Hun var egentlig landmandskone og lærer og født med efternavnet Hornum. Hun var vokset op i en arbejderfamilie på Vesterbro, men blev efter krigen sendt på bondegårdsophold på Møn. Her havde hun sit første møde med de store vidder og naturen, men også med kærligheden. Hun forelskede sig i landmandssønnen Lars, giftede sig som 20-årig og fik sine første tre børn. Men i midten af 60’erne blev hun sekretær for forfatteren Karl Bjarnhof, som igen var sekretær for Det Danske Akademi, og det var her til et af møderne på Rungstedlund, da naturdigteren Thorkild Bjørnvig en dag syngende spankulerede ned ad trappen, at det gik op for hende, at han simpelthen ikke var til at stå for. Siden ville han i en dedikation skrive en smigrende henvisning til sekretærens sekretøse og endnu senere sætte en stige mod hendes værelsesvindue på førstesalen i Karen Blixens hjem for at kunne kravle ubemærket ind på natligt visit. Og sådan blev det, at hendes livskurs slog om, og hun blev gift på ny i 1970 som Birgit Bjørnvig.
Storesøster og stenbuk
Birgit og Thorkild Bjørnvig flyttede til Svendborg. Her fik de sønnen Thore, men de fik også noget andet. De fik nok. En lokal drikkevandsforgiftning var med til, at for alvor at gøre indignationen mod menneskets tilsøling af naturen bærende i deres liv og arbejde. De delte tanken om, at naturen ikke er til for vores skyld, og mens han begyndte at skrive mere tilgængelige, politiske miljødigte, blev hun, efter de flyttede til Samsø, radikal kommunalpolitiker.
Senere kom hun i Europa-Parlamentet i 1987 for Folkebevægelsen mod EF og var fem år senere med til at stifte Junibevægelsen. Livet som EU-politiker var krævende og udover utallige møder og sager, der skulle læses og forstås, tog hun hjem næsten hver weekend. Hun var både storesøster og stenbuk, to ting der efter sigende understøtter ansvarsfølelsen og overblikket hos et menneske, og det var godt. For mens det Bjørnvigske natursyn var enslydende var de praktiske talenter hos familiens to overhoveder langtfra de samme.
Ophav til havet
»Jeg har et stærkt yngelplejeinstinkt,« sagde Birgit Bjørnvig, når hun gang på gang gik i brechen for sine børn. Og det var ikke kun familien, der nød godt af det instinkt. Også naturen, dyrene og oprindelige folk verden over, som manglede en stemme, blev forsvaret. Hun sagde tit, at en dråbe tilsyneladende ikke er noget i sig selv, men at den alligevel er ophav til havet. Et motto, der var godt for moralen hos en miljøaktivist i en kapitalistisk virkelighed, men også som repræsentant for et af de mindste lande i EU. Og Birgit Bjørnvigs drypvise politiske sejre blev til reel forandring. Blandt andet kan kvinder i Afrika takke hende for, at de ikke længere skal forholde sig til reklamer fra mælkepulverproducenter, der hævder, at deres alternativ er sundere end kvindernes modermælk.
Da hun i 1994 vendte hjem til Samsø og sin mand i 1994, var hun drivkraft bag en af sit livs mest håndgribelige politiske forandringer. Hun blev formand for Samsøs første energiforening og deltog i et utal af møder, der kulminerede med, at øen i 1997 blev udnævnt til vedvarende energi-ø. 10 år senere var Samsø selvforsynende og tiltrækker nu turister og energiinteressenter i hobetal.
Hun elskede Samsø, men især det hus, hun havde fået bygget med sin mand, og som hun blev alene i, da han døde i 2004. Det stråtækte hus i Nordby Bakker emmede af deres fælles liv. Det lå langt fra det meste, men tæt på naturen, og mens hun fra det østvendte køkkenvindue, kunne se solen stå op af havet, kunne hun gennem det vestvendte følge med, når den gik ned i samme. Derfor besluttede hun at blive boende, selv da hun fik at vide, at den medicin, hun havde fået for en gigtsygdom, havde slidt så meget på hendes arterier, at de når som helst kunne briste og betyde død indenfor minutter. I tre år fik den selvstændige storesøster og stenbuk lov at nyde solopgangene med visheden om, at de var talte. Nu har hun udsigt til dem fra gravstedet på Nordby Kirkegård, som hun deler med sin mand.
Fantastisk dejligt og klogt menneske. Ære være hendes minde.