Læsetid: 4 min.

Selvfølgelig! Men måske …

Hvad nu hvis det mest radikale alternativ er at gøre det, vi mener?
Hvad nu hvis det mest radikale alternativ er at gøre det, vi mener?

Ib Kjeldsmark

5. december 2015

Den amerikanske komiker Louis CK har et princip, han kalder »Selvfølgelig! Men måske …« Den første del, ’selvfølgelig’-delen, er de tanker, CK virkelig tilslutter sig, og som han aldrig ville give køb på – det moralsk rigtige, kunne man sige. Den anden del er de djævelske indfald, der ikke desto mindre af og til dukker op. »Selvfølgelig skal børn, der lider af nøddeallergi, beskyttes. Selvfølgelig! Vi må holde nødder væk fra deres mad og til enhver tid have deres medicin parat, og alle, der producerer fødevarer, må være opmærksomme på nøddeallergier. Men måske … måske er det meningen, at du skal dø, hvis det slår dig ihjel at røre ved en nød.« Selvfølgelig er det den første del, der skal gælde, men alligevel er den anden tanke der også.

Slaver og iPhones

CK’s pointe er elegant, fordi den ikke bare illustrerer den klassiske situation med en engel og en djævel på hver sin skulder, men også fremviser, hvordan hykleri fungerer. Ved at udskifte eksemplerne bevæger han sig fra momenter af ondskabsfuld fantasi til tilfælde, hvor vi rent faktisk lader ’men måske …’-siden virke. Det er nemlig ikke altid de gode principper, der vinder. Ofte tilslutter vi os officielt ’de gode’ principper, samtidig med at vi reelt gør det modsatte. Selvfølgelig er slaveri f.eks. helt utilstedeligt og forkasteligt (siger CK i USA, hvor slaveriet har sin helt bestemte historik og politiske betydning), »men måske er hver eneste formidabel menneskelig bedrift i historien blevet til ved hjælp af slaver« – fra pyramiderne i Egypten over jernbanen i USA til vore dages iPhones. Selvfølgelig vil vi kæmpe for alle menneskers lige ret, men måske er der nogle forhold, vi ikke helt kan gennemskue, der kan retfærdiggøre, at vi lige i tilfældet iPhones kan tillade os at gøre en undtagelse.

EU-parlamentarikeren Jens Rohde (V) havde en lignende pointe i Clement Kjersgaards talkshow for en lille måned siden. Her forklarede han, hvordan den europæiske flygtningediskussion nærmest er gået i baglås: »Man starter enhver diskussion om flygtninge med at sige: ’Selvfølgelig skal vi hjælpe mennesker i nød, men …’ – og så begynder vi at tale om os selv og vores egne problemer.« Hvis man skulle oversætte Rohdes analyse til Louis CK’s terminologi, ville det næsten kunne skærpes til: »Selvfølgelig skal vi hjælpe folk i nød! Vi kan ikke have, de drukner eller bliver skudt! Men måske … skal vi også tænke lidt på os selv, vi kan jo ikke redde hele verden, hvor er realitetssansen?«

Bogstavelige læsninger

Måske er der en vigtig politisk pointe at hente i ’Selvfølgelig! Men måske …’-princippet. Måske er det ikke nok at ’afsløre’ hykleri og skjulte dagsordener, hvis man vil udfordre den politiske magt, for vi ved allerede godt hemmeligt, at vi sagtens kan gå fuldt og helt ind for vores værdier – samtidig med at vi ser bort fra dem, når de ikke lige passer. Det er på en måde netop sådan, magten fungerer i dag.

At afsløre at Dansk Folkeparti, der officielt fuldt og helt går ind for ytringsfriheden, samtidig mener, at visse forskere, journalister og almindelige borgere ikke bør gøre brug af den, chokerer således formentlig ikke rigtig nogen længere. ’Selvfølgelig’ vil de kæmpe for ytringsfriheden, en af den vestlige kulturs ypperste frembringelser! Men måske … er der bare nogen, som ikke skal have lov til at udtale sig, især hvis de har nogle grundlæggende andre holdninger.

I stedet for at bebrejde magthaverne, at de ikke lever op til det, de siger, burde vi begynde at tage dem mere på ordet. Helt naivt lade som om, vi ikke kendte til forbeholdet, til det hemmelige ’… men måske …’. Var det ikke det, der skete i de mærkelige dage i starten af september, da hundredevis af danskere strømmede til grænsen for at hjælpe de flygtninge, der kom til landet? ’Selvfølgelig skal vi hjælpe folk i nød.’ Punktum. Hvis det er det, vi faktisk mener, så er det bare af sted med tæpper og varm te, inden Støjberg når at sige ’… men måske …’. Hvad ville en lignende bogstavelighed beløbe sig til i forhold til den økonomiske politik? Eller klimapolitikken? Selvfølgelig mener vi, at klimaforandringerne skal forebygges så meget som muligt. Selvfølgelig. Altså besætter vi kulkraftværkerne og blokerer indfaldsvejene til de store byer.

Det har længe været kendt, at ’civil ulydighed’ kan være en moralsk pligt, når magten foreskriver handling, der ikke kan forsvares. Hvad nu hvis man også kunne tale om ’civil lydighed’, dvs. faktisk at gøre det, magten foreskriver, men som den bare ikke selv lever op til? Kunne man skabe en bevægelse, der simpelthen bestod i at gøre det, det store flertal officielt tilslutter sig?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Selvfølgelig, men måske... jeg har jo et arbejde... regninger der skal betales, men NOGEN bør helt sikkert gøre noget - snart.