifat’, der endnu ikke har fundet sit endelige territorium, og morderkommando-soldater, der ser ud til at være i stand til at operere over hele kloden,  ikke kan besejres ved luftmagt.«

»En intervention på landjorden med amerikanske og europæiske tropper virker også urealistisk og vil da også være hasarderet og uigennemtænkt. Den vil ikke kunne udrette andet end at kortslutte de lokale aktørers styrkerelationer midlertidigt. Obama har lært af sine forgængeres interventioner og fiaskoer og fremhævede en vigtig pointe under det sidste G20-topmøde, der for nylig fandt sted i Tyrkiet: Han understregede, at eventuelle udenlandske tropper ikke kan garantere de varige resultater af deres militære succeser. Tværtimod vil disse resultater hurtigt kunne blive rullet tilbage, så snart interventions-styrkerne er ude igen.«

»Desuden kan man ikke komme Islamisk Stat til livs, alene med militære midler. Også på dette punkt er eksperterne enige: Vi kan med god grund betragte disse barbarer som vores fjender, og vi må også bekæmpe dem – betingelsesløst. Men hvis vi sejrer over barbariet på lang sigt, må vi ikke bedrage os selv med hensyn til grundene til, at vi er havnet her, og der bliver det straks mere kompliceret.«

»Det virker måske ikke som det helt rette øjeblik for en såret fransk nation, for et bestyrtet Europa og for en rystet vestlig civilisation at besinde sig på oprindelsen til det eksplosive potentiale for konflikt i Mellemøsten, der virker momentant ukontrollabelt – fra Afghanistan og Iran til Saudi-Arabien, Egypten og Sudan.«

»Men det er nødvendigt at huske på, hvad der er sket i denne region, bare siden Suez-krisen i 1956. USA, Europa og Rusland har ført en politik, der næsten udelukkende har været bestemt af egne geopolitiske og økonomiske interesser. Det er en politik, som i denne skrøbelige region af verden føjer sig til en arv fra kolonitiden, der på en gang har efterladt kunstige skillelinjer og mangfoldige brudzoner. Denne politik har endvidere søgt at drage fordel af lokale konflikter uden at bibringe regionen nogen form for stabilitet.«

»Som alle ved, blev den konflikt mellem sunnier og shiaer, som Islamisk Stats fundamentalisme drager så afgørende næring af, udløst af den amerikanske intervention i Irak, som George W. Bush besluttede i foragt for alle folkeretlige regler.«

»At disse samfunds moderniseringsprocesser er gået i stå, skyldes måske nok nogle særlige aspekter ved arabisk stolthed over egen kultur. Men det er afgjort også et resultat af Vestens politik, at de unge generationer i disse lande – i deres hunger efter anerkendelse og et bedre liv – i den grad oplever mangel på perspektiv og fremtidshåb.«

»Når alle politiske modeller mislykkes, bliver de yngre generationer tilbøjelige til at radikaliseres i et forsøg på at genvinde eget selvværd. Det er den mekanisme, jeg ser være på spil i denne socialpatologi. En tilsvarende desperat psykologisk dynamik, som også bunder i manglende anerkendelse, synes også at ligge bag den forvandling, som isolerede småforbrydere fra indvandrermiljøer i Europa undergår, når de antager skikkelse af perverse helte i fjerndirigerede morderkommandoer. De første journalistiske undersøgelser af baggrundsmiljø og løbebaner hos terroristerne bag aktionen 13. november styrker i al fald denne formodning. Ved siden af den årsagskæde, der fører til Syrien, findes en anden, der drejer fokus tilbage mod integrationens svigtede skæbner i vores storbyers sociale boligbyggerier.«

– Efter angrebene 11. september 2001 udtrykte flere intellektuelle, deriblandt Dem selv og filosoffen Jacques Derrida, bekymring over den indskrænkning af de demokratiske frihedsrettigheder, som kampen mod terrorismen risikerede at fremkalde, og I vendte jer mod brug af udtryk som ’civilisationssammenstød’ og ’slyngelstat’. Bekymringen viste sig i vidt omfang at være velbegrundet, for siden da har vi set brug af tortur, NSA’s voksende overvågningsregime, vilkårlige tilbageholdelser på Guantánamo osv. Er en kamp mod terrorisme, som samtidig holder det demokratiske offentlige rum intakt, efter din mening mulig eller tænkelig? Og på hvilke betingelser?

»Et tilbageblik på 11. september må nødvendigvis føre os til den samme konstatering, som så mange af vores amerikanske venner har gjort: At Bushs, Cheneys og Rumsfelds ’krig mod terror’ har anrettet stor skade på det amerikanske samfunds politiske og mentale konstitution. De Patriot Act-antiterror-love, som Kongressen vedtog dengang, står stadig ved magt. De krænker stadig borgernes grundlæggende rettigheder og støder stadig an mod selve grundtankerne i den amerikanske forfatning.«

»Det samme kan vi tillade os at sige om den fatale udvidelse af begrebet ’fjendtlig kombattant’, som legitimerede Guantánamo-lejren, og som Obamas regering ikke har brudt endeligt med. Denne tankeløse reaktion på de angreb, USA oplevede 11. september – angreb, som rystede alle, fordi de var uden fortilfælde – forklarer i vidt omfang den endnu i dag så udbredte mentalitet, som inkarneres af en så ubeskrivelig personlighed som Donald Trump, kandidat til de republikanske primærvalg. Jeg ved ikke, om det er et svar på dit spørgsmål, men burde vi ikke gøre som nordmændene i 2011 efter det frygtelige attentat på Utøya? Konfronteret med det ukendte og uforståelige modstod de den første refleksbevægelse til at rette aggressioner mod en ’indre fjende’.«

»Jeg er optimistisk i den forstand, at jeg synes, den franske nation gav verden et eksempel til efterfølgelse efter angrebet mod Charlie Hebdo. Der er ikke behov for at mobilisere mod fiktive farer for en påstået ’underkastelse’ under en fremmed kultur, som angiveligt skulle true os. Faren er mere håndgribelig. Civilsamfundet skal vogte sig for ikke at acceptere, at alle et åbent samfunds demokratiske dyder ofres på sikkerhedens alter, herunder individets frihed, tolerancen over for en mangfoldighed af livsformer og den gode vilje til at se tingene fra andres perspektiv. Over for et Front National, der bliver stærkere og stærkere, er det selvfølgelig lettere sagt end gjort.«

»Der er også gode grunde til disse overreaktioner, uanset at de udspringer af ren projektion: Vores fordomme, mistro og afvisningen af islam, frygten for islam og opfordringerne til forebyggende kamp mod islam bygger i vidt omfang på vores egne indbildninger.«

»For selv om den jihadistiske fundamentalisme gør brug af religiøse koder i sine udtryksmåder, er den på ingen måde at forstå som en religion. Den kunne i princippet have valgt at gøre brug af et hvilket som helst andet religiøst sprog og en hvilken som helst anden ideologi, der lover forløsende retfærdighed.«

»De store monoteistiske religioner har rødder, der strækker sig langt tilbage i tiden. Jihadismen derimod er en fuldkommen moderne form for reaktion på levevilkår karakteriseret ved rodløshed. Men selv om vi bliver nødt til at rette opmærksomhedenen, også i præventivt øjemed, på en social integration, der er gået i stykker, eller på en mislykket social modernisering, betyder det naturligvis ikke, gerningsmændene til disse forbrydelser er fri for personligt ansvar.«

– Tysklands holdning til flygtningestrømmen har overrasket positivt. Tror du, at den seneste terrorbølge vil ændre på den tilgang – især hvis det skulle vise sig, at islamister har forsøgt at infiltrere strømmen af flygtninge?

»Det håber jeg ikke. Vi er alle i samme båd. Både terrorismen og flygtningekrisen stiller os over for dramatiske udfordringer, måske ultimative, der kræver tæt samarbejde og solidaritet, hvilket europæiske nationer desværre endnu ikke har formået at tage sig sammen til. Lige så lidt som de gjorde det i forbindelse med eurokrisen.«

© Le Monde og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her