Baggrund
Læsetid: 11 min.

Robotterne er blevet en syg kapitalismes støttepædagoger

Det økonomiske system viser alvorlige sygdomstegn. Presset af akutte kriser fra alle hjørner vælger den globale elite at sætte sin lid til en ny digital revolution som vejen ud. Det er mere af det samme og vil ikke virke, siger ledende økonom
Moderne Tider
30. januar 2016

En enkelt graf burde være nok. Tag f.eks. Dow Jones-indekset over aktiekursens udvikling for de store amerikanske virksomheder siden slutningen af 1800-tallet. En graf, der fortæller to ting: stabil, behersket vækst i aktiekurserne de første 100 år, frem til begyndelsen af 1980’erne. Derefter hidsig eksponentiel vækst, som de seneste 15 år tre gange afbrydes af pludselige, dramatiske nedture. Senest med et kursfald, der tog fart 1. januar og stadig er i gang.

Man kunne have valgt andre aktieindekser, eller man kunne tage de historiske grafer for oliens eller råvarernes prisudvikling. Billedet ligner: 100 år med nogenlunde stabile priser, afløst midt i 1970’erne af stærke prisstigninger og siden da dramatiske, uforudsigelige sving op og ned. Som feberkurven hos en malariapatient, der kastes frem og tilbage mellem hedeture og kuldegysninger.

Helt intuitivt synes graferne at signalere, at noget er gruelig galt: Systemet er sygt, ude af kontrol, måske ved at bukke under.

Så vidt graferne for priser og aktiekurser. En anden type graf fortæller om den økonomiske vækst, målt ved vækstraterne for bruttonationalproduktet, BNP. Her er forløbet et andet: I i-landene langsomt stigende vækstrater gennem historien frem til begyndelsen af 1970’erne, hvorefter vækstraterne begynder at falde. Stadig ringere procentuel vækst, årti for årti.

Udviklingslandene synes at følge samme forløb med en vis tidsforskydning. Netop nu taler fagfolk om, at væksteventyret i de såkaldte BRIK-lande er forbi. Fra et toppunkt på over 12 pct. BNP-vækst i 2007 er Kina nu ifølge Den Internationale Valutafond, IMF, på vej mod 6,3 pct. i år og 6,0 pct. næste år.

Sammenholder man graferne, får man således et billede af et økonomisk system, som over tid synes at miste evnen til vækst, men samtidig i bestræbelsen på at fastholde selvsamme vækst opfører sig stadig mere febrilt og uforudsigeligt, tilsyneladende udsat for stedse større risici. Herunder risikoen forbundet med en stigende global ulighed, der varsler forstærket social uro.

Aktiekursens feberkurve. Grafen viser udviklingen i aktieindekset Dow Jones Industrial Average, som siden 1896 har registreret udviklingen i de store amerikanske virksomheders aktiekurser. Ifølge Business Insider tabte indekset mere end seks pct.  af sin værdi i den første uge af januar, angiveligt det største tab på årets første uge siden 1928.

Aktiekursens feberkurve. Grafen viser udviklingen i aktieindekset Dow Jones Industrial Average, som siden 1896 har registreret udviklingen i de store amerikanske virksomheders aktiekurser. Ifølge Business Insider tabte indekset mere end seks pct.  af sin værdi i den første uge af januar, angiveligt det største tab på årets første uge siden 1928.

Under den tynde fernis

Er man konkurrenceudsat erhvervsleder, minister under budgetpres eller økonom med fokus på øjeblikkets konjunkturer, kan det være vanskeligt at træde et skridt tilbage, vedkende sig det historiske billede og tage ved lære af det. Man er tynget, hvis ikke ligefrem paralyseret, af dagens udfordringer og kravet om ’genopretning’.

Således også på det uofficielle verdensøkonomiske topmøde i Davos i sidste uge.

»Under den tynde fernis af ’vi kan klare det-optimisme’ var der på World Economic Forum, WEF, en snigende bekymring for, at politikerne, diplomaterne og centralbankfolkene, der hvert år flokkes til denne sammenkomst for den globale elite, er prisgivet geopolitiske og økonomiske kræfter hinsides deres kontrol,« rapporterede Reuters ved Davos-mødets afslutning.

Mens Europa p.t. søger at lukke øjnene for dette globale opbrud ved at lukke sine grænser, valgte eliten i Davos at hengive sig til drømmen om de teknologiske produktivkræfter som det, der skal udfri økonomierne af vækstkrisen.

Overskriften er »Den fjerde industrielle revolution«, og substansen er udvikling med eksponentiel hast af nye digital-, nano-, bio- og robotteknologier som det, der skal sikre produktivitetsvækst som redskab til overordnet BNP-vækst. Altså mere værdiskabelse pr. arbejdstime med teknologiens hjælp.

»Hastigheden af de aktuelle gennembrud er uden fortilfælde i historien,« skrev WEF-formand Klaus Schwab i sit oplæg til mødet.

»I fremtiden vil teknologisk innovation føre til mirakler på forsyningssiden med langvarige gevinster i effektivitet og produktivitet. Omkostninger til transport og kommunikation vil falde, logistik og globale forsyningskæder vil blive mere effektive, og omkostningerne ved handel vil blive mindre – tilsammen vil det åbne nye markeder og drive den økonomiske vækst.«

Det globale konsulentfirma McKinsey har i rapporten Global Growth: Can Productivity Save the Day in an Aging World? betegnet produktivitet som »den eneste tilbageværende motor« for væksten og vurderet, at en produktivitetsvækst for G20-landene på 3,3 pct. om året frem til 2050 er nødvendig for at opretholde den økonomiske vækst.

3,3 pct. pr. år er langt mere end gennemsnittet for de seneste 50 år på 1,8 pct. og derfor »ekstremt udfordrende«, men ikke desto mindre muligt, mener McKinsey.

De nye digitale teknologier som redskab til automatisering af traditionelle jobfunktioner er helt centrale, fastslår konsulentfirmaet og bekræftes af fagfolk på Davos-mødet. På flere og flere områder kan de nye robotter gøre arbejdet hurtigere, billigere og bedre end menneskelig arbejdskraft, lød det unisone budskab på World Economic Forum.

Så i de kredse er diskussionen ikke, om det kan, bør og vil ske. Diskussionen er, hvad konsekvenserne bliver – ud over den forventede økonomiske vækst.

Afkoblingen

En af Davos-deltagerne med størst indsigt på området og også størst tro på den digitale teknologis produktivitetspotentiale er professor Erik Brynjolfsson, leder af Initiativet for digital økonomi på Massachusetts Institute of Technology (MIT). Brynjolfsson kalder sig selv »stærk digital optimist«, når det handler om den ny teknologis potentiale for at øge produktiviteten og skabe vækst.

»Omstillingerne, der muliggøres af den digitale teknologi, vil være dybtgående positive. Vi bevæger os ind i en æra, som ikke bare vil blive anderledes, den vil blive bedre, fordi vi vil blive i stand til at øge både bredden og omfanget af vores forbrug,« skriver han i bogen The Second Machine Age, forfattet sammen med MIT-kollegaen Andrew McAfee.

Produktiviteten stagnerer i USA. Den gennemsnitlige årlige vækstrate årti for årti for produktiviteten i USA. Søjlerne angiver væksten i procent for den såkaldte totalfaktor-produktivitet, der beskriver den del af produktivitetsudviklingen, der skyldes teknologiudvikling, effektivisering, bedre arbejdsgange m.m. Det fremgår, at produktivitetsvæksten toppede i perioden fra 1920 til 1970 og har været mærkbart lavere både før og siden. Kilde: Robert J. Gordon

Produktiviteten stagnerer i USA. Den gennemsnitlige årlige vækstrate årti for årti for produktiviteten i USA. Søjlerne angiver væksten i procent for den såkaldte totalfaktor-produktivitet, der beskriver den del af produktivitetsudviklingen, der skyldes teknologiudvikling, effektivisering, bedre arbejdsgange m.m. Det fremgår, at produktivitetsvæksten toppede i perioden fra 1920 til 1970 og har været mærkbart lavere både før og siden. Kilde: Robert J. Gordon

Men lige så store forventninger han har til robotterne og den digitale teknologis evne til at skabe fornyet vækst, lige så usikker er han på, hvem det vil gavne.

»Det er sandt, at teknologien gør kagen større, og at velstanden samlet set bliver større, men der er ingen økonomisk lov, der siger, at alle får lige meget ud af det,« sagde Brynjolfsson i Davos.

Han påpegede, at væksten gennem det meste af historien har været som en tidevandsbølge, der løftede alle både.

»Men i de seneste 20 år har vi set, hvad Andrew McAfee og jeg kalder ’den store afkobling’, dvs. en fortsat produktivitetsvækst og et BNP så højt som nogensinde med flere millionærer og milliardærer end nogensinde – nogle af dem befinder sig formentlig i dette lokale – men med en middelindkomst i USA og mange andre lande, der i dag er lavere end sidst i 1990’erne. Så produktiviteten er blevet afkoblet,« sagde MIT-forskeren.

Altså velstands- og jobløs vækst for dele af befolkningen. Øget ulighed.

»Det er den kurs, vi har været på de seneste 20 år, og hvis vi ikke ændrer tingene, vil vi sandsynligvis fortsætte på den kurs.«

»De teknologiske forandringer sker med eksponentiel hast – vore institutioner og organisationer ændrer sig ikke nær så hurtigt, og det er med til at forklare, at vi har disse vanskeligheder,« understregede han.

800.000 danske job i fare

En række undersøgelser – nogle af dem fremlagt i Davos – påpeger, at meget mere end industrielle samlebåndsjob forsvinder, når mere produktive robotter og digitale teknologier rykker ind.

»Vore modeller forudsiger, at de fleste arbejdere i transport- og logistikerhverv ligesom flertallet af ansatte i kontor og administration sammen med arbejdskraften i produktionsjob er i farezonen,« skriver forskerne Carl Frey og Michael Osborne, Oxford University, i en analyse, der konkluderer, at »47 pct. af den samlede beskæftigelse i USA er i fare.«

Det samme gælder 35 pct. af de britiske arbejdspladser.

»Vi finder, at en betydelig andel af beskæftigelsen i serviceerhverv, hvor det meste af den amerikanske jobvækst er sket de seneste årtier, er stærkt sårbar over for automatisering via computere,« påpeger Frey og Osborne.

Herhjemme har tænketankene Kraka og Cevea hver især brugt de britiske forskeres metode og estimerer, at automatisering om 10-20 år kan have fjernet henholdsvis 800.000 og 877.000 danske arbejdspladser.

I en rapport til Davos-mødet, The Future of Jobs, er 371 af verdens største virksomheder blevet spurgt om deres syn på beskæftigelsen i robotternes æra.

»Overordnet synes vore respondenter at indtage et negativt syn, når det gælder de kommende konsekvenser for beskæftigelsen af kunstig intelligens, dog ikke i en sådan grad, at det kommer til udbredt social opstand – i hvert fald ikke i tiden frem til 2020,« hedder det i rapporten.

Samlet vurderer rapporten, at der vil opstå to mio. nye job som følge af de nye teknologier, men samtidig vil 7,1 mio. arbejdspladser forsvinde, »hvoraf to tredjedele vil være koncentreret i kontor- og administrationssektoren,« konkluderes det.

Erik Brynjolfsson siger, at der ikke har været noget bedre tidspunkt at være medarbejder, hvis man har de rette kompetencer, men heller ikke noget værre tidspunkt, hvis man blot har normale kompetencer.

Uligheden

Så det tvetydige perspektiv er produktivitetsvækst og dermed BNP-vækst, men samtidig risiko for forstærket polarisering i samfundet. Dette følger ifølge Brynjolfsson også af, at når en virksomhed i fremtiden ikke bruger så mange af pengene på lønninger, men i stedet på investeringer i teknologi, så tilfalder en stigende andel af indtjeningen den, der ejer robotter, maskiner og anden teknologi, dvs. virksomhedsejeren eller aktionærerne.

Og hvor nogle håber, at en øget indtjening via de nye produktivkræfter vil gøre det muligt at fastholde eller endog udvide antallet af arbejdspladser, mener andre, at det modsatte vil ske.

»Med flere penge vil virksomhederne først og fremmest investere i nye teknologier, som kan spare endnu mere arbejdskraft,« skriver professor i økonomi ved Texas University James Galbraith i bogen The End of Normal.

Samtidig vil lønningerne falde i brancher, hvor digital teknologi viser sig mere produktiv.

Resultatet vil være endnu mere ulighed i en verden, hvor den rigeste procent af befolkningen allerede nu ifølge Oxfam ejer lige så meget som de øvrige 99 pct. tilsammen.

Bundlinjen for deltagerne i Davos syntes ikke at være, at robotiseringen skal bremses – den sker af sig selv og er nødvendig for at skabe fornyet økonomisk vækst. Bundlinjen er i stedet, at samfundet – politikerne, virksomhederne og arbejdskraften – må lære at følge med.

»Vi skal ikke bremse teknologien. Det, vi skal, er at accelerere vore menneskelige kompetencer, vore evner og organisationer, så vi kan følge med til det, teknologien gør muligt,« sagde Erik Brynjolfsson.

»Der har aldrig været en tid med større løfter eller én med større potentielle farer,« lød Klaus Schwabs konklusion.

Vækstens afslutning

Midt i denne diskurs, der skaber overskrifter i alverdens medier, kommer så økonomen Robert J. Gordon og siger, at det er helt forkert.

I en moppedreng af en bog på 762 sider, udgivet kort før World Economic Forum, siger denne ledende produktivitetsekspert fra Northwestern University, at væksten ikke kommer tilbage, og at de nye digitale teknologier ikke kan levere den formidable produktivitet, som der fables om.

Som bogens titel – The Rise and Fall of American Growth – siger, handler den om vækst og produktivitet i USA , men med klar relevans for den bredere internationale debat. Gordons konklusion er, at økonomien oplevede en gylden og atypisk periode fra omkring 1920 til begyndelsen af 1970’erne. Både før og efter har såvel produktivitets- som BNP-vækst været markant lavere.

Hans omhyggelige datagennemgang fortæller således om en gennemsnitlig produktivitetsvækst på 1,89 pct. årligt i denne gyldne periode mod årlige vækstrater på 0,57 pct. i tiden 1970-94, 1,02 pct. årligt i tiden 1994-2004 og blot 0,40 pct. fra 2004-2014.

»I årtier har makroøkonomer kæmpet for at forstå afmatningen i produktivitetsvækst siden 1970. Men i virkeligheden har hele vor generation (af økonomer, red.) stillet det forkerte spørgsmål. I stedet for at spekulere over, hvorfor der var en nedgang i produktivitetsvæksten efter 1972, burde vi have sagt: ’Kan vi forklare det produktivitetsmirakel, der indtraf i den amerikanske økonomi fra 1920-1970?’« skriver Gordon.

Hans forklaring er, at denne periode oplevede det fulde gennemslag og dermed frugterne af revolutionerende teknologiske gennembrud som elektricitet og forbrændingsmotor og dermed bl.a. biler, fly, radio, tv, telefon og diverse maskiner og hjælpemidler i erhvervsliv og husholdninger.

Denne økonomiske revolution, der reelt startede omkring 1870, »var unik i menneskehedens historie, men umulig at gentage, fordi så mange af dens bedrifter kun kan præsteres en gang.«

Bilen kan f.eks. ikke genopfindes, og selv en kommende førerløs bil, som teknooptimisterne ofte nævner, kan ikke give samme produktivitetsspring som selve bilens indtog. Faktisk er gennemsnitsfarten for biler i verdens storbyer faldende på grund af trængslen, og det tager også længere tid at flyve i dag end for 40 år siden, primært på grund af mere omstændelig sikkerhedskontrol.

Når Robert Gordon ikke tror på, at produktivitetsvæksten vil tage et markant spring opad via Den fjerde Industrielle Revolution, så er det af to grunde:

Digital teknologi i form af personlige computere og internet har allerede været allestedsnærværende i et par årtier, hvor den har påvirket og forandret alverdens kommunikations- og produktionsprocesser og affødt en lind strøm af nye innovationer, produkter, virksomheder og forretningsmodeller, men uden at det har sat sig varige spor i en produktivitetsvækst, der nærmer sig niveauet før 1970’erne.

Dertil kommer – i hvert fald i USA – nogle nye ’modvinde’, som ifølge Gordon dæmper muligheden for at høste de gevinster, der kunne være forbundet med robotternes indtog: øget ulighed i det amerikanske samfund, et uddannelsessystem hvis kvalitet stagnerer, en demografisk udvikling med flere ældre samt en voksende gældsbyrde.

»Modvindene er så stærke, at de stort set forhindrer al vækst de kommende 25 år i den gennemsnitlige disponible realindkomst pr. person,« konkluderer økonomen i sin bog.

Systemisk

I en anmeldelse i Prospect Magazine kalder USA’s tidligere finansminister Lawrence Summers bogen et »ekstraordinært stykke arbejde i økonomisk videnskab.«

»Gordon har ret i at påpege den store kløft mellem teknooptimisternes fortælling og produktivitetsstatistikken,« noterer han.

»Jeg ville ønske, at jeg kunne tilbagevise hans påstande på overbevisende måde,« siger Summers, men må medgive, at »hans overordnede pointe forekommer at være holdbar«.

Ingen ved, hvordan det vil gå. Det, alle kan se, er, at vækstraterne for økonomien er faldende, udsvingene på børserne voldsommere, gælden voksende og uligheden tiltagende. Tilsammen symptomer på at krisen er blevet systemisk, siger den tyske økonomiske sociolog, tidligere leder af Max Planck-instituttet for samfundsvidenskab, Wolfgang Streeck i artiklen »Tacking Crisis Seriously: Capitalism on Its Way Out«.

Som han ser det, må den kapitalistiske økonomi defineres som »en social orden bygget på løftet om grænseløs kollektiv fremgang – målt ved størrelsen på pengeøkonomien – realiseret som et sideprodukt af selvstændig maksimering af individuel nytte, velstand og profit«.

Som landet ligger, skal man være stærk i troen for at kunne sætte sin lid til robotterne som redskabet til at indgyde et sådant system ny, varig stabilitet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det eneste nøgletal (befolkningstilvækst, BNP etc) der matcher aktieindeksets stigning, er stigningen i pengemængden...

...vi kan åbenbart ikke se boblen for bar bobler!

Jørgen M. Mollerup

Det er ikke korrekt at vise en graf uden at angive såvel abscisse som ordinat.

Arh, den er "forholdsvis" anvendelig Jørgen M. Mollerup

Det skal måske tilføjes for fuldstændighedens skyld, at værdien af bankernes aktiebeholdning udgør solvensgrundlaget for bankernes pengeskabelse, som generere nye penge til opkøb og kursudvikling af bankernes aktierbeholdning, som udgør solvensgrundlaget for bankernes pengeskabelse, som generere nye penge til opkøb og kursudvikling af bankernes aktierbeholdning, som udgør solvensgrundlaget for bankernes pengeskabelse, som generere nye penge til opkøb og kursudvikling af bankernes aktierbeholdning, som udgør solvensgrundlaget for bankernes pengeskabelse, som generere nye penge til opkøb og kursudvikling af bankernes aktierbeholdning, som udgør solvensgrundlaget for bankernes pengeskabelse, som generere nye penge til opkøb og kursudvikling af bankernes aktierbeholdning, som udgør solvensgrundlaget for bankernes pengeskabelse, som generere nye penge til opkøb og kursudvikling af bankernes aktierbeholdning, som udgør solvensgrundlaget for bankernes pengeskabelse, som generere nye penge til opkøb og kursudvikling af bankernes aktierbeholdning, som udgør solvensgrundlaget for bankernes pengeskabelse, som generere nye penge til opkøb og kursudvikling af bankernes aktierbeholdning, som udgør solvensgrundlaget for bankernes pengeskabelse, som generere nye penge til opkøb og kursudvikling af bankernes aktierbeholdning, som udgør solvensgrundlaget for bankernes pengeskabelse, som generere nye penge til opkøb og kursudvikling af bankernes aktierbeholdning, som udgør solvensgrundlaget for bankernes pengeskabelse, som generere nye penge til opkøb og kursudvikling af bankernes aktierbeholdning, som ....

Torben Arendal, Flemming Berger, Karsten Aaen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

...BANG!

Og "robotterne" vil nogle måske spørge, hvor kommer de ind i billedet? Bankernes børsrobotter køber og sælger til hinanden med nanosekunders interval, i en hastighed der gør at finanstilsynenes ansatte må spidse deres blyanter hvert sekund for, bare at følge med i kursudviklingen...

Torben Arendal, Jan Pedersen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Bill Atkins

Jeg synes det er rigtigt fint, at I er nogle, som ser det som jeres mission at være kritiske over for bankerne. Bliv endelig ved med det.

Jeres problem er bare, at I ikke har styr på fakta. Læs lidt bankernes solvens behov og kapitalgrundlag i stedet for at skrive om bankernes solvensgrundlag.

Der er meget at kritisere den finansielle sektor for, men hvis udgangspunkter er at man ikke kan lide den i stedet for faktuel kritik, så kommer man ikke længere en debatterne på modkraft.dk og information.dk. Og det er vel ikke kun det, du ønsker?

Mikkel Bech,
Når bankers solvens indregnes i bankernes lovstyrede pengeskabelse, så er det "et grundlag".
Når banker skal opfylde lovens kapitalkrav, så har bankerne et "solvens behov."

Det er ikke bankvidenskab, kun sproglig logik.

Og så stiller du mig et spørgsmål, Mikkel Bech, om jeg vil noget med min deltagelse i debatten?

Mikkel Bech, jeg ville elske hvis du bidrog med noget vidensbaseret faktuelt, som jeg kunne forholde mig :-)

Og hvis du var i stand til at læse så ville du også indse at jeg ikke angriber bankerne - jeg angriber lovgivning og tilsyn.

Bankerne er som de er - du kan heller lære en kvælerslange, at æde meloner.

Niels Duus Nielsen

Forlaget har været så venligt at lægge første kapitel ud på nettet:

http://press.princeton.edu/chapters/s10544.pdf

Jan Pedersen, Flemming Berger og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Bill Atkins, nu ved jeg tilfældigvis noget om det her.

Kapitalgrundlaget, primært egenkapital, bruges til at dække de stød som man regulatorisk opgør. Den samlede værdi af stødene er solvensbehovet. Et af stødene er kreditrisikoen, altså risikoen for at låntagerne ikke kan betale. Det er således kapitalkravet, der sætter grænser for hvor meget, der kan udlånes, og dermed indirekte bankernes pengeskabelse.

Michael Kongstad Nielsen

Det er efter min mening helt underligt, at en bank kan have risikovurderede udlån på op til 900 % af egenkapitalen..

Det er fordi kreditrisikoen i gennemsnit er under 11 % af udlånet.

Der er forskel på at blankolån og et lån med pant.

Michael Kongstad Nielsen

Pantets værdi er afhængig af priserne - lige pludselig kan værdien falde til ingenting.

Ja, netop. Et ejerpantebrev på 5 % af husets værdi er meget værd som pant, hvis det står først og ikke så meget værdi hvis det står sidst. Og det tager man højde for når kreditrisikoen skal opgøres.

Michael Kongstad Nielsen

Et ejerpantebrev sikrer ejerens lån til sig selv, og forringer dermed eksterne långiveres lån, men prioritetsstillingen vil altid have betydning, det er korrekt. Min pointe er blot, at pantesikkerheden afhænger af ejendommenes værdi, og en bank kan ikke vide sig sikker på ejendomsmarkedets prisudvikling.

Ganske interessant at diskussionen ret hurtigt bevæger sig fra Verdens værdipapirkarrusel over til det vi kender så godt, nemlig pantebrevskarusseller bestyret af ejendomsudviklere, der i forbindelse med finanskrisen 2008 viste sig at bringer den ene bank efter den anden ud over fallittens rand. Men der er jo heller ikke den store forskel på ejendomspekulanter og aktiekursudviklere.

Åh, Bill Atkins, misforstår du med vilje?

Jeg har et ejerpantebrev, nu lyst til mig selv, som en gang var bankens sikkerhed for et lån til mig. I takt med at huset er steget i værdi og min gæld er faldet er det pantebrev nu blev mere værd som pant. Dermed har banken, hvis får pant i det, mindre risiko (og således lavere solvensbehov) og jeg kan forhandle en lavere rente.

Der er ikke meget karrusel i det.

Mikkel Bech, nej det er der ikke ....

Herman Hansen

Alverdens digitalisering og robotisering hjælper intet i forhold til de strukturelle forstyrelser i finansverdenen, som kanaliserer alle øknomiske mindler ned i lommerne på de få. Særligt den omtalte syntetiske finansøkonomi skævrider forståelsen af værdi skabt gennem reel arbejde.

