På kanten af kanon

Fik du tændt for optageren?« spørger den nyslåede forlægger Lasse Skjold Bertelsen kort inde i interviewet. Han skeler til telefonen mellem os på et stykke minimalistisk dansk møbelhåndværk.

Der er tungt belæssede bogreoler ved hver endevæg af de to stuer en suite. Her troner bøger af forfattere som Péter Nádas og E.T.A. Hoffmann, mens Yahya Hassans sort-hvide debut kigger forsmået frem fra en af mange flyttekasser.

Vi er på forlaget Sidste Århundredes officielle adresse, men vi er også i den amagerlejlighed, som privatpersonen Mads Peder Lau Pedersen netop har overtaget.

De to forlæggeres ordstrøm er utrættelig – man kan ikke mærke, at de lige har travet BogForum tyndt for at promovere deres første udgivelse: den tyske surrealist Unica Zürns kortroman Mørkt forår fra 1970 oversat af forlagets tredjemand, Steffen Skaarup.

Romanen, der eksplicit og ofte ubehageligt skildrer en klemt kvindelig præpubertær seksualitet i mellemkrigstidens Tyskland, er den første i, hvad de håber bliver en række oversættelser af oversete klassikere: »Det er vores overbevisning, at man får en anden type samtale i den danske litterære offentlighed, når der foreligger en oversættelse,« forklarer Lasse Skjold Bertelsen.

Kærlighed og kulturel kapital

Sidste Århundrede er langtfra det eneste lille nicheforlag, der gør sig forhåbninger om at præge den litterære dagsorden i disse år. Trods bogbranchens erklærede krise er det piblet frem med både almindelige mikroforlag som Sidste Århundrede og såkaldte selvudgivere.

Da Bog- og Litteraturpanelet i september 2015 udgav sin første årsrapport, kunne det præsentere en lille fremgang i det samlede antal af udgivelser på det danske bogmarked fra 10.784 i 2013 til 11.340 i 2014.

Ifølge panelformand, professor Stig Hjarvard fra Institut for Medier, Erkendelse og Formidling ved Københavns Universitet skyldes den fremgang muligvis blandt andet dette vækstlag. Baggrunden skal ifølge ham findes i den teknologiske udvikling, der også har været med til at presse branchen:

»Digitaliseringen i bred forstand har gjort adgangen til at få både trykte bøger og e-bøger på markedet langt lettere. På den måde åbner man op for, at ildsjæle og amatører med særlige interesser og fokus på bestemte emner får mulighed for at realisere noget, der ikke ville have været muligt tidligere, og som der ud fra en almindelig forlagskalkule ikke findes et realistisk marked til.«

For de små aktører på særligt det skønlitterære felt handler det efter Hjarvards overbevisning da heller ikke så meget om kommercielle interesser, som det handler om kærligheden til et givent stof og en vis lyst til at udtrykke sin kulturelle kapital.

Forlag på kanten

Hos Sidste Århundrede er forlagsprofilen netop modelleret efter de tre forlæggeres kærlighed til en helt særlig type grænsesøgende værker af afdøde central- og østeuropæiske forfattere. Forfattere som i deres optik er af en sådan overset kvalitet, at de fortjener at udkomme på dansk:

»Det er forfattere på kanten af kanon – lidt mørkere og lidt mindre opbyggelige. Det er i udpræget grad feel bad-litteratur,« forklarer Mads Peder Lau Pedersen med et stort smil.

»Og så er de afdøde forfatteres værker ofte ikke omfattet af copyright,« fortsætter han.

»Ej, det er ikke kun derfor,« skynder Lasse Skjold Bertelsen sig at tilføje.

»Men det var da en overvejelse, vi havde.« Bag de litterære ambitioner og præferencer lurer hele tiden nødvendige pragmatiske overvejelser.

Det projekt, der i 2012 blot var på tegnebrættet, indebar ikke ambitioner om at sælge en eneste bog.

Men selvom initiativtagerne anser det for mere sandsynligt at vinde på en bunke lottokuponer, end at netop denne niche kaster en bestseller af sig, skal det hele helst kunne generere bare et lille overskud. Ikke fordi nogen skal kunne leve af det – der er nemlig både almindeligt lønarbejde og studier ved siden af – men så der kan komme flere udgivelser fra samme hengemte skuffe.

Personligt og professionelt

Med deres fælles baggrund i litteraturvidenskab på Københavns Universitet, med Mads Peder Lau Pedersens forlags- og boghandlererfaring (og opsparing), Steffens Skaarups grafiske sans og sprogkundskaber, Lasses Skjold Bertelsens PR- og redaktørerfaring (og hans Opel Zafira 2001) samt et bredt litterært netværk har de tre selv klaret alt fra grafisk tilrettelæggelse og sælgerbesøg hos boghandlere.

På den måde har de med eget knofedt betalt for at få lov til at udgive deres litterære heltinde, så nu betyder det faktisk noget, at bogen også bliver læst. Som Mads Peder Lau Pedersen formulerer det: »Jeg har fået en større forståelse for de folk, der får børn og pludselig ikke kan tale om andet. Man har jo ligesom ofret så meget af sig selv i det, at man gerne vil have, at hele verden er interesseret.«

Selvom de bestræber sig på, at forlaget skal fremstå fuldstændig professionelt, er privatperson og mikroforlægger på godt og ondt uløseligt forbundet:

»Denne her bog ville vi jo egentlig have udgivet i foråret for at undgå at drukne i mængden af udgivelser i efteråret, men så døde min far, min kæreste og jeg gik fra hinanden, jeg måtte flytte og blev samtidig arbejdsløs i tre måneder. Der er man nok mere sårbar, når det er en tremandsoperation, end når det er en trehundredemandsoperation,« fortæller Mads Peder Lau Pedersen.

Ifølge professor Stig Hjarvard er en anden stor udfordring for de små kampen om opmærksomheden, som kun er blevet hårdere, i takt med at der er kommet flere forlag til:

»Jo flere der vil læses, desto færre læsere er der i realiten til hver enhed. På den måde er der sket en slags accentforskydning i bogmarkedet. Hvor det tidligere handlede meget om overhovedet at blive udgivet, handler det i dag i meget højere grad om at synliggøre sine udgivelser,« forklarer han.

Men selvom budgettet kun lige kan trække en bunke reklamepostkort, er det ikke noget, der bekymrer Sidste Århundrede. Som Lasse Skjold Bertelsen siger:

»Vi diskuterer PR, men der er ikke tale om syv excelark og benhård eksekvering.«

I den overvældende mængde af små udgivelser er det kvaliteten, sikret ved en næsten tvangsneurotisk omhyggelighed, der skal få dem til at skille sig ud. Håbet er desuden, at deres egen begejstring for forlagsdebuten Unica Zürns og hendes surrealistiske skildringer af et presset pigeliv med lidt hjælp fra det litterære netværk og en feministisk tidsånd kan bære den kærligt ud til både læsere og presse – fysisk såvel som digitalt.

Hellere lille og vågen …

»Jeg kan jo godt lide at se mig selv som en del af undergrunden,« småklukker Arild Batzer – (nord) manden bag Roskildeforlaget Batzer & Co. Engang et mikroforlag, i dag et lille forlag med adskillige markante forfatterprofiler på udgivelseslisten og litteraturpriser på CV’et. For ham er der ingen tvivl om, at småt i mange henseender er godt, når det kommer til at udgive værker af høj litterær kvalitet.

»Når man er en lille forlægger, lever man i den verden af litteratur, man beskæftiger sig med. Man kan ikke overlade tingene til andre og er nødt til hele tiden at være på dupperne. Derfor har man måske nogle antenner ude, så man opdager ny litteratur,« siger Arild Batzer.

Som oplyst og frivilligt overbebyrdet enehersker i sit eget lille litterære kongerige kan man ifølge Arild Batzer træffe nogle hurtige beslutninger uden alt for mange møder og kedelige kommercielle hensyn:

»Der har man en fordel i forhold til den store forlagsmaskine, der bevæger sig med en vis træghed. Man kan på en anden måde arbejde med inspirationen som drivkraft. På den måde tror jeg egentlig, at fremtiden tilhører de små. Du kan jo bare se på, hvor mange priser der går til forfattere på små forlag,« pointerer han.

Alene i år gik både Nobelprisen i litteratur og Nordisk Råds litteraturpris til forfattere, hvis værker i danske oversættelser udkommer på små forlag herhjemme.

Jon Fosse, som er Batzers landsmand, og som han udgiver på dansk, snuppede sidstnævnte. Nobelprisen gik til den i en dansk kontekst ganske ukendte hviderussiske forfatter Svetlana Aleksijevitj, hvis værk Krigen har ikke et kvindeligt ansigt kun foreligger i dansk oversættelse takket være det lige så ukendte danske enmandsforlag Palomar.

Stig Hjarvard vil nu ikke gå så langt som til at lægge den skønlitterære fremtid i de små forlags hænder.

Han anerkender dog gerne, at de små og i mange tilfælde fagligt stærke aktører har fået mulighed for at indtage en større plads, ligesom han forsigtigt forudser en tendens til, at de store forlag vil begyndte at spejde efter talent hos de små.

Tilfredsstillende sisyfos

Arild Batzer, der selv tog et langt tilløb til at komme ind i branchen, synes, det er spændende med alle de nye små aktører, men opfordrer ikke ligefrem den virkelystne ungdom til at satse alle sine sparepenge på et mikroforlag.

For selv med en Per Petterson eller en Jon Fosse i ryggen bliver det ved med at være hårdt at få det til at løbe rundt økonomisk, ligesom det fortsat er en kamp at få hul igennem til både presse og boghandlere:

»Du kan aldrig hvile på laurbærrene. Hver eneste gang du udgiver en bog, så starter du jo egentlig forfra. Det er på den måde et sisyfosarbejde. Så hvis du bliver bitter over, at det ikke går godt, skal du nok lade være,« lyder det kontant.

Selv er Batzer efter rundt regnet 40 år i branchen egentlig bare benovet over overhovedet at kunne leve af at udgive lige præcis de bøger, han selv har lyst til at læse.

Hos Sidste Århundrede er der da heller ikke skyggen af modløshed. De vil gerne snart have lidt flere anmeldelser, og kasserne med Mørkt forår midt i flytterodet må da også gerne svinde lidt mere ind. Men der er både nogle, der køber bogen, og nogle, der med Lasses Skjold Bertelsens ord »har vist den lidt kærlighed«.

Og hjemme på forlagskontoret ligger endnu en grænsesøgende og, ja, afdød forfatters oversete og nu oversatte ord allerede klar til redigering.