Baggrund
Læsetid: 10 min.

Nede og oppe i lykkens land

Når landets tænketanke, universiteter og kommuner måler befolkningens lykke, sker det på baggrund af gennemsnitstal. Men lykke er en subjektiv følelse, og selvom den numeriske forskel på de lykkeligste og ulykkeligste danskere er lille, så gemmer tallene på vidt forskellige skæbner.
Thomas Strand, flyttemand, er 47 år og har været arbejdsløs siden august sidste år. Han gør, hvad han kan for at søge job, men de gode tider med faste job i transportbranchen er forlængst forbi

Thomas Strand, flyttemand, er 47 år og har været arbejdsløs siden august sidste år. Han gør, hvad han kan for at søge job, men de gode tider med faste job i transportbranchen er forlængst forbi

Ulrik Hasemann

Moderne Tider
12. december 2015

Fra anden sal på jobcentret i Nyropgade i København er der udsigt til en tankstation og en bastant, grå bygning. Lokalet er larmende hvidt. Ingen billeder på væggene. I den ene ende går en dør med skiltet ’Jobklub’ op. Den første, der træder ud, er Thomas Strand. Han trækker en stol ud midt i lokalet og sætter sig. Hænderne finder hinanden gennem lommen i den sorte kappa-hættetrøje.

Om lidt skal han til en personlig samtale med en jobkonsulent. De skal tale om en ansøgning, han får svar på den 20. november, og hvilke muligheder han har, hvis det igen ender med et afslag.

»Det er hårdt. Jeg synes ellers, jeg gør, hvad jeg kan. Og her får jeg jo god hjælp til at sætte mit cv skarpt op og alt det dér,« siger han.

Den 47-årige tidligere flyttemand ser ud ad vinduet. Han har gået ledig siden 29. august sidste år, og de gode tider som fastansat i transportbranchen strækker sig mere end 10 år tilbage.

»Jeg gik ned med stress. Arbejdet gav også en skade i mit ene knæ. Jeg blev sygemeldt først. Så blev jeg fyret,« siger han og fortsætter:

»Når man ryger ud i arbejdsløshed i så lang tid, føler man ikke ligefrem, at man bor i verdens lykkeligste land.«

For 20-30 år siden kastede forskere verden over sig over begrebet lykke, og i dag vælter resultaterne frem. År efter år ligger Danmark i top tre på det internationale lykkebarometer. Men hvem er menneskene bag tallene, og hvad betyder deres evner til at indgå i det store danske fællesskab for deres trivsel?

For at blive klogere på, hvem de er, har vi fulgt et dataudtræk, foretaget af Institut for lykkeforskning. Udtrækket indeholder komponenterne ’arbejde’, ’alder’, ’indtægt’, ’socialt netværk’ og ’tro’. Baseret på resultaterne herfra lykkedes det gennem henholdsvis Speciallægeforeningen og jobcentret i Nyropgade at finde to repræsentanter, der personificerer tallene for lykke og ulykke.

Den positive ende af skalaen

Meik Wiking, direktør i Institut for lykkeforskning, sidder ved et brunt skrivebord oppe på svalegangen i et moderne kontorfællesskab på Frederiksberg. Duften af frisk espresso stiger op fra caféen nedenunder. Ved siden af ham sidder en kollega og kigger uforstyrret på en række tal på sin laptop. Han er ved at undersøge, om man bliver lykkeligere af at være på Facebook. Der er tilsyneladende ingen grænser for lykkens former.

»Folk, og det er jeg enig i, tænker, at det er subjektivt, og det er abstrakt. Men mange andre fænomener, man forsøger at forstå ved at forske i dem som depression, angst og stress handler jo også om nogle subjektive oplevelser. Så det er de samme udfordringer, vi har. Vi kigger bare på den positive ende af skalaen,« siger Meik Wiking.

Selv om gener spiller en stor rolle for følelsen af lykke, så kan danskerne i høj grad takke indretningen af samfundet for det høje lykke-niveau.

»Vi er jo som udgangspunkt ikke meget lykkeligere end andre, men vores velfærdssystem, dvs. den frie adgang til uddannelsessystemet og sygehusvæsenet, goder hvis man mister sit job, de tre ting er med til at hæve bunden,« siger han.

Bent Greve, professor i samfundsvidenskab på Roskilde Universitet, er enig i, at velfærdsstaten skaber en tryghed, som gør det lettere for den enkelte at få enderne til at mødes.

»Det er med til at sætte rammerne for, at folk kan have et lykkeligt liv,« siger han.

Men når lykken netop har så gunstige rammer i Danmark, kan det være ekstra svært at være ulykkelig. Ifølge Meik Wiking er det en af bagsiderne ved at være et lykkeligt land:

»Det forstærker fornemmelsen af din egen ulykke, når alle andre går rundt og er lykkelige. Hvorfor er jeg ikke?«

Det er et spørgsmål, der kan have alvorlige konsekvenser. Meik Wiking henviser til et studie i Finland, der viser en klar sammenhæng mellem befolkningens lykkeniveau og antallet af selvmord. Selv om selvmordsraten herhjemme er faldende, og i øjeblikket ligger på niveau med øvrige OECD-lande, så er tallet stadig bekymrende.

»Det er jo stadig rigtig mange, omkring 6-700 personer årligt, altså to-tre gange så mange, som der bliver dræbt i trafikken, der tager deres eget liv i verdens lykkeligste land,« siger han.

Penge

Selv om lykken ifølge Meik Wiking er »et paraplybegreb, som er fuldstændig håbløst videnskabeligt«, så er fast arbejde og et solidt socialt netværk grundlæggende forudsætninger for følelsen af at have et godt liv.

Det er ifølge Bent Greve ingen overraskelse.

»Men det bekræfter os i, at man skal være opmærksom på nogle ting, som ikke nødvendigvis kan gøres op i penge. Mange vil jo tage et job, stort set uden de har et økonomisk incitament, fordi det betyder noget for dem, både i form af netværk, noget at stå op til om morgenen og noget, der er interessant,« siger han.

Dermed ikke sagt, at penge ikke gør en forskel. Udtrækket ’indkomst’ viser nemlig, at folk i de 10 procent bedst betalte job generelt måler en højere lykke end resten af befolkningen. Men forskellen er ikke stor. På en skala fra 0-10 (med 10 som ekstremt lykkelig) scorer de et gennemsnit på 8,6. Danskere udenfor arbejdsstyrken ligger på omkring 8.

På jobcentret gnider Thomas Strand en hånd fra side til side i skægstubbene, inden han hvileløst løfter på kasketten. Skal han være ærlig, så ligger han et sted mellem 5 og 6. Han ved godt, at alt det der med lykken kan vende tilbage, men det afhænger først og fremmest af et job.

»At komme tilbage på arbejdsmarkedet, at få et fast arbejde, det ville gøre mig lykkeligere. At stå op om morgenen og vide, hvad du skal … Og så det med kollegaerne … Tiden går bare hurtigere,« siger han.

Aksel Otkjær, hudlæge, er 70 år og tilhører den øvre lykkeligste del. Indkomst, familie- og vennekreds, arbejde – ja, selv tro og alder bringer ham ind i gruppen af de lykkeligste

Aksel Otkjær, hudlæge, er 70 år og tilhører den øvre lykkeligste del. Indkomst, familie- og vennekreds, arbejde – ja, selv tro og alder bringer ham ind i gruppen af de lykkeligste

Ulrik Hasemann

Én bekymring mindre

På en blæsende onsdag eftermiddag midt i november triller hudlæge Aksel Otkjærs Volvo ind i indkørslen på adressen i Gjellerup midt i Jylland. Indenfor venter hans kone. Om et par timer skal de i byen, men først vender de lige dagens begivenheder med hinanden. Det gør de hver dag, når han kommer hjem fra klinikken inde i Herning.

De trækker i festtøjet og tager af sted. Om nogle timer er de tilbage i parcelhuset igen. Aksel har planer om at stå tidligt op, så han kan løbe de sædvantlige fem km.

»Når man har travlt er det vigtigt at have en rimelig god kondition,« siger han.

Derfor starter den 70-årige dermatolog med en løbetur mindst fem dage om ugen.

»Det gør ikke nødvendigvis, at jeg lever længere, men jeg tror, at jeg lever bedre, når jeg bevæger mig,« siger han.

Og noget kunne tyde på, at Aksel Otkjær bare formår at leve bedre end de fleste. Skal han placere sig på skalaen fra 0-10, så ligger han – det må han indrømme – højt.

»Altså, nu er jeg jo jyde. Men jeg ligger helt klart i den høje ende.«

Nogle vil måske mene, at det er let nok at være lykkelig, når man er blandt landets 10 procent bedst betalte, har kone og børn, fem børnebørn og en stor vennekreds, man kan holde middag, gå på jagt eller spille golf med.

»Jeg er da enig i, at økonomien giver en større sikkerhed. Det er jo én bekymring mindre i det daglige. Der føler jeg mig også privilegeret,« siger han, men påpeger samtidig, at nok er penge et privilegium, men det er ikke alt:

»Jeg har ikke altid tjent meget. Heller ikke som barn var jeg velsitueret så at sige. Men i de situationer, hvor du ikke har mange penge, kan du jo også være lykkelig.«

Et bemærkelsesværdigt tal, der førte til Aksel Otkjær som den lykkelige dansker, findes i lykkeniveauet for hans aldersgruppe. Modsat Thomas Strand og andre danskere født i 1960’erne, der med et gennemsnit på 6,14 scorer klart lavest, så måler folk fra 1940’erne det højeste med 8,53.

»Når folk i den aldersgruppe typisk er meget lykkelige, så er det fordi, at selv om de har haft ulykkelige stunder, så kan de samlet set godt sige, at de har haft et lykkeligt liv,« siger Bent Greve.

Det er ord, Aksel Otkjær kan nikke genkendende til. Men når den lykkelige jyde ser tilbage på tilværelsen, så er der én ting, der tårner sig op over økonomi, arbejde, venner, rødvin, alder, motion og hvad lykken ellers forbindes med:

»Hvis du taler om lykke, så er det vigtigste familien efter min mening. Når man har haft alvorlig sygdom tæt på livet, så opdager man, hvor væsentligt det egentlig er, at man har et tæt sammenhold i familien. Det er det vigtigste.«

At han er i stand til at gennemskue lykkens brede format, er måske ikke helt tilfældigt. I hvert fald forbinder han sit positive livssyn med sin tro. Den kristne tro gav også styrke, da hans kone gennem 47 år fik stillet diagnosen brystkræft.

»At tro på noget giver basis for nogle grundlæggende holdninger. På en måde giver troen et fast ståsted for ens indre følelsesliv. Det, tror jeg, hjalp os begge,« siger han.

Tilbage på jorden

Som et led i at spare 515 million offentlige kroner og skabe 650 nye arbejdspladser indgik regeringen, Liberal Alliance, Konservative og Dansk Folkeparti for nylig en ny kontanthjælpsaftale. Blandt hovedpunkterne er et kontanthjælpsloft og en 225-timers regel, der kommer til at ramme den gruppe på offentlige ydelser, som ikke formår at samle 225 arbejdstimer sammen på et år. Men hvilke konsekvenser har det for danskernes lykke-niveau?

Beskæftigelsesordfører for Enhedslisten, Finn Sørensen, kalder aftalen et »groft angreb på mennesker, der ikke kan forsvare sig selv«‚ og mener i øvrigt, at aftalen kan skabe utryghed blandt ledige såvel som lønmodtagere.

»Det er jo en generel forringelse af trygheden for lønmodtagere. Hver gang man skærer i dagpengene, i kontanthjælpen, i sygedagpengene, i førtidspensionen, så er det jo noget, der udhuler trygheden for alle. Også det store flertal, som er så heldige at have et job,« siger han.

Hos Liberal Alliance mener man derimod, at reformen vil bidrage til et tryggere Danmark.

»Vi er udfordret på vores velstandsskabelse. Derfor er det vigtigt at lave nogle reformer, som sikrer, at vi er blandt de absolut rigeste lande i verden. Det er det, der gør danskerne trygge på den lange bane,« siger beskæftigelsesordfører Joachim B. Olsen. Om 225-timers reglen tilføjer han:

»Det er relativt få mennesker, det berører. Og dem, det berører, er folk, som ikke har andre problemer, end at de mangler et arbejde.«

Men selv om reformen rammer et mindretal, så frygter professor Bent Greve, at den kan ende med overbelaste nogle af de mekanismer, der er med til at holde hele produktionsbåndet i lykkens kernefabrik kørende.

»Det er jo ikke det samme, som at vi ikke har børn, der vokser op i fattigdom, og det vil vi få mere af med de nye, lavere integrationsydelser og kontanthjælpsloft. Det vil trække i negativ retning i forhold til det gode lykke-niveau, vi ligger på i dag,« siger han.

Fredag den 20. november

Det er en uge siden, Thomas Strand sidst var i jobklub. I mellemtiden har han været til jobsamtale. Mens han venter på svar, fortæller den tidligere lager-, renoveringsarbejder og flyttemand, at manglen på arbejde ikke er den eneste årsag til hans ulykke: Han har ikke meget familie tilbage, efter flere familiemedlemmer er gået bort, og det sociale netværk tørrede ligesom ind, efter han mistede jobbet.

»Det er også derfor, man siger, at et dagpengeniveau ikke kan kompensere for tabet af job, fordi du taber både identitet og indkomst,« siger Bent Greve.

For Thomas Strand førte identitetstabet en overgang til et øget alkoholforbrug, men han lagde det på hylden, da han for et par måneder siden mødte en pige fra Uganda. I to år forinden havde de skrevet sammen på Facebook, og da de endelig mødtes, blev de kærester. Men bedst som de havde fundet hinanden, fik hun et jobtilbud i Kina, som hun tog. Nu taler de sammen på messenger, og udsigterne til at være sammen er igen lange.

»Han er ked af, at han ikke kan se hende til hverdag, og hun er så langt væk,« siger Kirsten Møller, en gammel ven, Thomas besluttede sig for at opsøge på Facebook. Hun bor i Aalborg og ser derfor sjældent sin genfundne ven. Alligevel er hun den første, han kontakter, når han trænger til at få lettet sit hjerte.

»Han er en god ven, og vi snakker om alt mellem himmel og jord. Men når han har været til jobsamtale, så er han ked af det, hvis han ikke har fået jobbet,« siger hun.

Og næste gang, han ringer, må hun nok forberede sig på at skulle trøste sin ven endnu en gang. Thomas Strand fik ikke jobbet.

Han reflekterer over nyheden med blandede følelser. Jobbet var hos nogle tidligere kollegaer, så selvfølgelig havde han da sat sig op til det. På den anden side er bare det at blive kaldt til samtale jo også meget godt.

»That’s life! Jeg må bare videre i teksten. Der dukker måske noget op i næste måned,« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her