Læsetid: 3 min.

’Kulturradikalismen er ikke en slægtsgård på tvangsauktion’

Den historiske og aktuelle betydning af den måske mest indflydelsesrige idéstrømning og reformbevægelse i det 20. århundredes Danmark er stadig et varmt emne. Senest i en antologi og en debat i Georg Brandes Selskabet
5. december 2015

I 1924 er Georg Brandes en ensom og marginaliseret mand, der i sin dagbog skriver en liste over 40 personer, der først hyldede ham og siden tog afstand fra ham: Holger Drachmann, Martin Andersen Nexø, Johannes Jørgensen, Vilhelm Andersen osv. osv. Allerede ved Første Verdenskrigs afslutning lyttede man ikke længere til Brandes. Den stemme, der siden 1871 havde igangsat enorme kulturelle forandringer, var pludselig uden betydning.

Men hans idéer lever videre i den måske mest betydningsfulde og omdiskuterede idéstrømning i det 20. århundredes Danmark: kulturradikalismen. Men hvordan lever idéerne videre, og lever de stadig?

De spørgsmål dukker til stadighed op, og senest er der kommer en antologi om emnet, Efter Georg – virkningshistoriske livtag med brandesianismen, der forfølger Brandes’ eftervirkninger. Og i sidste uge afholdt Georg Brandes Selskabet en debat om kulturradikalismens relevans i dag med litteraturprofessor Hans Hertel, kulturminister Bertel Haarder, kulturjournalist Klaus Rothstein og direktør for Det Kongelige Teater, Morten Hesseldahl. Her fremstillede Hertel, hvordan frigørelseskravet blev kontinuiteten mellem Brandes og Poul Henningsen, men PH ’demokratiserede’ også Brandes ved at kræve klasselighed mv. Som dagsordensættende idéstrømning døde kulturradikalismen dog ifølge Hertel i 1967, da PH døde.

Dens politiske energi levede videre i SF, men efter 1967 klemmes kulturradikalismen af 68’ernes dogmatisme, marxisterne opfatter den som småborgerlig, Klaus Rifbjerg er efter PH’s død et ensomt kulturradikalt fyrtårn og fra 1990’erne og frem ’dæmoniseres’ kulturradikalismen af højrefløjen.

Og i dag er kulturradikalismen ifølge Hertel »død som en sild«, omend der ifølge ham er stor brug for at genoplive modstanden mod fundamentalisme, magtmisbrug og konformisme.

Kulturens betydning

Heroverfor hævder Bertel Haarder, at vi i dag alle er kulturradikale i den forstand, at vi alle er formet af kulturradikalt tankegods. Mod det ræsonnement indvender Hertel dog, at man så lige så vel kunne hævde, at vi alle er socialister. Hvad vi ikke er.

Klaus Rothstein kommer dog Haarder i møde: »Kulturradikalismen er ikke en slægtsgård, der er gået på tvangsauktion,« som Hertel antyder, når han siger, at kulturradikalismen døde med PH og Rifbjerg. Den er derimod et idésæt, der stadig lever rundt omkring og på tværs af politiske fløje, og han peger på aktuelle kulturradikale engagementer: krigskritik, religionskritik, Venligboernes aktivisme, bekymring for klimaet og ytringsfriheden og forsvaret for demonstrationsfrihed, f.eks. i sagen om politiets underminering af Tibet-demonstrationen.

Morten Hesseldahl er enig i, at kulturradikalismen stadig lever, men kun som elitær, indebrændt og doven feel good-bevægelse uden svar på tidens problemer, siger han.

 Er der så brug for kulturradikalismen i dag, som Hertel og Rothstein hævder? Hertel selv vil gerne undvære »dens blinde punkter«: snusfornuft, plat religions-, popkultur- og amerikanisme-kritik og dens – og PH’s og Rifbjergs – manglende evne til at tale om kvalitet uden at tale ned til folk. Haarders kritik er stærkere: Han langer ud efter kulturradikalismens traditionskritik og modvilje mod at tale om problemer i islamistisk kultur og fokuserer så på »dens største fejl«: benægtelsen af en national kulturs betydning.

Liberalt frisind?

Den påstand vender Rothstein dog straks mod Haarder selv og påstår, at Haarder og Venstre har svigtet dansk kultur ved at have »undladt at tage kampen mod DF om frisindet« ... »DF har drevet Venstre rundt i manegen i 20 år; der mangler kulturradikalisme i Danmark i betydningen borgerligt frisind« ... »De liberale skal lede efter deres frisind og de borgerlige efter deres humanisme,« erklærer Rothstein.

Haarder er uenig: »Dit forhold til DF er manisk. Du kan bare ikke lide kristendom.« Og Haarder pointerer, at DF ikke styrede Venstre i 00’erne: »Det ved jeg, for det var bl.a. mig, der styrede integrationspolitikken.«

Rothstein replicerer: »Jeg kan ikke lide nogen religiøse, der ikke kan levne plads til selvkritik, og min kritik af DF er slet ikke manisk nok.« Og så uddyber han, at de liberale i den brede kulturdebat ikke for alvor angriber DF. Haarder afviser igen, at DF skulle have været styrende og tilføjer, at »DF også har ret i nogle ting«, f.eks. er DF gode til at forstå »almindelige danskeres bekymringer«.

Hesseldahl anlægger et bredere forklaringsperspektiv: DF har sat sig på kulturdelen af det politiske, fordi de andre partier kun kan tænke i økonomi og ’nødvendigheder’. »F.eks. refererede Helle Thorning kun til Twilight og Harry Potter, fordi hendes døtre læser det.« Haarder er enig i partiernes manglende kulturtænkning og tilføjer: »Jeg har selv villet sætte dannelsen i højsædet. Men det forudsætter, at børnene kan læse.« Hertel istemmer: »Enig. Og det er en katastrofe, at skolen har fået lov at forfalde.«

 Kulturradikalismens aktuelle liv og betydning er omdiskuteret, men der er enighed om, at dannelsen, som nogle kulturradikale, borgerlige m.fl. har kæmpet for, er død.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu