Arven efter enken

Det er en helt almindelig onsdag i juni 2012. Psykiater Volker Riedlin parkerer sin cykel uden for plejehjemmet Dronning Ingrids Hjem i Valby, hvor han skal mødes med den 91-årige enke Anne Lunn.

De to har aldrig mødt hinanden før. Men noget tid forinden er han blevet ringet op af advokaten Christian Harlang, der præsenterer sig som Anne Lunns advokat og beder Volker Riedlin om at lave en såkaldt ’second opinion’ – en anden lægelig vurdering – af, om hun er dement. Volker Riedlin er ikke ældrepsykiater.

Så i første omgang afviser han opgaven. Han foreslår, at Christian Harlang i stedet tager kontakt til ældrepsykiatrien.

Men advokaten insisterer. Ifølge Volker Riedlin siger han, at det tager alt for lang tid. Sagen haster. Riedlin får indtryk af, at familien har interesse i at erklære hende dement.

Og for at gøre hende en tjeneste tager han ud på plejehjemmet. Her taler han med den ældre dame i en time. Til stede er hendes barnebarn, René Cambo Lunn. Efter samtalen er psykiateren i tvivl:

»Jeg tænker, at det er på kanten, men jeg beslutter mig for at skrive, at hun ikke opfylder kriterierne for demens. Jeg har på forhånd fået det indtryk, at familien vil forsøge at umyndiggøre hende. Og jeg har ingen grund til ikke at stole på Christian Harlang. Han er jo advokat.«

Et år efter, i sommeren 2013, dør Anne Lunn 92 år gammel. På det tidspunkt har Volker Riedlin for længst trukket sin lægeerklæring tilbage. Han mener, at han forud for undersøgelsen blev forholdt en række vigtige oplysninger om Anne Lunn, f.eks. at hun i flere år havde været indskrevet i ældrepsykiatrien.

Men at erklæringen er trukket tilbage, er der ikke mange, der får at vide. For i mellemtiden er den blevet en vigtig brik i et langvarigt retsligt slagsmål mellem forskellige dele af Anne Lunns familie.

Slagsmålet udspiller sig om et principielt spørgsmål med store perspektiver, nemlig spørgsmålet om, hvilken indflydelse læger, advokater og familiemedlemmer kan få på et menneske i livets sidste fase. Ikke mindst, når dette menneske som Anne Lunn – og som flere og flere danskere – i tiltagende grad bliver dement.

Flere konflikter om arv

At arvesager ender som bitre retstvister, er ikke noget nyt fænomen. Faktisk sker det stadig oftere. Men Anne Lunn-sagen illustrerer, hvor ekstremt langt denne slags sager kan gribe om sig. Den har ført til gensidige anklager om udnyttelse, manipulation og tyveri.

Og er foreløbigt knopskudt i fem sideløbende sager i retssystemet med mere end 15 afgørelser i forskellige instanser – heraf fire i forskellige afdelinger af Landsretten.

Striden står mellem to grene af familien og handler om, hvordan Anne Lunns formue blev administreret i årene op til sommeren 2012, hvor hun kom under værgemål.

Hen over foråret 2012 underskrev hun en lang række dokumenter, der på forskellig vis gav barnebarnet René Cambo Lunn samt advokat Christian Harlang adgang til hendes økonomi. Sidstnævnte tabte sagen om en række af dokumenternes validitet i byretten, men har anket den til Østre Landsret, hvor der er hovedforhandling på torsdag.

Hovedpersonen, Anne Lunn, født i 1920, blev enke efter landsretssagfører Ulrik Lunn i 2000. Deres fælles formue, bestod ud over rede penge også af en række grunde i Tibirke, samt et sommerhus og en ejerlejlighed med udsigt ud over Svanemølle Bugt.

Ved ægtemandens død beløb den sig til mellem 10 og 12 millioner, men skatter og gaver har siden gjort et væsentlig indhug i formuen.

Anne Lunn overlevede ikke blot sin mand, men også sine to børn, datteren Michala og sønnen Villars. Datteren døde i 1984 og efterlod sig den otteårige søn René Cambo Lunn.

Han blev efterfølgende adopteret af bedsteforældrene og er derfor både Anne og Ulrik Lunns barnebarn og adoptivsøn. Sønnen Villars døde af kræft i 2005 og efterlod sig en hustru og to voksne døtre.

Det er Villars’ enke, hendes børn og barnebarnet René Cambo Lunn, der nu ligger i strid med hinanden og med Christian Harlang.

Anne Lunn led af maniodepressivitet og var fra 2000 til 2012 indlagt 21 gange. Efter sin søns død bad hun i 2005 sine jævnaldrende fætre, højesteretssagfører Claus Christensen og hans bror, ambassadør Jens Christensen, om at varetage sine økonomiske interesser, hvis hun skulle blive syg eller indlagt.

De to brødre fik en generalfuldmagt, og den ene bror blev senere indsat som bobestyrer. Ægteparret Lunns testamente fra 1994 var ’uigenkaldeligt’ og var udformet, så René Cambo Lunn kun ville få det, man kalder ’tvangsarven’, hvilket betyder, at han i dag står til at arve en væsentlig mindre andel end den anden gren af familien.

Anne Friedlænder læste medicin, men forlod studierne, da hun under besættelsen blev gift med landsrets-sagfører Ulrik Lunn. De fik sammen to børn, Michala og Villars. Anne Lunn overlevede dem alle og døde som 92-årig i 2013. Privatfoto

’Jeg har ikke nogen penge’

Anne Lunn støttede i sine sidste år barnebarnet på forskellig vis. Blandt andet skød hun flere hundredetusind kroner i en tatovørforretning, han stadig driver på Østerbro, Cambo’s Corner Custom Tattoo. Og hun gav ham forskudsarv på over en million til en lejlighed.

Men da Claus Christensen i slutningen af 2011 fortalte René Cambo Lunn om vægtningen i testamentet, fandt han det dybt uretfærdigt.

Han fik kontakt til Christian Harlang, en profileret advokat i blandt andet Grundlovssagen, Thulefangersagen og som administrator af Enkefru Plums Støttefond.

Christian Harlang er også en kontroversiel skikkelse i advokatmiljøet, hvor han blandt andet er kendt for at appellere mange kendelser til sidste instans.

Harlang havde kendt Ulrik Lunn i sine unge dage, og var fra 1993 indsat som bobestyrer i testamentet. Men han blev dog ifølge Claus Christensen på Anne Lunns opfordring i 2010 fjernet fra posten, efter at hun i avisen havde læst om hans rolle i Plum-sagen.

Denne forklaring bestrider Christian Harlang:

»Jeg anser det for en del af den falske konstruktion, som sagen hviler på,« siger han.

Alligevel begyndte han to år efter i løbet af foråret 2012 at virke som advokat på Anne Lunns vegne, og fra februar til juli mødtes de flere gange.

Christian Harlang forklarer sagen således, at René Cambo Lunn tidligere havde været ’en vild krabat’, derfor var hans andel i testamentet så lille.

Men i 2004 sagde Anne Lunn til Claus Christensen, at hun gerne ville have at René blev bedre stillet.

Det var sønnen Villars imidlertid ikke interesseret i. Men ifølge Christian Harlang fik hun i 2012 opfyldt sit ønske med hans hjælp:

»Hendes fætter Claus Christensen handlede ikke, som hun ville have det. Derfor ville hun have en anden advokat, og kalde hans fuldmagt tilbage og give mig en i stedet for,« siger Christian Harlang, der henviser til en videooptagelse af Anne Lunn fra foråret 2012 lavet i samarbejde med René Cambo Lunn, hvor hun siger: »Ja, de har ærlig talt været meget … usandsynlig modbydelige mod mig.«

På dette tidspunkt havde en overlæge året forinden diagnosticeret Anne Lunn som ramt af Alzheimers. Ikke desto mindre blev hendes nye engagement med advokaten Harlang kendetegnet ved stor aktivitet:

»I denne periode af sit liv underskrev hun flere dokumenter end i hele sit hidtidige 91-årige liv,« som advokat Niels Henrik Christensen formulerer det i dag. Han repræsenterer den anden side af familien.

Blandt disse papirer var blandt andet en lejekontrakt, der gav René Cambo Lunn ret til at bo i hendes lejlighed på Østerbro samt en såkaldt kodicil – en tilføjelse – til det eksisterende testamente. Kodicilen, som er udfærdiget af Christian Harlang, indsætter advokaten selv som bobestyrer.

I kodicilen står også, at René Cambo Lunns arveandel »skal være størst mulig efter de gældende arveregler«. I samme periode underskrev Anne Lunn også en generalfuldmagt til René Cambo Lunn, der gav ham adgang til hendes bankkonti, samt en række tinglysningsfuldmagter.

Det sidste dokument i rækken var generalfuldmagten til Christian Harlang, som Anne Lunn underskrev på Dronning Ingrids Hjem den 12. juli 2012 med hjælp fra en notar fra Frederiksberg Ret, der var kaldt ud til lejligheden.

Dokumentet gav Harlang fuld råderet over hendes formue og forretninger. Notaren spurgte Anne Lunn, om hun var klar over, at Christian Harlang nu kunne hæve hendes penge. Og til det svarede Anne Lunn: »Det gør ikke noget. Jeg har ikke nogen penge.«

Privatfoto

Advokatbøde på 100.000 kr

Christian Harlang fortalte ikke notaren fra Frederiksberg, at han ni dage forinden havde været i Københavns Ret sammen med Anne Lunn i samme ærinde. Men her vurderede notaren, at Anne Lunn var for mentalt svækket til at skrive under.

Senere klagede retspræsidenterne i retten både på Frederiksberg og i København over Christian Harlangs opførsel til Advokatnævnet, der i april 2014 gav ham en bøde på 100.000 kroner for grov tilsidesættelse af de advokatetiske regler, blandt andet fordi han på denne måde havde ’shoppet’ mellem notarerne og tilbageholdt væsentlige oplysninger for notar nummer to. Bøden trak overskrifter og blev blandt andet omtalt i Weekendavisen. Christian Harlang har indbragt bøden for domstolene, og den sag venter nu på at komme for i byretten.

Sagen på torsdag handler om såvel tilføjelsen til testamentet som om en række såkaldte tinglysningsfuldmagter, der ville give Christian Harlang mulighed for at operere på vegne af Anne Lunn både i forhold til hendes sommerhusgrunde og lejligheden.

Forhandlingen imødeses med spænding, ikke mindst fordi sagen allerede har været udsat tre gange i 2015, fordi Christian Harlang hver gang har meldt sig syg med få dages varsel.

Senest den 16. december sidste år, hvor han havde influenza. Og hvor det i begyndelsen var Christian Harlang selv, der førte sagen, har han nu overladt den til en kollega på sit kontor, advokat Christian F. Jensen, på grund af sit »til tider vaklende helbred«, som han har skrevet til Østre Landsret.

Landsretten har dog besluttet, at hvis der igen opstår sygdom, må der foretages afhøringer efterfølgende, alternativt uden for almindelig arbejdstid.

Her tog landsdommeren også hensyn til, at Christian Harlang har indkaldt to personer til at afgive forklaring, der begge er højt oppe i alderen: Den ene er Anne Lunns læge gennem årtier på 85 år. Den anden er Anne Lunns fætter, Jens Christensen på 94 år. Hans bror, Claus Christensen er i mellemtiden død – også han blev 92. Men alle tre har afgivet vidneforklaring flere gange i sagen blandt andet i byretten.

»Selv om de begge er friske og raske, lever de jo ikke evigt, så, ja, vi vil gerne snart have sagen afsluttet,« siger advokat Niels Henrik Christensen.

Forude venter selve arvesagen, som ikke kan afsluttes, så længe der verserer en retssag om gyldigheden af tilføjelsen til testamentet.

»Boets behandling er jo gået i stå, så det her skal jo løses. Men det er efter min mening spild af samfundets ressourcer, at det skal trække i langdrag på denne måde,« siger Jens Christensen.

Centralt i striden står altså spørgsmålet om, hvorvidt Anne Lunn var dement og blev manipuleret af René Cambo Lunn og Christian Harlang.

Eller om hun underskrev de mange dokumenter af egen fri vilje for at hjælpe René Cambo Lunn, som hun mente blev uretfærdigt behandlet. Sønnens del af familien mener, at Anne Lunn allerede var begyndende dement, da hun kom på plejehjem.

»Jeg lagde først for alvor mærke til det ved hendes 90-års fødselsdag i 2010. Jeg sidder ved siden af hende, og efter 10 til 15 minutter går det op for mig, at hun ikke aner, at det er hendes fødselsdag. Der bliver holdt tale, og hun spørger: ’Hvem taler de for?’ og jeg svarer: ’Det er for dig, Anne. Det er jo din fødselsdag.’ Men kort efter havde hun glemt det igen,« siger Jens Christensen.

Anne Lunns svigerdatter har også fortalt i byretten, hvordan Anne Lunn »tog en teske op til øret i den tro, at det var en telefon, mens hun trykkede på en avis.«

Anne Lunn blev flere gange tilset af en psykiatrisk overlæge, der diagnosticerede hende med Alzheimers og demens – senest i april 2012, hvor han beskrev hende som »desorienteret i tid sted og egne data«. For eksempel kunne Anne Lunn ikke huske, hvor gammel hun var, hun kendte ikke årstallet eller navnet på statsministeren, og hun vidste ikke, hvor hun boede.

»Demensgraden er så udtalt, at hun er ude af stand til at tage vare på sig selv,« konkluderede overlægen, der anbefalede, at Anne Lunn blev tildelt en uvildig værge, der kunne forvalte hendes økonomi.

Privatfoto

’Hun hørte dårligt’

Christian Harlang mener imidlertid, at den psykiatriske overlæges diagnose af Anne Lunn ikke kan bruges til noget: »Anne Lunn var ikke dement. Hun var en ældre svagelig dame, og hun hørte dårligt. Men en ting er i hvert fald helt sikker: Hun havde både vilje og forståelse tilbage,« siger Christian Harlang.

Han har fået en svensk professor og ekspert i demens Jan Marcusson til at læse journalerne. Og blandt andet på basis af Volker Riedlins erklæring underkender professoren den danske overlæges vurderinger af Anne Lunn.

»Jeg mener, at med Marcussons vurderinger er der omsider gået hul på bylden, som hidtil har været inficeret af et samvirke mellem familien Christensens undertrykkelse af Anne Lunn og visse dele af retssystemets interesse i at skade mig. Altså en kombination af private og magtfordrejningsmæssige motiver,« siger Christian Harlang. Han påpeger desuden, at man rent juridisk ikke er retsløs, fordi man har fået konstateret demens:

»Der findes domme i flere andre sager, der lægger vægt på, at demenstilstande svinger, og at selv om folk er demente, er de i stand til at disponere over deres forretninger. I dansk ret er det anerkendt, at selv stærkt demente personer kan have lyse øjeblikke.«

Sommeren 2012 fik Anne Lunns fætre igangsat en værgesag, og en uge efter at hun havde skrevet generalfuldmagten til Christian Harlang, blev hun sat under værgemål. I første omgang midlertidigt, men et halvt år senere permanent.

— Hvis Anne Lunn ikke var dement, hvorfor kom hun så under værgemål?

»Fordi det hele er en stor manipulation. De var ude på at forhindre Anne Lunn i at begunstige sit barnebarn. Og det gjorde de ved at sige, at hun ikke kunne bestemme noget selv. Hun blev reduceret til en grøntsag,« siger Christian Harlang.

Modpartens advokat Niels Henrik Christensen mener ikke, der kan være nogen tvivl om Anne Lunns fremadskridende demens og afviser, at værgemålet skulle være presset igennem:

»Man kan ikke manipulere retsvæsenet til at etablere et værgemål over en person, der ’bare hører dårligt.’ Når det sker i både økonomisk og personlig henseende, er det, fordi der ikke er skygge af tvivl om, at den pågældende har behov for beskyttelse mod manipulation og udnyttelse,« siger han og henviser til, at Anne Lunns demens er blevet slået fast i adskillige retsinstanser, både i forbindelse med værgemålet, men også i to fogedsager, som blev anlagt mod René Cambo Lunn for at få ham ud af Anne Lunns lejlighed, hvor han havde bosat sig.

»Når sagen hovedforhandles den 28. januar, er det femte gang, Landsretten beskæftiger sig med, om Anne Lunn var svært dement. De fire andre gange har den fastslået, at det var hun,« siger han.

