Læser du bøger: Mette Wolf

Det er i minutterne, før hun falder i søvn, at teaterdirektør på Nørrebro Teater Mette Wolf læser bedst – for det er et slags transfervindue for de vildeste og fedeste ideer
2. januar 2016

Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?

»Hvis der kom en person ind af min dør, sukkende efter en læseoplevelse, der kan sætte tiden i stå og gøre verden større, så ville jeg til en start hive bøger ned af reolen skrevet af følgende: F.P. Jac, August Strindberg, Tove Ditlevsen, Irvin D. Yalom, Kim Thúy, Jonathan Safran Foer, Sofi Oksanen, Lars Saabye Christensen, Alice Munro, Tomas Espedal, Helle Helle, Kaspar Colling Nielsen, John Lanchester, Stine Pilgaard og Morten Pape.«

Hvilken bog har haft størst betydning for dig?

»Jeg var sådan et barn, der brugte stort set al min tid på biblioteket. Jeg tjente mine lommepenge på skolebiblioteket, og om eftermiddagen gik jeg direkte ned på kommunebiblioteket. Det var en stor dag, da jeg tog springet og forlod afdelingen for børnelitteratur – for at gå de højtidelige trin ned ad trappen til voksen- afdelingen. Henrik Pontoppidans De Dødes Rige var en af de bøger, der gjorde mig voksen i en ung alder.«

Hvad er den værste bog, du har læst?

»Med fare for at undsige en hel genre, så må jeg indrømme, at jeg har taget mit skud af kriminalromaner med samspilsramte, rødvinsdrikfældige, livskrisestagnerede, emotionelt underernærede, jazzmartrede, socialt afstumpede, ’jeg alene mod verden’ og seksuelt understimulerede hovedkarakterer.«

Hvilken type læser er du?

»Jeg har gang i en masse romaner, faglitteratur og dramatik på én gang. De bøger, jeg har en fornemmelse af vil nulstille alle gøremål, lægger jeg over i feriebunken. På den måde har jeg typisk 20-30 bøger med op i mit sommerhus, hvor jeg så læser non-stop til lige dele irritation og lettelse for min familie.«

Hvornår læser du?

»Jeg har altid læst i sengen, og jeg er nærmest afhængig af de myldretanker, der blander sig med fiktionen de sidste minutter, inden jeg falder i søvn. De minutter er mit daglige transfervindue for de vildeste og fedeste ideer. Jeg glæder mig virkelig til den dag, hvor der bliver opfundet et kabel, jeg kan stikke direkte ind i knolden, så jeg med sikkerhed kan huske de geniale indfald næste morgen.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu