Baggrund
Læsetid: 9 min.

Af materialitet er du kommet

Længe har det været moderne at se på verden som sociale konstruktioner. Men nu er et nyt perspektiv på vej: Materialiteten, der tidligere blev set som passiv og manipulerbar, er kommet på mode i nyere tænkning på en måde, der har store politiske og etiske implikationer. Ikke mindst i aktuel dansk litteratur
Foto
Moderne Tider
12. december 2015

»Vi vil gerne elske og elskes – men hvordan? Har vi behov for at bevæge os ind i en ukontrollabel sprængning af vores kroppes grænser ud i noget andet og mere? Kunne det være sådan, vi skaber forandring?«

Digteren Ida Marie Hede i ’Olieret kærlighed’ fra Skriftserie for ny dansk litteratur #3 (2015)

Omkring årtusindskiftet skete der et væsentligt skred i vestlig tænkning. Det poststrukturalistisk-konstruktivistiske paradigme, der i mange år har domineret filosofiens og humanioras studier, blev udfordret af en række spirende bevægelser under forskellige etiketter som ’nymaterialisme’, ’objekt-orienteret ontologi’ og ’neovitalisme’, og som man kan sammenfatte med paraplybetegnelsen ”den materielle drejning”.

I den poststrukturalistiske eller konstruktivistiske tænkning, som dominerede meget af humaniora og samfundsvidenskaberne i 1980’erne og 90’erne under overskriften ’den kulturelle vending’, opfattes alt det materielle firkantet sagt som et passivt, manipulerbart og betydningsneutralt lærred, som mennesket kan spille dets sociale og sproglige film på. Den materielle drejning, derimod, lægger fornyet fokus på materialitetens egne betingelser og selvstændige agens. For denne tænkning er det med andre ord ikke kun sproget, men også materialiteten, der betyder noget.

»Den kulturelle vending har de facto fremprovokeret en negligering af mere åbenlyse materielle fænomener og processer,« lyder det fra nymaterialisterne Diana Coole og Samantha Frost, mens tingsteoretikeren Ian Bogost forsøger at flygte fra »de mørke haller i bevidsthedens fængsel ud imod den materielle verdens græsmarker«. Og kropsmaterialisten Karen Barad rammer hovedet på sømmet, når hun, med et ordspil, der kun fungerer på engelsk, slagordsagtigt skriver: »The only thing that does not seem to matter anymore is matter.«

I dansk sammenhæng udvikles denne nyorientering ikke kun i den akademiske verden. I vores bog Den materielle drejning. En (ny) optik i og på dansk litteratur, der udkommer i 2016, er tesen nemlig den, at de nye filosofisk-teoretiske perspektiver på materialitet udvikler sig i et samspil med en stigende interesse for økologi, teknologi og krop, vi lige nu ser i samtidslitteraturen. Der er tale om en filosofisk-litterær udveksling, der ikke bare er relevant i litteraturvidenskabelig sammenhæng, men også åbner for vigtige diskussioner om, hvordan vi fremover skal agere i forhold til den natur, vi længe har betragtet som passiv; hvordan vi bør imødegå de teknologiske landvindinger, der kommer til at ændre vores tilværelser; og hvordan vi vil forholde os til vores krop og køn, når de ikke længere primært kan forstås som diskursive konstruktioner.

Naturligvis

For tiden vokser en økolitterær strømning frem herhjemme. I Knud Sørensens digtsamling Naturligvis (2009) møder vi eksempelvis en ligefrem og konkret beskrivende digtning, hvor jeget er optaget af at indgå i et gensidigt samhørighedsforhold med den nærmest levende natur, der omgiver det. Og i Peter Adolphsens Brummstein (2003) er hovedpersonen ikke et menneske, men en vibrerende sten, der i dens millionårige vandren op igennem historien skaber både subtile og dramatiske effekter og dermed sætter humanismens forestilling om mennesket som det eneste aktivt handlende væsen i perspektiv. Ligesom hos andre aktuelle økoforfattere som Theis Ørntoft, Rasmus Halling Nielsen, Camilla Christensen, Eske K. Mathiesen, Morten Chemnitz m.fl. går forsøget her ud på at levere et alternativ til det antropocentriske verdenssyn, når de udfordrer den ellers fremherskende skelnen mellem den aktive kultur og den passive natur. Denne dikotomi er problematisk, fordi den mere og mere ligner et idéhistorisk grundlag for den vestlige civilisations industrialisering og forurening. Anskues naturens materialitet som passiv, død og værdiforladt, åbnes nemlig døren for grænseløs dominans.

Som korrektiv til denne hierarkiske tænkning opstiller flere såkaldte økokritikere en ide om en fundamental sammenhæng mellem mennesket og dets miljø; mellem kultur og natur. Det gælder eksempelvis politologen Jane Bennet, der ud fra sit vitalistisk orienterede begreb om thing-power fra hovedværket Vibrant Matter (2010) taler om, at forskellen mellem mennesket og den materialitet, der omgiver det, er et spørgsmål om grad snarere end art. Den såkaldt ’mørke økolog’ Timothy Morton fremfører lignende pointer. I The Ecological Thought (2010) indfører han begrebet the mesh, der dækker over den idé, at alt i verden, både levende og dødt, er forbundet i en art uordentligt netværk, der er principielt uforståeligt. Selv om der er flere forskelle på de to tænkere, er de, sammen med de nævnte forfattere, ikke desto mindre fælles om at underminere kultur/natur-dikotomien, når de lægger vægt på den gensidige afhængighed mellem det menneskelige og ikke-menneskelige og på den måde er opmærksomme på, hvordan også den materielle natur – dyr, planter, vejr osv. – spiller en aktiv rolle i verden.

Efter mennesket

Nedbrydningen af den antropocentriske dikotomi mellem det aktive menneske og den passive materialitet er også på færde i en anden aktuel litterær strømning, der går under overskriften ’det posthumane’. Interessant er her digteren Thomas Thøfner, hvis Altings A (2004) er et resultat af en tæt sammenfiltring af menneske og maskine, i den forstand at en computer har genereret samlingens tekster på baggrund af programmer, som til gengæld er udviklet af digteren selv. Hos Kristian Byskov møder vi også en nærmest cyborgagtig integration af menneske og teknologi, når han i sin postapokalyptiske roman Mitose (2013), der skildrer en flok overlevendes forvandling til biocyborgs, interesserer sig for, hvordan nye teknologier vil indvirke på menneskets sociale og mentale måde at være i verden på. I lighed med Eli. I. Lund, Glenn Christian, Kaspar Colling Nielsen m.fl. undersøger de to forfattere, hvordan teknologiens muligheder tvinger os til at tænke mennesket på en måde, hvor det hverken er særligt privilegeret eller uforanderligt, men tværtimod dynamisk og mere variabelt. Vi går altså fra et ensidigt fokus på mennesket til idéer om, at der også kommer noget efter det.

I og for sig er det en logisk følge af Darwins evolutionslære, at arter – således også mennesket – på et eller andet tidspunkt vil udvikle sig til en anden art. Men hvor det tidligere var gennem naturlig selektion, at denne udvikling foregik, er vi nu i en situation, hvor mennesket selv og ikke mindst dets hyperteknologiske midler helt åbenlyst har indflydelse på, hvordan dets fremtid kommer til at se ud. Teknologien accelererer udviklingen fra nutidens menneske til det posthumane ’menneske’. Pacemakere, sanseforstærkende aggregater og stemningspåvirkende medicin er klare og allerede realiserede eksempler på dette forhold, ja, man kan måske ligefrem med teknofeministen Donna Haraway sige, at vi i en vis forstand allerede er cyborgs.

Med den nye teknologi fremprovokeres i hvert fald en posthumanistisk verdensforståelse, der vender sig imod humanismens sondren mellem på den ene side det aktive, skabende og frie menneske og på den anden side den passive, døde og instrumentaliserede teknologi, der omgiver dette menneske. Helt banalt: Computeren og pacemakeren gør noget, agerer, påvirker. Verden er således ikke hierarkisk struktureret, lyder det hos posthumanisterne, men udgøres af et holistisk, fluktuerende flow. Posthumanistens ontologi er, som den svenske litterat Marie Öhman har beskrevet det, en »fluxontologi« – ikke en dikotomisk ontologi. Fremfor en ontologisk skelnen mellem menneske og ikke-menneske har vi her at gøre med en langt mere flydende verdensforståelse, i den forstand at det ikke-menneskelige og menneskelige konstant bevæger sig ind og ud af hinanden i korrelerende påvirkninger. Mennesket er ikke et distinkt væsen, der er adskilt fra og defineret divalent op imod sine omgivelser. Det er tværtimod inkorporeret i den materielle teknologi såvel som natur. Denne posthumanistiske tænkning, som altså også den nye litteratur beskæftiger sig med, har med andre ord øje for, hvordan teknologien, den mekaniske såvel som kemiske, er en væsentlig medskaber i menneskets ud- og afvikling.

Kropumulig

En sidste litterær strømning, der beskæftiger sig med materialitetens aktiviteter, kunne man kalde ’kropsmaterialistisk’. Hvor de to forrige tendenser gjorde op med antropocentrismen ved at pege på, hvordan også menneskets materielle omgivelser har agens og spiller ind i verdens gang, da gør kropsmaterialismen det ved at vise, hvordan den materielle krop agerer. Mest udbredt inden for denne strømning er muligvis Olga Ravns debutdigtsamling Jeg æder mig selv som lyng (2012), der beskriver »røddøgnets« (læs: menstruationens) såkaldte »slavetilstand« som en brydsomhedens tilstand, hvor kroppens evindeligt væskende cyklus er fundamentalt umulig at kontrollere. Tilsvarende skriver Ursula Andkjær Olsen i Det tredje årtusindes hjerte (2012) om, hvordan den spontane aborts blødende grusomhed kan indfinde sig uagtet jegets vilje eller samfundets diskurser. Det, disse forfattere – ligesom også Mette Moestrup, Amalie Smith, Harald Voetmann m.fl. – peger på, er, at det ikke kun er menneskets bevidsthed og sprog, der giver vores kroppe betydning, men også den materielle krop selv. Mens den radikale version af poststrukturalistisk feminismeteori længe har hypostaseret de diskursive strukturer som suverænt ophav til betydningen af vores kroppe, taler kropsmaterialisterne for, at kroppen, så at sige, »sparker tilbage«, som Barad har formuleret det.

Dermed ikke sagt, at disse tænkere helt affærdiger de poststrukturalistiske indsigter. Tværtimod er deres mål at udfylde de huller, som den radikale kønskonstruktivisme skulle have efterladt, når den nærmest udelukkende fokuserer på, hvordan diskurserne danner rammerne for betydningsdannelsen, og på den måde kommer til at fastholde en dikotomi mellem den aktive diskurs og den passive materialitet. Som alternativ hertil sætter krops- og kønsmaterialisterne fokus på kroppens selvstændige aktiviteter og taler om specifikke kropslige erfaringer, der presser sig på med deres insisterende tilstedeværelse, som eksempelvis menstruation, lækkende bryster eller sæd. Kroppen er med Haraways udtryk en »witty agent«. Den unddrager sig total bemestring, fordi den er principielt ukontrollabel og altså alt andet end et passivt råmateriale for kulturen. Det, disse teoretikere såvel som nævnte forfattere forsøger, er således at indføre en ny forståelse af vores krop, der ikke negligerer diskursernes betydning, men som samtidig har øje for, at også materialiteten spiller en central rolle.

Litteraturens sensibilitet

Fælles for disse bevægelser er, at de alle underminerer de antropocentriske dikotomier, der sætter menneskets og diskursernes aktivitet over (for) naturens, teknologiens og kroppens passivitet. I stedet peger de på, at også den materielle natur, den materielle teknik og den materielle krop gør noget og indvirker på omgivelserne. En sådan filosofisk operation er imidlertid ikke bare ontologisk. Den er også etisk. Får vi en ny opfattelse af materialiteten, af natur, teknologi og krop, ændrer det nemlig også på, hvordan vi bør handle i forhold til hinanden og vores omgivelser i øvrigt.

»Det handler ikke kun om os,« kunne man sige med kulturteoretikeren Joanna Zylinskas formulering af det post-antropocentriske mantra. I den materielle drejnings optik er mennesket ikke længere det centrum, alting drejer sig om, fordi det ingenlunde styrer den aktive materialitet, der omgiver det, og som det egentlig også selv består af. Anderledes formuleret: Mennesket står ikke over verden, fordi materialiteten selv er aktiv, ligesom mennesket heller ikke står uden for verden, fordi det selv udgøres af denne aktive materialitet. Det, der kan være kunstens og litteraturens politiske rolle i denne forbindelse, er at fremme en ny sensibilitet for dette forhold. Disse forfatteres billeder af levende landskaber, vibrerende sten, kommunikerende computere, cyborgagtige skikkelser, væskende og aborterende kroppe kan trække det, vi normalvis overser eller bare betragter som selvfølgeligt, ud fra baggrunden og ind i forgrunden – og vise os, at den materialitet, vi måske til hverdag opfatter som passiv, neutral og manipulerbar, er alt andet end netop det. Kunne det med Ida Marie Hedes ord være sådan, vi skaber forandring?

Tobias Skiveren (f. 1987) og Martin Gregersen (f. 1988), ph.d.-studerende ved hhv. Aarhus Universitet og Aalborg Universitet er bogaktuelle med monografien ’Eske K. Mathiesen’ på forlaget Arena

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

steen ingvard nielsen

Et STORT ?
"Hvordan diskurserne danner rammerne for betydningsdannelsen, og på den måde kommer til at fastholde en dikotomi mellem den aktive diskurs og den passive materialitet".

Det er usædvanligt interessant hvordan det materielle virker interaktivt tilbage på subjektet, Jeg vil i øvrigt også gerne kunne forstå, hvad det er der sker, når vi indenfor politik bruger selvforstærkende marginaliserende termer som, syg og doven og svag, når vi har sagt arbejdsledig, hvorfor det er blevet mode, at bruge psykologi-ord, i alle andre sammenhænge end der hvor de hører hjemme, Er det mig der er mavesur? eller er det fordi ordene får deres eget liv og påvirker i alle retninger tilfældigt og synes at være uden nogen logik og kontrol, som når det materielle og teknologien virker tilbage på individerne? meningsdanner og former a priori.
Nu kommer ordet neutral frem på klimatopmødet; er det en diplomatisk måde at sige; vi gør ingenting, men vi har den gode vilje????????

Puh - denne tekst må da være for viderekomne. Kaster hermed håndklædet i ringen. Suk.

Troede egentlig jeg var rimeligt kørende i forhold til sproglige udfordringer, men her mistede jeg overblikket og kom til at tænke på Dirch Passers jazz-anmeldelse.

Fremragende artikel!

Det er en lix-høj omgang, som jeg fornemmer er rigtig væsentlig - somehow...
Gentager i hvert fald gerne endnu engang den enklere betragtning at 'social konstruktion' eksisterer, men det er/bør være et tolknings-redskab, ikke en metode til at skabe 'fortællinger' efter politiske og strategiske behov.
Dette sidste er en gang 'Goebbels', som min far ville have udtrykt det, og er blevet alt for rutinemæssigt selvfølgelig en - for reelt videns-orienterede frastødende - praksis over næsten hele linjen. Mest dog nok på den politiske midterbane. På fløjene bygger man naturligt på tendentiøs fortælling, fjendebillede-definitioner etc. og det kan næppe være anderledes.
Fløjset eller ej, man bør nu altid nedtone 'fortællingen's uigenkaldelighed, og praksissens bedste venner ved da også, at der hele tiden skal skabes nye, og nye igen, hvis man ikke vil indhentes af .... 'materialiteten'. Eller som denne vist hed før den postmoderne fejlfortolkning : 'sandheden'.