Baggrund
Læsetid: 4 min.

Der kommer altid en sporvogn

Hvis man vil kritisere nytteetikken, må man begynde med at kritisere dens eksempler
Hvis man vil kritisere nytteetikken, må man begynde med at kritisere dens eksempler

Ib Kjeldsmark

Moderne Tider
19. december 2015

Digteren Per Højholt sagde engang, at »metaforer er farlige, uundgåelige, men farlige«. Pointen var, at vi ikke kan tænke eller tale uden at benytte os af de ekstra betydninger, som metaforerne giver os adgang til, men at vi ikke desto mindre må tage os i agt for dem, fordi de aldrig er uskyldige. At sige »dine øjne er som skovsøer« er aldrig det samme som at sige »du er pølsen i min hot dog«.

På samme måde er det med eksempler. Som med metaforerne er filosofien tvunget til at knytte eksempler på sine teoretiske pointer for at anskueliggøre dem og undersøge dem i et mere konkret lys. Ikke desto mindre kommer disse eksempler ofte til at leve deres eget liv, så de i stedet for at lede tanken på vej, kommer til at opholde den. Et godt eksempel på et sådant eksempel er historien om det såkaldte sporvognsproblem, på engelsk kendt som the trolley problem.

Trolley

Man bedes forestille sig en sporvogn, der er løbet løbsk på vej ned ad en stejl bakke. Lidt nede ad bakken står du selv ved en forgrening i togsporene, og endnu længere nede venter to forskellige scenarier: På det ene spor står fem mennesker, på det andet står en enkelt person. Katastrofen lurer, og det er nu op til dig selv at tage en beslutning. Hvis du ikke gør noget, fortsætter vognen og dræber de fem, men trækker du i sporskifteren foran dig, ændrer vognen retning og vil ende med at dræbe den ene. Hvilken løsning vælger du?

Accepterer man dette scenarie, vil de fleste vælge løsning nummer to og kan nu klassificeres som ’utilitarister’. Utilitarisme er den gren af etikken, der anser gode handlinger for at være dem, der maksimerer lykke og minimerer lidelse. Teorien har i dag et stort følge inden for filosofien for ikke at tale om samfundsøkonomien, og dens popularitet har meget konkrete konsekvenser i både etiske og politiske sammenhænge. I sidste uge dukkede trolley-eksemplet op igen i forbindelse med diskussionen af fremtidens selvkørende biler. Lad os antage, at din bil kan køre selv, men pludselig af uforudsete grunde ender meget tæt på en kollision med en børnehave. Skal din bil da selv kunne vælge at dreje af og sende dig, føreren, i en afgrund til fordel for de ti uskyldige liv, der reddes?

Eksemplets magt

Det er imidlertid her, man må undersøge eksemplet frem for teorien. Sporvognseksemplet er netop arrangeret på en sådan måde, at det ikke giver mening at være andet end utilitarist. Det får os ikke til at tænke nyt eller mere nuanceret, men indeholder i sig selv en nærmest tvingende logik. Den logik ligger på den mest lumske måde gemt i de præmisser, man må acceptere, for at eksemplet overhovedet giver mening. At de fleste af os accepterer disse præmisser uden at tænke nærmere over det, ligger måske i, at eksemplet virker tilpas tillokkende. Det er som en sudoku, man nærmest bare må kaste sig over, uden at overveje om tiden kunne bruges til noget andet og bedre. Man kan sidde og nørkle med at skifte variablerne i eksemplet ud og således nærmest hævde, at man forsker.

Men hvad er så eksemplets præmisser? Eksemplets afgørende præmis er netop den, at etik handler om valg, og ikke bare valg, men netop denne type valg, hvor man skal afveje for og imod, og hvor valgmulighederne er givne på forhånd. Eksemplet er sådan konstrueret, at man – alt andet lige – netop må forholde sig på denne måde. Men er virkeligheden nogensinde lige så lige, som i ’alt andet lige’? Er der ikke også altid andre muligheder – hvad med f.eks. at blokere skiftesporet? Eller at nogen trak i sporvognens nødbremse?

Ikke at vælge er også at vælge, siger utilitaristerne. Eksemplet med sporvognen er konstrueret sådan, at man, når man ikke vælger (dvs. ikke trækker i sporskifteren), også vælger og dermed er moralsk ansvarlig. Men kunne man egentlig ikke også fravælge hele situationen? Mod utilitaristerne kunne man således lige så vel sige, at det at vælge også er ikke at vælge (den tredje, usete løsning). At vælge i trolley-eksemplet er at undlade at tænke over situationens præmisser, og hvordan disse kunne se anderledes ud. Sagt i eksemplets sprog: Hvorfor steg vi overhovedet op i den utilitaristiske sporvogn, der søger mod den størst mulige lykke, i første omgang?

Filosoffen Ludwig Wittgenstein sagde engang: »De sætninger, man som forhekset atter og atter vender tibage til, kunne jeg tænke mig at uddrive af det filosofiske sprog.« Pointen uddybede han kort efter ved at sige: »Vi uddriver altså de sætninger, som ikke fører os videre.« Vi ved godt, at denne sporvogn ikke fører videre. Den burde uddrives. Alligevel kommer der tilsyneladende altid én til.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Glimrende tankestreg.
Et andet ganske rammende eksempel på en falsk utilitaristisk dikotomi er det nylig afholdte EU-valg om en 'Tilvalgsordning til erstatning af retsforbeholdet'

Som i sporvogns-eksemplet; i en pervers parodi på et demokratisk valg, var denne afstemning også arrangeret med det præcise formål at fange EU-skeptiske vælgere samt folk med begrænset tillid til det danske folketing, i en tvingende konsekvens-etisk fælde, med kun en reel mulighed.
Kalkulen, der mislykkedes så grueligt, var naturligvis at vælgerne, præsenteret for to urimelige valgmuligheder, med truslen om udmeldelse af Europol som den alt for store omkostning, ville lave samme utilitaristisk beregning og stemme ja.
Det er derfor bemærkelsesværdigt og muligvis en smule bekymrende - alt efter temperament - at det faktisk lykkedes at lokke >70% af stemmeberettigede danskere til urnen og foretage et valg de færreste forstod og endnu færre kunne overskue konsekvensen af.
Og måske det er her vi skal finde forklaringen på at 53% af vælgerne, en uforståelig høj procentdel i det utilitaristiske perspektiv, valgte mulighed 1 - ikke at foretage sig noget og derved lade sporvognen fortsætte.

Maria Francisca Torrezão og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar