Læsetid: 7 min.

Hvad blev der af revolutionen?

Alaa Abd el-Fattah blev et af Egyptens demokratiske opstands revolutionære ikoner. I dag gør han fra fængslet en trist status over, hvordan Det Arabiske Forår tændte store drømme og håb, men i dag har lidt et fuldstændigt nederlag i hans hjemland
Jeg skrev og skrev og skrev; for det meste på arabisk, for det meste på sociale medier, men nogle gange også i en landsdækkende avis. Det meste af tiden diskuterede jeg med mine revolutionære kampfæller – i stigende grad for at mane os alle til agtpågivenhed. Hvor skrøbeligt det revolutionære øjeblik var, og hvor farlig og usikker en situation, vi stod i, var mine hovedtemaer. Alligevel kunne jeg ikke ryste den store følelse af håb og nye muligheder af mig: Trods modgang blev vores drømme ved med at gro, skriver Alaa Abd el-Fattah

Jeg skrev og skrev og skrev; for det meste på arabisk, for det meste på sociale medier, men nogle gange også i en landsdækkende avis. Det meste af tiden diskuterede jeg med mine revolutionære kampfæller – i stigende grad for at mane os alle til agtpågivenhed. Hvor skrøbeligt det revolutionære øjeblik var, og hvor farlig og usikker en situation, vi stod i, var mine hovedtemaer. Alligevel kunne jeg ikke ryste den store følelse af håb og nye muligheder af mig: Trods modgang blev vores drømme ved med at gro, skriver Alaa Abd el-Fattah

Tara Todras-Whitehill

30. januar 2016

En dag for fem år siden – den sidste normale dag i mit liv – satte jeg mig ved mit skrivebord i et lille it-firma i Pretoria og lod, som om jeg tog fat på dagens arbejde. I virkeligheden skrev jeg et kort indlæg til The Guardian. Det handlede om alle de gode grunde, der var til at tage den egyptiske revolution alvorligt.

Det er i det mindste sådan, jeg husker det, for jeg kan ikke finde artiklen fra dengang. Det er over et år siden, jeg sidst havde adgang til internettet. Som indsat i et egyptisk fængsel har man end ikke ret til at foretage telefonopkald. Men jeg burde ikke klage. I det mindste får jeg besøg af min familie, to eller tre gange om måneden. Andre politiske fanger (mest islamister) får ikke besøg overhovedet.

Den dag for fem år siden gik jeg for første gang gik ind i kampen om fortællingen om revolutionen. Det blev en kamp, der skulle fortære alle mine ressourcer i de næste fire år. Men den dag var jeg ikke ganske sikker på, at det virkelig var en revolution, der var brudt ud. Inderst inde frygtede jeg, at den ville fuse ud. Alligevel skrev jeg i begejstrede vendinger om en ny generations nye panarabisme.

Der skulle gå endnu en dag, før jeg helt kunne fatte, at det var en ægte revolution. Og yderligere tre dage, før jeg fik mulighed for at flyve tilbage til Cairo og slutte mig til demonstranterne på Tahrir-pladsen. Min tvivl om opstandens omfang og seriøsitet veg nu fuldstændig for min bekymring for, om jeg skulle komme for sent og gå glip af min chance for at blive vidne til afgørelsens time.

Kampen om historien

Straks efter Mubaraks fald begyndte kampen om revolutionens historie. Statsmagten var tvunget til at gå på kompromis med folket, men søgte samtidig at inddæmme dets kraft ved at sætte sig på fortællingen. Vi revolutionære forsøgte på vores side at forklare, hvorfor vi havde til hensigt at fortsætte vores protester, og hvorfor vi i det hele taget havde fundet det nødvendigt at protestere. Var de børn, der kastede sten mod politiet, revolutionære eller ballademagere? Var de fanger, der var blevet dræbt under optøjer i fængslerne, revolutionens martyrer eller ej? Hvilken rolle havde militæret spillet for at afstive Mubarak? Skulle vi kræve gratis uddannelse på de offentlige universiteter? Havde vi brug for en ny forfatning? Og hvis ja, skulle vi så selv skrive et første udkast osv. osv.?

Jeg skrev og skrev og skrev; for det meste på arabisk, for det meste på sociale medier, men nogle gange også i en landsdækkende avis. Det meste af tiden diskuterede jeg med mine revolutionære kampfæller – i stigende grad for at mane os alle til agtpågivenhed. Hvor skrøbeligt det revolutionære øjeblik var, og hvor farlig og usikker en situation, vi stod i, var mine hovedtemaer. Alligevel kunne jeg ikke ryste den store følelse af håb og nye muligheder af mig: Trods modgang blev vores drømme ved med at gro.

Folk taler om, at frygtens barrierer nu var brudt. Men for mig virkede det snarere, som om det var en fortvivlelsens barriere, der var revet ned, og som end ikke frygt, massakrer og fængsler kunne rejse igen. Jeg gjorde alle de dumme ting, overoptimistiske revolutionære har for vane: Jeg flyttede tilbage til Egypten for at blive her. Jeg fik et barn. Jeg startede egen virksomhed og satte gang i en mængde progressive initiativer for at udvikle et mere folkeligt og decentralt deltagerdemokrati. Jeg brød hver en drakonisk lov og hvert et forældet tabu. Jeg gik smilende i fængsel for det og gik triumferende ud derfra igen.

I 2013 begyndte vi imidlertid at tabe kampen om fortællingen til en giftig polarisering mellem et rabiat og militariseret pseudosekulært statsapparat og en ondskabsfuld sekterisk og paranoid form for islamisme. Alt, hvad jeg husker om 2013, er, hvor skinger jeg lød, når jeg udråbte mine forbandelser over begge lejre. Og hvor melodramatisk det føltes, når jeg som en anden Kassandra advarede om en forestående, altfortærende brand. Efterhånden som gaderne blev overtaget af grupper, der hellere ville hylde politifolk end deres ofre, og sit-ins kom til at genlyde af slagord mod shiamuslimer og påståede koptiske sammensværgelser, begyndte mine ord at miste magt – alligevel blev de ved at strømme ud af mig. Jeg havde stadig min stemme, selv om kun en håndfuld ville lytte.

Ben Curtis

Det store overgreb

Så besluttede statsmagten at begå den største forbrydelse mod menneskeheden i den egyptiske republiks historie. Frygtens og fortvivlelsens mure skød op igen efter Rabaa-massakren (den 14. august 2013 ryddede egyptiske sikkerhedsstyrker to protestlejre i Cairo. 1.000 blev ifølge Human Rights Watch dræbt, de fleste var demonstranter, der var loyale over for Det Muslimske Broderskabs afsatte præsident Mursi, red.). En anden kamp om en fortælling tog nu sin begyndelse: Nu handlede det om, at få Egyptens ikkeislamister til at forstå, at den massakre, der havde fundet sted, ramte os alle. Nu måtte vi afvise al vold begået i Mursi-modstandernes navn og antiislamismens navn.

Tre måneder efter massakren var jeg tilbage i fængslet, og mine skriverier fik nu en ny funktion: Det drejede sig om at få de revolutionære til at indse, at de havde lidt nederlag. Om at opgive den gamle optimisme, der var blevet farlig ved sin tilskyndelse til at vælge side: enten for militærets sejrrige tilbagekomst, eller for en upopulær og upragmatisk insisteren på, at vi stadig måtte kæmpe for et fuldstændigt regimeskifte. Det, vi nu havde brug for, var at mønstre den styrke, vi kunne, i et grundlæggende forsvar for menneskerettighederne.

Min fortælling måtte fra nu af blive nederlagets fortælling. Revolutionens sprog var fra nu af tabt for os og erstattet af en farlig cocktail af nationalistisk, naivistisk, kollektivistisk og postkolonialistisk sprog, som begge sider i konflikten tilegnede sig og brugte på at udbrede deres konspirationsteorier og paranoia.

I begyndelsen af 2014 var det stadig kontroversielt at opfordre revolutionære til at engagere sig i vores menneskerettighedskampagne, der blot stillede krav om frigivelse af politiske fanger og tilbagekaldelse af Loven mod Protesdemonstrationer. De fleste troede stadig, at revolutionen var ved at vinde, idet de definerede ’sejr’ som det Muslimske Broderskabs nederlag og fald. Kun de færreste indså, at undtagelsestilstanden var blevet den nye norm.

Det ser i dag ud, som om vi er ved at vinde den endelige kamp om fortællingen. For selv om den militært etablerede statsmagt stadig har sine tilhængere, skrumper deres antal hastigt, især blandt unge. De fleste mennesker diskuterer ikke længere, om begivenhederne i sommeren 2013 var et kup eller revolutionens frelse. Selv ikke al-Sisis tilhængere tror for alvor på, at økonomisk genopretning og velstand er lige om hjørnet.

Det er sværere at vurdere stemningen hos islamisternes tilhængere. Sympatien med deres situation er ganske givet stigende. Men troen på deres evne til at organisere en effektiv samlet front mod regimet er formentlig ringe. Fortvivlelse hersker.

Forandringen var mulig

Jeg sad i det meste af 2014 i fængsel, men jeg havde stadig mængder af ord i mig, der ville ud. Mit publikum var mindre, og mit budskab handlede ikke om håb. Men det føltes vigtigt at minde mine landsmænd om, at selv om vi måtte erkende vores nederlag, var vi stadig i stand til at yde modstand. Nok var vi trængt tilbage til de marginer, hvorfra vi måtte kæmpe i Mubaraks epoke, men dette måtte vi acceptere, så længe vi vedblev med at kæmpe for grundlæggende menneskerettigheder. Men da jeg i begyndelsen af 2015 fik min dom, blev det klart, at jeg ikke længere havde noget at sige til offentligheden. Jeg kunne fra nu af kun skrive personlige breve. Revolutionen og endda Egypten selv ville langsomt fortone sig, selv fra de breve, og i efteråret 2015 tørrede endog mine personlige ord ud. Det er gået mange måneder, siden jeg skrev et brev og mere end et år siden, jeg har skrevet en artikel. I dag har jeg intet at sige: intet håb, ingen drømme, ingen frygt, ingen advarende formaninger, ingen indsigter – intet, absolut intet. Som et barn, der udviser tegn på autisme, er jeg i færd med at regrediere – ved at miste mine ord og min evne til at forestille mig et publikum og mentalt modellere virkningen af mine ord på dette.

Jeg prøver at huske, hvad jeg skrev til The Guardian for fem år siden – på denne sidste normale dag i mit liv. Jeg forsøger at forestille mig læserne af denne artikel, og hvilken indflydelse den vil kunne få på dem. Og jeg prøver jeg at huske, hvordan det var, dengang morgendagen virkede så fuld af muligheder, og mine ord syntes at have magt til at påvirke (selv nok så lidt), hvordan denne morgendag skulle se ud.

Jeg kan ikke rigtig huske alt det længere. Nu vil min morgendag være præcis som i dag og i går – og alle dagene før og alle dagene efter. Jeg har ikke længere indflydelse på noget som helst.

Men én ting husker jeg. En ting véd jeg: Denne følelse af store muligheder var ganske reel. Det kan have været naivt at tro, at vores drøm kunne gå i opfyldelse. Men det var ikke dumt at tro, at en anden verden var muligt. Det var den vitterlig. Eller i det mindste er det sådan, jeg husker det.

© Alaa Abd el-Fattah og Information. Bragt efter aftale med The Wylie Agency. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

Demokratiet kan have flere former, ikke altid den ønskede af Vesten, Egypten valgte Det Muslimske Broderskab, det faldt ikke i god jord.

Neokolonialisme.
Neokolonialisme er udenrigspolitik, den bestemmende indflydelse, som de gamle kolonimagter udøver over for deres tidligere koloniområder, især hæftet på de økonomiske forbindelser i form af handelssamkvem, private investeringer eller økonomisk bistand eller lån til illigetime magthavere, der ved prestige projekter mm. holder sig ved magten, som oftes med lån til infrastruktur.

Det Arabiske Forår.
Vesten har ændret strategi i samarbejde med vores Nordafrikanske og Mellemøstens illegitime magthavere, som Vesten har støtte med våben og millitære alliancer, der kun berigede de af os udvalgte magthavere, der plejede, at kunne holde deres befolkningerne, af frygten for deres fysiske magt udøvelse, støtte af Vestens våben og alliance, undertrykte uden fundamentale menneskerettigheder, men uden olie, som Vesten ikke længere vil betale for, da nu vi er blevet selvforsynende, ændre Vestens interesse i Nordafrikanske og Mellemøsten, hvilket forårsager denne forskydning i magtbalancen også i Egypten, Vesten vil ikke støtte religøse regeringer, der kan forstyrre den såkalte 'frie markedsøkonomi' evt. med ikke Vestlig moral.
Årsag og konsekvens.

Touhami Bennour

"Demokratiet kan have flere former, ikke altid den ønskede af vesten". Theorien passer rigtig, men I praksis foregår anderledes. Befolkninger I Europa har flyttet focus fra, som I halvfjerserne folkebevælser til at ser verden delt I rige og fattige, hvis der kommer opstand I et land, eller som det er sket med "arabisk forår" så ser de "sult" ellers hvorfor gør de oprør siger befolkning. Hvis den rebel I Egypten, og nu han er I fængsel, lykkes for ham at flygte I vesten, så vil de siger det gør han fordi han sulter, befolkning glemmer han var I fengsel, eller forstår de ikke mere, som jeg sagde opfattelsen at politik har ændret sig siden. Paradoxalt reagere det samme befolkning forkert, eller rigtig, når det drejer sig om Saudi arabien, her forarges befolkning når man nævner Saudier, men ikke fra Eliten, her ser man dem med respect, ikke "bande" mod Saudi, til gengæld er der fra befolkning kun afveje og forvrænget meninger om alt der kommer fra mellemøsten. Faktisk begynder de fleste araber at se at Saudier kun dem der vinder, og kun dem der hjælper også. Kender befolkning I Europa det rigtigt forhold næppe. I Frankrig kan du bo hvis du kan forsørge dig selv og behøver du ikke kalde dig flygning, du er udlændig der bor I Paris. Jeg kender mange som kom I unåde af deres chef og bor I Paris, ikke som fygtninge men lever af egne penge. Som man kan se begreb "flygtning" er toppen af isbjerget, De rigtige er dem der flygter med millioner eller milliarder og bor I Vesten( måske ikke I Danmark) normalt. I paris du kan finde folk fra den russiske Revolution, Fra Iran( Shah og andre) fra Libyen, fra Tunesien, fra Egypten etc.. Alt det der kender befolkningen ikke. Den kender kun "sult".

Touhami Bennour

For mig er revolutionen ikke død, det bgyndte Revolutionen I Tunesien og er sejret der. Jeg kan mærke at noget er forandret, især ytringsfrihed, jeg skrive selv I en tunesisk Magazin, som udgivet sammen med revolution, og jeg var aldrig censureret, det er noget. Det er sket hvor jeg kritiseret kuppet I Egyten uden censur, I Egypten ville ende I fengsel. De siger alle at der er tale frihed I landet som aldrig før og det er noget meget vigtigt når den nuverende mennneske I den arabiske verden aldrig har kendt til at tale frit. Selvfølgelig er der andre problemer der skal løses, men jeg får at vide at der arbejdes for, "et økonomisk udviklings model", og alle kan bidrage til omformningen med ideer og førslag. Så Revolutionen er ikke død, måske virker midlertidigt Al Sissi som Napoleon efter choket I Paris. Den det har ændret synes jeg, er hvordan befolkninger I Europa ser på Revolutionen og verden. De har aldrig troet på noget som helst, så længe Islam existerer, og de ser ikke andet.

Touhami Bennour

Der skal preciseres revolutionen er til at indføre demokrati" I lande og ikke socialism. Rotshild, og beoing og d´ Assaut eller A.P. Møller er velkommen I dette system. Man har ikke fundet bedre. Demokratiet giver folk ret til forsamling, til at danne foreninger og tale frihed til alt der interesserer landet. Krig og fred. Men findes der altid folk, bland rige men også andre, som ikke vil forandring og bekemper den. De kender vi fra historien, så det er en misforståelse at udelukke Kapital besiddere. Det har ingen gjort. Det drejer sig om mere frihed til folket, det er Demokrati. CHurchill sagde om demokratiet" at det er det værste system bortset fra alle andre". Og det er rigrigt, det er ikke ideelt men der findes ikke andet. Det gælder om at føre det ud I livet. For os modsat demokrati er "diktatur". Det er rigtig der findes diktatur tendens I demokratiet, men det skal forhændre at det bliver for meget at diktatur.