Læsetid: 9 min.

Chicagobydel fører endeløs kamp mod narkomarkeder

Pushere og stofkunder flokkes omkring Garfield Park i Chicagos West Side, hvor især efterspørgslen på heroin er stigende – men ildsjæle blandt lokale borgere nægter at kapitulere over for narkokriminaliteten
Heroinmisbrugerne Ozzy (t.v.) og John forbereder deres morgendosis i en parkeringsgarage i Chicago.

Heroinmisbrugerne Ozzy (t.v.) og John forbereder deres morgendosis i en parkeringsgarage i Chicago.

Chuck Jines/Barcroft India

9. januar 2016

Chris har ikke taget heroin i 34 dage, men tager ikke for givet, at han vil kunne holde sig stoffri fremover. Lige nu sidder han med sin baby på et behandlingscenter og venter på at komme for retten. Uden for centret myldrer det med narkohandlere i gaderne på Chicagos West Side.

De er klar til at sælge heroin til enhver, der kan betale 50 dollar. Ifølge de amerikanske myndigheder blev heroinmisbruget næsten fordoblet i USA fra 2007-2013, men her i Garfield Park har stofafhængighed været del af dagligdagen i årtier.

»Når jeg går derud, står der 30 mennesker i kø, og en 10- eller 11-årig står klar til at kropsvisitere mig, hvis jeg vil op ad trappen for købe stoffer. De skal sikre sig, at jeg ikke har aflytningsudstyr på mig«, siger Chris. »Det er ligesom noget i en film«.

Den 25-årige har købt stoffer i kvarteret i de sidste syv år og kender alt til risikoen ved afhængighed: I marts i år endte han tre gange i en overdosis.

Dag og nat sidder pusherne på trappeafsatserne til karreerne eller hænger ud på byggetomter, klar til at sælge narko. Territorialkrige mellem bander er hyppige og voldsomme, og de er hovedårsagen til, at West Garfield Parkområdet havde byens højeste mordrate i 2014.

Men kunderne bliver ved at komme.

’Chris’, der ikke ønsker sit rigtige navn frem, taler med The Guardian umiddelbart før, han skal tage plads på anklagebænken i en retssal, hvor han har udsigt til at blive idømt fængsel i ni måneder på grund af overtrædelser af prøveløsladelsesbestemmelser. Han afbrød kontakten til sin tilsynsværge, hvilket udløste en arrestordre.

Borgere i Garfield Park har forsøgt at drive narkohandlen ud af deres kvarter, siden den invaderede det tilbage i 1980’erne.

I Chicago Tribune i maj 1993 kunne journalisten Richard Jones konstatere, at krydset mellem Kilbourn og Maypole i Garfield Park havde »næsten legendarisk status« som friluftsmarked for narkohandel.

I samme maj måned forsøgte beboerne at bekæmpe den lukrative handel med stoffer ved at opstille boder, der solgte limonade og bægre med slush ice på de samme steder, hvor pushere normalt forhandlede crack, marihuana, kokain og heroin.

Standene blev sat op ved de tre gadekryds, hvor narkohandlen plejede at være mest intens. Demonstranterne holdt skilte frem med tekster som: »Forsvind herfra, pushere«, »Hæng ud med slush-ice-slænget« og »Chill ud med limonade«.

»Vi ved, at vi ikke får stoppet det på den her måde,« udtalte en lokal borger, Otto McMath, til Tribune. »Men i det mindste kan vi holde dem væk i en dag eller to.«

Belejrede beboere

Over 20 år senere forsøger beboere, der har boet her i hele deres liv – f.eks. Maria Cole og pastor Michael Eaddy – at mobilisere alle ressourcer for at redde deres kvarterer.

Cole, som er sidst i 60’erne, lagde for første gang mærke til pushere, der prøvede at sælge narko i gaderne, i 1980’erne. Da et udendørs marked, for omkring fire eller fem år siden, dukkede op foran hendes eget hjem, besluttede hun at kæmpe imod.

»Jeg startede med at ringe til politiet. Mine naboer betragtede mig som en særling, for de var blevet så vant til det, at de ikke længere lagde mærke til det – men jeg var meget vred,« siger hun.

En del af hendes naboers modvilje skyldtes også frygt for gengældelse.

»Jeg indtog den holdning, at de godt måtte være bange, men det ville jeg ikke selv være.« siger Cole. »Nu vil jeg ikke fremhæve mig selv for meget, men jeg tror, at min holdning kom til at smitte af på mange. De så jo, at man ikke blev skudt, bare fordi man ringede til politiet.«

Mange i kvarteret tøver også med at ringe til politiet på grund af mistillid til ordensmagten. I sidste måned kunne det amerikanske justitsministerium meddele, at man ville indlede undersøgelser mod Chicagos Politiafdeling (CPD) for borgerretskrænkelser.

Blandt andet skulle politiet i et varehus på Homan Square have benyttet ’militære afhøringsteknikker’, ligesom mange af de afhørte senere ’forsvandt’.

Coles første erfaringer med at kontakte politiet indgød hende heller ikke megen tillid.

Hun fortæller, at politiet var meget længe om at reagere på hendes opkald og nogle gange bare ignorerede dem. Hvis de reagerede sendte de som regel blot en enkelt betjent i en patruljevogn, som så stod hjælpeløs over for 10 eller 11, sandsynligvis bevæbnede, pushere.

Hun besluttede derfor, at hun selv ville henvende sig på politistationen for at forklare, at med så svag en indsats, kunne man ikke bekæmpe narkohandlen.

»Der skulle omkring fem år til, hvor jeg irriterede dem ekstremt, før de begyndte at tage mig alvorligt,« siger Cole.

På denne solrige eftermiddag udpeger lokale beboere en række narkomarkeder, som politiet ikke har været i stand til at lukke ned.

»Jeg tænker stadig: En dag gør politiet måske noget ved det. En dag er pusherne måske væk. I hvert fald fra nogle af de her steder. Men det sker aldrig,« siger Chris.

Tidligere direktør for Chicago Politi Garry McCarthy sagde i 2012, at CPD nu ville skride ind mod udendørs markeder med ’landkrigsmetoder’.

Frem til udgangen af 2015 har politiet da også foretaget over 5.500 narkorelaterede anholdelser i 11. distrikt, som omfatter Garfield Park.

Bob Kane, en CPD-talsmand, forklarer i en e-mail, at »CPD gør brug af nærpoliti og kontakter til lokale borgere for at identificere de problemer, der plager lokalsamfundet.«

»Men vi kan ikke diskutere vores strategier nærmere offentligt. Det vil give de kriminelle en fordel og hindre vores politiarbejde,« skriver Kane videre. »Men jeg kan forsikre om, at vi afsætter alle nødvendige ressourcer for at adressere lokalsamfundets bekymringer og har et tæt samarbejde med lokalsamfundet om at indkredse problemerne.«

Når et marked lukker ned på grund af en koncentreret politiindsats eller pres fra lokalsamfundet, opstår det som regel bare et andet sted i nabolaget.

Pastor Michael Eaddy siger, at det skyldes, at disse markeder i sidste ende er et resultat af systematisk raceundertrykkelse og økonomiske og uddannelsesmæssige svigt.

I de sidste 15 år har Eaddy været præst for People’s Church of the Harvest på West Fifth Avenue, der ligger klos op ad en ledig grund, der samtidig er friluftsmarked for narkohandel.

Da han kom til kirken, var det almindeligt, at grupper på over ti mennesker samlede sig direkte foran kirkeporten for at sælge eller indtage deres stoffer.

Eaddy, der har boet hele sit liv på West Side, besluttede at kæmpe mod problemet »fra alle tænkeligt, vinkler«. Han forsøgte at blive venner med pusherne, at hjælpe dem ind i uddannelsesprogrammer, at samarbejde med politiet og at afholde basketballturneringer.

»Vi giver dem mad. Vi taler med dem. Vi har gjort alt, hvad vi kunne finde på, men vi står stadig med det samme problem, for det her stikker langt, langt dybere,« siger Eaddy.

»Det handler om økonomiske afsavn, det handler om ringe uddannelseskvalitet. Det er systemisk, og der er ikke nogen lappeløsninger eller symptombehandlinger, der kan rette op på det.«

Selv om stofmisbrugernes demografi ændrer sig, fortæller Eaddy, at de mennesker, der bliver pushere, konsekvent har det til fælles, at de er blevet svigtet af uddannelsessystemet, og at de er vokset op i dyb fattigdom.

Han pointerer, at det vil kræve en indsats fra myndighederne på alle niveauer – statsligt, forbundsstatsligt og kommunalt – bakket op af lokalsamfundet – for at ændre på disse tilstande.

»Der kan rettes op på alt. Spørgsmålet er, hvor mange kræfter vi vil lægge i det. Hvor oprigtigt vores engagement er. Mange har det kun i munden,« siger Eaddy.

Ligesom Cole så Eaddy, hvordan narkohandlen først begyndte at skyde frem i Garfield Park i 1980’erne. Kvarterets infrastruktur er velegnet. To højbanetoglinjer, den grønne og blå, passerer gennem kvarteret, som gennemskæres af Eisenhower Expressway – af medierne kaldet Heroin Highway.

Det gør kvarteret let tilgængeligt for folk fra forstæderne og andre dele af Chicago, der gerne vil købe narkotika. Og for dem, der gerne vil sælge såsom de mexicanske narkokarteller, der har siddet på markedet i Chicago i de fleste af de sidste 15 år.

Sinaloa-kartellet leders El Chapo Guzman, der for i øjeblikket eftersøges efter en fangeflugt, betegnede engang Chicago som sin »hjemhavn«.

En rapport fra USA’s narkobekæmpelsesmyndighed, Drug Enforcement Administration (DEA), fra april 2015, fastslår, at der i dag »ikke længere findes en typisk heroinmisbruger«.

Brugen af ​​det stærkt vanedannende stof er steget på tværs af alle demografiske kriterier – køn, alder og indkomstniveau.

Ikke helt så mange bruger heroin som meth, marihuana, smertestillende piller og kokain, fremgår det af rapporten, men brugen af stoffet stiger meget hurtigere end brugen af nogen af ​​de øvrige.

Dan Bigg, der har arbejdet med narkoafvænning i Chicagos West Side i 25 år, siger, at heroinmarkedet ikke har ændret sig grundlæggende, så længe han kan huske.

»I sidste ende handler det om efterspørgsel. Hvis folk ønsker noget på et frit marked – om det så er en Chevrolet Chevette eller heroin – så vil de også få det,« siger Bigg. »Den eneste udfordring kan være prisen, men markedet er så stærkt, at selv lidt militarisme fra politiet side ikke kan påvirke den.«

Bigg ser kun én virkelig løsning: narkotikalegalisering.

»Her står jeg i blå jeans og T-shirt, og Medellin-kartellet og de andre er mere bange for mig, end de er for DEA (Drug Enforcement Administration, red.), deres geværer og elektroniske overvågningslort, for de er ikke ude på at udrydde det ulovlige stofmarked, sådan som jeg er«, siger Bigg. »Står det til mig, skal folk kunne få heroin hos deres læge og bruge det under medicinsk sikre forhold, som det sker i Genève og mange andre steder i Europa.«

Han mener, at ved at fjerne det illegale marked ville Chicago også kunne nedbringe sin meget høje voldskriminalitet drastisk. Selv om byen har kunnet notere et betydeligt fald i mordraten i West og South Side, er den fortsat høj.

Ligesom narkotikamarkeder er skudkampe en accepteret del af livet i kvarteret. Politiet har flere steder installeret sensorer, der varskoer om den slags, fordi beboerne ofte bare ignorerer det.

Chris, narkokunden, har oplevet sin del af volden.

Engang på en af ​​de koldeste dage af året, tiggede han i det velhavende Oak Park-område, der er berømt som fødested for Ernest Hemingway og for sine Frank Lloyd Wright-bygninger. Det var koldt, men han higede efter en portion heroin, så han gjorde, hvad han altid gjorde, når han havde brug for et fix – tiggede penge af fremmede.

En mand, der sagde, at han var eksnarkoman og lige kommet ud fængslet, tilbød at tage Chris indenfor i en times tid, give ham lidt mad og give ham penge til at købe stoffet.

»Jeg var godtroende. Det var så koldt, og jeg ville bare væk fra gaderne,« siger Chris. »Et eller andet føltes ikke rigtigt, men jeg havde bare ikke overskuddet til at være på vagt, og hvordan kunne mit liv alligevel blive ret meget værre. Jeg håbede jo på, at han ville hjælpe mig.«

Manden ville imidlertid ikke lade Chris forlade sit hjem. Han forlangte seksuelle ydelser til gengæld for det, Chris troede var venlighed. Med tårer i øjnene bønfaldt Chris manden om at få lov til at gå uden at opfylde hans krav. Det gik manden til sidst ind på, men han fulgte ham hele vejen ned til E1-toget for at sikre sig, at Chris ikke ville fortælle nogen om sin kortvarige bortførelse.

Sidste år oplevede Chris også at få sat en pistol for hovedet, hvorefter han fik besked på at sætte sig på en trappeafsats ved siden af en anden person.

»Jeg havde 15 dollar i min lomme og jeg troede virkelig, de ville dræbe mig for de 15 dollar, jeg sværger til Gud,« siger han. »Men den slags er bare helt normalt. Det sker overalt. Folk ved ikke, hvad der foregår i den her ende af byen.«

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu