Læsetid: 6 min.

Der er ingen ende på staten

Den stærke stat er, hvad enten man synes om det eller ej, en del af den politiske virkelighed. Den franske tænker Frédéric Lordon går i ny bog til angreb på fantasien om det flade landskab
30. januar 2016

Horisontal organisering, internationalisme og indskrænkning af statens beføjelser er udbredte idealer på venstrefløjen. Men de beror alle på fejlagtige opfattelser af, hvad det politiske overhovedet er. Det skriver den franske tænker Frédéric Lordon i sin nye bog Imperium – Structures et affects des corps politiques (Imperium – politiske legemers strukturer og affekter). Sagen er, at staten, hvilket for Lordon betegner selve det forhold, at mennesker samler sig i grupper og koncentrerer den magt, der opstår i fællesskabet, i et bestemt styre, ikke er til at komme uden om – derfor er det i bedste fald en illusion at tro, at der kan findes sådan noget som et statsløst samfund.

Lordon, der i april gjorde sig bemærket i en heftig polemik mod økonomen Thomas Piketty, hvis redistributionsprojekt Lordon betegner som »socialdemokratisk gulvvask«, er økonom og forskningsleder i det prestigefulde Centre national de la recherche scientifique i Paris. Dette er imidlertid med hans egne ord blot en »administrativ identitet«, da han har sit reelle virke i filosofien, hvor han i tidligere udgivelser har forsøgt at koble Karl Marx sammen med 1600- talstænkeren Spinoza for at forklare, hvorfor vi alle frivilligt underkaster os kapitalens totaldominans.

I Imperium benytter Lordon ligeledes Spinozas lære om menneskets natur som udgangspunkt for en gentænkning af den måde, samfundet – og sociale grupperinger i det hele taget – organiserer sig på. Hans ærinde er at gennemføre en rent deskriptiv undersøgelse af insitutionel magt som fænomen, og kortlægge rammerne for den politiske diskussion uden selv at vove sig ind på normative vurderinger. Gennem en omhyggelig udfoldelse af spinozistiske termer og deres politiske konsekvenser giver Lordon sit bud på hvad staten egentligt er.

’Imperium’ eller den stat, det sociale skaber

Bogens grundbegreb og titel introduceres som et forsøg på at artikulere kollektivets automatiske magtudfoldelse og ad den vej udvikle et generelt begreb om staten: »Imperium er ikke en afskyvækkende figur. Heller ikke et tilbedelsesmotiv. Det er navnet på en nødvendighed.« Med ’imperium’ skal man ikke forstå et geografisk område eller et herredømme, der udmærker sig ved at være særligt storslået, men »den ret, multitudens magt definerer«, dvs. gruppens evne til at påvirke og formgive sig selv. Det sociale er det ekstraelement, der opstår, når flere individer interagerer, og som ikke blot kan reduceres til summen af de involverede parter: »Der er først noget egentligt socialt og et ’samfund’ fra dét øjeblik, hvor der frembringes et overskud.« Det bliver her nødvendigt at drage en distinktion i magtbegrebet: potentia, selve evnen til påvirkning, og potestas, den fikserede og formgivne magt. Det er i overgangen mellem de to, når gruppens magtpotentiale kommer til udtryk i en bestemt autoritet, at de politiske legemer eller institutioner dannes.

Hvad er det, der gør, at vi anerkender politisk autoritet? Før i tiden var magtens koncentration begrundet med henvisning til den transcendente Gud – magtens mandat var givet ’oppefra’. Lordon fremhæver den japanske kunstner Hokusais berømte bølgebillede som en mere passende illustration af magtens opblomstring og legitimitet: Bølgens brusende top stiger op fra havoverfladen som en kraftansamling, der rejser sig fra det store, fælles flade plan, og altså var indeholdt som »immanent transcendens« i dette. Det kollektives magt, ’imperium’, udspringer på samme måde i og med det sociale selv og transcenderer sit ophav.

’Staten, det er os’

Vi har imidlertid tendens til at glemme at det netop er os selv, der bestemmer formen på de gældende institutioner ved at lade den kraft (potentia), vi danner i fællesskab, krystallisere sig i en bestemt form (potestas), f.eks. i den borgerlige parlamentariske stat: »Det skyldes mangel på erkendelse, at vi ikke genkender vores eget værk i staten (...) Staten, det er os, og dog anerkender vi den ikke som vores.«

Der er to sider af sagen: At vi aldrig slipper for staten, men omvendt også, at staten ikke er gudgiven i én fastlåst form.

Den magt, der opstår, når mennesker grupperer sig – hvad de ifølge Spinoza har en naturlig tilbøjelighed til – vil uundgåeligt centrere sig, og Lordon afviser således nyere antropologiske undersøgelser af angiveligt ’statsløse samfund’: enten er de faktisk flade, men følgelig så ustabile, at de kun kan fungere ved at have en ekstremt selektiv indvielsesproces, som eksempelvis visse selvforsyningslandbrug, der kun kan overleve i kraft af medlemmernes udprægede homogenitet, eller også er der – hvis bare man kigger ordentligt efter – i virkeligheden en skjult vertikalitet på spil: »Løftet om radikal horisontalitet er allerede tvivlsomt på lokalt plan, men ikke meget andet end et endegyldigt forduftet fatamorgana i en [global] størrelsesorden.«

Den nævenyttige nationalforankring

Man må imidlertid ikke forveksle Lordons generelle begreb om staten defineret som multitudens nødvendige magtudfoldelse med den kapitalomvundne, ekskluderende nationalstat, der i øvrigt er et historisk fænomen af nyere dato.

Ifølge Lordon støder vi i dag på essentialistisk nationalisme alle vegne: »Selv den internationalistiske intellektuelle kan altså blive rørt over ’det, som hans land undertiden er i stand til’« – stolthed er »måske den nationale affekt par excellence.« Lordon påpeger eksempelvis det paradoksale i, at man (på venstrefløjen) fraskriver sig sin egen nationale forbindelse som noget foragteligt, samtidig med at man insisterer på undertrykte folks ret til en stat – som om det ’at høre til’ kun er legitimt, så længe man er afskåret fra det. Den allestedsnærværende nationalfølelse viser også sit ansigt, når man hertillands beklager sig over det ’dårlige signal’, det sender ude i verden, når regeringen fører skræmmekampagner om forholdene for flygtninge i Danmark.

Ud over disse ’identitetsessentialister’ langer Lordon hårdt ud mod den anden ende af spektret, nemlig de, der helt og holdent ignorerer det nationales eksistens, hvilket ifølge Lordon er ren og skær fornægtelse af virkeligheden. Man bør i stedet anstrenge sig for at tænke denne vertikalitet og altså autoritære magtudfoldelse positivt – og det er netop, hvad en spinozistisk teori om politiske legemers struktur tillader.

Det politiske legeme er ifølge Lordons udlægning defineret ved sin interne struktur, og hver del er altså uforståelig, når den abstraheres fra sin sammenhæng. Med denne spinozistiske relationisme affejer Lordon enhver form for essentialisme: Der findes ikke en substantiel og urokkelig ’kerne’ i nationalstaten, og det er decideret meningsløst at forestille sig et individ isoleret fra sin omverden.

Den ’liberale logik’ tager altså fejl, når den betragter samfundet og de politiske institutioners legitimitet som resultatet af en valgfri kontraktindgåelse mellem frie individer, ligesom den bygger på en antagelse om en grundlæggende menneskelig natur – og at denne natur er rationelt kalkulerende.

Men, siger Lordon med Spinoza, der findes slet ikke et sådant enkelt menneske, der findes kun grupper af (begærsstyrede) mennesker, og disse kan forandre sig og variere deres tilsyneladende essens i et utal af figurer. Menneskets væsen er at være formbart, at kunne realiseres på utallige måder, og denne plasticitet ignoreres, hvis man for at argumentere for sin kontraktfikserede eller ikkehierarkiske samfundsorden henviser til ’den menneskelige natur’ som henholdsvis uhelbredeligt egoistisk eller grundlæggende god.

Det bliver aldrig muligt at skille sig af med staten: »For enden af den anti-institutionelle flugtlinje er der nye institutioner.« Der vil altid være undertvingende myndigheder og struktureret vold af den ene eller anden slags. Til gengæld bør man til stadighed stræbe efter idealet om suverænitet, altså »det, at beslutte i fællesskab«, og forsøge at formgive institutionerne på den måde, der bedst muligt indfanger kollektivets interesser.

Det gælder om, afslutter Lordon, »at blive i det revolutionære begær uden at stikke sig blår i øjnene« og fortsætte en kamp, der »bogstaveligt talt er uden ende«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Søren Rehhoff
Ejvind Larsen og Søren Rehhoff anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu