Interview
Læsetid: 8 min.

Klasseforræderi

Forfatteren Dorthe Nors styrer i livet såvel som i litteraturen helst uden om konsensusmiljøer. Måske derfor er hun flyttet tilbage til det Jylland, hun kommer fra, selvom alle hendes venner advarede hende mod det. Hendes nye romanhovedperson Sonja gør det samme – hvis hun da ellers nogensinde får lært at skifte gear
’Jeg tror simpelthen ikke, jeg var slået igennem i USA, hvis ikke jeg havde været fra Herning,’ siger Dorthe Nors.

Astrid Dalum

Moderne Tider
4. december 2015

Nors står der på postkassen ved et rødt hus. Jeg bliver glad, da jeg ser den, for jeg har kørt i over fire timer, og den sidste time har landet åbnet sig på en måde, det kun gør herude vestpå. Farverne er blevet mere lyngagtige og vejene mere forladte. Af samme grund kører jeg bedst, når jeg kører i Jylland.

Netop kombinationen af kørekort og jyske aner kommer til at præge min samtale med Dorthe Nors, der nu stikker sit rødhårede hoved ud af døren og byder mig velkommen. Der er kaffe på kanden, kævler i brændeovnen og franskbrød med ost på bordet.

Hendes nye roman, der udkommer til februar, handler om Sonja, der i en moden alder kæmper med at få taget kørekort. Spejl, skulder, blink hedder romanen, som er den remse, man lærer, når man skal overhale på motorvejen. Selv var Dorthe Nors fyrre år, da hun tog kørekort.

»Der er noget skamfuldt over at tage det i en sen alder,« siger hun og kalder det en øjenåbnende research.

– Var du god til det?

»Nej, for satan! Men der er noget eksistentielt i at lære at køre bil. På et eller andet tidspunkt skal du sige ‘Hold din kæft’ til din kørelærer og selv tage styringen.«

Da hun tog kørekort og også skrev en roman om en kvinde, der tager kørekort, opdagede hun, at der sågar var en klub for kvinder, der har haft svært ved det.

»Det er ligesom med kvinder og fødsler. Der er så mange historier om kvinder, der går i opløsning på motorvejen,« ler hun og skænker kaffe op.

Til gengæld er friheden ved selv at kunne køre – og kunne skride, hvis man vil – kæmpestor.

»Jeg kan huske, første gang jeg kørte over Storebæltsbroen til Jylland helt selv. Da tænkte jeg: ’Nu er jeg voksen, fuck you!’«

Astrid Dalum

Når hipsterne rykker ud af byen

Kørekortet gør hun god brug af, når hun hver dag kører ud til Vesterhavet for at gå en tur. Dorthe Nors har – som hendes nye hovedperson også kommer til i bogen – vendt København ryggen og er rykket i et hus i Vedersø nær Ulfborg. Her har hun boet alene i godt ti måneder nu.

»Der kommer til at ske en form for modbevægelse,« siger hun med henvisning til affolkningen af udkanten.

»Det sker jo også i USA. For eksempel i Detroit, hvor husene stod tomme. Altså byen var ved at dø, og så rykkede en massiv mængde af den kreative klasse ind. Brooklyn opstod jo, fordi folk ikke havde råd til at bo på Manhattan, og kunstnere fra San Francisco rykker i stor stil til L.A.«

Når først den kreative klasse rykker ind, piller de ved æstetikken.

»Det begynder at blive tiltrækkende for andre, for middelklassen og for det, man kalder trust fund kids (forkælede unge, der lever af hurtige investeringer, red.). Og så sker der det, at priserne stiger igen, og så får man det, der kaldes gentrification,« siger hun på perfekt amerikansk.

Vi sidder ved et spisebord i Vedersø i Vestjylland med udsigt til en tom gade og taler om byudvikling i USA. For Dorthe Nors ligger associationen lige for.

»Jeg bor en time fra lufthaven i Billund og kan tage til Stockholm og hjem igen på én dag.«

For Dorthe Nors er det netop Vestjyllands ro og billige boliger, der udgør en tiltrængt kontrast til det omfarende forfatterliv, hun lever.

»Jeg var i London to gange i år. Det var bare sådan wup-wup, og det kan folk slet ikke få deres hjerner til at kuple over.«

– Vi vil helst tro, at man får mindre udsyn af at flytte væk fra storbyen ...

»Ja, og det er så den anden side af sagen. Der er også folk herude vestpå, som aldrig har flyttet sig.«

De store kanutter i USA

»Bondekulturen vil have ro og orden, ik’å,« siger hun, »og derfor gælder det om at finde steder, hvor der er tradition for at rumme det anderledes.«

Steder som har et større gennemtræk af turister for eksempel. »Hvor man er vant til, at der kommer folk med alverdens tungemål rendende – og en eller anden forbindelse til kyst. Der er noget med udsyn, der hvor man sætter sejl. De er meget hurtige til at omstille sig, det er bondekulturen jo ikke. Bonde betyder boende. Det vil sige fast bopæl. Boende. Man er stationær. Man er på ingen måde nomade. På ingen måde.«

Dorthe Nors er selv fra et lille sted kaldet Ørre-Sinding Sogn mellem Herning og Holstebro, men blev alligevel givet gode råd, da hun kom vestpå.

»Folk er sikre på, at de andre nok vil være efter mig. ‘Du skal nok passe på med at komme og ville lave noget om,’ siger de. Eller: ‘Du skal nok passe på med at sige, hvad der passer dig.’«

Hvortil Dorthe Nors som regel svarer, at hvis ikke hun kan sige sådan nogenlunde, hvad hun vil, så kan hun ikke bo her.

»Det er jo mit erhverv at arbejde frit med det,« som hun siger.

Arbejdet greb om sig, da Dorthe Nors i 2008 fik nogle af sine noveller fra samlingen Kantslag oversat til engelsk.

»Det var en oversætter, der spurgte, om vi ikke sammen skulle prøve at få nogle noveller i et af de utroligt mange amerikanske magasiner til den slags.«

Dorthe Nors kendte nogle i USA, hun kunne spørge til råds, »og de viste sig at være nogle rimeligt store kanutter,« som hun siger.

Nors sendte et par oversatte noveller ind, og de viste sig at blive antaget blandt andet i The Boston Review og Harpers.

»Jeg tænkte: ‘Det var dog utroligt!’ Det er jo lettere at få noget udgivet i et amerikansk litterært magasin, end det er at få noget i Den Blå Port.«

Fra at de første noveller blev antaget, gik det pludselig stærkt. En forlagsredaktør opdagede hende, og novellesamlingen Kantslag blev udgivet til det amerikanske marked. Derudover blev Dorthe Nors den første dansker, der har haft noget i The New Yorker.

»Så bliver der en stille opvågning herhjemme. Det kender folk alligevel lidt til, og da jeg kommer hjem fra en turné i USA, bliver jeg inviteret i Deadline.«

Historien går på Nors som en dansker, der har skabt sig succes i USA.

»Der var ikke nogen, der interesserede sig for, hvad jeg skrev,« ler hun.

Dorthe i Dollerup Bakker

Astrid Dalum

Dorthe Nors skærer et par skiver af osten. Der er godt gang i brændeovnen, og snart kigger katten Potlock ind fra udestuen. Navnet er amerikansk for sammenskudsgilde.

»Nåhr, har du fanget en mus, hvor er du dygtig,« siger Dorthe Nors til den og beder den heldigvis have sit festmåltid udenfor.

Succesen i USA har været mere fame end fortune, understreger hun, og skyldes måske en fornyet grøde for novellegenren i USA.

»Alice Munro havde ikke vundet Nobelprisen i litteratur endnu, men der må have været en ny spirende interesse for novellerne, udover at den amerikanske novelletradition historisk set er meget stærk,« som hun siger.

Da det går mest vildt for sig, sidder Dorthe Nors i Dollerup Bakker ved Viborg.

»Jeg kan huske, at jeg sidder alene en aften i mine uldsokker og tjekker mails. Der er kommet rigtig mange gode anmeldelser i USA, og da jeg læser om mig selv i The New York Times, kan jeg huske, at jeg synes afstanden mellem det og så lille Dorthe i Dollerup Bakker var lige rigelig stor.«

Hun er ved at vende snuden tilbage til Jylland. Også fordi hun her kan få råd til et hus. Og eftersom man ikke kan overskue det vestjyske boligmarked fra Valby, er Dorthe Nors på det tidspunkt flyttet til en gammel skole, hun lejer sig ind i. Sjovt nok advarer alle hendes jyske venner hende mod at flytte endeligt tilbage.

»Du ved ikke, hvad du går ind til,« siger de.

Den massive modstand undrer hende.

»Det er noget, der sidder meget dybt i jyder åbenbart. At vi er andenrangsmennesker. Hvis man først har foretaget den sociale opstigning, der ligger i at flytte til København og vel at mærke klare sig godt, så er det nærmest klasseforræderi at vende tilbage til udgangspunktet.«

Megalomani og misundelse

Succesen lagde et vist pres på Dorthe Nors’ sociale liv, og følelsen af at være sig selv over for familie og nære venner blev uhyre vigtig.

