Baggrund
Læsetid: 11 min.

Hvordan en umulig alliance reddede Tunesien fra kollaps

Mens mange revolutioner og fredsprocesser er slået fejl, er det lykkedes Tunesien at komme igennem den svære transition fra revolution til gryende demokratisering. Efter Det Arabiske Forårs optimisme stod Tunesien i 2013 på randen af borgerkrig, men fire af landets civilsamfundsorganisationer genoprettede den demokratiske samtale – og vandt Nobels fredspris
Adskillige tusinde demonstranter gik på gaden i Tunis i 2013 og råbte, at de ville have en ny revolution.

Niels Hougaard

Moderne Tider
2. januar 2016

Det er ikke så ofte, at Nobels fredspris går til en organisation, der ikke eksisterer. Men når man slentrer ned ad boulevarderne i det centrale Tunis, leder man forgæves efter Den Nationale Dialogkvartets hovedkvarter. Der findes nemlig intet kontor med messingskilt på muren, intet telefonnummer, end ikke en hjemme- side. Selv kvartettens navn blev opfundet af andre, efter den for længst havde fuldført sin mission. En mission, som bestod i at skabe en næsten umulig alliance for at redde det spæde tunesiske demokrati.

I sommeren 2013 var Tunesien i dyb krise. Optimismen efter Det Arabiske Forår, der i januar 2011 havde ført til, at diktator Zine al-Abidine Ben Ali helt spektakulært blev styrtet, var væk. I stedet var der protester, strejker, terrorangreb.

Overgangsparlamentet – den forfatningsgivende nationalforsamling – blev ledet af Ennahda, et islamistisk parti, der er ideologisk beslægtet med Det Muslimske Broderskab, og dets forsøg på at indføre en religiøs forfatning vakte indædt modstand fra landets sekulære kræfter. Sammenstød mellem para- militære grupper brød ud i hele landet, og Tunesien så ud til at skulle splittes i vold mellem islamisterne på den ene side og diktaturets gamle garde på den anden. Med et parlament berøvet al myndighed beredte Tunesien sig på samme skæbne, som var overgået de øvrige arabiske revolutionære ’forårslande’, Bahrain, Egypten, Libyen, Syrien og Yemen: knuste håb, mislykket demokratisering.

Den 3. juli havde Egyptens hærchef, general Abdel Fatah al-Sisi med opbakning fra millioner af demonstranter kuppet landets folkevalgte Muslimske Broderskabs-regering. I Tunesien frygtede Ennahda en lignende skæbne.

»Demokratiet var kriseramt. Der var ingen ny forfatning,« siger Fadhel Mahfoudh, leder af den tunesiske advokatsammenslutning. »Nationalforsamlingen var i opløsning«.

Og just da det så ud, som om tingene ikke kunne blive værre, var det netop, hvad de blev: Den 25. juli blev Mohamed Brahmi, en tidligere dissident og siden førende Ennahda-kritiker, gennemhullet af 14 kugler foran sin kone og datter. Politiet konstaterede, at de var affyret fra samme våben, som et halvt år før var blevet brugt til at myrde Chokri Belaïd, der også var regeringskritiker.

Den nat forsamledes Brahmis venner ved hans lig på Tunis’ Charles Nicolle Hospital. Mokhtar Trifi, næstformand for Menneskerettighedsligaen, opdagede, at han stod side om side med Houcine Abassi, den karismatiske chef for det magtfulde tunesiske fagforbund UGTT.

»Vi stod der i stilhed,« husker Trifi. »Men vi forstod, at med dette mord var vi nået til et kritisk punkt, hvor vi måtte reagere, hvis ikke noget endnu farligere skulle ske. Vi sagde til hinanden: ’Vi er nødt til at handle’.«

Næste dag proklamerede Abassi generalstrejke, og de 750.000 medlemmer af hans fagbevægelse satte landet i stå. Protestdemonstrationer fyldte Habib Bourguiba Avenue, hovedstadens centrale strøg, og oppositionsgrupper i Tunis og andre byer angreb Ennahdas partikontorer, men blev slået tilbage med tåregas affyret af politiet.

»Tunesien var på randen af borgerkrig,« siger Hatem M’Rad, en professor i politologi fra Tunis. »Alle skævede til, hvad der var sket i Egypten.«

Nationen skulle frelses fra kaos

Den nat tilkaldte Abassi fagforeningsbosser fra hele landet til UGTT’s hovedkvarter, der ligger på Avenue Bourguiba i en smuk hvidkalket bygning fra den osmanniske periode prydet af tunesiske flag. Fagforbundet, der blev oprettet i 1946, er angiveligt Tunesiens mest magtfulde organisation i Tunesien og har overlevet både franske kolonialister og efterfølgende diktaturer. I et røgfyldt værelse mødtes Abassi med advokatforbundets Mahfoudh og Menneskerettighedsligaens formand, Abdessattar Ben Moussa. De tre grupper havde tidligere arbejdet sammen mod Ben Alis diktatur. Nu besluttede de at gøre det igen. Denne gang gjaldt det om at frelse nationen fra kaos.

Inden mødet havde Abassi drøftet, hvad man kunne gøre, med Wided Bouchamaoui, som er formand for den tunesiske arbejdsgiverforening UTICA.

I årene med diktatur og politistat havde mange arbejdsgivere tætte forbindelser til den samme statsmagt, som havde travlt med at fængsle fagforeningsaktivister, så det lignede et vanskeligt projekt at bringe erhvervsledere og fagforeninger sammen. Bouchamaoui, der er den første kvinde i historien til at lede en tunesisk arbejdsgiverforening, rullede da også med øjnene, husker hun, da Abassi og hans fagforeningsdelegation blev vist ind på hendes kontor.

»Forestil dig, hvordan de så ud, da de kom her, og forestil dig, hvordan vi så ud, da det blev vores tur til at besøge fagforbundet,« siger hun. Men chefer og arbejderledere kunne fint enes om den samme analyse af, hvor Tunesien bevægede sig hen: mod afgrunden.

På få dage dannedes den gruppe, som senere skulle blive kaldt Den Nationale Dialogkvartet. Og på papiret var det en stærk kraft med både erhvervsliv og fagforeninger foruden Menneskerettighedsligaen og advokatsamfundet.

»Disse fire grupper er store historiske organisationer, der repræsenterer centrale elementer i samfundet,« siger Trifi. Men en nøglekomponent i det tunesiske samfund var ikke repræsenteret: islamisterne.

Tunesiens politiske landskab er en forvirrende blanding af partier til venstre og til højre, der konkurrerer med Ennahda om magten i en trefløjsstrid. Islamisterne så med mistro på kvartetten og frygtede, at dens bagvedliggende ærinde var at påtvinge landet en sekulær struktur. Ennahda var trængt i defensiven og så i de store regeringsfjendtlige protester et værk orkestreret af tidligere regimebagmænd. Der var spændinger i forholdet til præsident Moncef Marzouki, en tidligere systemkritiker, og til et parlament med over 20 partier og deraf følgende vanskelighed med at opnå konsensus. Ennahdas leder, Rachid Ghannouchi, havde udpeget tusindvis af islamister til offentlige stillinger, hvilket førte til beskyldninger om, at han prøvede at institutionalisere sin magt- base. Ghannouchi sagde derimod, at han blot gav arbejdspladser tilbage til medlemmer af Broderskabet, som under det tidligere diktatur var blevet fyret af politiske grunde.

Alt kunne have forløbet uden problemer, hvis parlamentet havde holdt sin tidsplan og haft en ny forfatning klar i oktober 2012. I stedet blev processen lagt død på grund af voldsomme skænderier om den nye stats karakter. Skulle den være islamisk præget, eller skulle religionsfrihed prioriteres? Ennahda følte, at partiet havde mandat til at integrere stat og religion, men mange tunesere var uenige.

En stor udfordring

Tunesien er en af de mest sekulære stater i den arabiske verden, og nationens sprog og kultur kombinerer arabiske, berberiske og franske kulturelementer. I en region med tradition for voldelige oprør havde Tunesien opnået selvstændighed uden at føre krig mod de franske kolonialister. Som i resten af Nordafrika udviklede det styre, der trådte i kolonimagtens sted, sig dog hurtigt til diktatur, men dog af en relativt mild karakter – efter regionens standarder – især under den første præsident, landsfaderen Habib Bourguiba. Politiske fanger kunne forvente fængsel i stedet for døden, sådan som det skete i nabostaterne. Under Ben Ali kunne de dog også vente tortur. Og civilsamfundets organisationer kunne fungere, omend under forfølgelse.

De tidlige udkast til en islamistisk farvet forfatning affødte protester fra borgerretsgrupper, da det blev foreslået, at kvinders status skulle defineres som ’komplementær’ til manden snarere end som ligestillet.

Da kvartetten første gang mødtes med Ennahdas leder Ghannouchi og præsident Marzouki, var de begge uimponerede. De havde ærligt og redeligt vundet valget og var ikke interesseret i at blive belært om noget af selvbestaltede mæglere.

»Kvartetten havde som organisation ikke legitimitet til at sige til regeringen: ’Nu bliver I nødt til at gøre sådan her’,« siger Bouchamaoui. »At overbevise dem blev en stor udfordring for os«.

Men kvartetten havde en styrkefaktor, som blev afgørende: støtte fra offentligheden. På det tidspunkt var protesterne blevet omfattende, og tusinder deltog i sit-ins for Nationalforsamlingen ved Bardo, et kompleks af paladser og pragtboliger bygget af Tunesiens tidligere Husainid-dynasti. En af demonstranterne var Saber Gharbi, der dengang endnu var studerende, og stemningen var på én gang vredt anspændt og fuld af forventning.

»Folk forsamledes hver dag, især efter solnedgang. Jeg blev hurtigt venner med mange, jeg aldrig havde mødt før. En masse unge mennesker, en masse kvinder. Alle ville vi presse regeringen«.

Mens det politiske dødvande bed sig fast gennem sommerens hundedage (23. juli til 23. august, red.), eskalerede protesterne. Den 1. september dannede demonstranter en flere kilometer lang kæde fra parlamentet til regeringens hovedkvarter med krav om politisk forandring.

Omsider blødgjordes Ennahdas holdning. »Partiets bekymring var, at Ben Ali-regimets støtter ville komme tilbage gennem bagdøren og hele dets ledelse havne i fængsel,« siger Martin Willis, der er Tunesien-ekspert ved Oxford Universitet.

I mellemtiden arbejdede kvartetten i al hast bag kulisserne. Ideen var en køreplan, som opfordrede parlamentet til at vedtage en forfatning, fastsætte dato for nyvalg og indtil da lade et teknokratministerium styre landet. Kvartettens medlemmer var erfarne forhandlere, der vidste, hvornår de skulle være stædige, og hvornår de skulle give køb.

»Abassi holdt altid meget lange møder med politikerne, 10 til 12 timer. Han ville ikke lade dem slippe,« siger M’rad. »Han kørte dem så trætte, at de til sidst gav efter«.

Kompromisser

Klimaks for forhandlingerne fandt sted i Paris, da Ghannouchi mødtes med Al-Baji Qa’id as-Sibsi, kendt som Beji Caid Essebsi, som er leder af det hurtigt voksende oppositionsparti Nidaa Tounes. Det var et anspændt møde, for Nidaa tæller flere af det tidligere regimes topembedsmænd, hvoraf nogle var ansvarlige for at fængsle islamister under diktaturet. Men nu, da parlamentets autoritet ikke strakte sig længere end til Bardos porte, gik de to mænd ind på at lytte til kvartetten.

En forfatning blev aftalt, hvor de fleste islamistiske elementer var trukket tilbage. Dog blev det fastslået, at Tunesiens præsident altid skal være muslim, hvilket var til ærgrelse for landets ateister og små kristne og jødiske samfund. Parlamentet fastsatte faste datoer for nyvalg til gengæld for et løfte fra oppositionen om, at regeringen kunne regere landet sammen med teknokraterne indtil da.

Kvartetten krævede imidlertid, at Ennahdas premierminister, Ali Larayedh, gik af.

»Det var et meget vanskeligt møde,« husker Bouchamaoui. »Vi gik derind fire af os for at få ham i tale. Han så bare på os og sagde: ’Jeg ved godt, hvorfor I er kommet’.«

At finde en ny premierminister, som alle parter ville acceptere, var kompliceret. Tunesien var polariseret. Ingen hvid ridder stod klar til at overtage kontrollen. Trifi selv blev foreslået som premierminister, men betakkede sig. Løsningen blev at give det til en mand, der allerede sad i Larayedh-kabinettet: industriminister Mehdi Jomaa. Han var ingeniør, havde arbejdet for amerikanske og franske virksomheder, og var helt ny i politik. Oppositionen, der bestod af 22 partier, bakkede op om valget, og da det var Larayedh selv, der havde peget på Jomaa i første omgang, havde han svært ved at gøre indsigelse.

Den 23. oktober var alle klar til en indviklet ceremoni, hvor Ennahda og resten af parlamentet skulle godkende forfatningen, proklamere regerings- omdannelse og udskrive nyvalg. Abassi, parlamentsformanden, talte for de forsamlede ledere: »Tak for, at I viser jer lydhøre over for nationens krav.«

Der ventede dog endnu en forhindring, da politikerne erfarede, at begivenheden ville blive tv-transmitteret direkte, hvorved det ville blive umuligt senere at trække i land i forhold til de afgivne løfter. Ghannouchi modsatte sig, hvilket udløste en tre timer lang forsinkelse, hvor han skændtes med Abassi bag kulisserne.

Abassi fik fremtvunget et kompromis: Ghannouchi gik med til at underskrive, men kunne ved siden af sin underskrift notere, at aftalen kun var »grundlag for diskussion«.

Derefter fulgte syv ugers armlægning, hvor kvartetten dag og nat bestræbte sig på at overbevise alle parter om, at de gjorde klogest i at overholde aftalens bestemmelser. Trifi husker det som den sværeste tid. Trætheden tærede på kræfterne.

»Meget skulle gå i hak på samme tid, for at aftalen kunne fungere,« siger han. »Vi indgik bilaterale aftaler, multilaterale ... så mange samtaler. Nogle dage var vi optimister, andre pessimister.«

Men kvartetten havde vind i sejlene. Politikere af enhver observans så, at der ikke var noget alternativ, og i januar gik Larayedh af, helt efter planen. Forfatningen blev vedtaget, valget udskrevet, og det gav det forventede resultat: et sviende nederlag til Ennahda og dets koalitionspartnere og sejr til Nidaa Tounes med Beji Caid Essebsi som ny præsident. Positivt var det også, at Ennahda fik en enkelt post i den nye regering.

Kvartetten var en forsonende kraft

Et år senere kæmper partiet Nidaa Tounes med de samme problemer, som dets islamistiske forgænger stod over for. Økonomien er fortsat hensygnende, hvilket fortsat skaber sociale spændinger. Eliten lever stadig godt med BMW’er og butikker i de eksklusive forstæder til Tunis, mens det meste af resten af landet vakler på fattigdomsgrænsen. I mellemtiden er terrorismen blevet endnu blodigere. Bardo-komplekset, som var skueplads for så store protester og forhåbninger i 2013, blev farvet af blod, da terrorister myrdede 23 mennesker i det tilstødende museum i marts sidste år. Tre måneder senere blev 38 turister massakreret i Sousse. Turister og udlændinge er siden flygtet fra landet i stort tal – et hårdt slag mod økonomien og Tunesiens håb om, at landets ’demokratiske dividende’ ville gøre det til et nyt centrum for vækst og kulturel opblomstring. Kvartetten er opløst i sine oprindelige bestanddele efter at have truffet en sidste beslutning om ikke at ville etablere sig permanent for at kunne bevare sin upartiskhed.

Nobelkomiteen vidste, hvad den gjorde, da den gav Fredsprisen til Kvartetten og ikke til de fire organisationer til deling. Som det hedder i prismotiveringen: »Frem for alt er denne pris tænkt som en opmuntring til det tunesiske folk, som trods store udfordringer har lagt grunden til et nationalt broderskab, som Komiteen håber, vil kunne tjene som eksempel til efterfølgelse for andre lande.«

Den tunesiske journalist og analytiker Zeineb Marzouk siger, at mange tunesere har glemt alt om kvartetten, travlt optagede som de er af at tjene til livets ophold.

»Kvartetten var en forsonende kraft, som ikke fandtes i de andre arabiske forårslande,« siger hun. »Men dens rolle er ikke så værdsat her i landet, måske fordi tuneserne har for mange andre problemer.«

Kvartettens medlemmer er siden tildelingen af fredsprisen blevet inviteret til seminarer og konferencer verden over. For værterne er det en uudtalt forhåbning, at de tunesiske prisvindere kan give inspiration til efterfølgelse.

Kvartetmedlemmerne er vidt forskellige af personlighed og holdning, men de deler samme forståelse af, hvorfor deres fælles projekt lykkedes. For det første, siger de, var det fordi Tunesien i modsætning til de øvrige revolutionslande havde så stærkt et civilsamfund at falde tilbage på, da den politiske krise spidsede til. For det andet var de alle garvede og udholdende forhandlere, hærdet gennem mange års kamp for basale rettigheder under diktaturet.

For Gharbi er kvartetten en påmindelse om, hvad et samfund kan gøre, når det lades i stikken af sine politikere. »Historisk vil kvartetten blive husket, fordi den formåede at træde frem i det allermest kritiske øjeblik, da Tunesien behøvede dens hjælp.«

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her