Analyse
Læsetid: 3 min.

Op i røven med æstetisk politik

Folkeafstemningen den 3. december kræver måske selvransagelse, men hvilken?
Folkeafstemningen den 3. december kræver måske selvransagelse, men hvilken?

Ib Kjeldsmark

Moderne Tider
12. december 2015

Både før og efter valghandlingen den 3. december var det, som om der var noget andet på færde end en folkeafstemning om bestemte retsakter og omdannelsen af et retsforbehold til en tilvalgsordning. Diskussionerne om ja og nej handlede og handler stadig om, hvilken farve det ene eller det andet valg mon kunne have, og ikke mindst om, hvordan valget mon får os til at se ud i omverdenens øjne. Professor Marlene Wind er ikke bleg for at sige, at det er dybt pinligt for os, at det blev et nej, Politikens Rune Lykkeberg beskriver det som ’børnebordets’ sejr over ’voksenbordet’, og Uffe Ellemann synes ligefrem at mene, at danskerne er blevet sindssyge. Hos venstreorienterede EU-skeptikere er det en udbredt bekymring, at nej’et måske kunne få det til at se ud, som om de har været i stue med nogen fra Dansk Folkeparti.

Det, der kendetegner denne diskussion, er, at den langt hen ad vejen er æstetisk snarere end politisk. Det er, som om man næsten ikke er i stand til at tale om valget mellem ja og nej uden at give det en bestemt farve, et bestemt udtryk.

De umiddelbare reaktioner på valget på såvel Informations som Politikens hjemmesider giver stort set ikke mening, med mindre man på forhånd accepterer denne æstetisering. På information.dk lød en dominerende rubrik: »Dansk Folkeparti vinder EU-afstemningen«. På politiken.dk fandt man noget tilsvarende: »Thulesen er Borgens gladeste mand ’Jeg er pavestolt’«. Vi er stolte, vi er triste, vi er forkælede, vi er grimme.

Fascismens genkomst

I sit berømte essay fra 1936 om Kunstværket i tidsalderen for dets tekniske reproducerbarhed giver Walter Benjamin et overraskende aktuelt bidrag til at forstå fascismens problem. Når man i dag med frygt i stemmen taler om fascismens genkomst, er anledningen som regel, naturligt nok, den stadigt mere aggressive nationalisme, der har spredt sig over det meste af Europa – og bestemt også i Danmark. Dansk Folkepartis paranoide forestilling om, at et fremmedelement har inficeret den nationale krop og truer med at ødelægge den indefra, synes at være så klar en gentagelse fra midten af sidste århundrede, at det efterhånden bare er rutine.

Benjamins analyse af fascismen handler imidlertid ikke direkte om nationalisme og racisme. I stedet er hans pointe, at det, der mere end noget andet kendetegner fascismen, er æstetiseringen af det politiske. Hele fascismens trick består i at organisere massen politisk uden at ændre på samfundets produktions- og ejerforhold. I stedet for retfærdighed tilbyder fascismen folket et udtryk. Det vil sige en æstetisk form, i hvilken det kan lægge sin energi. I stedet for at fokusere på denne verdens reelle politiske problemer sigter fascismen mod at omsætte politikken til en stiløvelse. Betragter man den nylige folkeafstemning med disse briller, finder man næsten endnu mere urovækkende tendenser end i den eksplicitte chauvinisme. Ikke blot i Dansk Folkepartis gennemæstetiserede sang om nationens truede tilstand og snarlige genrejsning, men også i den modsatrettede gestus, der består i at forvandle et spørgsmål om retspolitik til et spørgsmål om, hvordan nationen mon ser ud i omverdenens øjne.

Politikerens selvransagelse

Valgresultatet medførte ikke overraskende en højfrekvent brug af ordet ’selvransagelse’ blandt EU-glade politikere. I valgkampen gik ja-siden fra at have en klar føring til at blive mødt med et forsmædeligt nederlag. Det er imidlertid slående at se, hvilken retning denne selvransagelse tager. Man ærgrer sig over, at man ikke har forklaret, hvor vigtig en institution EU er, at man ikke har været bedre til at dæmme op for befolkningens frygt; man beklager sig over, at nej-partierne har sået mistillid til Folketinget i befolkningen.

Det slående ved de jeremiader, som rammer det meste af den danske politiske mainstream i disse dage, er med andre ord, at de i reglen har meget lidt med den netop overståede valghandlings politiske indhold at gøre. Meget lidt overvejes det, om problemet kunne være politisk, det vil sige, at befolkningen har taget stilling til det politiske indhold og de politiske konsekvenser af ophævelsen af retsforbeholdet. I stedet handler beklagelserne groft sagt om spin: hvor ærgerligt det er, at man ikke selv fik spundet godt nok, eller hvor fej modstanderens spinmaskine har været.

Hvis der findes mistillid i befolkningen til de repræsentanter, som den selv har valgt, så skyldes det måske, at det er stort set umuligt at vælge en repræsentant, som ikke for enhver pris vil oversætte et politisk problem til et æstetisk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her