Hvad er overfaldet i Køln udtryk for?
»Lige nu og her skal man se det som et udtryk for det, jeg som dansk kvinde med afghansk baggrund har forsøgt at råbe op om i den offentlige debat, og som andre internationale og danske debattører – Mona Eltahawy, Deeyah Khan, Elmas Berke – kæmper for at få på dagsordenen, nemlig at der er et problem med de patriarkalske strukturer i mellemøstlige kulturer, der hæmmer mig, fordi jeg er kvinde. Vi taler ikke om øremærket barsel og om kvoter for kvinder i bestyrelser. Den dag, det kun er den slags, der er mit problem, har jeg vundet, for så ejer jeg retten til min egen krop. Køln er en grim øjenåbner for os, for det er ikke et enkeltstående tilfælde. Og det er ikke kun arabiske mænd – der var også mænd fra Balkan, Afghanistan og Nordafrika. Det handler om kulturer, hvor kvinder systematisk undertrykkes. Det er ikke bare et spørgsmål om, hvorvidt du kan færdes frit, men om, hvorvidt du overhovedet kan være kvinde. Lige meget hvor vi ser hen – Indien, Pakistan, de rige golfstater – så er kvindens eksistens truet, kvinder bliver gemt væk. Hvad enten det er i soveværelset eller parlamentet, så bliver de undertrykt.«
Hvad er det, som nogle overser i debatten om det, der er sket i Køln?
»Jeg har været rigtig ærgerlig på de feministiske, hvide medsøstre, der holder fast i, at det er et vestligt problem. Det er et kulturelt problem. Lad mig slå det helt fast. Der et problem med mænd formet af en kultur, hvor kvinden er et objekt, som skal være intakt på bryllupsnatten, og som er til for manden. Det skal man fokusere på, frem for at noget lignende kan ske i det danske natteliv blandt danske mænd. Du vil aldrig nogensinde opleve så mange danske mænd gøre det her nytårsaften. Jeg har arbejdet som værtinde i nattelivet, og det, jeg har oplevet, er, at hver gang der kommer en stodder, så er der 10 andre mænd, som er klar til at forsvare en. Det, vi ser i Køln, er 1.000 mænd der bestjæler og forgriber sig på kvinder og skaber et sådant kaos, at myndighederne ikke kan komme til.«
Hvad er problemet med at tage en generel debat om mænds opførsel, for eksempel i forhold til voldtægter begået i Danmark?
»De fem voldtægtssager fra karnevallet i Aalborg skal have opmærksomhed. Men det her er noget helt andet. I Mellemøsten er det altid en kvindes skyld, hvis hun bliver krænket. Hvis vi skal tale om det her, skal vi have respekt for medsøstre i hele verden. Hvis man mener, at kvindesagen er universel, skal man f.eks. fokusere på dengang i Kabul i 2015, hvor en kvinde blev tæsket på gaden – ikke bare af almindelige mænd, men også af folk fra myndighederne. Det kan simpelthen ikke sammenlignes med en idiot på et diskotek, der stikker hånden op under nederdelen, for det er nogle helt andre ting, der gør sig gældende i det her tilfælde.«
Hvad er det, du ønsker dig i debatten?
»Jeg efterlyser solidaritet fra venstrefløjens feminister, dem, der bærer historien. Det var dem, der startede med at gøre krav på egen krop, men vi minoritetskvinder befinder os på det stadie, hvor feministerne begyndte deres kamp.«
Hvordan har du selv oplevet det mellemøstlige kvindesyn?
»Jeg hader at tale om det, men det er vigtigt. Blandt andet oplevede jeg for to år siden, da jeg skulle forloves med min afghanske kæreste, som jeg havde været sammen med i seks måneder, og som jeg selv havde valgt, at hans forældre på selve dagen ringer og siger, at de ikke kan acceptere mig: Jeg er ikke jomfru, jeg har arbejdet i byen, og jeg er flyttet hjemmefra, før jeg blev gift, så jeg er den mest rådne af alle kvinder. Jeg har også oplevet, hvordan min bror legitimerede brugen af vold mod mig, efter at min far døde. I miljøet mener man, at vold er en legitim måde at opretholde og genoprette æren på.«
Hvorfor er de emner så svære at debattere?
»Fordi de vidner om, at vi ikke har normaliseret vores forhold til brune kvinder. Det kan godt være, at vi kommer fra en anden kultur og har en anden hudfarve, men brune kvinder skal nyde samme frihedsrettigheder. Vi opererer stadig med ét sæt regler for, hvad vi vil acceptere i forhold til hvide kvinder, og et andet sæt regler for de brune kvinder. Det handler om den her klamme berøringsangst, fordi de klassiske feminister befinder sig på venstrefløjen, og man er bange for at bære brænde til højrefløjens bål. Jeg går ud med stor sårbarhed og siger: Vi skal være opmærksomme på det her. Selv om jeg selv er flygtning og bliver anklaget for at være højrefløjens nyttige idiot. Men kvindesagen er vigtigere, end hvordan visse mennesker kan bruge mine ord, der er jeg stærk nok til at sige: ’Fuck af med jer.’«
Hvad giver dig håb?
»Når jeg deltager i den offentlige debat, og når jeg ser det, alle de kvinder med anden etnisk baggrund skriver til mig, hvor de tilkendegiver, at, ja, det er et problem for mange af os. Mit håb er, at det på et tidspunkt vil blive helt normalt at tale om og ikke længere være et tabu, så problemet bliver elimineret. Det giver mig håb, at jeg er med til at starte et oprør. Da jeg for 10 år siden tog mit opgør, tænkte jeg: ’Jeg er den eneste, der tager det her’. Jeg følte mig som det sorte får, men nu hvor jeg er trådt ind på den offentlige platform, kan jeg se, at det ikke bare er en navlebeskuende kamp. Det er en kamp, jeg tager for rigtig mange kvinder.«
Hvornår mærkede du, at du blev voksen?
»Da jeg mistede min far. Jeg var 14 år, og der gik det op for mig fra den ene dag til den anden, at jeg fik frataget min eksistens. Det gjorde mig voksen. Og det gjorde mig opmærksom på, at jeg ikke skulle ikke være økonomisk afhængig af en mand. Jeg blev også voksen i gymnasiet, da jeg stod imod det brune kollektivs kraft, og senere, da jeg tog kampen med min mor. I dag føler jeg, at jeg er voksen, fordi jeg deltager i den offentlige debat, jeg har udviklet teflon i løbet af det seneste år. For man får mange tæsk og hug forskellige steder.«
