Læsetid: 17 min.

Da Lars Jensen døde i Fixeland

Sidste år døde 263 misbrugere i Danmark, og vi er et af de lande i Europa med flest narkodødsfald pr. indbygger. Årsagen skal blandt andet findes i den danske fixekultur og mangel på omsorg for de mest slidte misbrugere
Lars Jensen blev født i 1971 som den yngste af Grete Jensens to børn. Han voksede op i Kolding, gik i skole og dyrkede fodbold og badminton i sin fritid. I en alder af 42 år døde han af en overdosis. Privatfoto
12. december 2015

Livet som narkoman er utroligt stressende. Først skal du stresse rundt for at skaffe penge og bagefter skal du stresse rundt for at finde stoffer. Så jeg levede af yoghurt og vejede kun 40 kilo. Jeg havde langt hår, stort skæg, og der kunne gå uger imellem, at jeg fik et bad.«

Sådan fortalte Lars Jensen fra Kolding i hjemløsebladet Hus Forbi i juli 2011. Efter 20 år med stoffer var livet med narko slut: »Om aftenen går jeg i seng med god samvittighed, fordi jeg nu lever et liv uden kriminalitet og stoffer.«

Artiklen var illustreret med billeder af Lars Jensen i stribet skjorte, med klare, blå øjne og det kortklippede hår i stritfrisure. Overskriften var ’Nyt liv til Lars.’

Men de gode intentioner holdt ikke. To et halvt år senere døde Lars Jensen af en overdosis, bare 42 år gammel.

Misbrugere i Danmark dør i stort antal. I mange år har vi sammen med Norge og Sverige været blandt de fem lande i Europa med de højeste dødsrater. Efter to års fald til lidt over 200 årlige narkotikarelaterede dødsfald, steg antallet igen sidste år til 263 døde. Trods en politisk målsætning om færre dødsfald, trods behandlingsgaranti for misbrugere, fixerum i landets tre største byer og tilbud om lægeordineret heroin har Danmark tilsyneladende svært ved at forhindre dødsfald blandt misbrugere.

»Det er tankevækkende, når vi ved, at ingen behøvede at dø,« siger socialsygeplejerske i Region Hovedstaden og medlem af Rådet for Socialt Udsatte, Nina Brünés: »De dør af sygdomme og omstændigheder, vi kunne forebygge eller helbrede. Vi gør det bare ikke.«

Misbrugere i Skandinavien har en årelang tradition for at fixe de såkaldte opioider: heroin, morfin og metadon. Ifølge Sundhedsstyrelsen injicerer 13.000 danskere deres stoffer. Og det er i denne gruppe misbrugere, man ser de fleste dødsfald. For fixer man, frem for at ryge eller sniffe, kommer stoffet mere direkte ind i kroppen og er langt sværere at dosere. Og risikoen for at dø meget højere.

At Danmark er blevet fixeland, er tilsyneladende en tilfældighed. I nogle europæiske lande er amfetamin mest populært, mens det foretrukne stof i andre lande er rygeheroin. Det skyldes dels stofruter og misbrugskulturer. Heroinen kom eksempelvis til Holland med immigranter fra de tidligere kolonier, som foretrak at ryge stoffet. Og har et land først fået en bestemt stofkultur, er det svært at ændre. At tage stoffer er en social handling, og måden at bruge dem på læres videre, når nye misbrugere træder ind i miljøet.

Hashmisbrug er i vækst i Danmark, men injektionsmisbrugere i Danmark udgør stadig 60 procent. Og de bliver stadigt ældre. Hvor gennemsnitsalderen blandt de døde kun var 33 år 1993 var den sidste år steget til 40,5 år.

»Vores dødstal afspejler, at vi har mange, efterhånden gamle, heroinmisbrugere i Danmark. Og de er ekstremt belastede både fysisk og psykisk,« siger Mads Uffe Pedersen, professor ved Center for Rusmiddelforskning ved Aarhus Universitet: »Det er samfundets allersvageste, vi har med at gøre.«

Dårligt selskab

Lars Jensen blev født i 1971 i Kolding kun et år efter sin storesøster Lene. Hans forældre blev skilt, da han var ti år, og efterfølgende havde han kun sporadisk kontakt med sin far. I fritiden spillede Lars Jensen fodbold og badminton, men han havde svært ved skolearbejdet.

»Det interesserede ham slet ikke. Han blev taget ud af timerne til ekstraundervisning, og så følte han, at han ikke var god til noget,« fortæller hans mor.

Efter 9. klasse fik Lars Jensen ikke videre uddannelse, og han begyndte at hænge ud i en kiosk i kvarteret med enarmede tyveknægte. Han røg hash og lavede indbrud sammen med nogle af de ældre drenge. Senere begyndte han at tage amfetamin i weekenderne.

»Det med kriminaliteten gik først op for mig, da politiet en dag ringede på. Efter nogle gange skulle han ind og sidde. Og har man ikke dårligere venner i forvejen, så får man det jo i fængslet,« siger Grete Jensen.

Mange afsoninger senere fik Lars Jensen en kæreste i Esbjerg, som var heroinmisbruger. På det tidspunkt var han 28 år. Og så begyndte han også at fixe.

Mørketal

Ser man på de danske dødstal siden 1970, har antallet af døde misbrugere ikke været under 200 årligt i knap 25 år. Hvis man da kan stole på statistikkerne. For ofte bliver dødsfald blandt misbrugere registreret som sygdom eller selvmord. Og tallet er derfor muligvis endnu højere. Der mangler en bedre registrering af dødfaldene, mener flere organisationer, som arbejder med misbrugere. For kender man ikke antallet og årsagen, er det svært at forebygge, påpeger Cliff Kaltoft, formand for Landsforeningen af Væresteder og medlem af Rådet for Socialt Udsatte. Han henviser til en undersøgelse sidste år, der kortlagde narkotikarelaterede dødsfald i Danmark 2008-2011, som viste, at 20 procent af de døde ikke bliver obduceret.

»Vi orienterer os efter nogle tal, som ingen reelt ved om er rigtige. I 2013 hvor dødstallet gik ned, kunne vi se, at der var et andet register, hvor tallet steg dramatisk, nemlig ’selvmord ved forgiftning’.«

En anden pointe i undersøgelsen er, at selv om der antalsmæssigt dør flest i København, er det langt fra kun et storbyproblem: 92 af 98 kommuner havde oplevet dødsfald i perioden. Og da Landsforeningen af Væresteder for nogle år siden opgjorde antallet af døde pr. 1.000 indbyggere, var andelen af døde misbrugere i eksempelvis Vejle og Svendborg højere end i København.

»Men hver eneste gang der skal laves et nyt tiltag, bliver det lavet i de tre største byer,« siger Cliff Kaltoft.

I Sundhedsstyrelsens seneste tal stikker særligt Region Syddanmark ud. Regionen har gennem en årrække ligget højere end Hovedstaden, når det gælder dødsfald. I 2013 døde fem misbrugere i Kolding. En af dem var Lars Jensen.

Regnbuen

Mange af de aktive misbrugere i Kolding har deres gang på værestedet Regnbuen, som ligger midt på en stor parkeringsplads. Her kan de få varm frokost, rene kanyler og social- og sundhedsfaglig bistand. Og ikke så langt derfra ligger et offentligt toilet, hvor mange indtager deres stof.

Dagens ret er kogt skinke med sennep og flødekartofler. I opholdsstuen sidder Martin Madsen – kaldet ’Krølle-Martin’. Håret er kort, kruset og står lige op. Den høje magre krop er pakket ind i en rød skijakke – også indenfor. På indersiden af håndfladen har han tatoveret tre prikker i en trekant. Lars Jensen havde samme tatovering, så når de to venner gav hånd, mødte prikkerne hinanden.

»Prikkerne står for ’best friends forever’,« forklarer Martin Madsen.

Han var omkring 16 år, da han mødte den seks år ældre Lars Jensen i Skovparken – et socialt boligbyggeri i Kolding. De tog stoffer, begik kriminalitet, gik i byen og kom i slagsmål sammen.

»Vi dækkede hinandens ryg. Lars tændte hurtigt af, når han havde drukket. Ellers var han flink, og havde altid en sjov bemærkning,« siger Martin Madsen.

Siden mødte de ofte hinanden i fængsler, arresthuse og i behandling. Her kom de ofte begge to. På et døgnbehandlingssted for 10 år siden mødte Lars Jensen en kvinde fra Horsens, som han fik to børn med: Mathias og Mikkel. I en periode efter han blev far, holdt Lars Jensen sig fra stoffer, men han røg tilbage i misbruget igen. Det gjorde børnenes mor også, og da drengene var tre og fire år kom de i familiepleje.

I årene efter fortsatte Lars Jensens liv i pendulfart: Ind og ud af behandling. Ind og ud af fængsel. Forældrene gav ham aldrig penge til stoffer, men hans mor fyldte gerne hans køleskabet. I perioder hjalp hun også med at administrere hans nedtrapning, og hvis han ikke var påvirket, lod hun sønnen sove hjemme.

»På misbrugscentret sagde de til mig: ’Du skal smide ham ud’. De mente, at han blev mere motiveret til at stoppe misbruget, hvis han kom langt ud. Men det kunne jeg ikke holde til. Han var jo min dreng.«

Norge vil have nul døde

Det seneste gennemsnitlige tal for misbrugsdødsfald i Europa er 16 døde pr. million indbyggere. I Danmark og Norge er dødsraten knap fire gange så høj.

Derfor annoncerede den forrige regering, at antallet af narkodødsfald skulle ned på 200 inden 2020. Den nuværende regering er i gang med et ’serviceeftersyn’ af målene. Men en række organisationer, eksperter og socialarbejdere efterlyser et mere ambitiøst mål kombineret med en politisk handlingsplan på området. Indsatsen i dag er fragmenteret og afhængig af de enkelte kommuners initiativer, lyder det:

»Hvis vi skal være på forkant, er vi nødt til at indsamle viden og tilrettelægge indsatsen efter det. Som det er nu, er der nogen, der råber på flere fixerum, mens andre mener, man skal uddele flere kanyler i fængslerne. Det hele kan være rigtigt nok, men vi ved det reelt set ikke,« siger Cliff Kaltoft.

De høje dødstal fik i 2014 regeringen i Norge til at lancere en national handlingsplan mod narkotikadødsfald. Målet er nul døde, og det er inspireret af Norges strategi mod dødsfald i trafikken, fortæller professor ved Senter for rus- og avhengighetsforskning på Oslo Universitet, Thomas Clausen:

»Narkotikadødsfald kan stort set alle forebygges, og derfor har man valgt en nulvision. Det er måske en smule urealistisk at komme helt derhen, men det er en god strategi, at man altid kan forbedre sig,« siger han.

Et af de mest konkrete tiltag i planen er en såkaldt ’switch-kampagne’ hvor socialarbejdere underviser misbrugerne i at ryge, frem for at fixe.

»Det er ganske radikalt, at man lærer misbrugerne et andet misbrug. Men jeg tror, det er det rigtige at gøre. Injektionskulturen er meget dødelig,« siger Thomas Clausen.

Tommy Engstrøm besøger Lars Jensens gravsten i Seest.

