Læsetid: 9 min.

Film giver gangstere og mafiabosser nogle ordentlige skurke at se op til

Mafiabosser som den nyligt anholdte El Chapo har altid været glødende fans af gangsterfilm. For her kan de se sig selv ophøjet til glamourøse antihelte og deres elendige virkelighed tillagt ædle og episke kvaliteter. Ofte former filmene i højere grad gangsterverdenen, end gangsterne inspirerer fiktionen
Francis Ford Coppolas ’Godfather’ fra 1972 blev stilskabende for et par generationer af mafiosi. Selv Marlon Brandos svagt fremskudte hage i rollen som Don Vito Corleone blev minutiøst imiteret.

Francis Ford Coppolas ’Godfather’ fra 1972 blev stilskabende for et par generationer af mafiosi. Selv Marlon Brandos svagt fremskudte hage i rollen som Don Vito Corleone blev minutiøst imiteret.

Allstar/Polfoto

23. januar 2016

Da det for et par uger siden kom frem, at skuespilleren Sean Penn og Sinaloa-kartellets øveste leder, Joaquín ’El Chapo’ Guzmán, var mødtes personligt i forbindelse med en interviewaftale, var det ikke nogen overraskelse for dem, der kender mafiabossers psykologi: Guzmán vil hjertens gerne have lavet en film om sig selv.

Som jeg skrev i min bog fra 2006, Mafiaen i Napoli, er vi tilbøjelige til at tro, at gangsterfilmgenren efterligner den kriminelle underverden – men i virkeligheden forholder det sig modsat: De organiserede kriminelle bander er dybt optaget af gangsterfilmens univers.

Bosserne er er meget bevidste om, at mange af verdens mest sete film og tv-serier netop handler om spektakulær kriminalitet – og det gør dem ivrige efter at involvere sig aktivt i filmproduktionen i håb om at kunne præge den filmiske fremstilling i deres egen favør.

Gansterbosserne og deres tilhængere har stor interesse i disse film, fordi de her kan fremvise deres heltemod og sejre over ordensmagt og myndigheder.

Organiserede kriminelle bander fra Mexico til Italien har således altid ønsket, at gangsterfilm skulle fortælle historier, der dels var inspireret af dem, dels kunne inspirere dem selv. Her var der helte at efterligne, her var der bedrifter og adfærdskodekser at følge.

Al Capone var den første amerikanske gangster, der forsøgte at gøre sin indflydelse gældende. Det var da også hans øgenavn, Scarface, der i 1932 lagde navn til Howard Hawks’ berømte film. Mens instruktøren var i færd med at klippe filmen færdig, sendte Capone nogle af sine mænd til Hollywood for at få hold på, hvordan han blev skildret, og for at sikre sig, at hans figur i filmen ikke gjorde indtryk af at være en hjernedød lejemorder.

Først da det lykkedes instruktøren at forklare Capones gorillaer, at filmen var ren fiktion, gik de med til at forlade studiet. Filmen var blevet optaget to år tidligere, men censuren havde blokeret for premieren med den begrundelse, at den var for voldelig og forherligede gangsterlivsstilen.

I et interview udtalte Capone sin foragt for datidens gangsterfilm, som han kaldte ’rædsom barnemad’, men et rygte vil vide, at han havde sikret sig sit eget højt skattede eksemplar af Hawks’ film – i den ucensurerede version.

Filmen former virkeligheden

Penn stillede måske primært op til Rolling Stone-interviewet med Guzmán for sin personlige nysgerrigheds skyld. I interviewet benægter den mexicanske gangsterboss på ingen måde at være narkosmugler; Han praler af at være den største narkosmugler nogensinde: »Jeg har leveret mere heroin, metamfetamin, kokain og marihuana end nogen anden i verden. Jeg har en flåde af ubåde, fly, lastbiler og skibe.«

Han fortæller også, hvordan han vasker sine narkodollar – metoder, mafiaen ellers holder skjult.

I interviewet næver Penn bl.a John Gotti, den afdøde leder fra Gambino-familien – en af New Yorks største mafiaklaner, der altid hævdede at være en lovlydig forretningsmand – og andre mafiosi, der tilsvarende har påstået at tjene deres penge på at dyrke blomster eller drive landbrug.

Men El Chapo har ikke behov for de slags dækhistorier. Han vil hellere prale af sine militære bedrifter – helt bevidst om, at han på den måde leverer stof til en storfilm. Han ved også, at hans mange spektakulære flugtaktioner og efterfølgende arrestationer har fascineret mere end hans forbrydelser.

Da mexicanske marinesoldater stormede Guzmáns seneste skjulested i Los Mochis på Mexicos stillehavskyst fandt de blandt andet dvd’er med La Reina del Sur, en soap-opera om en kvindelig kartelboss spillet af Kate Del Castillo – filmstjernen, der bragte mødet med Penn i stand.

Mafiabosser har brug for et billede af magt og glamour, som slører en virkelighed, hvor de ofte må leve under jorden som rotter. Det kan filmen levere. Hollywoods billede af forbryderchefer – voldelige, men karismatiske og altid omgivet af kvinder – placerer dem genkendeligt og atraktivt, hvor de gerne vil være.

I Napoli, hvor jeg er vokset op, lagde jeg under den mafiakrig, der rasede i 2004, mærke til, hvorledes stræbsomme Camorra-medlemmer dyrkede bestemte gangsterforbilleder i film og tv – The Matrix, The Crow, Pulp Fiction og siden hen også Breaking Bad.

For en ambitiøs mellemleder i en gangsterorganisation er det normalt at påtage sig en velkendt rolle i det håb, at den bidrage til myten om bæreren og kan inspirere andre. Da Cosimo Di Lauro, søn og arvtager til mafiaboss Paolo Di Lauro, blev opsporet og anholdt i januar 2005, gjorde han intet forsøg på at flygte.

Til gengæld brugte han meget energi, før han blev vist frem for presse og tv, på at få gel i håret, style det i en hestehale og iføre sig en sort trenchcoat. Da han blev eskorteret hen til politiets bil, anlagde han et mørkt, skulende blik – en Brandon Lee-imitation. Han var The Crow. Børn dannede opløb i gaden for at tage billeder, og ’Di Lauro Crow’ blev hurtigt en populær screensaver.

Da Pulp Fiction kom frem, syntes Camorraens mordere pludslig at have glemt, hvordan man skyder: De vendte pistolerne om på siden, som man ser det i filmen. Resultatet var en elendig træfsikkerhed. De ramte typisk deres ofre i benene eller maven og måtte ofte afslutte likvideringerne på klos hold. Film efterligner ikke bare virkeligheden, men former den også.

Tarantinos antihelte var de ideelle modeller for kommende mafiosi, fordi de er rekrutteret fra den samme verden af tidløse, rodløse overløbere. Det er netop det billede, bosserne ønsker at videreformidle: De er outlaws, misforståede, plagede antihelte. Udstødt af civilsamfundet er de nødsagede til at fokusere på deres egen beskyttelse: sikre sig mod at blive taget, beskytte de svage imod en fjendtlig stat.

Livvagterne for Camorra-bossen Immacolata Capone, der blev skudt i 2004, var klædt ligesom Uma Thurman i Kill Bill: i lyse gule jumpsuits og med kortklippet blondt hår. To drenge, der blev dræbt under et skudopgør i Caserta, nær Napoli, samme år, havde også modelleret deres gangsterstil efter Pulp Fiction: Før de åbnede ild, havde de reciteret den klangfulde passage fra Ezekiels Bog, der i filmen er lejemorderen Jules Winnfields yndlingscitat.

Antihelten, der ikke frygter nogen fare – det er sådan, Camorraens medlemmer gerne ser sig selv. Cesare Pagano, chefen for en mafiaudbrydergruppe i Scampia ved Napoli, blev arresteret i 2010. Han var på det tidspunkt en af ​​Italiens mest eftersøgte forbrydere. Da han blev ført ud fra Napolis politihovedkvarter for blive kørt til fængslet, var han iført en T-shirt med et billede af Steve McQueen – skuespilleren, der var en rod som dreng og blev sendt på opdragelseshjem.

Effekten af ’Godfather’

Filmens verden har også tilført mafiaen et helt nyt vokabular til selvfremstilling. Udtrykket ’godfather’ var ukendt i den italienske mafia før Francis Ford Coppolas ikoniske film fra 1972. Betegnelsen for lederen af ​​en familie eller et familiemedlem var altid compare, aldrig padrino.

Det var først, da filmen havde haft premiere, at de italiensk-amerikanske mafiafamilier begyndte at bruge ’godfather’-ordet, og også først derefter, at de begyndte at iføre sig nålestribede jakkesæt og mørke briller – og i øvrigt indoptage replikker fra filmen i deres sprog.

Det er ikke kun børn, der er så letpåvirkelige. Luciano Liggio, chef for den sicilianske Cosa Nostra frem til midten af ​​1970’erne, lod sig konsekvent fotografere med fremskudt underkæbe svarende til Marlon Brandos fremstilling af Don Vito-karakteren i Godfather.

Og Gotti, der var kendt som Dapper Don, overtog siden stilen fuldstændig. I begyndelsen af 19​​90’erne, gik bossen for Cosa Nostra, Bernardo Provenzano – på trods af at han var på flugt fra polititet og den øverst placerede på Italiens nationale liste over eftersøgte – flere gange i biografen i Palermos centrum for at se og gense den sidste film i Godfather-trilogien.

I dag er den foretrukne film blandt sydamerikanske gangstere uden konkurrence Brian De Palmas stjernespækkede udgave af Scarface fra 1993 med Al Pacino i hovedrollen. Filmen har ændret den måde, horpå en ny generation af kriminelle gerne vil se sig selv.

Mafiamedlemmers krav til en gangsterfilm er, at den skildrer deres liv på en måde, de genkender, men med en episk kvalitet, som den kriminelle verden i virkeligheden er fuldstændig blottet for. En stor gangsterfilm må udelade øjeblikkene med den mest bestialske vold. Den må vise en boss, der behandler kvinder og børn med respekt.

Den kan ikke skildre elendigheden i den flygtende mafiosos skjulested, eller den tarvelige mad, han er tvunget til at spise. Den vil gå let hen over de lange perioder i skjul, hvor der ikke er andet at tage sig til end at vente på nyt – men ingen luksus og ingen kvinder. Kun måned efter måned, hvor man ikke kan se sine børn.

Hvad offentligheden må se, skal være det modsatte. I Casal di Principe ud for Napoli havde gangsterbossen Walter Schiavone en så storslået og luksuriøs villa, at den blev kendt lokalt som Hollywood. Da han planlagde husets opførelse, gav Schiavone sin arkitekt et eksemplar af Scarface og gav ham besked på at bygge ham et hus i stil med Tony Montanas.

I forskellige dele af Italien har flere mafiabosser opført villaer i stil med Montanas ekstravagante palazzo: Lederen af ​​Alvaro di Sinopoli-klanen, der holder til ved Reggio Calabria, påbegyndte et sådan byggeri til sine efterkommere.

Men mens hans sad i forvaring, beslaglade myndighederne det ufærdige byggeri. En anden monstrøs villa blev bygget nær Bologna af chefen for Mancuso-klanen, hvis formue er baseret på import af kokain fra Spanien og Colombia. Og den italienske mafias kærlighed til alt, der minder om Tony Montana, stopper ikke ved arkitekturen: Napoli-chefer vides at pleje deres tough guy-image ved at holde løver og tigre i bure.

Film kræver kompleksitet

Så hvad stiller vi op? Det er indlysende, at det ikke kommer på tale at holde op med at lave film om organiseret kriminalitet. Det eneste, vi kan gøre, er at prøve at undgå, at gangsterne bruger filmene til at sende skjulte budskaber.

Det virker i Sean Penns interview med El Chapo, som om El Chapo forsøger at meddele et eller andet til El Mayo Zambada, hans nære medarbejder og rival i Sinaloa-kartellet. Penn stillede ikke El Chapo nogen opfølgende eller dybdeborende spørgsmål. Han tilbød ham muligheden for at fremsætte en erklæring, og den slags er risikablet.

Film om kriminalitet kan ikke forpligtes på moralske budskaber, for så ville de blive belærende i deres karakter, hvilket igen ville betyde, at de ikke skildrede livet i al dets kompleksitet. Mafiabosser elsker de film, der virkelig afspejler deres virkelighed.

Pointen er denne: Film skaber ikke mafiaen, men film om mafiaen kan anskueliggøre eller afkode organisationen for dens medlemmer. De fortolker det liv, som føres af dem, der lever det. Filmskaberne har studeret organiseret kriminalitet og ved, hvordan den fungerer. De kan formidle en distanceret og lidenskabsløs indsigt – med et blik, de anlægger udefra.

El Chapo må have set tv-serien Narcos om Pablo Escobar: Han må have set, hvordan USA og det colombianske politi skildres som renfærdige, selv om korruptionen voksede epidemisk begge steder. Han må have besluttet, at han kunne gøre noget andet. At han kunne afsløre en eller anden dybere sandhed om vor tid på en måde, som kun en god mafiafilm kan gøre det.

I gangsterfilm dominerer spørgsmålet om magt alles relationer. De er kastet ind i en verden, hvor der ikke er findes rettigheder, og hvor man kun kan få det, man ønsker, ved at gribe til alle til rådighed stående midler – lovlige, ulovlige – tårer, smil eller maskingeværild. Hvor alle er i krig med alle andre. Og hvor vinderen er den, som er parat til at risikere fængsel eller død for at gribe magten.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu