Læsetid: 9 min.

»Vi begyndte som amatører. Nu spørger Røde Kors os om hjælp«

Siden september har en gruppe unge frivillige - primært med anden etnisk baggrund - hjulpet flygtninge, som rammer Københavns Hovedbanegård. Grænsekontrollen i Sverige og Tyskland har ikke ændret væsentligt på det, de ser som deres opgave: at hjælpe mennesker i nød
De to kvinder Halima Ahmedi (t.v.) og Aya El Abbassi er som de fleste andre af de frivillige kommet hovedkulds ind i hjælpearbejdet. En spontan handling for et par måneder siden, som nu har fundet sin egen dynamik.

Ulrik Hasemann

9. januar 2016

Den unge syriske mand, Mikael på 24 år traver tværs hen over Københavns Hovedbanegård med kurs mod spor 1. Han er fra Damaskus, men på vej til Østrig for at se sin mor, som netop er kommet til Europa. De har ikke set hinanden i tre år, mens han har opholdt sig på skift i Ungarn, Grækenland, Tyrkiet og Tyskland.

»Jeg glæder mig til at se hende. Og bagefter håber jeg at få familiesammenføring med min kone. Hun er i Jönköping i Sverige.«

Mere når Mikael ikke at fortælle, før han maser sig ind i toget mod Hamborg sammen med to andre mænd. De har opgivet at komme til Sverige på grund af den nye identitetskontrol.

»Held og lykke,« siger Erkan Sari og klapper Mikael på skulderen. Han har netop fulgt mændene ned til det rigtige tog. Erkan Sari er en af de unge danskere, som spontant har organiseret sig under navnet ’Hovedbanegårdens frivillige’, og som gennem flere måneder har arbejdet i døgndrift i ankomsthallen med at tilbyde mad, tøj og rådgivning til de tusindvis af flygtninge, de har mødt. De er ikke svære at spotte.

»Man kan kende dem på deres ansigtsudtryk. De ser tit meget forvirrede ud,« forklarer Erkan Sari.

Efter at have været på banegården et par gange hen over nogle døgn forstår jeg, hvad han mener: De almindelige passagerer går målrettet mod udgangen eller hilser hjerteligt på familiemedlemmer. Flygtningene stopper op og kigger sig omkring, før de tøvende begynder at gå hen ad perronen.

Erkan Sari, 26 år, har været med fra starten og er nu hovedkoordinator for overt et halvt hundrede unge, som på skift hjælper til på banegården. Han blev selv kastet ind i arbejdet, da han i begyndelsen af september tog ud i Københavns Lufthavn med et fad sandwich, fordi han tænkte, at der måske var nogle af de nytilkomne flygtninge, der havde brug for en bid brød.

Men i løbet af kort tid fandt en gruppe unge sammen og fik organiseret sig på Hovedbanegården, hvor der var akut brug for hjælp.

»Der var ingen andre, der tog ansvar. Og så blev det os,« forklarer han.

»Da jeg så, hvor meget jeg hjalp de første dage, blev jeg ved.«

At tegne døden

Siden den 12. december sidste år er også Røde Kors trådt til med frivillige, og DSB har stillet et lokale til rådighed i den ene ende af banegården, hvor der før var posthus. ’Tryghedszone’ står der på syv sprog på et skilt udenfor. Røde Kors vil ikke have besøg af pressen, men vi får lov til at kaste et blik indenfor:

Her er brugte sofaer og stole og et par tæpper med orientalske mønstre på det grå flisegulv. Ved et bord i den ene ende kan flygtningene forsyne sig med varme drikke og wienerbrød. I den anden ende er der et legehjørne til børn med tegninger hængt op på væggen. Ellers er juleroser og landskabsmalerier med birketræer og gråænder på himmelflugt den eneste pynt.

»Ud over at tilbyde varme, mad og et sted at være hjælper vi også de strandede flygtninge med trafikinformation, lægehjælp og varmt tøj. Vi følger også folk ned på Station City, hvis de vil søge asyl,« fortæller Aya El Abbassi.

Hun er 22 år og lige ved at være færdiguddannet som socialrådgiver. Hun har også været i gang på banegården i fire måneder nu. Hendes fætre var med til at køre flygtninge fra Rødby i begyndelsen af september. Da hun hørte det, tog hun ind til Hovedbanegården for at hjælpe, og i løbet af få døgn befandt hun sig midt i et netværk af unge, der udvekslede telefonnumre og begyndte at organisere sig.

»Og så er det bare ikke stoppet. Vi har taget imod tusindvis af mennesker.«

Aya el Abbassi har palæstinensisk baggrund, men er vokset op på Amager i København. Hun har stået for økonomien, mens andre i den otte mand store hovedkoordinationsgruppe har stået for mad- og tøjdonationer, kontakt til pressen og meget mere. Det sværeste har været alle de skæbner, som bogstaveligt talt er rejst ind og ud af de unges liv.

»Det er jo begrænset, hvor meget man kan gøre. Vi er jo ikke professionelle. Og hvordan taler man med traumatiserede børn? Det har ingen jo lært os,« siger Aya el Abbassi.

Hun og fortæller om en pige på seks år, der byggede et tårn af Lego og sagde: »Her skal vi bo.« Derefter byggede hun en pistol: »Så vi kan dræbe folk.«

Hendes far var blevet skudt, og for hende betød pistolen sikkerhed. »Det ramte mit hjerte.«

Har opdaget civilsamfundet

Siden midnat mandag den 4. januar har der været ID-kontrol ved den svenske grænse. Efter en mere rolig måned har de frivillige forberedt sig på mere arbejde. Men det er ikke flygtninge, som løber dem over ende de første dage. Det er medierne. Uden for lokalet står danske og svenske journalister i flok. I løbet af mandagen indfører regeringen også grænsekontrol ved Tyskland. Flere laver standups og taler om ’dominoeffekt’ og peger på døren, mens de siger at: »Her bag døren sidder nogle af de mennesker, det hele handler om.«

Erkan Sari lægger ikke skjul på, at han mener, at organisationer og myndigheder burde være trådt til meget før. De første måneder var presset massivt.

»Vi følte os svigtet. De store samlede masser af millioner ind. Men hvor landede hjælpen henne? I hvert fald ikke her,« siger Erkan Sari.

Han har tyrkisk baggrund og er opvokset i Urbanplanen – et socialt boligbyggeri på Amager. Her bor han stadig. Han læser til pædagog, og så har han med sine egne ord været »en værre rod«.

På en tur gennem Hovedbanegården nikker han til nogle af de betjente, som patruljerer i salen.

»Jeg kender dem fra gamle dage. Ham den ene har anholdt mig flere gange. Men nu hilser vi pænt på hinanden.«

Det er nogle år siden, han begyndte at skifte kurs i sit liv. Men de seneste måneder har betydet ekstra meget:

»Man lærer jo mange ting, når man laver humanitært arbejde: at se andres situation og forstå dem. Jeg er blevet mere moden. Mange af mine nærmeste er overraskede over de ting, jeg gør nu.«

De unge holder konstant øje med tog fra Flensborg, Esbjerg, Fredericia og Hamborg og to-tre gange i timen traver de langs perronerne for at kontante flygtninge og tilbyde hjælp. De går også i teams med frivillige fra Røde Kors, som skal lære rutinen.

»Vi begyndte som amatører. Nu beder Røde Kors os om hjælp.«

»De mente ikke, at der var et behov de første mange måneder, men man må rose dem for, at de endelig er kommet,« siger Erkan Sari

Nogle af de unge frivillige sætter sig i baglokalet på et par flyttekasser og spiser deres frokost med udsigt til sko i alle størrelser, bleer og tøj i bunker.

»Det er virkelig er gået op for mig, hvor stærkt civilsamfundet er. Hvor stor betydning det har, at vi alle sammen hjælper, hvor vi kan,« siger Aya el Abbassi, mens hun spiser.

Flere af de unge har været på kursus hos Dansk Flygtningehjælp, så de kan forklare de mest basale regler om asyl, ophold og lignende til de flygtninge, der ankommer. Men mest af alt har de nyankomne brug for en pause, mad og lidt varmt tøj. Nogle vil videre, andre vil søge asyl, og andre igen vil tilbage, hvor de kom fra. Og så er der dem, der skal tænke sig om.

Det gælder f.eks. en lille afghansk familie, der har været her et døgns tid. Moderen har ikke haft overfrakken og sit uldne tørklæde af, siden hun ankom med sin mand og en spinkel dreng på omkring fire år. De havde retning mod Sverige, men nu sidder de her i en aflagt gul sofa og venter på at få overført penge fra udlandet, mens de overvejer, hvor de skal tage hen. Den lille dreng skubber rundt med en legetøjsbil på gulvet langs med det, der engang var posthusets diskretionslinje.

»De er frustrerede, og man kan godt forstå dem. De er kommet så langt, og så mangler de lige det sidste stykke,« siger Aya el Abbassi, der stadig kan huske den første kvinde, hun hjalp. »Men efterhånden flyder mange ansigter sammen.«

»Man får hård hud. Vi har virkelig været igennem meget. Vi har grædt med nogle af de her mennesker. Men heldigvis er vi sammen om det.«

Bortset fra nogle få blege danskere, er langt størstedelen af de frivillige unge med anden etnisk baggrund.

Erkan Sari forklarer hvorfor:

»Mange af de her mennesker kommer fra Mellemøsten‚ og vi kan relatere til deres situation. De kommer fra krig og har mistet familiemedlemmer, og flere af os har enten selv været flygtninge eller kender nogen, som har været det. Så vi ser dem på en måde som vores egen familie og egne venner. Og vi møder dem også sådan.«

Han tror også, at det er en fordel, at de tilsammen kan seks sprog og endnu flere dialekter, og at de kommer som civile frem for myndigheder, som mange flygtninge ikke stoler på.

»De kan mærke, at vi hjælper dem med hjertet,« siger Erkan Sari

En mand kommer gående til tryghedszonen. En papaply stikker op atf hans rygsæk, og han slæber på en stor, tung stribet plastiktaske. Nogle flygtninge har mobiltelefon og kopier af deres papirer. Andre har mistet alt undervejs: Det er blevet stjålet, faldet i vandet eller de har glemt det om bord på toget.

Halima Ahmedi synes, at kravet om ID-papirer ved grænsen til Sverige er ærgerligt.

»Det er en kæmpe udfordring for de mennesker, det handler om. Mange af dem vil jo videre til Norge og Finland, fordi deres kone, mand eller børn er der. De kan jo også blive her og søge familiesammenføring, men der kan gå meget lang tid, før det lykkes.«

Hun er 21 år, har marrokanske rødder, men er opvokset i Valby og læser psykologi på Syddansk Universitet. Det har været en kamp at passe studierne, imens hun har været på hovedbanegården i flere døgn ad gangen. Alligevel har hun netop fået 12 til eksamen. Hun skrev om personlighedsudvikling hos flygtningebørn. »Det var ret oplagt,« som hun siger.

Nu kommer de også fra Sverige

Hen under aften lukker butikkerne på Hovedbanegården. Enkelte rejsende trækker rullekufferter igennem det store lokale. Omkring klokken 23 kommer syv politimænd og henter to kvinder med tilsammen fem små børn, som alle syv vil søge asyl. De taler kun farsi, og de unge hjælper med at tolke for politifolkene, som ender med at kører kvinderne til Sandholmlejren. En af de små drenge har tisset i en sofa, fordi han faldt i søvn, mens de ventede. Betrækket bliver taget af og sendt til vask. Efter midnat kommer 7-Eleven og donerer brød og kager, der er til overs fra butikken. Der ligger folk i sofaerne og på gulvet på liggeunderlag. Også Halima ender med at tilbringe hele natten på banegården.

Som ugen går, bliver det klart, at der er sket en stigning i antallet af mennesker, der søger asyl i Danmark, mens aktiviteten på Hovedbanegården er nogenlunde den samme som før. Den største forskel er, at trafikken nu også kommer fra Sverige, hvor flygtningene bliver afvist.

»Selv om vi siger til dem: ’Du kan ikke komme til Sverige uden ID,’ så forsøger mange alligevel. Og vi kan jo ikke holde dem tilbage. Der var to unge fyre, som rejste for et par timer siden. De ville tage chancen. Dem ser vi nok snart igen,« siger Halima Ahmedi

Både hun og Erkan Sari er enige om, at selv om der den kommende tid skulle vise sig ikke længere at være brug for dem på Hovedbanegården, er de klar til at omorganisere sig. De finder bare et andet område, hvor der er lige så stor brug for hjælp:

»Vi er ikke færdige med det her. Vi er ildsjæle,« siger Halima Ahmedi.

»Men jeg tror ikke, jeg ville koble mig på en stor organisation. Jeg har oplevet, at vi i den her situation kunne gøre mere nytte på en anden måde.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pia Qu
  • ingemaje lange
  • Jan Pedersen
Pia Qu, ingemaje lange og Jan Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu