Hvad handler dit onemanshow om?
»Det handler om mig og min kamp ud af en livskrise. Forhåbentligt handler det også om at være menneske. Der er især mange referencer til folk i slutningen af 30’erne og start 40’erne. Jeg har haft brug for at lave et show, hvor alt det overflødigt skæres væk, og hvor jeg står alene med et spot, en stol og en god tekst. Den der rock ’n’ roll tilgang til skuespilkunsten kan man godt komme til at mangle, når man – som jeg – i mange år har været en del af store teaterinstitutioner.«
Du er 39 år. Er det ikke for tidligt med et erindringsshow?
»Jo, måske, men det er nu, jeg stadig kan huske. Alzheimers rammer flere og flere. Også folk i fyrrene. Jeg har helgarderet mig ved at lave mit erindringsshow allerede nu.«
Hvis du skulle have levet i en anden tid, hvilken skulle det så være?
»De store kostumedramaers tid i 1700-tallet. Jeg ville ikke gide være bonde. Jeg ville spise kirsebær med de store. Gå i kniplinger og broderier. Gud, hvor ville det være flot! Det ser så dekadent ud. Det er måske et lidt overfladisk svar. Hvis jeg havde haft mere tid til at tænke mig om i, havde jeg måske svaret: 60’erne, før verden gik af lave. Jeg har ikke ret meget lyst til at leve i fremtiden, som alting udvikler sig lige nu. Det er en crazy verden, vi lever i. Sabler rasler overalt, men jeg giver det faktisk ikke så meget opmærksomhed. Så ville jeg blive vanvittig.«
I 2010 skrev Ekstra Bladet, at du havde begået vold mod en kvindelig bartender. Politiet rejste ingen sigtelse, men hvad kom sagen til at betyde for dig?
»Den betød, at jeg gik ned med social angst. Jeg oplevede det hele som meget kafkask. Jeg havde drukket mig plørefuld, hvilket ikke er ulovligt – men dumt, når man er far, et kendt ansigt og alt muligt andet. Ekstra Bladet ringede og sagde, at jeg havde overfaldet en servitrice. Selv huskede jeg ingenting. En optagelsesvideo viste senere, at jeg ikke havde overfaldet nogen, men ved et uheld trukket servitricen i håret i et fald. Jeg blev uretfærdigt udråbt som voldspsykopat, og sådan en oplevelse bærer man med sig. I mit show får jeg bearbejdet den sidste del af det, der stadig sidder i mig. Og hvor vanvittigt det end kan lyde, er jeg vokset som menneske af den oplevelse.«
Hvad synes du helt ærligt om Bornedals tv-serie ’1864’?
»Helt ærligt synes jeg, det var en super vovet satsning. Bornedal er den eneste, der kan komme helt op på de nagler og lave melodrama med så store følelser. Jeg kan lide 1864 og synes, serien er meget værdifuld for et land som Danmark. Den rystede folk i deres grundvold, da de havde brug for at blive udfordret på smag og konventioner.«
Du kommer fra et hippiehjem, men siger, at dine forældre i dag er blevet ret borgerlige. Bliver alle gode venstreorienterede borgerlige med tiden?
»Jeg kan huske, at jeg i skolen blev præsenteret for Pittelkow-syndromet: at man kan starte på venstrefløjen, bevæge sig ind over midten og havne yderst på højrefløjen. Hvis Ralf Pittelkow er skabelonen, så ja – alle venstreorienterede bliver borgerlige med tiden. Men hvis han ikke er skabelonen, tror jeg stadig, at det er lettere at være venstreorienteret og handle ud fra sit hjerte og følelser, når man er ung. Pludselig bliver man ældre og får forpligtelser i form af børn, hus og gæld, og så skrider de gode intentioner nok en smule. Jeg synes både, det er lidt grinagtigt, når folk hænger fast i en eller anden utopi, – og det kan man godt beskylde venstrefløjen for at gøre. Og samtidig er jeg meget glad for, at der gudskelov findes nogen, der aldrig rokker sig en tøddel.«
Hvad er det bedste og værste ved at vokse op med hippieforældre?
»Det bedste er, at det har givet mig en rummelighed og en kærlighed til det anormale. Min far inviterede engang en flok landevejsriddere, som stod og hang ud oppe ved Brugsen, hjem til øl og sildemader, hvis de til gengæld tog snaps med. Da min mor og jeg kom hjem, stod den ene landevejsridder og malede sit kunstnernavn – bivogn – på vores gavl med store, blå bogstaver. Min far var gået kold på sofaen, og den anden landevejsridder lå i mine forældres seng og sov den ud. Som barn var det voldsomt at opleve, men det plantede en fandenivoldskhed i mig, som jeg siden har været meget taknemmelig for. Det værste var, at jeg bare gerne ville ligne alle andre børn. Det er svært for et barn at skille sig ud. Man har, indtil man når en vis alder, brug for at kunne gå i ét med tapetet. «
Hvilken af dine roller er du mest tilfreds med?
»Jeg er tilfreds hver gang, der er et publikum, som sætter pris på det, jeg laver. Jeg er ikke særlig hovskisnovski i forhold til, om jeg spiller Dostojevskij på Det Kongelige Teater eller klæder mig ud som en bjørn og laver børne-tv. Jeg betragter mig selv langt mere som en folkelig figur end som en elitær. Det betyder ikke, at jeg taler til laveste fællesnævner eller laver stavepladehumor, men at jeg møder mit publikum i øjenhøjde. Forleden var jeg på Det Kongelige Teater og se Puntila af Bertolt Brecht. Jeg så dygtige kolleger stå på scenen, men det rørte intet i mig som publikum. For mig var det en opvisning i, hvordan korrekt teater skal være. Det servicerede de indviede. Jeg elsker det folkelige, og jeg elsker de store, klassiske og til tider svært tilgængelige dramaer. Begge genrer er fantastiske, men kan også blive ligegyldige, hvis ikke man formår at røre sit publikum og tale ind i noget menneskeligt.«