»Jeg har min familie og en tre-fire venner, der har kunnet rumme det. Ellers synes jeg, det har været ret ensomt. Det er svært at dele sine sejre i det litterære miljø herhjemme. De problemer, jeg kan have, kommer til at lyde som luksusproblemer over for de af mine forfatterkolleger, der måske drømmer om at slå igennem i udlandet.«

I nogle tilfælde har der måske også været noget misundelse eller noget Jantelov involveret. Sidstnævnte har Dorthe Nors det notorisk dårligt med.

»Altså jeg kommer fra et lille sogn mellem Holstebro og Herning, og i Herning, der er der ingen, der fortæller én, at man ikke skal tro, man er noget. Tværtimod. Hele området har storhedsvanvid, og jeg er vild med det.«

Faktisk er Hernings megalomani en del af hendes dna, mener hun.

»Jeg tror simpelthen ikke, jeg var slået igennem i USA, hvis ikke jeg havde været fra Herning.«

Dorthe Nors forekommer heller ikke som typen, der går op i, hvad andre mener og tænker. Snarere som en, der gerne vil gå egne veje.

»Jeg har det svært med stærke konsensusmiljøer,« medgiver hun. »Hvis folk begynder at være for enige, så lyver 80 procent af dem. Derfor er jeg også meget dårlig til kunstneriske miljøer.«

– Kan du huske første gang, du oplevede det?

»Ja, jeg var otte år og cyklede hjem fra en veninde, hvor vi havde været uenige om, hvem der skulle være hvilken smølf i vores leg. Hun ville hele tiden være Smølfine, og jeg fik aldrig lov til at spille hovedrollen.«

Dorthe Nors cyklede hjem og tænkte på det, hendes lærer havde fortalt om, at forfattere sad på værelset og fandt på historier.

»Jeg havde en følelse af robusthed inden i mig. Jeg vidste, at det var mig, der fandt på de sjove ting, Smølfine kunne lave, og at det med at kunne opfinde universer var en kæmpe styrke.«

Sætter spor

Herude vestpå kan hun have sine universer i fred. Dertil kommer, at folk ikke nødvendigvis regner hendes succes for noget.

»Når jeg kommer hjem fra tolv dages intensiv turné for eksempel, så er det dælme godt, at folk herude er så ret ligeglade med alt det. Her kan jeg få lov at være Dorthe, ik’å.«

– Hvordan tror du, det kommer til at påvirke dit forfatterskab, at du er flyttet herover?

»Det er det, der er så dødspændende. Jeg kan mærke, jeg kun brænder for at skrive ting, der inkorporerer landskabet her. Eller noget, der rummer modsætningen mellem at leve et flakkende hypermoderne storbyliv og så lande i noget, der er rodfæstet og samtidig er i opløsning,« siger hun. »Jeg er hundrede procent sikker på, at det sætter sig spor.«

Vinterbøger 2015

Store forlag og etablerede forfattere dominerer det litterære marked, men vi har vendt blikket den modsatte vej. En underskov af mindre forlag vokser frem, drevet af entusiasme og udgivertrang mere end af kalkule og profit, og talentfulde forfattere debuterer med det, der kan blive begyndelsen til store forfatterskaber.

Vi stiller også skarpt på bogens fysiske udtryk, dens indbinding og design. Det taktile og materielle er det første, der møder læseren, men hvilke tanker ligger der bag? Vi har været med en tur i værkstedet hos de håndværkere, der formgiver værkerne.

Mød forfatterne Dorthe Nors fra Herning, Neel Mukherjee fra Indien og Maxim Biller fra Tyskland. Med Vinterbøger vender vi lygten mod litteraturens randområde og tænder små lys i mørket.

Læs mere i Informations særtillæg om vinterbøger.

Andre artikler i dette tillæg

  • ’En indisk forfatter er altid en politisk forfatter’

    4. december 2015
    Den indiske forfatter Neel Mukherjee bor i London og skriver om storpolitiske spændinger, som de folder sig ud i 1960’ernes Calcutta. ’The Lives of Others’, der udkommer på dansk til foråret, handler om en rig indisk familie, der mister alt. Bogen bærer mindelser om ’Huset Buddenbrook’ og var indstillet til Man Booker-prisen i 2014
  • At blive sig selv gennem en anden

    4. december 2015
    ’Jeg, Unica’ er en litterær fantasi om en historisk person. En roman om kunstner og forfatter Unica Zürn, et nødvendigt stof, fortæller debutanten Kirstine Reffstrup
  • Skibbruden argentiner

    4. december 2015
    Journalist Morten Vittrup debuterer til foråret med en vidtforgrenet slægtsroman, der foregår i Spanien og Argentina. En roman, der har rumsteret i ham siden 2007
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her