Læsetid: 3 min.

Når Gramsci bliver det ekstreme højres allierede

I 1970’erne blev den italienske filosof og kommunistiske antifascist Antonio Gramsci en af venstrefløjens guruer, men i Frankrig er han nu flyttet ind på bogreolerne hos højreekstremister
16. januar 2016

Antonio Gramsci var en italiensk filosof og politiker, som levede i det begyndelsen af det 20. århundrede, og var grundlægger af det kommunistiske parti i Italien. Under Mussolinis fascistiske styre blev han fængslet og først frigivet efter 11 års fangenskab i 1935. Han døde i 1937.

Men det skulle især blive i 1970’erne, at hans tanker, ikke mindst fra de mange hæfter han skrev under sit fængselsophold, Fængselsoptegnelser, skulle blive diskuteret i marxistiske intellektuelle kredse.

Det var nemlig præcis den intellektuelles rolle, Gramsci teoretiserede over. Hans mest berømte begreb er ’kulturel hegemoni’ og omhandler hele den måde kapitalistiske magthavere opretholder magten gennem utallige kanaler. Selvfølgelig gennem statsapparatet, men også via skolen, pressen og andre medier.

På mange måder skulle begrebet ’diskurs’ eller ’den herskende diskurs’ videreføre Gramscis tænkning. Et system kan på ingen måde opretholdes med vold eller magt alene. Den intellektuelles rolle kan således præcis i et højt udviklet kapitalistisk system bestå i at gribe ind i hegemonien. Gramsci skulle få stor betydning for intellektuel selvopfattelse i 1970’erne. Det var ikke nok blot at vente på kapitalismens ’naturlige’ udvikling mod revolution, den intellektuelle kunne spille en rolle.

Ånden fra 1968

Nu er Gramsci igen kommet på dagsordenen i Frankrig og på højst overraskende vis. Det skyldes, at den højreekstremistiske journalist Éric Zemmour er begyndt at henvise til ham.

Zemmour var i en årrække journalist på det borgerlige dagblad Le Figaro, derpå var han spydig tv-kommentator på et populært fransk talkshow, indtil han blev fyret på grund af for ekstremistiske udtalelser. Han har udgivet flere bøger om, hvorledes Frankrig er ved at blive oversvømmet af indvandrere – han er selv af algiersk afstamning.

I 2014 fik han enorm succes med essayet Le suicide français – ’Det franske selvmord’. En dystopisk gennemgang af Frankrig som et deprimeret land, der ligger underdrejet især på grund af misforstået tolerance.

Zemmour viger ikke tilbage for at hævde, at det ganske enkelt er den hvide mand, der er truet. I essayet Le premier sexe fra 2006 advarer han franske mænd om, at indvandrerne vil komme og gøre de franske kvinder gravide, og langer også ud efter feminister.

Men det er især med essayet om det franske selvmord, at Zemmour overraskende er begyndt at henvise til Gramsci. Det gør han, fordi han er overbevist om, at han kæmper mod den offentlige diskurs, den hegemoni, der har hersket siden ’68. Han rejser derfor land og rige rundt og holder foredrag om sit værk og har udelukkende, forklarer han selv, undladt at skrive sig på Front Nationales valgliste, fordi livet som politiker vil være alt for anstrengende for ham.

Men Zemmour sammenligner altså sin rolle med det tidspunkt, hvor Gramsci diagnosticerede at noget nyt var på vej, som han mente var tegn på revolution. Og hvor den intellektuelles rolle blot skulle være at puste lidt til flammen.

En højreekstrem revolution?

Den almindelige franskmand misrepræsenteres ifølge Zemmour af den siddende magt, som gennemstrømmer alle medier. Allerede i 1970’erne knyttede det ekstreme højre an til Gramsci og teoretiserede over det gennem Louis Pauwells, der var redaktør på ugemagasinet Figaro Magazine – og det er så denne linje, Zemmour bevidst følger.

Men Gramsci tog jo rent faktisk tog fejl – har Zemmour så mere ret i, at der en revolution af højreekstremisme under opsejling? Det advarede den grønne politiker Nôel Mamère allerede om i 2014.

»Det er en sovs, som er ved at gennemtrænge hele det franske samfund,« skrev han på sin blog og henviser netop til Gramsci. Zemmour er »blot et omvendt spejl af den fejlslagne ideologi på vestrefløjen«.

I månedsmagasinet Philosophie Magazine er Michel Eltchaninoff mindre overbevist om, at Zemmours projekt lykkes. Eller også, at det netop mislykkes præcis, som Gramscis egne forestillinger blev gjort til skamme. I og med revolutionen jo ikke kom i Italien for eksempel. Eltchaninoff mener ganske enkelt ikke, at Front Nationale for alvor aflæser en dybere folkestemning, som så blot kommer til orde hos tænkere som Zemmour.

»Det drejer sig snarere om en fortsat meget skrøbelig sammenligning, lidt tilfældig og måske temmelig generende for nogen, mellem et parti, der går fremad, og så en vis stemning. Det er ganske vist en form for gramscisme, men ikke en planlagt gramscisme.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu