»Det er jo ikke partiet, der definerer mig. Jeg er med til at definere partiet«

Efter et år med store politiske sejre står Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti endnu stærkere end nogen sinde. EU-parlamentarikeren er stadig elsket af vælgerne, men også af medierne, der bliver ved med at lade sig fascinere af panamahatten og det elitære, og som endnu ikke har formået at slå alvorlige sprækker i hans troværdighed
Den største præstation er, at det på udlændingeområdet, i værdikampen og på EU-området er lykkedes at få rykket de andre partier i en helt anden retning, siger Morten Messerschmidt om den indflydelse, Dansk Folkeparti har opnået

Den største præstation er, at det på udlændingeområdet, i værdikampen og på EU-området er lykkedes at få rykket de andre partier i en helt anden retning, siger Morten Messerschmidt om den indflydelse, Dansk Folkeparti har opnået

Ulrik Hasemann
23. januar 2016

»Skal vi dele en flaske?« spørger Morten Messerschmidt.

I planlægningen af mit interview med den danske EU-parlamentariker har jeg besluttet, at jeg enten vil invitere ham på smørrebrød eller på vin.

Begge dele er gjort før af journalister, der aldrig bliver trætte af fortællingen om de modstridende sider i den efterhånden velfortalte historie om personen eller personaen Morten Messerschmidt. Den folkelige og den elitære i én.

Efter en på godt og ondt omvæltende tid for Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti vil jeg gerne invitere ham på en snak om hans partis magt i dansk politik, hans egen magt i partiet og om anklagerne om, at magten er steget ham til hovedet.

Jeg går med til vinen, og da jeg to dage inden interviewet ringer til vinbaren for at bestille bord, får jeg at vide, at Messerschmidt er en regelmæssig gæst.

Og ganske rigtigt.

Det første, stemmeslugeren fra Bruxelles gør, da han kommer ind ad døren på den københavnske vinbar, er at tage hatten af og hilse meget høfligt på mig. Dernæst går han direkte op til tjeneren og spørger efter den Bourgogne, han drak, da han åbenbart besøgte vinbaren aftenen før.

Vinderen

Morten Messerschmidt kan på mange måder ses som en af den seneste tids store, politiske vindere. I sommer fik hans parti fået en overvældende sejr til folketingsvalget, hvor de høstede flere stemmer end ved noget tidligere folketingsvalg og blev Danmarks næststørste parti lige i hælene på Socialdemokraterne.

Den 3. december, da et flertal af vælgerne vendte EU ryggen og sagde nej til en afskaffelse af det danske retsforbehold, fremstod Messerschmidt igen som sejrherre og centrum i valgkampen.

I fremtiden vil han sammen med Dansk Folkeparti være en central del af arbejdet hen imod at få en dansk parallelaftale om Europol.

Derfor er det også meget længe siden, at man har kunne tale om Dansk Folkeparti som et protestparti, mener Messerschmidt.

»Begrebet protestparti er for dem, der kun vil angive problemerne, men ikke løsningerne. Vi har taget ansvar for mange og også svære politiske beslutninger, så derfor synes jeg ikke længere, det er legitimt at tale om et protestparti. Det har vi ikke været i 15 år. Vi er et almindeligt parti, der dog stadig insisterer på at protestere en gang imellem,« siger Messerschmidt.

Midt i næste spørgsmål kommer tjeneren med den flaske, Messerschmidt har valgt. Han hælder op til Messerschmidt, der tager glasset, slynger vinen rundt i det, dufter og smager. »Man føler næsten, at man er i Bourgogne,« siger Messerschmidt og tilføjer, at rødvinen »står meget fint«. Tjeneren hælder op til os begge.

Europaparlamentsvalget i maj 2014 var første gang, det gik op for det politiske Danmark, hvor godt et tag Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti havde på vælgerne.

Alle rejste til Sønderjylland for at se nærmere ’det gule Danmark’, valgforskerne begyndte at granske partiets metoder, og politiske kollegaer, meningsdannere og kommentatorer måtte se indad og indrømme, at de havde undervurderet DF.

Valget var »kulminationen« af Morten Messerschmidts politiske liv, og han oplevede det, som om han var omdrejningspunktet i hele kampagnen. Alle andre kandidater, også fra de øvrige partier, rettede blikket mod ham.

»Vi gjorde Nyrup til nummer to, og det var der jo så en særskilt glæde ved,« siger Messerschmidt høfligt, men med et sigende smil. Det parti, som Poul Nyrup Rasmussen engang fra talerstolen havde udråbt til aldrig at blive stuerent, havde lige slået Socialdemokratens rekord i personlige stemmetal – Messerschmidt havde fået 465.758 personlige stemmer.

Spørger man den 35-årige Messerschmidt om, hvad han har betyder for sit parti, vil han godt »tillade sig at nævne«, at det gode EU-valg har haft en vis betydning for partiets almene renomme. Det er måske rigtigt, for et år efter EU-valget indtog Dansk Folkeparti pladsen som Danmarks største borgerlige parti med 37 mandater.

Alligevel fravalgte partiet at gå i regering med Venstre. Der er ingen tvivl om, at Dansk Folkeparti på papiret har mere magt, end de har haft før – eller indflydelse, det lyder mindre enevældigt, som Messerschmidt rigtigt nok siger. Men har de mere magt rent praktisk?

»Man kan ikke sammenligne Dansk Folkeparti nu, med vores rolle i VKO-tiden. Det var en anden situation, hvor man var det eneste parti, regeringen skulle blive enig med. I dag kan man ikke spille med musklerne på samme måde. Og i det lys, synes jeg, DF har navigeret utrolig godt,« siger Messerschmidt, som mener, at den største indflydelse, Dansk Folkeparti har haft, er påvirkningen af de andre partiers linjer.

»Den største præstation er i virkeligheden, at det er lykkedes på udlændingeområdet, i værdikampen og på EU-området at få rykket de andre partier i en helt anden retning. Jeg kan huske EU-politikken, da jeg var ung. Der var den overordnede linje meget proeuropæisk, og det var kun socialisterne, der kritiserede EU. Det har jo ændret sig i dag, og det vil jeg i al ydmyghed tillade mig at tage en vis del af æren for. Kritikken af EU er i højere grad blevet nationalkonservativ. Den form for påvirkning, vi nu ser hos de andre borgerlige partier, der er meget kritiske og bekymrede– selv Venstre, som engang nærmest havde Uffe Ellemanns EU-sokker som partilogo. Det er i virkeligheden den største indflydelse, man kan have,« siger Messerschmidt.

— Vel også fordi de er bange for at miste mandater til jer?

»Ja, der er ikke nogen tvivl om, at Venstres og især Socialdemokraternes første skridt mod os skete ud fra en eller anden form for frygt for at miste mandater. Men der, hvor vi er i dag, tror jeg faktisk, at de mener det. Det er den forandring, der er sket.«

Den forandring får unægtelig Dansk Folkeparti til at fremstå mere afrundet og legitimt for den brede befolkning, fordi partiet lige pludselig ikke er alene med deres udlændingekritik.

Ifølge Morten Messerschmidt er der dog stadig opbygget nogle billeder, der gør, »at folk bliver nødt til at tage et forbehold, når de skal sige noget pænt om mig eller nogen fra Dansk Folkeparti«.

Sagerne

I 2015 er der også kommet ridser i lakken. Eller i hvert fald en slags ridser. I månederne op til valget om retsforbeholdet kom Messerschmidt nemlig ud i et stormvejr, da en kollega i Europa-Parlamentet for DF anklagede ham for at misbruge midler fra to forskellige fonde i EU.

Messerschmidt og DF er siden blevet bedt om at betale penge tilbage i to tilfælde, men har omvendt også fået en af de aktiviteter, der var tvivl om lovligheden af, godkendt af Europa-Nævnet.

»Hun er en lidt forvirret pige, der kommer fra Rebild til Bruxelles,« sagde Morten Messerschmidt dengang om kritikeren, parlamentskollegaen Rikke Karlsson, der kort forinden havde meldt sig ud af partiet. Herefter rullede de kritiske overskrifter og tv-interview.

»Her gik det for første gang op for mig, hvor stor trangen til på en eller anden måde at få mig ned med nakken var. Fra politiske modstandere og fra visse medier. Det kom bag på mig,« forklarer Morten Messerschmidt.

Måske har han ret i, at medierne var særligt efter ham. I en klumme i Information i maj 2014, skrev journalist Mette-Line Thorup, som tidligere på året havde begået et stort portræt af ham i forbindelse med Europaparlamentsvalget, at journalister higer efter at skrive om Messerschmidt, fordi han er en pudsig karakter, men også fordi, det »endnu ikke er lykkedes nogen at afsløre alvorlige sprækker i Messerschmidts troværdighed«.

Når man spørger sig omkring, er der omvendt ingen, der kan genkalde sig billeder af en Messerschmidt, der med sved på panden må forsvare sig over for journalisterne, eller som på nogen måde lader til at have lidt nogen form for nederlag.

I visse kredse blev det kritiseret, at der ikke blev gået til Messerschmidt på samme måde, som der i sensommeren var blevet gået til Carl Holst, da han ikke ville lægge bilagene frem i sin egen sag, ligesom Messerschmidt ikke gjorde det i denne sag.

Årsagen var ifølge nogle, at nej-siden ikke havde interesse i at svække den mest synlige og karismatiske politiker på deres side, mens ja-siden ikke ville udstille sprækkerne i den europæiske administration. Andre mente igen, at sagen blev blæst fuldstændig ud af proportioner.

»Det er måske nemt at undgå at få sved på panden, når man ved, at man har sit på det rene. Men jeg husker det ærlig talt ikke som en walk in the park, det må jeg sgu indrømme,« siger politikeren og tilføjer:

»Vi skal huske at drikke vinen. Skål«.

For Morten Messerschmidt kulminerede opmærksomheden omkring fondsmidler med en mere personlig sag. Få måneder før havde han brudt med sin partner gennem otte år, Dot Wessmann, og i oktober kunne man læse avisforsider om, at han var »brutal« både over for sine kollegaer i Bruxelles og over for Dot på privatfronten.

»Jeg følte i høj grad, at det hele blev blandet sammen. Det var en tid, hvor jeg prøvede at forberede mig på afstemningen og skulle forholde mig til tidligere kollegaer, der sagde, at jeg havde kastet med møblerne,« siger Messerschmidt, som oplevede tiden som »rædselsfuld« og måske den hårdeste periode i hans politiske liv, også selv om den endte med endnu en DF-sejr i forhold til retsforbeholdet i december.

Kronprinsen og kulturen

Der er vist ingen tvivl om Dansk Folkepartis indflydelse på dansk politik. Men hvad med personen Morten Messerschmidts, der i medierne kaldes DF’s kronprins, indflydelse på partiet?

Selv siger han, at han på intet tidspunkt har gjort op med mig selv, om han overhovedet vil være formandskandidat, hvis det en dag om mange år skulle blive aktuelt.

»At blive spået til at være en kommende formand er en forpligtelse, der er så ukonkret, at det er en forbandelse. Derfor vil jeg meget hellere være kendt som Morten Messerschmidt. Medlem af Europa-Parlamentet. Kulturelt interesseret. Meningsdanner, politiker. Ikke kronprins eller kommende formand,« siger han.

Og Morten Messerschmidt har gjort sig bemærket som ikke bare en ekstraordinær EU-parlamentariker, men også ekstraordinær i forhold til, hvad man almindeligvis forbinder med Dansk Folkeparti og dets vælgere. Han er symbolet på den finkultur, hans parti ved første øjekast ikke kender til eller bryder sig om.

Men han kan, som han siger, ikke gå rundt og lade, som om han helst vil have en håndbajer, hvis det ikke passer. Alt tyder da også på, at han heller ikke behøver at lade som om. For Morten Messerschmidt har i hvert fald i sin egen person formået at forene Bach og opera med Bakken, vin med smørrebrød og skotskternede bukser med rødternede duge.

»Det er jo ikke Dansk Folkeparti, der definerer mig. Jeg er med til at definere Dansk Folkeparti,« fortæller han og forklarer, at en af de måder, hvorpå han gerne vil definere Dansk Folkeparti yderligere er, at partiet skal have en klarere profil inden for Messerschmidts hjerteblod, nemlig kulturområdet.

»Vi tror i Danmark, at vi kan køre et kulturliv, som man kan køre en pølsefabrik. Det er en skam, for der ligger noget værdikamp i, at vi har et stærkt kulturelt samfund på mange planer,« mener han og uddyber, at det er »meget problematisk«, som Det Kongelige Teater bliver ressourcemæssigt skåret ned i de her år.

Han vil gerne give det gule Danmark en ejerskabsfornemmelse i forhold til teatret:

»Jeg ved, at der er mange, der er af den opfattelse, at Det Kongelige Teater er noget snobbet pjat, som foregår ovre i København. Og det må man jo så imødegå ved blandt andet at brede teatret mere ud i hele landet,« mener han.

Det er ikke noget, han har afstemt med DF, siger han, men det gør ikke så meget. For et parti skal ikke være en »zombiefabrik«, hvor alle tænker og gør ens. Det skal være et sted, hvor man accepterer den demokratisk vedtagne linje, men hvor der også er rum til, at man kan være forskellige.

»Det ville da være en skam, hvis et interview som det her kun skulle være, at jeg forsvarer et partiprogram. Jeg er valgt på det, men jeg vil også bredde det ud og trække det i min egen retning,« forklarer han og nikker i retning af vinen.

»Prøv lige at smage den nu. Den er blevet meget rundere nu, hvor den har stået lidt«.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Ole Rasmussen

Nu er det svært at hade andre mennesker, og slet ikke personer man ikke kender.

Man kan have forskellige opfattelser, have et ønske om at isolere sig som person, eller som Morten Messerschmidt ønsker det, Danmark som nation. Det synspunkt har sit ophav i et eller andet....,

Det at isolere sig selv, eller andre, er et ikke synspunkt jeg deler, og jeg krydser fingre for, at det synspunkt ikke i den demokratiske proces får flertal i Danmark.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Dennis Lydker

Nu har EU modstand jo heller intet at gøre med at "isolere sig selv", som du kalder det Ole. Det er en pudsig stråmand.

Alternativet til EU er ikke total isolation selvom det er en belejlig stråmand for støtter af EU.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peder Kruse

Europa har i mange år haft gang i et centralistisk eksperiment, som jeg mener bliver mere og mere ødelæggende for Europa. Jeg synes, vi skal gå en anden vej, og forstår ikke det gør mig til isolationist. Vi kan da sagtens samarbejde i Europa uden at koncentrere mere og mere magt. Det er udemokratisk, helt generelt. Kodeordet kunne være diversitet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ole Rasmussen

Jeg er tilhænger af det europæiske samarbejde. Desværre er det med integrationen af de mange ny nationer, og ikke mindst Engelsk storhedsvanvid, gået skævt, som det så ofte gør med integration. De knaster vil nok blive løst i et nyt fremadrettet samarbejde, som vi ikke kan deltage i, da fortællingen om danskhed fra Dansk Folkeparti og Morten Messerschmidt bygger på selvopfundne danske værdier, som isolerer os fra at være med.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ole Rasmussen

Skal man give en billedbeskrivelse, så er manden med hatten, en måde at abstrahere fra ligesindede som vil skære penis af folk (DFU), som vil internere andre i lejre (DF) og som inderst inde hader sin omverden. Den verden han selv lever i. Jeg ved ikke om det er argumenter, men det er den virkelighed vi lever i.

anbefalede denne kommentar