Vil man vide, hvad Manchester Uniteds fans egentlig går og tænker om tingenes tilstand i deres klub, kan man klikke ind på redcafe.net, det største net-forum for tilhængere af de røde djævle over hele verden.
En af de første ting, man ser, er, at forummets vel nok allermest populære debattråd lige nu bærer titlen LVG Out Thread – hvor LVG naturligvis skal læses som en forkortelse for Louis van Gaal, holdets træner.
Tråd-starteren går lige til sagen i sin åbningspost:
»Dødtræt af de forfærdelige præstationer, filosofien og al det vrøvl om processen. Det er tid til at tænke på klubbens fremtid. Spørgsmålet er bare, om det sker nu, eller først når sæsonen er slut.«
Så er tonen sat, og det faktum, at debattråden har fået over 11.000 svar på en måneds tid – samt at langt de fleste erklærer sig enig med indledningen og i mere eller mindre høviske vendinger fortæller, hvad Uniteds hollandske træner kan gøre med sig selv og sin fodboldfilosofi – siger, hvad man har behov for at vide om stemningen blandt klubbens tilhængere.
Den er forgiftet.
Ikke så meget på grund af holdets placering i ligaen, den er sådan set ikke specielt katastrofal. Manchester United ligger p.t. på sjettepladsen, og selv om det naturligvis ikke er i flugt med klubbens selvfølelse, så er det til at leve med på dette tidspunkt af sæsonen, især når man tager i betragtning, at der kun er ni point op til Arsenal på førstepladsen.
Kontinental spillestil
Den tidligere Manchester United-manager Alex Ferguson havde den filosofi, at hvis man var lige omkring Top 4, når sæsonen vendte, så var ens guldchancer intakte, og set i det lys er United slet ikke gledet ud af mesterskabskampen endnu. De kan sagtens nå at kæmpe sig op til toppen af tabellen. Nej, klodens United-fans raser over selve præstationerne på grønsværen. For de har rent ud sagt været »awful«.
Siden sin tiltrædelse har Van Gaal forsøgt at introducere en mere kontinental spillestil baseret på boldbesiddelse og tålmodighed i opspillet, men de rytmeskift og den skarphed i angrebsfasen, som sådan en taktik kræver for at være effektiv, har spillerne slet ikke kunnet levere. I stedet har de vaklet rundt som en flok boldspillende zombier på valium.
I endeløse perioder af kampene er kuglen blevet spillet bagud, til siden og bagud igen, og de sporadiske forsøg på at etablere offensive aktioner er blevet kvalt i sløvt tempo og manglende forståelse mellem en flok spillere, der tydeligvis ikke har fattet en dyt af managerens instruktioner.
Den engelske sportspresse har været nådesløs og fundet belæg for kritikken i de fodboldstatistikker, som englænderne elsker at svælge i.
Således viste en opgørelse fra The Daily Telegraph før jul, at United suverænt var det hold i første halvdel af sæsonen, der skulle bruge flest afleveringer på at nå frem til en afslutning – nærmere betegnet 73, hvilket var mere end dobbelt så mange som topholdet Leicester, der kun havde brugt 32 afleveringer på at kombinere sig frem til et scoringsforsøg.
United havde også spillet flere bolde bagud eller på tværs end noget andet hold i Premier League, igen nærmest dobbelt så mange som Claudio Ranieris aggressive og direkte spillende foxes fra Leicester. Og for at det ikke skulle være løgn var de også det hold, der havde spillet fleste kampe 0-0, nemlig fire.
På baggrund af de tal var ingen overraskede, da det kort før nytår kom frem, at Uniteds hjemmebane Old Trafford var det stadion af alle 92 spillesteder i de fire landsdækkende engelske ligaer, hvor der var blevet leveret færrest scoringer i første halvdel af 15/16-sæsonen, nemlig 13.
Eller som tabloidavisen The Sun tørt bemærkede: »Old Trafford er officielt det kedeligste sted at overvære en fodboldkamp.«
Det kan ikke undre, at stemningen på lægterne er fjendtlig.
Uniteds tilhængere har vendt sig mod deres hollandske træner med en harme, der kun tilkommer dem, som føler sig udsat for et bedrag. De troede, at de efter mareridtssæsonen med den fumlende og usikre David Moyes endelig fik en manager, der vidste, hvad han gjorde, og som kunne løfte holdet tilbage i toppen af Premier League.
I stedet har de fået en autoritær og stivnakket hollænder, der har pillet al eventyrlyst og dristighed ud af truppen, og som har installeret en spillestil, der nærmest kan betegnes som tiki-taka i slowmotion. Van Gaal overlevede sidste sæson, fordi han trods uimponerende spil fik holdet kvalificeret til Champions League, men i år er det altså gået helt skævt, og gennem de seneste par måneder har den mediebelejrede hollænder lignet den mest fyringstruede træner i den bedste engelske række.
På det seneste har han dog fået lidt respit gennem en halvheldig sejr over kriseramte Swansea og en forbløffende underholdende remis med nedrykningskandidaterne fra Newcastle, men utilfredsheden på lægterne er ikke forstummet af den grund. Og det ligger helt klart, at Van Gaal bliver nødt til at skrotte sin spilleform – dét, som han i interviews med stor selvfølelse betegner som »my philosophy« – og give de højt betalte superstjerner i United-truppen mere frihed på grønsværen, hvis han skal gøre sig håb om at sidde hele sin tre-årige kontraktperiode ud.
Van Gaal skal genskabe den legendariske United-swagger.
Den tyske bekymring
En mand, der ikke behøver at bekymre sig om at blive fyret lige foreløbig, er den 1,93 høje skikkelse, der i morgen eftermiddag vil dele sidelinje med Van Gaal i form af Liverpools tyske træner Jürgen Klopp.
Siden sin ankomst til Merseyside har Klopp været omfattet af en enorm goodwill fra klubbens fans, og den viser ingen tegn på at fordampe, selv om resultaterne har været svingende, og Liverpool stadig ligger forankret på en midterplads i tabellen, fjernt fra den eftertragtede Top 4.
De rødklædtes tilhængere er fulde af tiltro til, at det nok skal lykkes træneren fra Schwarzwald at få styr på tingene på Anfield, og der har da også været præstationer, hvor man i glimt har fornemmet, at Liverpools spillere er begyndt at forstå principperne bag Klopps gegenpressing-system – som for eksempel udebanesejren på 4-1 over Manchester City eller udraderingen af Southampton på 6-1 i Liga Cup’en. Men hvert eneste spillemæssige højdepunkt er blevet fulgt op af et efterfølgende lavpunkt, der blot viser, at der er lang vej endnu, før Liverpool er the finished article under Klopp.
Tyskerens største hovedpine lige nu er, hvad han skal gøre med angrebet, hvor han kun har én kampklar angriber, nemlig den store og fysisk stærke belgier Christian Benteke, der er så fjernt fra en ønskeangriber for Klopp, som tænkes kan.
Den tyske manager foretrækker hurtige, presstærke og løbevillige forwards, der kan udgøre første forsvarslinje i hans genpres-system, og i den belgiske frontløber har han en tung og langsom tankcenterforward, der er bedst egnet til at lunte rundt inde i feltet og sætte pandebrasken på høje indlæg.
Klopp og Benteke har været et mismatch fra starten, men træneren er tvunget til at bruge den hundedyre forward, som Liverpool købte for næsten 320 millioner kroner i sommerens transfervindue – i hvert fald så længe holdets andre forwards døjer med diverse skavanker.
Og hvis Benteke vil bevise over for Klopp og publikum på Anfield, at han har en fremtid i Liverpool, der rækker længere frem end til sommerens transfervindue, hvor rygterne allerede vil vide, at klubben påtænker at skyde ham af, så vil det være en god idé for den store belgier at hive en scoring eller to op af hatten i morgen eftermiddag, for det kan meget vel være et sæsondefinerende opgør for holdet fra Merseyside, som vi vil blive vidner til.
Det svageste øjeblik
Meget tyder nemlig på, at hvis Liverpool vil spille Champions League-fodbold til næste sæson – og der er ikke noget, de hellere vil – så er det United, der skal overhales i tabellen. Men hvis de rødklædte fra Anfield taber opgøret i morgen, så vil de have lidt nederlag i begge sæsonopgør til naborivalerne fra byen lidt længere nede ad M62 motorvejen. Og det vil være meget vanskeligt at indhente det pointforspring, som de røde djævle dermed vil få.
Så det er 90 minutter af absolut største vigtighed, der venter Klopp og Co. på Anfield i eftermiddag, når han tager imod sin hollandske kollega og hans kriseramte tropper.
Sjældent har holdene fra Englands to mest vindende klubber vel fremstået så svage, som de gør lige for tiden.
Og sjældent har der været så meget på spil.
