Læsetid: 5 min.

Demokrater kan sagtens være farlige

Når man sammenligner den europæiske højrepopulisme med fascisme, lukker man øjnene for, at der også kan føres farlig og frihedsbegrænsende politik inden for demokratiets rammer. Det mener fascismeforskeren Roger Griffin
23. januar 2016

I mange år har en diskussion automatisk været tabt, hvis man har set sig nødsaget til at smide fascismekortet og sidestille moderne partier og deres politik med det forrige århundredes ekstreme ideologier. Men nu er der sket et skred. Stadig oftere bliver vestlige ledere eller partier kaldt for fascister.

Det gælder for eksempel præsidentkandidat Donald Trump i USA, men det sker også med europæiske ledere såsom Ungarns Viktor Orbán.

Danmark fik for nylig sin egen fascismediskussion, da skuespilchef Morten Kirkskov i en kronik i Berlingske skrev, at den danske regering med blandt andet lovforslaget om at tage værdigenstande fra flygtninge viser fascistiske træk.

Neopopulisterne er ikke antidemokrater

Roger Griffin, der er professor ved Oxford Brookes University i England, og som er en af verdens førende fascismeforskere, har også bemærket, hvordan det ligefrem er blevet fashionabelt at benytte fascismebegrebet i politiske diskussioner. Men han afviser blankt, at de europæiske højrepopulister er en slags moderne fascister.

Der er uden tvivl, mener Griffin, europæiske fascister – for eksempel ser han Jobbik i Ungarn og Gyldent Daggry i Grækenland som fuldblodsfascister.

Men selv om de store europæiske højrepopulistiske partier som Le Front National i Frankrig, Lov og Retfærdighed i Polen og Dansk Folkeparti i Danmark både kan være paranoide, xenofobiske, have en nostalgisk længsel efter en svunden storhedstid og til tider være apartheid-agtige i deres lovgivning, er de »lysår« fra at være fascister, mener han.

»Dansk Folkeparti og andre neopopulister, som jeg kalder dem, er det tætteste du kommer på en massebevægelse i postfascisme-æraen, som både er fremmedfjendsk og besat af dekadence, storhed, forfald og kaos. Neopopulisterne gør alt dette, og det gjorde fascisterne også. Men populisterne gør det inden for rammerne af et liberalt demokrati,« forklarer Griffin.

For ham er netop revolutionsønsket det definerende og afgørende karakteristikum ved fascisme. Ønsker man ikke en omvæltning af demokratiet, så er man teknisk set ikke fascist, og den holdning bakkes op af langt de fleste eksperter på området.

Men bare fordi politik er skabt inden for demokratiets rammer, behøver den ikke at være demokratisk, påpeger professoren.

»Højreorienteret populisme kan være farlig, fordi den er udviklet inden for det liberale demokrati, men alligevel er en fjende af liberal humanisme. En højrepopulist kan føle sig meget antifascistisk eller anti- ekstremistisk, men alligevel være fremmedfjendsk og begrænse sin humanisme og medfølelse, så den kun gælder for etniske danskerne – alt sammen inden for demokratiets rammer,« mener Roger Griffin og uddyber, at fascisme refererer til noget, som vi anser for fremmed, og som kommer for at smadre det liberale demokrati udefra, mens højrepopulisterne er en trussel mod frihed, der kommer inde fra selve demokratiet. Derfor, mener han, er højrepopulisten og langt mere farlig end fascismen nu til dags.

Et sikkerhedsnet mod fascismen

Før borgerrettighedsbevægelsen vandt indpas i USA, dengang sorte amerikanere stadig blev nægtet de samme rettigheder som hvide amerikanere, var uligheden mellem racerne en integreret konsensus i den amerikanske idé om menneskerettigheder og frihed. Millioner af amerikanere var blinde over for modsætningen mellem USA som hjemsted for frihed og behandlingen af de sorte medborgere. De kunne simpelthen ikke se problemet, fordi undertrykkelsen af sorte jo i bund og grund kom fra demokratisk hold, mener Roger Griffin.

Og ligesom amerikanerne var blinde over for racehadet for 50 år siden, mener Roger Griffin, at mange europæere i dag ikke kan se, at der lige nu finder en »grim forurening sted«, af de europæiske, liberale demokratier – også i Danmark. En forurening, der uden problemer kan foregå inden for demokratiets rammer, som for eksempel, når der vedtages love, der begrænser rettigheder for ikkestatsborgere.

»I nutidens Europa foregår der det, som George Orwell ville kalde en doublethink, fordi man siger, man vil have dansk demokrati for de danske. Det kalder jeg apartheidliberalisme,« siger Roger Griffin og bruger desuden betegnelsen »paranoidt liberalt demokrati« om de polske og ungarske konstitutionelle indgreb og stramninger i medielove, fordi de sker på baggrund af frygten for, at nogen kommer og udvander landenes kultur indefra.

Griffin mener, at det ville være langt lettere, hvis Trump eller de polske og ungarske politikere rent faktisk var fascister.

»Men i stedet er de langt mere underspillede, og netop derfor kan de både være svære at gennemskue, men også svære at styre,« mener professoren.

Men selv om det er »latterligt«, når politiske modstandere sammenligner nutidens højrepopulister med datidens fascister, er den fascistiske ideologi ikke fuldstændig afkoblet fra den højrepopulistiske, forklarer Griffin.

I efterkrigstiden blev det politiske rum for ekstremistiske ideologier som fascisme lukket effektivt. Nazismen havde af åbenlyse årsager delegitimeret racisme og fascisme, og derudover var stabiliteten nogenlunde genoprettet i Europa gennem liberalt demokrati og kapitalisme. I stedet opstod en ny måde, hvorpå man kunne være xenofobisk og ultranationalistisk, men stadig være inden for partisystemet. Og netop herfra udsprang de højreradikale, populistiske partier, forklarer Griffin.

Pionerbevægelsen for denne nye bølge, hvor man både kunne være demokratisk og xenofobisk, var Front Nationale i Frankrig med Jean-Marie Le Pen i spidsen.

»Signifikant nok kom Le Pen selv fra en fascistisk baggrund. Men i løbet af 60’erne gik det op for franskmændene, at fascismen var død. Man kunne ikke skabe en stor bevægelse på baggrund af den diskrediterede bevægelse. Hvad de i stedet og med fuldt overlæg gjorde, var at begynde at tale om kultur i stedet for race. De begyndte at tale om kulturelle forskelle i stedet for raceoverlegenhed. Det var en meget klog diskursændring, fordi man dermed siger, at alle kulturer er lige, men at man ved at mikse kulturer ødelægger hjemmekulturen samt den anden kultur,« forklarer Griffin og tilføjer, at det er det tankegods, som nutidens europæiske populister har samlet op og haft stort held med.

Så nutidens populister udspringer helt klart fra fascismen, mener Griffin, men de har ingen intentioner eller ønsker om at agere ligesom fascisterne. I stedet har de skabt en ny måde at være højreorienteret på. Og det er en måde, som faktisk er et godt sikkerhedsnet imod de helt ekstreme højremiljøer.

»Populismen tillader folk at være racistiske uden at være fascistiske og voldelige. Og netop derfor ser vi på trods af økonomiske kollaps de sidste otte år og masseindvandringen ikke særlig meget rigtig højrefløjsenergi,« mener han og nævner desuden, at det er »en joke« at sammenligne nutidens europæiske krise med datidens kriser i Europa.

»Økonomisk krise og flygtningekrise kan slet ikke sammenlignes med desorienteringen, forvirringen og fattigdommen i mellemkrigstidens Europa. Der er ingen paralleller og ingen sand krise i det moderne Europa, og derfor er der heller ikke grobund for en revolutionær tankegang,« siger Roger Griffin.

Derfor mener den britiske professor ikke, at højrepopulisternes succes skal ses som et produkt af en sand europæisk krise. Den skal derimod ses som et resultat af højrepopulisternes effektive kampagne angående farerne ved indvandring og mangel på job. For selv om der ifølge Griffin ikke er tale om et særligt usikkert, europæisk landskab lige nu, kan mange mennesker godt alligevel subjektivt føle, at de befinder sig på usikker grund.

»Og det driver dem lige i armene på populisterne.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ole Steensen
Ole Steensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu