Læsetid: 3 min.

Frygt og glæde i frikvarteret

Frikvartererne lignede en eksplosion af livglæde, men sådan var det ikke altid, og da jeg læste om nytårsovergrebene i Tyskland, dukkede noget fortrængt frem i min erindring
Frikvartererne lignede en eksplosion af livglæde, men sådan var det ikke altid, og da jeg læste om nytårsovergrebene i Tyskland, dukkede noget fortrængt frem i min erindring

Rasmus Fly Filbert

30. januar 2016

To gange i mit liv har jeg haft udsigt til skolegårde fra de lejligheder, jeg har beboet. En ganske underholdende udsigt. Første gang var, da jeg som nyuddannet journalist blev ansat på den socialdemokratiske avis Aktuelt i Nørre Farimagsgade. Avisen ejede baghuset, og her blev jeg sammen med kvinden i mit daværende liv installeret i en toværelses på anden sal med delelokum på bagtrappen. Helt fint, for ingenting var som at få sit eget, og i tilgift var der udsigt ned i en skolegård, som hørte til Det Kgl. Vajsenhus. Jeg fik at vide, at Anker Jørgensen havde været elev der. Skolen var fortrinsvis for forældreløse børn, og Anker havde mistet begge sine forældre, da han var fem år.

Når jeg tænker tilbage på Vajsenhusets skolegård, ser jeg ham for mig, som en satiretegner senere fremstillede ham, nemlig som den voksne Anker i børnestørrelse, iført overalls, som både børn og arbejdsmænd brugte. Jern-Anker, frit efter tegneseriefiguren Jern-Henrik. Ikke særlig venligt, men det har satiretegnere aldrig været, og her blev hans lave kropsvækst brugt imod ham. Det kunne have været værre. Faktisk var han i Bo Bojesens tegninger en ret nuttet og derfor elskelig figur.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

For nu at begynde med det sidste: Jo, det har jeg oplevet op til flere gange på egen krop i underskolen. Drenge, der talte om "hapselår", mens de ellers holdt godt fast på en og følte sig frem. Som regel stod en skare af andre drenge og kiggede på. De skyggede dermed, så ingen gårdvagt opdagede noget som helst.

Og det med at gå "rundt og rundt", det gjorde vi i underskolen, men ikke i gymnasiet. Men det var kun pigerne, der vandrede - og kun to og to.

Så var der alt det andet. Skoletasker og huer m.m., der blev revet fra en. Spark og spyt og en ond dreng i klassen, der satte en hængelås på en svag drengs finger, hvorefter han smed nøglen væk.

Forældre kunne være nødt til at møde op og tage fat i de værste børn (mobbere kaldtes de endnu ikke dengang), så deres poder af begge køn kunne være nogenlunde i fred.

Man kan godt spekulere over, om det, at der i skolegården fandtes et reservat - kaldet "Kyllingegården", hvor de 3 yngste årgange opholdt sig i frikvarteret, egentlig var fornuftigt. Mere reservat var det nemlig ikke, end at de større plageånder kunne løbe derind og te sig.

Netop der røg den gule hue i vandpytten.