Læsetid: 7 min.

Fra retsstat til sikkerhedsstat

Undtagelsestilstande som den, der aktuelt har sat almindeligvis gældende retssikkerhed ud af kraft i Frankrig, er ikke demokratiets selvbeskyttelse – de er diktaturets potentielle forstadium, skriver den fremtrædende italienske filosof Giorgio Agamben
Sikkerhedsstatens opgave er ikke at befri borgerne fra frygten; frygten er tværtimod sikkerhedsstatens fundament og berettigelse, skriver Giorgio Agamben. Foto fra mindehøjtidelighed for ofrene efter novembers terrorangreb i Paris.

Sikkerhedsstatens opgave er ikke at befri borgerne fra frygten; frygten er tværtimod sikkerhedsstatens fundament og berettigelse, skriver Giorgio Agamben. Foto fra mindehøjtidelighed for ofrene efter novembers terrorangreb i Paris.

Jacob Ehrbahn

9. januar 2016

For at forstå, hvad der i realiteten står på spil med den udvidede og forlængede undtagelsestilstand, som Frankrig indførte efter angrebene i Paris den 13. november og foreløbig frem til udgangen af februar, må vi først indse, hvordan denne undtagelsestilstand hænger sammen med en potentielt radikal omformning af vores statsmodel, sådan som vi er blevet vant til at opfatte den.

Det betyder frem for alt, at vi må afvise de politiske ledere, som forsikrer os om, at denne undtagelsestilstand blot er tænkt som demokratiets nødværgeforanstaltning.

Historikerne er helt på det rene med, at det forholder sig stik modsat. Undtagelsestilstande er netop det middel, hvormed totalitære magter historisk har etableret sig i Europa.

Vi så således i årene op til Hitlers Machtergreifung, hvordan Weimarrepublikkens socialdemokratiske regeringer greb til undtagelsestilstande så ofte, at man kan hævde, at Tyskland allerede før 1933 var hørt op med at være et parlamentarisk demokrati.

Hitlers første embedshandling, da han var blevet udnævnt til kansler, var da også at proklamere en undtagelsestilstand, som aldrig siden skulle blive ophævet.

Hvis nogen i dag undres over, at Tysklands nazister kunne begå så enorme forbrydelser ustraffet, er det, fordi de glemmer, at nazisternes handlinger var fuldkommen lovlige, eftersom landet var i undtagelsestilstand og de individuelle frihedsrettigheder suspenderet.

Når staten bygger på frygt

Det er ikke indlysende, hvorfor vi på forhånd skal afvise faren for, at et lignende scenario kan gentage sig i Frankrig.

Det er ikke utænkeligt, at en eventuel højreekstremistisk regering vil fristes til at skabe en genvej for sine politiske mål ved at benytte sig af beføjelser i den undtagelsestilstand, en socialistisk regering nu er gået i gang med at vænne de franske borgere til.

I et land, der gennemlever en langvarig undtagelsestilstand, og hvor politiets egenrådige aktioner gradvis erstatter domstoles magt, må vi forvente en hurtig, irreversibel nedbrydning af de offentlige institutioner.

Det gælder så meget desto mere i dag, hvor indførelse af undtagelsestilstand føjer sig til en større igangværende proces: De vestlige demokratier er i dag er i færd med at udvikle sig i retning af noget, som vi allerede kunne kalde en sikkerhedsstat eller Security State, som amerikanske politologer siger.

Ordet ’sikkerhed’ er i den grad blevet dominerende i den politiske diskurs, at man ligefrem kan hævde, at ’sikkerhedsgrunde’ er trådt i stedet for det, man tidligere kaldte for ’statsræson’.

Det står endnu tilbage at analysere denne nye styreform i detaljer. Da en sikkerhedsstat adskiller sig fra både en retsstat og fra de magtmekanismer, som Michel Foucault kaldte ’disciplinære samfund’, vil jeg her forsøge at opstille nogle kriterier med henblik på en mulig definition.

I den model, vi i politisk filosofi kender fra den engelske renæssancefilosof Thomas Hobbes, forudsætter ’den sociale kontrakt’, hvorved magtbeføjelser overdrages til en suveræn hegemon, at der samtidig sker et brud med en ’urtilstand’, hvor gensidig frygt og alles krig mod alle hersker: Staten er netop tænkt som den indretning, der skal gøre op med frygten og bringe den til ophør.

I sikkerhedsstaten bliver mønstret imidlertid vendt om: Staten bygger vedvarende på frygt og må for enhver pris opretholde frygten. For det er herfra, den får sin grundlæggende funktion og legitimitet.

Foucault påviste, at da ordet ’sikkerhed’ for første gang dukker op i Frankrigs politiske diskurs – det skete hos de fysiokratiske regeringer før revolutionen – drejede det sig ikke om at forhindre katastrofer og hungersnød, men om at lade dem ske for så herefter at kunne styre og orientere dem i en retning, man anså for gavnlig.

Tilsvarende er den sikkerhed, som det drejer sig om at tilvejebringe i dag, ikke så meget beregnet på at forhindre terrorhandlinger – hvilket da også er yderst vanskeligt, hvis ikke umuligt, da sikkerhedsforanstaltninger først er effektive efter en terroraktion, og terroristerne per definition altid løsner det første skud – som på at etablere en ny relation til befolkningen, karakteriseret ved generaliseret og ubegrænset kontrol.

Heri finder vi forklaringen på den særlige vægt på sådanne forholdsregler, der kan muliggøre fuld kontrol med borgernes it- og kommunikationsdata, herunder fuldstændige kopieringer af computeres indhold.

Nation og race

Den første risiko, vi står over for, er skråplanet mod skabelse af en en systemisk sammenhæng mellem terrorisme og statssikkerhed: Hvis staten har brug for frygt for at legitimere sig selv, må den i sidste ende producere terror eller i hvert fald ikke forhindre den i at finde sted.

Således ser vi vestlige lande føre en udenrigspolitik, der nærer samme slags terrorisme, som vi må bekæmpe indadtil. Og vi ser dem vedligeholde hjertelige relationer og endda sælge våben til lande, der vides at finansiere terrororganisationer.

En anden fare, som er vigtig at forstå, er den forandring, der sker i borgernes og befolkningens politiske status. Folket skulle forestille at være suverænitetens indehaver, men i sikkerhedsstaten ser vi en ustandselig tendens i retning af fremadskridende afpolitisering af borgerne, hvis deltagelse i politik reduceres til stemmeafgivelse og meningsmålingers strømpile.

Denne tendens især bekymrende i lyset af, at den blev genstand for teoretiseringer hos nazistiske jurister, der definerede folket som et i alt væsentligt upolitisk element, hvis beskyttelse og trivsel det påhviler staten at drage omsorg for.

Ifølge de samme nazistiske retstænkere er der kun én måde, hvorpå dette upolitiske element kan gøres politisk: Ved at spille på dets etniske og racemæssige lighed, så det kan skelnes fra de fremmede og fjenden. Vi må selvfølgelig ikke her blande den moderne sikkerhedsstat sammen med den nazistiske førerstat.

Pointen er, at afpolitiserer vi borgerne, kan de ikke bryde ud af deres passivitet, i det øjeblik de med frygt søges mobiliseret mod en fremmed fjende, der ikke nødvendigvis befinder sig uden for deres grænser – det gjorde jøderne i Nazityskland ikke, og det gør Frankrigs muslimer ikke i dag.

Det er også i den kontekst, vi må forstå de ildevarslende planer om fratagelse af fransk statsborgerskab for borgere med dobbelt statsborgerskab, der minder om den fascistiske lov fra 1927 om afnationalisering af »borgere, der er uværdige til italiensk statsborgerskab« og de nazistiske love om afnationalisering af jøder.

Manglen på sandhed

Et tredje forhold, vi ikke må undervurdere betydningen af, er den radikale forandring af de gængene kriterier for at etablere sandhed og retssikkerhed i den offentlige sfære. Det, som frem for alt må slå en opmærksom iagttager i mediedækningen af de seneste terrorhandlinger, er det totale afkald på enhver omhu for retssikkerhed.

Selv om det i en retsstat er underforstået, at en forbrydelse – af hensyn til de impliceredes retssikkerhed – først kan udredes ordentligt, når en retlig efterforskning er gennemført, bliver vi i denne sammenhæng spist af med, hvad politiet og de medier, der er afhængige af dem, fortæller os – dvs. af kilder, vi ikke nødvendigvis kan betragte som pålidelige.

Heri finder vi også forklaringen på den utrolige rygtestrøm og de åbenlyse selvmodsigelser, som prægede de første forhastede rekonstruktioner af begivenhederne i en dækning, som med mediernes fulde viden unddrog sig alle muligheder for verifikation og falsifikation og mere havde karakter af viderebringelse af sladder end af undersøgelse.

Dette tjener fint sikkerhedstatens interesse i, at de borgere, som den skal beskytte, lades i tvivl om, hvad der truer dem – for usikkerhed og terror følges ad.

Borgeren som potentiel terrorist

Samme usikkerhed findes i teksten til den franske lov af 20. november om undtagelsestilstanden, som refererer til »enhver person, om hvem der eksisterer tungtvejende grunde til at antage, at vedkommendes adfærd vil være en trussel mod den offentlige orden og sikkerhed«.

Det er helt indlysende, at udtrykket ’tungtvejende grunde’ er blottet for præcis juridisk betydning og kan bruges i alle mulige situationer, fordi det henviser til vilkårligheden i en ’antagelse’. I sikkerhedsstaten bliver sådanne ubestemte formuleringer, som af jurister altid er blevet anset for at stride mod retssikkerhedsprincipper, gjort til norm.

Vi genfinder de samme tvetydigheder, samme slags mangel på præcision i fraserne hos de politikere, der hævder Frankrig er »i krig mod terrorisme«.

At føre krig mod terrorisme er en selvmodsigelse, for krigstilstand er per definition en tilstand, hvor der med sikkerhed er mulighed for identificere den fjende, vi skal bekæmpe. I sikkerhedsperspektivet derimod må fjenden – den indre såvel som den ydre – forblive en uklar størrelse for enhver og unddrage sig identifikation.

Fastholdelse af en generel frygttilstand, afpolitisering af borgerne, afkald på retssikkerhedsprincipper er tre tegn på en fremvoksende sikkerhedsstat, der burde vække vores bekymring.

For det betyder for det første, at den sikkerhedsstat, som vi er ved at glide over i, gør det modsatte af, hvad den lover – hvis sikkerhed ellers skulle betyde fravær af bekymringer (sine cura) – sikkerhedsstaten fastholder tværtimod frygt og terror.

Sikkerhedsstaten er for det andet en politistat, fordi den ved at tilsidesætte retsvæsenets magt, udvider skønsmarginen for politiet. I en stat, hvor undtagelsestilstanden bliver til norm, vil politimagten i stigende grad kunne agere suverænt.

Ved sin gradvise afpolitisering af borgeren, der på en eller anden måde bliver gjort til potentiel terrorist, træder sikkerhedsstaten i sidste instans ud af politikkens kendte sfære og begiver sig ind i et ukendt terræn, hvor det offentlige og det private flyder sammen, og hvor grænserne bliver stadig vanskeligere at definere.

© Le Monde og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Victor Christoffersen
  • Anne Eriksen
  • Kurt Loftkjær
  • Kim Øverup
  • Ole Steensen
Victor Christoffersen, Anne Eriksen, Kurt Loftkjær, Kim Øverup og Ole Steensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Staten er netop tænkt som den indretning, der skal gøre op med frygten og bringe den til ophør.
I sikkerhedsstaten bliver mønstret imidlertid vendt om: Staten bygger vedvarende på frygt og må for enhver pris opretholde frygten. For det er herfra, den får sin grundlæggende funktion og legitimitet."

"Fastholdelse af en generel frygttilstand, afpolitisering af borgerne, afkald på retssikkerhedsprincipper er tre tegn på en fremvoksende sikkerhedsstat, der burde vække vores bekymring."

Tro mig, Giorgio - det gør det i den grad også!

Kurt Loftkjær

Pligtlæsning for de demokrater som måtte hylde retsstaten.

Og pligtlæsning for alle de mediehuse og journalister, som er med til at fastholde Danmark i en frygtpræget og vedvarende terrorsfære alene baseret på enkelte hændelser og til tider løse påstande.

Denne enestående artikel fremkommer med en forklaringsmodel på den retning som bl.a. Danmarks indre sikkerhedspolitiske udvikling har taget. Alle burde blive alarmeret. Læs den trods de mange ord. Det er vigtigt stof

Mit råd er fortsat og her i overenstemmelse med de risici, der ved en afpolitisering, at det er mere vigtigt end nogensinde, at vi peger på nye politikere. Politikere som har deres demokratiske gener intakte og som fortsat tror på retsstatens grundliggende forudsætninger. Derfor skal man ikke fravælge politik men tilvælge nye politikere. Det kan betyde, at vi i større grad end nu, bl.a. bør deltage i partipolitiske foreninger.

Tak til Information for at bringe denne vigtige artikel.

Steffen Gliese, Anne Eriksen og Kim Øverup anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Fremragende analyse, men hvis filosoffen Agamben havde haft lidt mere indsigt i politisk økonomi, ville han måske have koblet fra den afpolitiserede borger til den herskende politisk økonomiske tænkning (neo-liberalismen). En af de centrale træk i den neo-liberale økonomiske tænkning er netop at beskytte økonomien (den nødvendige økonomiske politik) i første omgang mod den uvidende borger, men senere hen også mod den uvidende 'populistiske' politiker, som kunne fristes til at prioritere f.eks. bekæmpelse af arbejdsløshed (med det 'kortsigtede' formål at blive genvalgt) ved hjælp af f.eks. noget så 'uhensigtsmæssigt' som offentlige investeringer og gældsætning fremfor at prioritere inflationsbekæmpelse, der nærmest betragtes som en meningsløs ekstra skat på kapital, som hæmmer investeringer, vækst og dermed skabelse af arbejdspladser Det primære middel til at beskytte økonomien mod den 'uvidende borger' er netop afpolitisering. I Italien og i Grækenland indsatte man, da euro-krisen var på sit højeste, en overgang teknokratregeringer for i en kritisk overgangsfase at holde borgeren væk fra beslutningsprocessen om den 'nødvendige økonomiske politik'. Når krisen skærpes, vil denne strategi udgøre den endelige afpolitisering af borgeren - ikke på den primitive, voldelige måde som blev taget i anvendelse under nazismen men vha. bureaukratiske, teknokratiske metoder, som legitimeres i sproget med udtryk som 'nødvendighed', 'ansvarlighed', 'langsigtethed' og 'objektivitet'.