Læsetid: 2 min.

Læser du bøger: Ivan Christensen

Bøger skal kunne mærkes, mener Ivan Christensen, forstander for Mændenes Hjem. Og de skal stille spørgsmål, der er værd at tænke over
19. december 2015

Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?

»Det kunne være skægt, hvis alle tog deres yndlingsbog hvert år til jul og gav den videre til tre andre som julegave. Det kunne være en fin måde at blive lidt klogere på hinanden på, tror jeg. Selv ville jeg nok lægge Primo Levis Hvis dette er et menneske under træet.«

Hvilken bog har haft størst betydning for dig?

»Det må være Dan Turèlls Vangede Billeder. Jeg læste den for første gang, da jeg lige var flyttet til København for mere end 20 år siden. Jeg kan godt lide rytmen i bogen, og det er nogle helt fantastiske hjemstavns- og personbeskrivelser, som alle, der er vokset op i en mindre by, kan nikke genkendende til. Bogen – og Dan Turèll i særdeleshed – har været med til at sætte retning på min nysgerrighed ift. at kigge efter det skæve og kantede i det almindelige og de ting, man måske ved første øjekast ikke tillægger særlig værdi eller betydning.

Hvad er den værste bog, du har læst?

»Michel Foucaults Galskabens Historie. På den ene side er det en fantastisk klog bog, som stiller en masse tankevækkende spørgsmål om, hvordan vi er blevet, som vi er blevet, hvem vi er som mennesker, og om hvordan vi behandler hinanden. På den anden side – og det gør den til den værste – så er det en gyser om, hvordan vi med videnskaben og fornuften som følgesvende har begået en lang lang række af overgreb mod mennesker, som er anderledes og stikker udenfor. På den måde synes jeg også, den er meget nutidig. Det gør det desværre ikke meget bedre.«

Hvilken type læser er du?

»Måske hvad man, lidt krukket, kan kalde en pendullæser. Jeg bliver opslugt af bøger, der fanger mig på flere planer. Jeg skal kunne mærke og føle dem – samtidig med at de også skal stille spørgsmål, som er værd at tænke over. Pendulet skal helst svinge mellem krop og hoved, fiktion og virkelighed.«

Hvornår læser du?

»I de her år er jeg vist primært en rekreationslæser, når det handler om skønlitteratur. Jeg får ikke læst meget i min hverdag, og hvis jeg gør, så er det primært faglitteratur. Når jeg bliver grebet af bøger og forfattere, så bruger jeg en del tid på del tid på at dykke ned i forfatterskabet. Det skete sidst i efteråret, hvor jeg læste en del af Primo Levi.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu