Baggrund
Læsetid: 6 min.

Matt Damon var aldrig på Mars

Selvom filmen ’The Martian’ foregår i 2035, handler den mere om fortiden end fremtiden, om en særlig amerikansk historie om kolonisering af og overlevelse i vildnisset
Moderne Tider
19. december 2015

Den 5. februar 1971 blev Apollo 14 det tredje rumfartøj, som landede på Månen. Med sig på missionen havde den ene af astronauterne Alan Shepard et 6-jern med tilhørende golfbolde. For foden af landingsfartøjet svingede Shepard køllen med én arm og sendte i følge eget udsagn to golfbolde »milevidt« afsted, godt hjulpet på vej af den reducerede tyngdekraft. Golfboldene ligger stadig på Månen, som et af flere vidnesbyrd om menneskets tilstedeværelse, men også som en kulmination på den amerikanske nations århundreder lange domesticering af fremmede territorier. At rejse hele vejen til Månen for et rekreativ tidsfordriv, som man også dyrker på jorden – om end med mindre længde på slagene – er den definitive koloniseringsgestus. NASA foretog tre månelandinger efter Apollo 14, men efter at have spillet golf der, var der ikke nogen grund til at vende tilbage. Ikke mere at komme efter. Månen var blevet erobret og civiliseret i jordens billede, blevet en del af dens territorium, og Shepards køllesving var essentielt set afslutningen på rejsen til Månen som det store skridt, John F. Kennedy havde forestillet sig, da han blot ti år tidligere annoncerede sin storstilede udvidelse af det amerikanske rumprogram.

Samme fornemmelse af en domesticering af noget så fremmed som en anden planet er også på spil i Ridley Scotts nylige filmatisering af Andy Weirs bestseller The Martian fra 2011. Uheldige omstændigheder har strandet astronauten Mark Watney (spillet af Matt Damon) på Mars, hvor han skal forsøge at overleve det meste af et år, indtil et redningsfartøj kan komme ham til undsætning. I første omgang gør han sig som high-tech landmand ved at dyrke kartofler i rumstationens habitat, og senere begiver han sig ud på en flere tusinde kilometer lang færd til et fartøj, som skal sende ham i cirkulation om planeten, så han kan blive samlet op af det rumskib, der utilsigtet lod ham tilbage. Plottet ligner til forveksling det i en anden Mars-film, Red Planet fra 2000. Men hvor Mars i Red Planet er et magisk sted, hvor en ny art insekter stik imod al videnskabelig logik er i stand til at producere ilt ved at spise de alger, som en tidligere Mars-mission har efterladt, er Mars i The Martian en regulær ødemark af sten, kulde og voldsomme vejrsystemer. Det er ikke et sted for drømme om at begynde på et andet liv end på jorden. Ikke en åbning af en ny lovende horisont for fremtidigt liv. Tværtimod er det et sted, hvor livet er reduceret til et spørgsmål om overlevelse under ekstreme vilkår. Et sted, hvor den moderne amerikaner konfronteres med kontinentet, sådan som det var, før han civiliserede det. Afmystificeret og ubarmhjertigt. Svangert med død. Den filosofiske og videnskabelige bevidsthedsudvidelse af en kosmisk rejse som Carl Sagan foretog med tv-serien Cosmos: A Personal Voyage (1980) er afløst af anderledes konkrete forhåndenværende udfordringer.

En hvilken som helst ødemark

Trods de detaljerede beskrivelser af Watneys tekniske udstyr og færdigheder, som er endnu mere udtalte i romanen, er hans liv på Mars ikke forskelligt fra livet i en hvilken som helst ødemark på jorden. Det er mennesket (assisteret af teknologien) mod naturen i en kamp for at overleve længe nok til at kunne vende tilbage til civilisationen. At forblive i Mars’ ’natur’ er ikke en mulighed, endsige et ønske. Det er et ubeboeligt vildnis, der, ligesom det var tilfældet med Månen, ikke inspirerer til opbygningen af en ny verden, men tjener som en scenisk baggrund for fejringen af en klassisk heltefigur i amerikansk mytologi: overleveren. Den ultimative demonstration af menneskehedens overlegenhed i ethvert økologisk kredsløb.

I den forstand er Mark Watney ikke en astronaut. Hans slægtninge er ikke Neil Armstrong & Co., men snarere de hundredetusinder af folk, som gennem den amerikanske nations historie har kæmpet med naturens kræfter i rejsen vestover kontinentet.

Kennedy trak selv denne paralel ved at kalde rumkapløbet »The New Frontier«, og da forestillingen om ’rumkolonier’ for alvor tog fart i 1970’erne, var det med Gerard K. O’Neills bog The High Frontier (1972) som guide. Så rumfærdens historie har i amerikansk kontekst fra start af været en videreudvikling af nationens identitetsopbygning gennem den risikable (og brutale) territorialisering af ’uopdaget land‘, sådan som den beskrives af Fred Jackson Turner i essayet ’The Significance of the Frontier in American History‘ (1893).

Men i The Martian er det ikke opdagelsen af det fremmede, men overlevelsen i det fremmede, der kendetegner Watneys udsyn. Han står ikke ved kontrolpanelet i Starship Enterprise på en intergalaktisk færd efter ’at udforske fremmede nye verdener, at opsøge nyt liv og nye civilisationer, at rejse derhen, hvor intet menneske før har været‘. Som faren og sønnen i Cormac McCarthys The Road (2009), gennemtraver han i stedet et landskab, som ikke stiller ham andet i udsigt end livet og civilisationens sammenbrud eller rettere fravær. Der er intet nyt tilbage at opdage, og det eneste, han kan forestille sig, er en tilbagevenden til det kendte.

Menneskets tidsalder

I en tid, hvor det diskuteres, om vi befinder os i en antropocæn tidsalder, hvor den menneskelige civilisations materielle påvirkning af kloden udgør et geologisk lag i sig selv, og det antropocentriske verdenssyn følgende kritiseres for at have destruktive effekter på klodens økosystem, virker The Martian tilbageskuende. Den rummer ingen visioner om et møde med radikalt fremmede intelligenser og økologier. Den placerer stadig mennesket i sin traditionelle moderne form, homo faber, som det enestående omdrejningspunkt i universet, hvis skæbne det er rejse vidt og bredt og højt blot for igen og igen at møde sig selv i en fejring af egen storhed.

Selvom menneskeheden skulle lykkes med at lande et bemandet fartøj på Mars, er spørgsmålet om den nogensinde kommer til Mars med den tankegang. Det er i den sammenhæng sigende, at et af de mest omtalte Mars-projekter er Mars One, et reklamefinansieret Big Brother-koncept, hvor deltagerne får en envejsbillet til planeten. Mars er reduceret til kulisse for produktionen af den slags reality-tv, som der i forvejen produceres timevis af her på jorden. Ikke noget nyt her.

Mark Watney spiller ikke golf på Mars, men mens han endnu opholder sig i rumstationen, spiser han ketchup, sådan som han også gør det på jorden. Hvad enten der er tale om daglige rutiner eller overlevelseskamp, handler hans ophold på planeten om ham og hans heltemodige evner, ikke om planeten som en anledning til at genoverveje menneskets plads og rolle i universet.

I den forstand er The Martian modbilledet til Ridley Scotts forrige film Prometheus (2012), som også foregår i rummet. Her er en ekspedition rejst til den fjerntliggende måne LV-223 for at opsøge, hvad de tror, er menneskehedens forfædre. Missionen udvikler sig til et fatalt møde med fremmede – og overlegne – væsner. Ikke desto mindre slutter filmen med, at det eneste overlevende medlem af ekspeditionen, Elizabeth Shaw, beslutter sig for at rejse videre ud i rummet for at finde frem til væsnernes hjemsted og for at forstå, hvorfor de ville destruere menneskeheden.

En sådan kosmisk nysgerrighed besidder Mark Watney ikke. Han er ikke interesseret i Mars som en dybere eksistentiel sandhed, men ser den udelukkende som en videnskabelig genstand, som skal undersøges, så den kan henføres til menneskelig skala og logik.

The Martian er naturligvis fiktion, men modsat Prometheus og romaner som Stanislaw Lems Solaris (1961) og Arthur C. Clarks 2001: A Space Odyssey (1968) er den en afslutning på verdensrummet som en forestillingsrejse, en vision om noget andet og større. Da Watney ved filmens afslutning sidder på en bænk i parken foran NASA’s astronautskole, er det, som om man aldrig havde lettet fra jordens overflade.

Jacob Lillemose er postdoc ved forskningsprojektet Changing Disasters på Københavns Universitet samt leder og kurator på udstillingsstedet X AND BEYOND på Nørrebro

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg ved ikke hvad der er pointen med overstående - udover fyld i weekend-sektionen.
Havde du faktisk noget på hjertet, Jacob ?

Der kan givetvis skrives lange bøger om karakterudvikling i amerikansk fiktion og hvad det siger om USA, os andre og måske civilisationen, når det 27. skamløst stupide 'menneskelige drama' (min bare r..) eller ditto horror-, sci-fi- eller superheltefilm rammer det store lærrede på bare et år.
Men som enhver semi-tænksom bullshit-kunstner må være bekendt er det kun fantasien der sætter grænse for sådanne analyser, hvilket giver øvelsen tvivlsom anvendelighed for andre.

Jeg havde begrænsede forventninger til 'The Martian', af den simple grund at de sidste to Ridley Scott film var helt utroligt elendige. Hvorfor man kunne frygte en generel deroute for en ellers dygtig instruktør.
Det var sørgeligt at se Alien-universet degenerere til den omgang fornærmende dårligt skrevet ny-religiøst pjat vi blev serveret i Prometheus. Exodus var bare dum og ligegyldig.

Men ikke 'The Martian', nej, slet ikke. The Martian er en nydelse fra start til slut. Et gedigent stykke filmhåndværk på alle planer, med musikvalg som eneste mulige undtagelse.
Selv snittet mellem seriøs realisme og bred underholdningsværdi, der så ofte fælder lettere instruktører, blev lagt med imponerende overskud og indlevelse. Se den!