Det radikale er blevet islamiseret

Islamisk Stat behøvede ikke sende syrere af sted for at angribe Frankrig i forsøget på at afskrække Frankrigs regering fra at bombe dem. IS er så glimrende i stand til at trække på et helt reservoir af radikaliserede unge franske borgere, som uanset hvad der sker i Mellemøsten stadig vil lede efter en stor sag, identitet eller fortælling, som de kan knytte til deres eget personlige, blodige oprør. Dette oprør er et, der ikke vil blive stoppet gennem at knuse Islamisk Stat.

IS er blot en mulighed for disse unge. Unge som dem har førhen sluttet sig til al-Qaeda; i 1995 knyttede de sig til Væbnet Islamisk Gruppe (GIA) i Algeriet, mujahedingrupperne i Bosniens borgerkrig eller andre af de terrorceller, der spirede frem i Afghanistan og Tjetjenien. I dag rejser de den sorte IS-fane – i morgen vil de kæmpe for andre fraktioner. De stopper ikke deres oprør, medmindre de dør under et af deres angreb – eller falder fra på grund af alder eller desillusion, som det skete for den ekstreme venstrefløj i 1970’erne.

Det giver ikke mening at tale om en tredje eller fjerde generation af jihadister. I Frankrig har vi stået over for et stabilt fænomen siden midten af 1990’erne: Radikaliseringen af to grupper unge franskmænd – dels muslimske ’andengenerationsindvandrere’, dels konvertitter til en eller anden voldelig ’afart’ af Islam.

To utilstrækkelige forklaringer

Det største problem for Frankrig er ikke Islamisk Stats nye ’kalifat’ i Syrien, for dette vil til sidst fortone sig som et mareridtsagtigt fatamorgana. Problemet er de unges oprør, og vores egentlige udfordring er at finde frem til, hvad disse unge mennesker repræsenterer – om de er forposter for en kommende krig eller for historiens fejltrin.

I dagens Frankrig er der to typer analyser af situationen, der dominerer, navnlig i tv-debatterne og på avisernes debatsider. Det er dels den ’kulturalistiske’ forklaring, dels ’tredjeverdens’- forklaringen.

Den første fremhæver, tilbagevendende og insisterende, eksempler på ’civilisationernes sammenstød’. De hævder, at oprøret fra de unge muslimer viser, hvordan islam ikke kan integreres i vores sekulære demokratise samfund – i det mindste ikke før en teologisk reformbevægelse får skrevet ’kaldet til jihad’ ud af Koranen.

Den anden forklaring henviser igen og igen til den postkoloniale kamp, de unges identifikation med den palæstinensiske sag; deres kritik af vestlige interventioner i Mellemøsten og deres eksklusion fra et racistisk, islamofobisk fransk majoritetssamfund. Med andre ord: Så længe den israelsk-palæstinensiske konflikt forbliver uløst, vil vi se oprøret fortsætte.

Men begge forklaringer støder på samme problem: Hvis årsagerne til radikaliseringen er strukturelle, hvorfor appellerer den så kun til en så lille og så marginal undergruppe af dem, der i dag kalder sig muslimer i Frankrig?

Næsten alle franske jihadister tilhører to specifikke kategorier: Enten er de andengenerationsindvandrere, der er født i Frankrig eller kom hertil som små børn. Eller også er de konvertitter. Antallet af konvertitter er vokset gennem tiden, men allerede sidst i 1990’erne udgjorde de 25 procent af de radikaliserede. Derimod findes der kun få første generationsindvandrere blandt de radikaliserede (selv blandt nyligt ankomne) og næsten ingen tredjegenerationsindvandrere. Den sidste kategori – tredjegenerations-indvandrerne – eksisterer for længst i Frankrig i dag og vokser også. De nordafrikanske indvandrere til Frankrig, der kom til Frankrig i 1960’erne og 1970’erne, er bedstefædre i dag – og deres børnebørn optræder ikke blandt terroristerne.

To kategorier af teenagere

Hvorfor bliver konvertitter, der aldrig selv har lidt under racisme, pludselig så optaget af at hævne muslimers ydmygelser? Mange konvertitter stammer fra de franske landsdistrikter – såsom (IS-bødlen, red.) Maxime Hauchard – og synes ikke at have haft stor anledning til at identificere sig med et muslimsk samfund, der for dem mest har haft en virtuel eksistens.

Med andre ord: Dette er ikke et oprør fra Islam eller fra muslimer, men et specifikt problem, der har at gøre med to kategorier af teenagere – især indvandrere, men også indfødte franske statsborgere. Problemet er altså ikke en radikalisering af islam, men en islamisering af radikalismen.

Hvad har disse andengenerationsindvandrere og disse konvertitter til fælles? Europas nye jihadister er et fænomen, der bedst forstås som et generationsoprør.

Begge grupper har brudt med deres forældres generation, eller mere specifikt: er gået imod, hvad deres forældre repræsenterer, såvel kulturelt som religiøst. Andengenerationsteenagerne har aldrig troet på deres forældres udgave af islam; de er ikke fastholdere af en kulturel tradition, der i sidste ende gjorde oprør mod vestliggørelse. Tværtimod er de selv vestliggjorte. De taler et bedre fransk end deres forældre. De har alle overtaget eller er fortrolige med deres generations ungdomskultur. De har prøvet at drikke alkohol, ryge hash og score piger på diskoteker. Mange har afsonet fængselsdomme for småkriminalitet. Så, en skønne dag, er de pludselig blevet (gen)omvendt til salafistisk islam – dvs. til en version af islam, der vil være helt ren, og som afviser begrebet kultur. En islam, som giver dem mulighed for at genopbygge sig selv på egen hånd. Den version af islam er så tillokkende, fordi andengenerationsindvandrerne hverken ønsker deres forældres kultur eller den vestlige kultur. Tværtimod er begge disse blevet kilder til deres selvhad.

Oprøret udspringer i sidste instans af et nederlag: Det er ikke lykkedes at udbrede islam som kultur. Dette opleves ikke som noget problem blandst førstegenerationsindvandrerne, for de er stadig bærere af den kulturelle islam fra deres oprindelseslande (men ikke har formået at udbrede denne i det nye land). Det er heller ikke noget problem for tredjegenerationsindvandrere, der taler fransk med deres forældre, og som gennem dem har fået kendskab til islams andre udtryksformer i det franske samfund. Bemærk, at vi finder langt færre tyrkiske end nordafrikanske indvandrere i de radikale bevægelser – uden tvivl fordi tyrkerne var i den situation, at deres religiøse og kulturelle tradering var sikret, fordi den tyrkiske regering sendte lærere og imamer til de tyrkiske indvandrersamfund for at videreformidle den. Det kan der så være andre problemer forbundet med, men i det mindste modvirker denne politik forlokkelsen fra salafisme og terrorvold.

De unge konvertitter klynger sig per definition til religionen i en ’ren’ form. Kulturelle kompromisser interesserer dem ikke – modsat de tidligere generationer af konvertitter, der hellere konverterede til den mere spirituelle sufisme.

Her slutter de sig til andengenerationsindvandreres ’forurettede’ islam, som manifesterer sig i generationsopgør og som kulturelle og politiske brud. Groft sagt giver det ikke mening at tilbyde dem en moderat islam i stedet. Radikalisme tiltrækker dem per definition. Salafismen er ikke kun et resultat af prædikener finansieret af Saudi-Arabien. Den er også det produkt, der passer til de unge konvertitters brud med deres fortid.

I modsætning til de palæstinensere, hvis børn deltager i de forskellige intifadaer, forstår de muslimske forældre til de franske radikaliserede ikke deres afkoms oprør. Som konvertitternes forældre forsøger de i stigende grad at gøre alt for at forhindre deres børns radikalisering: De tilkalder politiet, rejser til Tyrkiet for at hente dem hjem, og frygter med rette, at radikaliserede ældre søskende trækker de yngre med sig ned i den radikale afgrund. Jihadisterne er altså langtfra et symbol på en fælles radikalisering af de muslimske folkegrupper – de er en forværring af generationskløften, et brud med familien.

Når de bryder med deres familie, befinder de nye jihadister sig i reglen i det muslimske samfunds randzoner. De har næsten aldrig en forhistorie præget af fromhed eller ihærdig religiøs praksis. Efter hvert nyt terrorangreb har journalisternes indhentet vidnesbyrd, der er overraskende enslydende: »Vi fatter det ikke. Han var sådan en flink fyr/bare en simpel småkriminel. Han var ikke praktiserende muslim. Han plejede at drikke alkohol. Han røg tit hash og gik med damer ... Åh ja, det er rigtigt, for et par måneder siden blev han så underligt forandret, han lod skægget vokse og begyndte at plage os med sine foredrag om religion. – For den kvindelige udgave: læs de mangle artikler om Hasna Aït Boulahcen, den festglade Miss Jihad.

To svar

Der holdes intet skjult her: Er de først blevet genfødt og har set lyset, søger de unge konvertitter til radikalismen ikke at skjule den nye overbevisning – den viser de på Facebook. De fremviser deres nye almægtige ego, deres ønsker om hævn, deres dybe frustration, deres nydelse af den nye absolutte magt, som de bibringes gennem deres erklærede vilje til at dræbe. Og de fremviser fremfor alt fascinationen af foregribelsen af deres egen død. Den vold, de hylder, er en moderne form for vold. De slår ihjel på samme måde, som massemordere gør det ved de jævnlige massenedskydninger i Amerika, eller som Breivik gjorde i Norge. De gør det koldblodigt og roligt. Nihilisme og narcissisme er helt grundlæggende her.

Deres forrykte individualisme afspejles i deres isolerede stilling i de muslimske samfund. Kun få af dem går i moskeen. Deres eventuelle imamer er ofte selvbestaltede. Deres radikalisering opstår omkring en imaginær helt og omkring vold og død – ikke omkring forestillinger om Sharia eller utopier om kalifatet. I Syrien fører de blot krig. Ingen af dem integrerer sig i eller interesserer for det lokale civilsamfund. Og hvis de holder sexslaver eller rekrutterer unge kvinder på internettet som hustruer for fremtidige martyrer, er det netop, fordi de ikke socialt har integreret sig i de muslimske samfund, de hævder at forsvare. De er mere nihilister end utopister.

Selv om nogen af dem er blevet præget af Tabligh (fundamentalistiske prædikenfællesskaber, red.), har ingen frekventeret Det Muslimske Broderskab. Næsten ingen har været aktive i en politisk bevægelse, selv ikke i de propalæstinensiske bevægelser. Heller ingen har deltaget i ’menigheds’-aktiviteter såsom at servere Iftar-måltider under Ramadanen, prædike i moskeer eller missionere på gaden eller fra dør til dør. Ingen har påtaget sig seriøse religiøse studier. Ingen ser i det hele taget ud til at nære dyb interesse for teologi, selv ikke for jihads natur eller Islamisk Stats religiøse lære.

De radikaliseres gerne omkring en lille gruppe af venner, der har mødtes et bestemt sted (et kvarter, et fængsel, en sportsklub). Her forsøger de at genskabe en ny ’familie’ eller et broderskab af en art. Der findes et interessant sammenfald her, som burde studeres nærmere: Disse broderskaber er ofte biologiske. De radikaliserede tæller påfaldende mange brødrepar, der er skredet til handling sammen. Lad mig nævne brødrene Kouachi, der stod bag massakren på Charlie Hebdo; brødrene Abdeslam, der deltog i massemordene i Paris i november; Abdelhamid Abaaoud, som bortførte sin egen lillebror; brødrene Fabien og Jean-Michel Clain, der konverterede sammen og Tsarnaev-brødrene – gerningsmændene bag angrebet i Boston i maj 2013. Disse mange eksempler på radikaliserede søskende – der også kan være søstre – understreger generationsopgørets store betydning og det dramatiske brud med forældrene. En jihadcelle forsøger at skabe nye følelsesmæssige bånd mellem sine medlemmer: En jihadist gifter sig ofre med søsteren til en af sine våbenbrødre. Jihadceller ligner i den forstand ikke radikale bevægelser efter marxistisk eller nationalistisk inspiration. Fordi de i højere grad bygges op omkring personlige forbindelser, bliver de desto sværere at infiltrere.

For at sammenfatte: Islamisk terrorisme er således et ikke primært et udtryk for en radikalisering af den muslimske befolkning. Snarere afspejler den et generationsoprør, der påvirker en bestemt kategori af unge.

Hvorfor lige islam?

For andengenerationsindvandrere er svaret på dette spørgsmål indlysende. De påtager sig en identitet, som deres forældre, set fra deres synspunkt, har svigtet og forvaltet forkert. De bliver ’mere muslimske end muslimerne,’ og fremfor alt mere muslimske end deres forældre. Den energi, de i en første fase forgæves investerer i at genomvende deres forældre til deres egen nyfundne islam, er bemærkelsesværdig og viser, hvor vigtig løsrivelsen bliver for dem (alle forældre kan fortælle om sådanne diskussioner med deres radikaliserede børn).

Hvad konvertitterne angår, vælger de islam, fordi det er det eneste, der udbydes på markedet, som kan sikre deres oprør tilstrækkelig radikalitet. Vælger de Islamisk Stat, er de garanteret en adgang til at udøve terrorisme.

© Olivier Roy og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen