En lykkefølelse til Martin Madsen

»Nu har jeg det, lige som jeg skal have det. Helt afslappet.«

Martin Madsen sidder i opholdsstuen på Heroinklinikken i Odense og drikker en kop sort kaffe af en hvid plastikkop. Klokken er lidt over 10 om morgenen, og for godt en halv time siden sprøjtede han 130 milligram heroin ind i en muskel i venstre lår i klinikkens injektionsrum.

I over 20 år har Martin Madsen været heroinmisbruger, og når han skal beskrive rusen, siger han: »Det er svært at forklare. Det er en lykkefølelse. Som da man var barn og glædede sig til jul eller fødselsdag. Og så bare på én gang.«

Martin Madsen på 38 år er en af de godt 230 misbrugere i Danmark, som netop nu modtager lægeordineret heroin. Hver eneste dag året rundt møder misbrugerne op på en af de fem klinikker i landet op til to gange om dagen, hvor de injicerer sig med heroin i varierende dosis overvåget og med støtte fra specialuddannet sundhedspersonale.

Behandlingen, der koster 70 millioner kroner om året, har været udbudt siden marts 2010, og den seneste evaluering fra Sundhedsstyrelsen konkluderede, at behandlingstilbuddet var en succes: Misbrugernes forbrug af andre illegale stoffer bliver kraftigt reduceret, de begår langt mindre kriminalitet, og de forbedrer deres sociale situation.

Thomas Fuglsang er centerchef ved KABS, Storkøbenhavns misbrugscenter, som er et af de fem steder i landet, der tilbyder heroinbehandling, og han siger:

»Der kommer mere ro på bagsmækken. De får et dyk i kriminaliteten og færre problemer med helbredet, fordi de bruger rent stof frem for at sprøjte sig med urene stoffer under uhumske omstændigheder. De får mulighed for at blive udredt for psykiske problemer, og de møder søde sygeplejersker flere gange om dagen. Det sidste betyder, at muligheden for at fange en byld eller lungebetændelse er meget større, end hvis man bare får sin metadon med hjem og hustler rundt på gaden.«

I Odense var klinikken oprindeligt normeret til 30 misbrugere, men antallet er steget støt, og i dag er 90 i behandling – det højeste antal i landet, fortæller leder af Heroinklinikken i Odense Anette Nancke. Hun kalder klienterne på klinikken for »en broget skare«.

»Vi har både dem, som har et mål om at blive stoffri, og dem, hvor vi fokuserer på at reducere skaderne af misbruget,« siger hun.

Det var en behandler i Kolding, der spurgte Martin Madsen, om lægeordineret heroin kunne være noget for ham.

»Jeg troede, at det var for de allermest udsatte, som ikke havde langt igen. Sådan føler jeg mig ikke,« siger Martin Madsen.

»Jeg var egentlig chokeret over, hvor mange unge der kommer i behandling – her er faktisk flere yngre end ældre.«

Anette Nancke bekræfter, at klinikken har en stor gruppe unge under 30 år.

»Det handler ikke om, hvor mange år, du har misbrugt, men om hvor ødelagt du er. Vi taler meget med de unge om, at de skal se tilbuddet som et springbræt til noget andet,« siger hun og fortæller om en kvinde på kun 21 år, der sidste sommer blev indskrevet i behandling.

»Jeg vidste, at hun var meget udsat på gaden og var flittig gæst i stofindtagelsesrummet, og så tænkte jeg: ’Den der idé med alder må vi udfordre,’« siger hun.

I dag er den unge kvinde i gang med et stofophørsprogram.

»Det er endt lykkeligt. Hun er alle millionerne værd,« siger Anette Nancke.

Ulrik Hasemann

Hver morgen står Martin Madsen op lidt før klokken seks. Han ser lidt morgenfjernsyn i sin toværelses, der ligger på 10. sal i et højhusbyggeri i udkanten af Kolding. Så sætter han sig op på sin lilla og sølvgrå knallert og triller ned på banegården og tager toget klokken 07.30, som ankommer til Odense klokken 08.11, hvor han spadserer ned til Heroinklinikken.

Sådan har hans hverdag været i knap to måneder. Meget anderledes end det liv, han levede før, hvor han hele tiden skulle skaffe penge og stoffer. Begge dele på ulovlig vis.

»Jeg er rigtig, rigtig glad for det. Det er virkelig en lettelse,« siger han.

»Det er meget bedre for min krop at få det rene stof frem for det gift, man får på gaden, hvor der kan være stryknin og alt muligt andet lort i.«

På sin gåtur fra stationen møder han Anette Nancke, der kommer kørende forbi på cykel på vej til et møde. Hun hilser hjerteligt og råber: »God fornøjelse,« efter Martin Madsen.

Må ikke få stoffet med hjem

Inden Martin Madsen kunne komme i gang med behandlingen, blev hans helbred undersøgt grundigt. Her blev det konstateret, at han lider af to forskellige typer leverbetændelse. Livet som misbruger har slidt på Martin Madsen: Hans blodomløb er dårligt, hans årer er fyldt med arvæv, og det er svært at finde brugbare årer at stikke i. Også hans tænder er brune og ødelagte. For nylig har han søgt kommunen om tilskud til at få dem lavet.

»Jeg er flov over at smile til folk. Det hæmmer mig i at tale og åbne mig. Det kunne de godt forstå på kommunen, så nu må vi se, hvad der kommer ud af det,« siger han.

I dag kan man få heroinbehandling i Hvidovre, København, Odense, Århus og Esbjerg. Jørgen Kjær, formand for BrugerForeningen for aktive stofbrugere, mener, at man bør gøre tilbuddet tilgængeligt for langt flere. Og så peger han på, at de misbrugere, som skal møde op to gange om dagen, ikke har overskud til andet end at passe deres behandling, og at de derfor ikke kommer videre.

Thomas Fuglsang er enig.

»Det er virkelig et fuldtidsarbejde at være i heroinbehandling, fordi man skal transportere sig hertil hver dag året rundt – flere gange om dagen for nogens vedkommende. Det gør, at der er mange, der ikke kommer, som kunne have glæde af det,« siger han.Jørgen Kjær mener, at misbrugerne burde kunne få stof med hjem – gerne til flere dage.

– Men risikerer man så ikke, at det bliver solgt på stofmarkedet i stedet?

»Man giver en misbruger den ideelle medicin, og så forventer man, at han vil sælge det, hvis han får det med hjem? Der dømmer man jo folk på forhånd og det er helt galt for hvad skulle han så ellers blive rask af efterfølgende, det er jo ikke sådan, at man får ubegrænsede mængder, og hvis stoffet er solgt, bliver han jo hundesyg.«

På Heroinklinikken i Odense skal misbrugerne fortælle, hvis de har taget stoffer, drukket eller røget hash ved siden af behandlingen. Ind imellem bliver der taget stikprøver. Reglen er til for at undgå overdoser, og Martin Madsen ser ingen grund til at lyve. Han har en enkelt gang fixet for 700 kroner heroin købt på gaden i Kolding.

»Jeg skulle jo lige prøve. Men de penge kunne jeg lige så godt have sat ild til, jeg kunne ingenting mærke. Den dosis, jeg får på klinikken, er lige tilpas, så jeg har ikke brug for mere,« forklarer han.

Martin Madsen mener, det er godt, at man ikke kan få heroinen med ud af klinikken.

»Det ville være for svært at administrere. Det ville lynhurtigt skabe efterspørgsel på gaden, fordi heroinen er af så god kvalitet. Mange ville blive fristet til at sælge. Tro mig.«

Stramme regler om hygiejne

Opholdstuen i klinikken er indrettet med cafeborde, akvarium, frugtfad og et par computere, hvor nogle af brugerne spiller kabale. En sidder i en sofa og sover med sin mobiltelefon i hånden. Foran døren ind til afdelingen, hvor man får udleveret og injicerer heroinen, har der dannet sig en lille kø. Nogle tripper lidt. Andre sludrer afslappet. Her er krammere og ind imellem også lidt diskussion. Slåskamp og stofhandel giver en måneds karantæne fra klinikken. En bruger brokker sig over, at der skal en journalist og en fotograf med ind i injektionsrummet.

»Det er privat,« siger han vredt.

Thomas Fuglsang er enig med manden i køen.

»Det er faktisk meget intimt at stikke hul i huden og nyde suset – og det er grænseoverskridende, at folk skal se på det imens. Du og jeg synes heller ikke, at det er sjovt at sidde på et banegårdstoilet og drikke rødvin. Vi vil gerne sidde i fred og ro i stuen med vores venner og et tændt stearinlys. Men vores brugere er nødt til at injicere i et rum med andre brugere, med personale til stede og neonrør i loftet.«

Injektionsrummet er ikke ret stort – fire sorte stole og borde med små gule skraldespande til brugte kanyler. Det lokale, hvor det aflåste pengeskab med heroinpulveret står, har gitter for vinduet. Bag en skranke i den ene ende står personalet, og udleverer stoffet i en klargjort sprøjte.

Hver bruger har en skuffe med nummer – her står en bakke klar med de ting, man skal bruge til at fixe, blandt andet engangsservietter, vat og tape. »Pølsebakken,« kalder Martin Madsen den.

Han har trukket op i bukserne for at fixe sig i underbenet og trækker en årescanner hen til sin stol. En selvlysende grøn firkant rammer huden og viser et fintmasket net af årer. Han tager sprøjten i munden for at få armene fri – en sygeplejerske rømmer sig med et samme.

»Du må ikke tage den i munden,«.

»Nårh nej,« siger Martin Madsen. »Gammel vane.«

De mange bakterier i munden skal helst ikke overføres til kanylen. Reglerne for hygiejnen på Heroinklinikken er stramme – men det skyldes, at meningen med tilbuddet blandt andet er, at misbrugernes sundhedstilstand skal forbedres, når de fixer på den mindst skadelige måde.

Martin Madsen har svært ved at finde en brugbar åre. En sygeplejerske tager blå handsker på og sætter sig på hug ved siden af. Hun må gerne hjælpe ham med at finde et egnet sted – men ikke med selve det at stikke. Martin Madsen forsøger flere steder og bløder lidt. Han ender med at trække bukserne ned og stikke i lårmusklen.

Virkningen er den samme, men modsat de 15 sekunder, det ellers tager for heroinen at nå hjernen, er virkningen længere tid om at indfinde sig. Ventetiden bruger han i opholdsstuen. Han skal observeres i en halv time, før han må tage hjem.

Imens fortæller Martin Madsen om sit liv. Han voksede op i Kolding med forskellige problemer i hjemmet og mange skoleskift: syv forskellige skoler, inden han droppede ud i midten af 9. klasse. Som 11-årig var han også anbragt på et drengehjem ved Horsens, men savnede sine fem mindre søskende så meget, at han bad om at komme hjem igen.

Som teenager begyndte han at ryge hash, gå i byen og komme i slagsmål. Han har ikke tal på, hvor mange gange han har siddet inde for vold, tyveri og indbrud for at skaffe penge til stoffer. Det var i Statsfængslet Renbæk, hvor han afsonede en voldsdom, at han første gang stiftede bekendtskab med hårde stoffer. Han sad sammen med nogle meget ældre fanger. »Nogle ordentlige brød,« som han forklarer. Han var 17 år.

»De tilbød mig rygeheroin, og jeg kunne bare ikke i den situation sige, at det ville jeg ikke,« siger Martin Madsen.

Senere fandt han sammen med sin ekskone, som sprøjtede sig hver dag.

»Så prøvede jeg det, og det slog benene helt væk under mig. Det er knap 20 år siden.«

Siden har han kun haft kortere pauser fra sit misbrug, enten på grund af behandling eller fængsel.

Større dosis ved festlige lejligheder

Kombineret med heroinbehandlingen får brugerne også metadon. Virkningen af metadon er længere om at klinge af og lægger derfor en bund, så misbrugerne kan klare sig til næste morgen uden abstinenser.

»Men vores brugere bliver mindre abstinente end andre, fordi der er leveringssikkerhed her på klinikken. Alene tanken om, at de nok skal få heroinen uanset hvad, betyder alverden,« siger Anette Nancke.

På heroinklinikkerne er de med tiden blevet mere fleksible i forhold til at ændre på folks doser. I Odense justerer de eksempelvis også op til særlige begivenheder som nytårsaften for at undgå, at misbrugerne går ud og kombinerer med illegale stoffer.

»Ved lejligheder, hvor andre slår til Søren, kan vores brugere også have brug for at ruse sig på en anden måde. Det kan være fast en gang om ugen for eksempel om lørdagen eller ved en højtid,« siger Anette Nancke. Det er en helt anden tilgang end tidligere, hvor det alene handlede om at give brugerne en mængde metadon, så de ikke blev abstinente.

»Førhen var holdningen, at man skulle trappe misbrugerne ned og ud, så snart man kunne. Det var i den bedste mening. Men her får man heroinen i en dosis, der giver en den rus, man har brug for. Det er helt legalt, det vi gør, og vi giver dem ikke overdoser. Men vi synes, det er okay at sige, at man gerne vil have, så hatten passer,« siger Anette Nancke.

Både hun og Thomas Fuglsang er godt klar over, at heroinbehandling rokker ved en central forestilling i vores syn på misbrugere, som nogle, der helst skal stoppe:

»Det er en klassisk opfattelse af misbrugsbehandling i et moralistisk land som Danmark, at fanden har skabt stofferne, og at man ikke skal have noget sjov ud af at være i behandling. Sådan er det i metadonbehandlingen, hvor man ikke oplever kick ved hverken mikstur eller tabletter. Med den her behandlingsform har man accepteret, at folk har noget fornøjelse ud af det under kontrollerede omstændigheder, så de ikke dør af det,« siger han.

Nogle af misbrugerne i heroinbehandling ruser sig stadig ved siden af.

»Det er få, der slet ikke har misbrug ved siden af. Men vi har ikke en forventning om, at folk kommer gennem kemisk rens af det her. Formålet er at nedbringe det samlede misbrugstryk af illegale stoffer, og at man får det bedre helbredsmæssigt, socialt og psykisk,« siger Thomas Fuglsang.

For mange af misbrugerne bliver hverdagen så mærkbart bedre, at det næsten er en udfordring, hvad de skal bruge tiden til, når de ikke længere jager rundt efter stoffer.

»Vi oplever, at der er et kæmpe behov blandt vores brugere for sociale aktiviteter, udflugter, madlavningshold, kvindegrupper og angstgrupper og kognitiv terapi,« siger Thomas Fuglsang.

Ét skridt af gangen

Flere gange i løbet af dagen ringer Martin Madsens telefon, hvor det er hans søn Mike i den anden ende.

»Vi ses min dreng. Jeg elsker også dig,« siger han i slutningen af en af samtalerne.

Martin Madsen er far til tre børn med to forskellige kvinder.

»Jeg var 20 år, da jeg blev far. Jeg synes, det er dejligt, jo yngre man er, når man får dem, så har man jo mere tid sammen med dem.«

Han har kontakt til alle tre børn – to af dem bor i plejefamilier i Kolding. Den tredje bor stadig sammen med sin mor. En af hans sønner fortalte ham for noget tid siden, at han havde røget hash.

»Jeg talte alvorligt med ham om det. Jeg sagde, at det var en rigtig dum idé, og at det ene kan føre til det andet. Jeg brugte mig selv og hans mor som eksempel,« siger Martin Madsen. Samtalen gjorde indtryk. Sønnen har ikke siden rørt hverken hash eller andre stoffer.

Efter togturen hjem til Kolding spiser Martin Madsen frokost på Regnbuen, et værested for aktive stofmisbrugere. Han holdt også juleaften hernede, selv om han havde mulighed for at holde det med sin familie. Hans mor og nogle af hans søskende er kede af, at han er begyndt i heroinbehandling.

»De har alle mulige forestillinger om, at jeg nok aldrig kommer ud af mit misbrug, nu hvor jeg får heroinen. De synes, det er den helt forkerte vej, det går. Selvfølgelig har jeg også et håb om helt at kvitte stoffer, men man må tage ét skridt af gangen. Det her giver mig i hvert fald mere overskud«

For seks år siden fik Martin Madsen en overdosis. Der gik 13 minutter før han blev genoplivet. Efterfølgende lå han i koma, og da han vågnede, gik der mange måneder, før han kunne kende sine nærmeste. De troede og håbede på, at han muligvis også havde glemt trangen til stoffer.

Men sådan gik det ikke. Overdosen førte til en hjerneskade, så Martin Madsen i dag ikke så godt husker eksempelvis tal og telefonnumre. På den positive side har det gjort ham langt mindre aggressiv. Førhen var han en slagsbror – i dag er han mild og rolig.

»Jeg kunne kun give udtryk for vrede med næverne. Så jeg er blevet en helt anden person – på den gode måde,« siger han. »Men trangen til stoffer mistede jeg ikke. Desværre.«

Anette Nancke kan godt forstå, at der er pårørende, som ser heroinbehandling som en endestation.

»Det ville jeg måske også tænke, hvis det var min bror, far eller søn. Men vi oplever, at brugerne i behandling får struktur på deres liv og overskud og mod på at lave noget andet,« siger hun og forklarer, at heroin i hendes optik er medicin:

»Brugerne kalder det stof eller dope, men det er altså en medicinsk behandling, der frigiver energi til at gøre nogle andre ting med sit liv. Om det er at rydde op lejligheden, få ordnet tænder eller komme ud på arbejdsmarkedet, det er sådan set lige godt for mig.«