Baggrund
Læsetid: 4 min.

Den skøreste verden i verden

Hvis Zoologisk Have blev et sted, der turde live-streame virkeligheden, jamen, hvem fanden ville så gide at komme?
Hvis Zoologisk Have blev et sted, der turde live-streame virkeligheden, jamen, hvem fanden ville så gide at komme?

Rasmus Fly Filbert

Moderne Tider
19. december 2015

Min kæreste og jeg besluttede os for at gå i Zoologisk Have.

Først var vi gået i Frederiksberg Have, og så, mens vi var der og kiggede på elefanterne udefra, blev vi nostalgiske og besluttede at ’se elefanterne rigtigt’.

Det er godt at komme lidt ud i naturen for bybørn som os. Folk, der er ude i naturen, bliver bedre mennesker. Blandt andet udvikler de en meget bedre rummelig intelligens. Det har jeg hørt på P1. Der er bare det problem, at jeg hader parker. Især når de kalder sig selv haver. Haver er noget, hvor man skal opføre sig ordentligt. Både haver og parker er steder, hvor man går en hyggelig tur med sit lykkelige parforhold i hånden og lige mærker naturen, på en meget bestemt måde, som nogen har bestemt, at man skal opleve naturen, og så tager man hjem igen, og så siger man: Godt, at vi også kom lidt ud i naturen. Jeg ved stadigvæk ikke, hvordan jeg har det med Zoologisk Have. Jeg føler, det er et uigennemskueligt paradoks: at vi burer noget inde for at beskytte det, og for at få en eller anden fysisk erfaring, f.eks. af at naturen findes, og at i den natur er der dyr, og at mange af de dyr er ved at uddø. Og ved at møde det, der er ved at forsvinde, kan vi forstå, at vi skal tage os af naturen.

Eller måske handler det bare om, at det er meget svært at forstå, hvad en bæver er, hvis man ikke har set en bæver. Eller måske handler det bare om at sælge nogle bamser og nogle krus med dyremotiv. Da vi kommer hen til Elefanthuset, står begge hunelefanter stadigvæk og svajer i et monotont tempo, som da vi så dem fra den anden side. De ser ikke ud til at have det godt. Men hvad fanden ved jeg også om at være elefant.

Jeg ved ikke, om jeg ved noget om at være et dyr. Men Zoologisk Have er et af de mest deprimerende steder, jeg har været i nyere tid. Jeg husker mest Zoo fra den store legeplads og fra at løbe om kap med dyrene. Jeg blev altid kaninen, og egentlig husker jeg det som en relativ lykkelig tid, men jeg har det også, som om det alligevel var en af de første gange, jeg tænkte: Typisk mig, altid at være en kanin. Altid enten at være et nuttet kæledyr eller et oplagt bytte. Måske var det en af de første gange, jeg lærte noget om at være handicappet: Enten er du cute, eller også er du nederst i fødekæden. Enten har du et navn. Eller også er du bare en kanin. Og hvis du ikke har et navn. Hvis du ikke hedder Caspar eller Ninus eller Aylan eller Marius, jamen, så er det svært for folk at sørge over dig, når du dør. Men alt det tænkte jeg jo ikke, da jeg var barn. Det tænkte jeg bare nu, mens jeg gik rundt. Alt virker snavset og ulækkert nu. Det er det, jeg forbinder med at blive voksen, tror jeg.

Som i verden udenfor

Verden virker bare fuldstændigt idiotisk. Lige uden for et kæmpe display i Tropehuset, der viser, hvordan regnskoven forsvinder og forsvinder konstant, kan man købe hotdogs til 35 kr. Det er nogle af de ting, jeg aldrig lagde mærke til som barn. Det absurde, nu, i at prøve at forklare sin lillebror, at alle dyr er lige gode – men der er alligevel nogen, der er dyrenes konge.

Zoologisk Have peger ligesom på, hvor skørt et sted verden er: Der er al denne her velmenende information om dyr, der er truede, men det hele er stadig designet som et stort underholdningsshow, hvor det virker mere sandsynligt, at det, børn tager med hjem, er, at naturen er et sjovt sted, som skal underholde os, og hvis vi græder over, at nogle dyr forsvinder, så er det ikke bare, fordi det er for sindssygt, at vi er et dyr, der udrydder andre dyr og i øvrigt udrydder hinanden.

Nej, når vi græder, er det, fordi det er sørgeligt, at der er noget smukt, der forsvinder, som vi ikke længere kan komme til at opleve. Især hvis disse dyr minder om os. At pingvinen også kan have noget menneskeagtigt over sig. Som om det skulle være en særligt kvalificerende attribut. »Københavns 4.234 vilde dyr,« som der står på zoo.dk’s hjemmeside.

Jeg synes det er rigtig fint, at vi har de her steder, hvor vi kan tage hen og lære noget om nogle dyr. Faktisk ville jeg nærmest applaudere den deprimerende oplevelse, hvis ikke det var fordi, jeg har mistet al tro på, at en sådan oplevelse ville forandre en skid. Eller at nogen gad komme, hvis der bare hang skærme med live-streames af ekstremt lidende dyr. I hvert fald sikkert ikke Albatros Airlines, der sponsorerer løverne med et sølvsponsorat. Tillykke til den skøreste verden i verden.

Det er fanme ikke længere nogen jungle ’out there’. Det er en meget forvirrende Zoologisk Have.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her