Christian Harlang og senere Christian F. Jensen har i den nuværende sag bedt om at forelægge psykiater Volker Riedlins speciallægeudtalelse for Retslægerådet.

De har henvist til indholdet i erklæringen blandt andet i Byretten, samt i førnævnte sag i Advokatnævnet i 2014 og i en pressenævnssag mod Dagbladet Information foråret 2015 i forbindelse med et portræt af Christian Harlang. Hvad begge advokater undlod at fortælle er dog, at erklæringen er trukket tilbage af psykiateren for tre et halvt år siden.

I august 2012 – to måneder efter at Volker Riedlin i juni havde besøgt Anne Lunn på plejehjemmet – modtog han nemlig et brev fra embedslægen.

Heri stod, at Anne Lunn gennem længere tid havde været tilknyttet Gerontopsykiatrisk Center, hvor en overlæge som før nævnt allerede et år forinden havde konstateret, at hun led af alzheimers, og at personalet på plejehjemmet regnede hende for dement. Embedslægen undrede sig derfor over, hvordan psykiateren kunne komme til den stik modsatte konklusion.

»Jeg kan se, at det hele er grueligt galt. Jeg går rundt om mig selv nogle dage og tænker. Men jeg lægger mig fladt ned og skriver et brev til embedslægen om forløbet, hvor jeg beklager og trækker erklæringen tilbage. Embedslægen svarer, at jeg ikke har været omhyggelig nok, men at man kan se, at jeg er blevet narret til at skrive en erklæring på grundlag af misvisende oplysninger,« siger Volker Riedlin og tilføjer:

»Jeg er berørt af, at jeg ikke et gået til bunds i sagen og har indhentet baggrundsinformation.«

Privatfoto

Ubetalt lægeregning

Efterfølgende kontaktede han Christian Harlangs advokatkontor. Her fik han Christian F. Jensen i telefonen og fortalte ham, at han trak erklæringen tilbage.

»Han siger til mig, at det skal jeg ikke gøre. Men jeg fastholder, at jeg trækker den tilbage,« siger psykiateren.

Han er vred over, at erklæringen alligevel gentagne gange er blevet brugt af Christian Harlang til at føre bevis for, at Anne Lunn ikke var dement.

»Erklæringen er forkert. Det er latterligt, at den bliver brugt til noget som helst.«

At Volker Riedlins forlængst havde fortalt Christian Harlangs kontor, at han trak erklæringen fik Landsretten først at vide i oktober 2014, da han skriftligt henvendte sig til Harlang med samme budskab. Kort efter afsagde retten en kendelse om, at Christian Harlang ikke kunne få lov at fremlægge erklæringen for retslægerådet.

Christian Harlang vil dog ikke anerkende, at erklæringen er trukket tilbage:

»Det er et faktum, at Volker Riedlin har undersøgt hende og fundet, at hun ikke var dement. Der er så nogen, der har skræmt ham efterfølgende, og har lagt pression på ham, så han trækker erklæringen tilbage. Men man kan ikke trække virkeligheden tilbage,« siger Christian Harlang.

Til hovedforhandlingen på torsdag er Volker Riedlin bedt om at møde som vidne. Psykiateren forstår ikke selv hvorfor. Da Christian Harlang for første gang indkaldte ham som vidne i efteråret 2014, gjorde han opmærksom på, at han jo havde trukket erklæringen tilbage.

Som dokumentation fremsendte han sin redegørelse for forløbet til embedslægen. Det resulterede i en mail fra Christian F. Jensen, hvori der står, at hvis psykiateren fastholder ’at være blevet narret’, vil Christian Harlang »forbeholde sig sin retlige stilling overfor ham«. På godt dansk betyder det, at han risikerer at blive sagsøgt. Han holder dog fast i sin udlægning.

I juni 2012 sendte Volker Riedlin i øvrigt Christian Harlang en regning for udarbejdelsen af erklæringen. Den lød på 3.600 kroner plus moms. Regningen har Christian Harlang dog aldrig betalt, fortæller psykiateren:

»Men det er helt i orden. For erklæringen er ikke det papir værd, den er skrevet på.«