Foto: Asbjørn Sand

Junk er simpelthen det fedeste

Lars Jensen havde sin faste gang på misbrugscentret i Kolding. Centret ligger i en lav bygning i et parcelhuskvarter. Her er tæpper på gulvene, bløde stole og kontorer med venlige kvinder og stativer med foldere om opholdssteder og familieterapi. Tommy Engstrøm viser os rundt. Han henter sine piller her et par gange om ugen. Han er tidligere stofmisbruger i behandling og sidder i kommunens udsatteråd. Medicinen buprenorphin tager hans trang til stoffer.

»Det er ikke svært at stoppe med stofferne. Det svære er at blive ved med ikke at tage dem,« forklarer Tommy Engstrøm. Han lærte Lars Jensen at kende, da de var i behandling sammen for 15 år siden. Med årene blev de nære venner.

For Tommy Engstrøm skulle der 11 behandlinger til, før han kom dertil, hvor han er i dag.

»Stoffer er simpelthen det fedeste. Du skulle prøve det.«

Han ler med en hæs latter og tilføjer mere alvorligt: »Det er bare alle konsekvenserne, som er noget lort. Jeg er glad for at have sluppet det lorteliv som det indebærer at være fuldtidsjunkie.«

I perioder på flere år boede Lars Jensen på gaden, og sammenlagt sad han i fængsel 12 år primært for tyveri og bedrageri. Efter en afsoning var han som regel trappet ud af misbruget, fortæller Tommy Engstrøm.

Men når hverdagen ramte, gik de gode intentioner i vasken. Hans afhængighed udviklede sig altid lynhurtigt til øget mængde og stadigt mere kriminalitet, indtil han igen røg i fængsel eller behandling. Hans venner og familie kunne altid se, når stofferne havde fået overtaget: Lars Jensens blik blev flakkende og han fik et jaget udtryk i kroppen. Han led også af leverbetændelse, en typisk kronisk lidelse hos stofmisbrugere. Og skrumpede ind til ingenting.

Ødelagte liv

Lars Jensen var i flere perioder ligesom Tommy Engstrøm i såkaldt substitutionsbehandling. Det gælder for omkring halvdelen af alle injektionsmisbrugerne i Danmark. Her erstatter man eksempelvis heroin med et lægeordineret præparat – enten metadon eller buprenorfin.

Thomas Clausen, fra Senter for rus- og avhengighetsforskning i Oslo peger på, at både Norge og Danmark har en højere andel af misbrugere i substitutionsbehandling end mange andre europæiske lande. I Danmark er udfordringen, at flere især i metadonbehandling dør, mens de er i behandling, mens erfaringen fra Norge er, at behandling reducerer forekomsten af overdosisdødsfald:

»Man kunne ellers forvente, at behandling reducerede risikoen for at dø af en overdosis. Det er dog ikke altid tilfældet. Men hvis man lader misbrugerne hente deres medicin og ellers bare lader dem sidde alene hjemme, skal man nok ikke have så høje forventninger til resultaterne,« siger han.

Også flere danske eksperter og socialarbejdere mener, at dødstallet kan nedbringes, hvis man i langt højere grad yder omsorg for de tungeste misbrugere:

»De gamle heroinmisbrugere dør, fordi de er nedslidte, syge og dårlige. Uanset at de officielt dør af forgiftninger, er den bagvedliggende årsag, at de har et elendigt liv med ødelagte lunger, lever og kredsløb. Hvis vi skal nedbringe antallet, der dør, er vi nødt til at passe bedre på dem med en mere målrettet omsorg og sundhedsfaglig indsats,« siger Peter Ege, tidligere socialoverlæge i København og i dag konsulent på en klinik for ældre stofmisbrugere. Omsorgen kan være alt fra opsøgende medarbejdere, væresteder, gadesygeplejersker og klinikker, som man har i de største byer.

»Men i de mindre kommuner lever mange misbrugere relativt isoleret,« siger Peter Ege.

Flere kilder nævner også at man i behandlingssystemet er nødt til at anerkende, at en stor gruppe aldrig bliver stoffri:

»Der er de senere år taget kæmpe skridt i retning af at anerkende brugen af stoffer og de mennesker, der indtager dem. Vi har fået stofindtagelsesrum og heroinbehandling. Men grundholdningen er stadig, at det er forbudt,« siger Nina Brünés. Hun underviser blandt andet fagfolk i sikre fixeteknikker, så de kan instruere brugerne med henblik på at minimere skader.

»Det er ikke heroinen, men omgangen med den, som slår folk ihjel. Men så sent som i sidste uge mødte jeg en sygeplejerske i behandlingssystemet, der nægtede at udlevere sprøjter til en mand, som var i behandling for at kvitte sine stoffer,« siger Nina Brünés og fortsætter:

»I stedet for kontrolpolitikken bør vi tale med brugerne om, hvad de skal gøre for at undgå at stofferne bliver dødsensfarlige for dem.«

Efter konfirmationen i Seest Kirke blev 14-årige Lars Jensen fejret af familie og venner. 28 år senere blev han begravet i den samme kirke. Privatfoto

Nyt liv til Lars

Lars Jensen var et udpræget ordensmenneske, og når han var stoffri, var hans lejlighed ryddelig, og han var pæn i tøjet. Den slags perioder blev der flere af hen mod slutningen af hans liv. I knap et år arbejdede han i en social virksomhed for udsatte i Kolding, Fugleregn, hvor han blandt andet lavede smykker, reparerede brugte cykler og sad ved kassen. Fra 2011 og frem fik han gradvist mere samvær med sine to sønner, hvis navne og fødselsdatoer stod tatoveret med skråskrift på hans underarme.

Det var uvant for Lars Jensen at stå op klokken 06 om morgenen og lave havregrød, men han gjorde sit bedste. Han tog drengene i Kolding Svømmebad, på fisketure og på bondegårdsferie og indrettede to af lejlighedens tre værelser med vægmalerier af Byggemand Bob og Ninja Turtles. Men da Fugleregn måtte lukke af økonomiske årsager, faldt Lars Jensen ned i et hul, fortæller leder af projektet Hanne Dam, som selv er tidligere misbruger og nu er medlem af byrådet i Kolding Kommune.

»Det var jo nederlag på nederlag for Lars. Og blandt andet var det umuligt for ham at få et arbejde. De færreste vil ansætte en mand, der har siddet i fængsel sammenlagt 12 år. Selv om man er blevet stoffri, er der bare lang vej igen,« siger Hanne Dam.

I det sene efterår 2013 faldt Lars Jensen tilbage i sit misbrug og kom for 12. gang i døgnbehandling. I slutningen af november mødte han Hanne Dam i nærheden af Regnbuen. Han havde en helt ung pige ved armen, som han havde mødt på afvænning. Hanne Dam kunne med det samme se, at han ikke var stoffri længere.

»Han vidste også godt, at jeg vidste, at den var gal igen. Han var fuld af undskyldninger. Og jeg sagde til ham: ’Lars, du behøver ikke at sige noget.’ Det var sidste gang, jeg så ham.«

Pausedøden

Heroin og metadon virker sløvende på vejrtrækningscentret i kroppen samtidig med at det giver en rus. Der indtræder en kort periode med iltmangel. Hvis man tager for meget, standser vejrtrækningen helt. Overdoser sker anslået mellem 9.000-10.000 gange om året og er årsagen til syv ud af ti dødsfald. Før stofmisbrugeren dør af en overdosis, har han eller hun ofte været i nærheden af at dø op til flere gange. Selv om udgangen ikke er dødelig, kan forgiftningerne resultere i skader på indre organer.

»Det er en dans på kanten af døden, for hvis man tager for lidt, oplever man ikke nogen rus,« siger læge Henrik Thiesen leder af Københavns Kommunes opsøgende Sundhedsteam for hjemløse.

Men for mennesker, der i forvejen har lungeproblemer, hjertekarproblemer og måske betændelser i kroppen, kan iltmanglen i fixet, skubbe dem ud over kanten, forklarer Henrik Thiesen

Han mener, man burde fokusere mere på misbrugernes sundhedstilstand, hvis man ønsker at redde flere fra at dø:

»Vi har en ide om, at hvis vi får de her mennesker i behandling, så får de ikke overdoser. Men det gør de alligevel. Og det er blandt andet fordi de aldrig kommer til læge, men går rundt med infektioner, leverbetændelse, lungebetændelse og KOL,« siger han.

Overdosis er sker typisk, hvis en misbruger har været stoffri i en periode for eksempel på grund af behandling eller fængsel. Kroppen er ikke længere vant til den sædvanlige dosis. I daglig tale kalder man det »pausedød.«

Jørgen Kjær, som er formand for Brugerforeningen for aktive stofbrugere mener, at man bør informere misbrugere meget bedre om efter afvænning.

»Pausedød er det klassiske overdosisdødsfald. Man bør forberede dem på, hvad de skal gøre, hvis de gerne vil tage stoffer. Men det er tabu, for meningen er jo, at de skal lade være. Sådan går det bare sjældent,« siger Jørgen Kjær og peger på at otte ud af ti falder tilbage i misbruget efter endt behandling.

Overdosen

Misbrugerne i Kolding, undgår som regel Regnbuen, når de er blevet stoffri, for at undgå fristelserne. Derfor blev Helle Hedegaard, leder af værestedet, bekymret, da Lars Jensen kom forbi en dag i begyndelsen af december 2013.

»Jeg havde jo på fornemmelsen, at han havde fået et tilbagefald. Og pludselig faldt han om på gulvet lige her midt på mit kontor.«

Lars Jensen havde fået en overdosis, og ambulancen blev tilkaldt. Han blev genoplivet og indlagt, men vendte tilbage til Regnbuen samme dag med den unge pige, som han havde mødt på afvænning. Han gav hånd og sagde: ’Vi ses i morgen.’ Parret tog sammen til Tønder, hvor hun boede. De tog stoffer sammen og næste morgen, den 5. December 2013, fandt hun Lars Jensen død.

»Jeg er sikker på, at han ikke ønskede at dø. Han havde ikke engang taget alle de stoffer, han havde på sig. Vi fandt noget i hans pung. Det trak jeg ud i toilettet,« siger Grete Jensen.

Helle Hedegaard fortæller, at de dødsfald, hun de senere år har oplevet i miljøet i Kolding, enten har været ældre, slidte misbrugere eller brugere, der kom direkte fra afvænning eller fængsel. I Lars Jensens tilfælde var det begge dele, siger hun. Og så tilføjer hun:

»Jeg synes, det er vigtigt at få frem, hvor meget andet han var. Ja, Lars var misbruger, men han var også far, medarbejder på Fugleregn, han var Gretes søn og nogens bedste ven. Og først og fremmest var han et menneske.«

Cliff Kaltoft, formand for Foreningen af Væresteder mener, at man i samfundet har den holdning, at det misbrugernes egen skyld: »Stofmisbrug er skamfuldt, og mange mener, også i behandlingssystemet, at det vi gør, alligevel ikke nytter noget.«

Han refererer en samtale med en departemenstchef, hvor Cliff Kaltoft sammenlignede trafikdød med narkodød og undrede sig over, hvorfor man behandlede de to problemer så forskelligt.

»Og så svarede departementschefen: ’Forskellen er, at det ikke er dine og mine børn.’ Det er ikke middelklassens frygt, at deres børn dør af narko. De er mere bange for sygdom og trafik. Man glemmer, at de her mennesker, har været nogens børn engang.«

Nina Brünés mener også, at stigmatiseringen af misbrugerne og de høje dødstal hænger sammen.

»Vi anerkender ikke misbrugerne som mennesker. Men folk knækker af manglende anerkendelse. Og på den lange bane dør man af det. Og det, synes jeg, er den helt store samfundsmæssige udfordring.«

Knuden i maven

Seest Kirke troner på et højdedrag, og i bunden af den langstrakte kirkegård er en lille firkantet sten lagt ned i græsset. Her er Lars Jensen bisat. Buketten med friske røde og hvide roser er fra hans forældre. Hans mor kommer her en gang om ugen.

»Jeg går jeg op og skælder ham lidt ud, fordi han ikke er her mere. Ikke fordi jeg er skør, men jeg var jo vant til at tale med ham næsten hver dag,« siger Grete Jensen.

Selv om hun savner ham, er er det ikke kun hendes søn, der er forsvundet: Også knuden i maven af bekymring er væk. »Som dug for solen. I lang tid efter han var død, vidste jeg slet ikke hvad jeg skulle give mig til,« siger hun.

I sin tale til begravelsen tog præsten udgangspunkt i artiklen »Nyt liv til Lars« fra Hus Forbi, hvor han fortæller om at begynde forfra.

»Lars ønskede at gøre alting nyt, men magtede det ikke. Naturligvis var det trist, men omvendt kom hans død ikke som en overraskelse. Til begravelsen var ikke den chokstemning, man kan opleve, hvis et menneske uventet bliver revet bort. Familien havde i mange år havde levet i konstant frygt for at han skulle dø, og da det så skete, var de var afklarede med det,« siger Borgny Brünings-Hansen.

Det er Tommy Engstrøm, der har vist vej til gravstedet. Han går ned i knæ og fjerner nedfaldsblade, som har lagt sig på den våde granit.

»En gang, vi var i afvænning sammen, spurgte Lars mig, hvem jeg troede, der ville komme til min begravelse. Det satte virkelig nogle tanker i gang. Til hans begravelse var kirken helt fyldt. Det var meget specielt, fordi hans børn var med. De drenge betød bare alt for Lars,« siger Tommy Engstrøm.

»Men junken var stærkere.«

Tommy Engstrøm har oplevet mange af sine venner dø i en tidlig alder. Alligevel virker risikoen for døden ikke afskrækkende på en misbruger.

»Man tænker måske ind imellem, at døden kan være en lettelse. Og da jeg så ham ligge der i kisten, kan jeg huske jeg tænkte, ’bare det var mig’. Det var på en måde meget fredfyldt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørgen Holm
  • David Zennaro
  • erik mørk thomsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • peter fonnesbech
  • Rasmus Knus
  • Anne Eriksen
  • Klaus Lundahl Engelholt
  • lars abildgaard
  • Claus Nielsen
  • Anker Nielsen
Jørgen Holm, David Zennaro, erik mørk thomsen, Lise Lotte Rahbek, peter fonnesbech, Rasmus Knus, Anne Eriksen, Klaus Lundahl Engelholt, lars abildgaard, Claus Nielsen og Anker Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Malmgren

Hvis man vil gøre noget seriøst ved narkomaner og alkoholikere, så skal man starte med at se dem som hele mennesker. Ja man kan afvænne folk på et par måneder, men det løser ikke problemet og de falder derfor tilbage. Udgangspunktet må derfor være, hvorfor folk drikker eller tager stoffer fra start af og tag fat der. Det kan nemt koste et stort og langvarigt psykolog arbejde, da de berørte ofte ikke selv er klar over, hvorfor de er blevet misbrugere eller hvorfor de ryger i igen efter afvænning. Så længe at samfundets succes kriterie er afvænningen i sig selv, så løser man ikke noget og man hjælper heller ikke rigtigt nogen.

Det er i højere grad samfundets moralbegreber, der driver indsatsen og ikke et reelt ønske om at løse borgerens problem og der tænkes derfor kun i kendte og prøvede veje. Problemet har eksisteret i over fyrre år og vi burde have masser af viden og succes historier på nuværende tidspunkt, men det har vi ikke for vi gentager blot de samme ting i en tro på, at denne gang virker det.

De mest lovende projekt vi har set indtil nu, har været det projekt de kørte i København, med gratis lægeordineret heroin. Ikke alene fik de helt rene stoffer men også i de rigtige doser, men de kunne også bo i en lejlighed og vigtigere opleve at der er andre ting i livet og man havde muligheden for at hjælpe psykologisk med at vende tilbage til livet. Så det kan lade sig gøre, hvis man tager de moralske briller af og man er villig til at sætte det ind der skal til ind og at fortsætte indtil yderligere hjælp ikke er nødvendig.

David Zennaro, Tue Paltorp, Carsten Wienholtz og Else Marie Arevad anbefalede denne kommentar

Det skal være en hjælp givet med de rette intentioner...
Det er ikke nødvendigt at grave hele fortiden op, det er bedre at rette blikket mod nutiden. Alt, der smager at bedreviden, manglende respekt (jo, det kan godt snige sig ind på forskellige måder, selvom man vil tage kraftigt afstand) - den tekniske afvænning er ikke det største problem!

De fleste misbrugere er udmærket klar over, hvordan tingene hænger sammen, det er ikke nødvendigt med lange psykologanalyser.
Vi skal have hjælp til meget i dag, for meget hjælp til, at det er godt for nogen.

Livet har været der hele tiden, skammen over at være misbruger også. Systemet tror, at det er klogere - men man mangler forståelse for, at det er personen, der af egen vilje og selvbestemmelse, vælger at ville komme ud af et misbrug (lige meget hvilket, der har altid været misbrug).
Forstår "hjælpen", at det er viljen og respekten, der gør forskellen - så er alle parter godt på vej...

Vi får aldrig en ny narkopolitik fordi de store partier som Venstre, konservative og socialdemokraterne er evig forstokkede

De fixedøde udgør kun et symbolsk udtryk for al den vantrivsel, der hersker i samfundet. En vantrivsel, der formelt søges imødegået med psykiatriske tiltag, men som reelt er begrundet i den bivirkning af velfærdssamfundet at: vi betaler vores skat og har eksperter til at klare alle problemer, - og det gør eksperterne så, så godt de kan - alene, for alle andre har betalt for at blive fri for ubehaget og ulejligheden ved at blive konfronteret med noget ansvar - - - også ansvar for eksperternes fejltagelser og begrænsede muligheder - -

Grethe Preisler

Uden penge gør det ondt!

Har vi råd til at holde liv i senildemente gamle, dybt retarderede børn og unge, multihandicappede og andre, som af forskellige årsager ikke er og aldrig kan forventes at ville blive i stand til at bidrage til realiseringen af "den nødvendige politik til fremme af fortsat økonomiske vækst" i det globale økonomiske konkurrencesamfunds æra?

Sommetider får man en fornemmelse af, at valget står mellem på den ene side Aldous Huxleys dystopiske fremtidsvision i "Fagre nye verden" fra 1932 og på den anden side James Orwells lige så dystopiske fremtidsvision i "1984" fra 1949.

Eller måske - på den tredje side - "Den tredje vej" i form af en kombination af de værste elementer i begge d'herrers fremtidsvisioner.

Lise Lotte Rahbek, Jan Weis og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Det er hævet over enhver tvivl, at langt størstedelen af narkodødsfaldene kunne undgås, hvis danske politikere ville opgive deres forstokkede burgøjserholdninger på området. Faktisk burde de kræves til ansvar - det, de begår, er undladensesforbrydelser, der koster menneskeliv. Den slags plejer at være strafbart.

Grethe Preisler

Niels Christian Sauer: "Den slags [undladelsessynder] plejer at være strafbart".

Ikke for folketingsmedlemmer, Sauer. De har parlamentarisk immunitet, indtil der er tilstrækkeligt mange af deres 'kolleger' i Tinget, som stemmer for at ophæve den.