Det er udelukkende et politisk ansvar, at sige effektiv stop over for disse finansielle struktur forstyrelser. Ellers kan vi se frem til middelklassens undergang inden for nærmeste fremtid.

...Basisindkomst eller kaos.

Jakob Lilliendahl

»I årtier har makroøkonomer kæmpet for at forstå afmatningen i produktivitetsvækst siden 1970. Men i virkeligheden har hele vor generation (af økonomer, red.) stillet det forkerte spørgsmål. I stedet for at spekulere over, hvorfor der var en nedgang i produktivitetsvæksten efter 1972, burde vi have sagt: ’Kan vi forklare det produktivitetsmirakel, der indtraf i den amerikanske økonomi fra 1920-1970?’« skriver Gordon.

https://www.youtube.com/watch?v=TAryFIuRxmQ

Steffen Gliese

Og samtidig kan enhver med det blotte øje se, at det kun er på papiret, produktiviteten er gået ned - i realiteternes verden er varemængden og udbuddet steget eksplosivt.

Jørgen Steen Andersen

Steffen Gliese:16.22
Ja, det ser mærkeligt ud!?
Kan du skaffe et link til noget, der kan forklare sammenhængen?

Siden 1970 er nøgletallene steget således:
Befolkningen 2x
BNP 4x
Pengemængden (M2) 10x
Aktiekurserne 16x

Steffen Gliese Jørgen Steen Andersen Bill Atkins.
Kan det være vi er ved, at begive os ud i, Loven om aftagende marginalprodukt?.
Jeg fandt lidt på You tube godtnok på engelsk. https://www.youtube.com/watch?v=CfioxJ4E_h4

Steffen Gliese

Jeg har altid sat en ære i at tænke egne tanker, men hvis der er tale om den iagttagelse, at udvikling og udbredelse af konkrete varer (i mindre omfang tjenesteydelser) bringer prisen på dem ned til et niveau, hvor de ikke længere kan indbringe en løn, vil jeg mene, det er det, der er tale om, Jan Pedersen. Det er samtidig det fornemste eksempel på kapitalismens stupiditet og det socialistiske ideals styrke; dette er som bekendt at yde efter evne og nyde efter behov, altså en afkobling af glæden ved at præstere sit bedste og modtage en virkelig eller virtuel laurbærkrans som hæder, og så det faktiske materielle forbrug, man kan tilkomme i et konkret samfund på et bestemt udviklingstrin.

Jørgen Steen Andersen

Jan Pedersen, Steffen Gliese, Bill Atkins
The Law of diminishing marginal returns går kort sagt ud på, at med en fast kapitalstørrelse og variabel arbejdskraft kan produktiviteten øges til et vist punkt, men hvis flere arbejdere ansættes går de i vejen for hinanden og der er ikke værktøj nok, og produktiviteten falder.
Det forklarer ikke, hvorfor varemængden synes at være uendelig.
Balancen produktion/penge synes med nærmest deflation at pengemængden i cirkulationen er alt for lille til at kunne aftage og forbruge.
The Law of diminishing marginal returns forklarer, at uden tilførsel af kapital og et stigende arbejdsudbud, så vil der ikke blive produceret mere.

Jørgen Steen Andersen: Det forklarer ikke, hvorfor varemængden synes at være uendelig. ?

...kan du anskueliggøre den påstand? Husk vi taler global økonomi.

Jørgen Steen Andersen

Bill Atkins
Inflation anses traditionelt for at være en ubalance, som skyldes enten for lille produktion eller for mange penge i omløb.
Politisk er der grænse for inflationens højde i hvert fald i EU. Den forsøges holdt meget lavt.
Varemængden kan synes uendelig, fordi produktionen er alt for stor i forhold til pengemængden.
Visse politikere bryster sig af, at fattigdommen i verden mindskes, men sandheden er, at mængden af fattige mennesker er enorm.
Min personlige holdning er, at vi skal producere for at skabe vækst og forbrug og meget gerne i nye miljøvenlige produkter, men jeg tror også, at vi skal strukturere kapitaltilførslen til virksomheder anderledes end i dag, hvor bankerne sandsynligvis er en prop i hullet sammen med kunstig økonomi.

Jørgen Steen Andersen, du må bære over med mig, så længe du altså gider, men jeg kunne godt tænke mig at danne nogle nøgletal, der fremmer den økonomiske diskussion, og din tese: Varemængden kan synes uendelig, fordi produktionen er alt for stor i forhold til pengemængden.
...strider i mine øjne mod nøgletallene: 'BNP steget 4x' og 'Pengemængden (M2) steget 10x' i forhold til 1970.

Jørgen Steen Andersen

Bill Atkins
Jeg vil prøve, om jeg kan gennemskue dine nøgletal.
Befolkningen 2x
BNP 4x
Pengemængden (M2) 10x
Aktiekurserne 16x

I forhold til befolkningen er BNP vokset dobbelt op.
Pengemængdens størrelse i forhold til er også OK.
Aktiekurserne er steget 16 gange!?
Aktiekurser er et billede på forventninger i økonomien.
Globalt og økonomisk er virksomheder generelt meget attraktive med høj værdi og hvorfor det?
Indlysende må det være stor og stigende efterspørgsel, og det kan være en af grundene til lav vækst og lav inflation, fordi kapitaltilførslen til virksomhederne er for lille.
Prøv at formulere nøgletal, som samtidig tager højde for få penge i cirkulationen og stigende arbejdsudbud.
Så vidt jeg kan se, så fører det tilbage til manglende realkapital.

Jørgen Steen Andersen: Globalt og økonomisk er virksomheder generelt meget attraktive med høj værdi og hvorfor det?
Det kunne jo også tænkes at den enorme pengemængde (M2) er svært anbringelig (renten - 0,65 pt.) og så er realværdi jo en fremtidssikker havn eller ihvertfald den mest fremtidssikre hjem.

Og så

stor og stigende efterspørgsel, og det kan være en af grundene til lav vækst ?

er helt modsat af min økonomiske forståelse.

Jørgen Steen Andersen:
Med hensyn til få penge i cirkulationen
Det er et kæmpe problem at de store virksomheder vælter sig i penge (Billig rente, lave olieudgifter, høje aktiekurser. (emission) og mindre virksomheder og iværksættere suger på lappen.

og stigende arbejdsudbud.
Det er et kæmpe problem at sociale ydelser og lavtlønnedes lønninger falder således at lavtlønnede ofte må have mere end et job.

Jan Pedersen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Jørgen Steen Andersen

I cirkulationen mener jeg specifikt købekraft.
I øvrigt skrev Karl Marx, at profitraten har en historisk tendens til fald, og det er måske en af årsagerne til at investeringer i realkapital er for ringe.
Der investeres ikke nok i innovative foretagender med nye miljøvenlige produkter, som kan give noget profit i en fart.
Profitraten kan have en tendens til fald, men det er når industrien hænger fast i gamle, forældede produktionsmønstre og forsømmer videreudvikling. men det kan være som du skriver, "mindre virksomheder og iværksættere suger på lappen".
Sikkert af mangel på kapital.
De lave lønninger er et af problemerne med lave profitter.
Et af kapitalismens utallige balanceproblemer er, at for at kunne låne penge, så skal man have penge.
Jeg mener, at en af grundene til lav vækst er, at produktionen er for lille i forhold til behovet og efterspørgslen af den simle grund, at folk har ikke pengene.

Jørgen Steen Andersen

Der er penge nok, men de bliver ikke investeret og ikke brugt.
Det ville helt sikkert ændre sig med stigende inflation, men det er en uhyre risikabel øvelse.
Det giver ubalancer en masse.
Staten skal være en mere aktiv spiller på kapitalmarkedet.
Som det er i dag har den offentlige sektor en meget stor, stabiliserende og gavnlig indflydelse på kapitalmarkedet, pengecirkulationen og i dag kan man næsten ikke adskille den offentlige og private sektor, så når højreorienterede selvhøjtideligt deklarerer, at den offentlige sektor skal være mindre og den private større og skal operere uden større begrænsninger, så er det enten mod bedre vidende eller uvidenhed om de faktiske forhold.
Det er i alles interesse, at det offentlige støtter mindre innovative virksomheder i meget større omfang end tilfældet er i dag.

Jørgen Steen Andersen

Selvfølgelig ikke deklarerer, men deklamerer...
Bill Atkins jeg savner dine kommentarer og også andre er velkomne og også Jan Pedersen og Steffen Gliese, som er med til at få mig i omdrejninger.

Artiklen illustrerer flere forhold der på godt og ondt karakteriserer Informations dækning af økonomiske problemstillinger. På den ene side er det positivt at man overhovedet tager et emne op som er overordentlig væsentligt, men ikke helt lettilgængeligt, og er parat til at skrive en længere artikel som kan fremlægge lidt flere fakta og sammenhænge end man ser i mere overfladiske avisreportage. Det er også rosværdigt at man giver plads til at fremstille Robert Gordons tanker, som fortjener opmærksomhed og i længere tid har været diskuteret intenst, også blandt fagøkonomer. Det er den slags nye input som gør at man på de bedste dage kan føle sig klogere når man har læst Information.
Men samtidig virker artiklen på mange måder tendentiøs i sine bemærkninger og udlægninger, og den præges af flere fremstillinger som enten er manipulerende eller i hvert fald ubevidst meget misvisende. Diagrammet over aktiekurser er et eksempel; her laver man en typisk misrepræsentation af data ved at fremstille en lang tidsserie, som vokser eksponentielt, i en lineær i stedet for en logaritmisk skala. Det er en klassisk begynderfejl, og enhver der er vant til at arbejde med tal, ved at de seneste observationer så kommer til at se meget iøjnefaldende ud i forhold til de første, uden at det egentlig siger noget særligt.
Det er således direkte forkert når der i artiklen står "En graf, der fortæller to ting: stabil, behersket vækst i aktiekurserne de første 100 år, frem til begyndelsen af 1980’erne. Derefter hidsig eksponentiel vækst, som de seneste 15 år tre gange afbrydes af pludselige, dramatiske nedture." Ser man efter, kan man i diagrammet klart se at der med mellemrum har været kraftige udsving i kurserne i hele forløbet, og at f.eks. aktiekursfaldet i 1930'erne var relativt langt større end de udsving der har været efter 2000. Jeg vil anbefale folk der er interesserede, at kigge på denne hjemmeside for at se en mere rimelig illustration af Dow Jones-indeksets udvikling siden 1900. Her er billedet et helt andet:
https://en.wikipedia.org/wiki/Dow_Jones_Industrial_Average

At produktiviteten stagnerer, som er overskriften på det andet diagram, er ligeså forkert - og fører til at Steffen Gliese med rette undrer sig. Diagrammet viser at produktivitetsVÆKSTEN har været faldende de seneste årtier, men den er jo positiv i alle årene, så produktiviteten er altså steget betydeligt i hvert årti og gør det fortsat. Også en årlig produktivitetsvækst på ca. en procent medfører meget betydelige stigninger i løbet af en generation. Så diagrammets tal, men ikke overskriften, fører netop naturligt til en stigende produktion over tid. Positiv produktivitetsvækst er netop hovedforklaringen på stigende realt BNP - nu som for 50 år siden. Der er derfor ingen mystik bag Steffen Glieses kommentar 31. januar kl. 16.22 - kun en misforståelse i avisartiklen. Hvis journalister og redaktionssekretærer kunne lære at skelne korrekt mellem niveauer og vækstrater, ville avislæserne være meget hjulpet.

Bill Atkins,
al respekt for at du gerne vil producere nogle nøgletal der fremmer den økonomiske debat, men jeg synes som andre at dine tal er svære at gennemskue. Det ville hjælpe at fortælle din kilde til dem. Bl.a. tror jeg at du gør den fejltagelse at sammenligne et tal for den reale vækst i BNP med tal for den nominelle vækst i såvel pengemængde som aktiekurser. Men det giver ikke så meget mening - udover at demonstrere at inflation spiller en væsentlig rolle når man sammenligner tal over tid, men det er i forvejen næppe nogen hemmelighed.
Du skriver at aktiekurserne er vokset med en faktor 16 siden 1970. Det fremgår ikke helt klart hvilke aktiekurser der er tale om; men f.eks. USA's nominelle BNP er netop også vokset med en faktor 16 fra 1970 til 2014 ifølge bl.a. denne hjemmeside:
https://www.measuringworth.com/usgdp/
Så de tal demonstrerer snarere hvad der også normalt er god latin: Over lange tidsrum har aktiekurser og nominelt BNP en klar tendens til at vokse i nogenlunde samme takt, selvom der selvfølgelig sagtens kan være kraftige udsving på kort sigt da aktiekurserne er noget mere volatile end BNP. Men at dine tal skulle demonstrere en bobleøkonomi, er svært at se. De demonstrerer først og fremmest inflationens rolle.

Poul Schou, det er jo en diskussion om graf-sminke du lægger op til. Fakta er jo et aktiekurserne er steget ca. 1600 pct. siden 1970 selv om BNP kun steget 400 pct i samme tidsrum. Aktiekurserne er åbenlyst ude i en ren spekulationsdrevet stigning uden baggrund i realkapitalens produkton, men alene underbygget af den privatiserede pengeskabelse.

Torben Arendal og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Jørgen Steen Andersen

Der er voksende middelklasser og flere arbejdere, som har mere end til dagen og vejen, men det forklarer stadig ikke manglende vækst og ubalancer i økonomien.
Jeg har prøvet at skitsere nogle af problemstillingerne, men det er selvfølgelig så komplekst at det ikke kan blive udtømmende inden for disse rammer.
Men når økonomer er uenige i diagnosen og kuren, så er det et spændende emne, som vi står og lever midt i og prøver efter bedste evne at forstå.
Poul Schou 17:30

Kildeangivelse:

BNP (constant 2005):
http://knoema.com/mhrzolg/gdp-statistics-from-the-world-bank?country=World

MONYE SUPPLIES:
https://en.wikipedia.org/wiki/Money_supply#Money_supplies_around_the_world

AKTIEUDVIKLINGEN:
Aflæsning af den fysiske kurve i artiklen, samt beregning af DownJones kurven angivet i dit link.

Torben Arendal, Jørgen Steen Andersen og Poul Schou anbefalede denne kommentar

Bill Atkins
"Poul Schou, det er jo en diskussion om graf-sminke du lægger op til. Fakta er jo et aktiekurserne er steget ca. 1600 pct. siden 1970 selv om BNP kun steget 400 pct i samme tidsrum. Aktiekurserne er åbenlyst ude i en ren spekulationsdrevet stigning uden baggrund i realkapitalens produkton, men alene underbygget af den privatiserede pengeskabelse."

Man kan muligvis godt kalde det problem jeg påpeger i artiklen, for grafsminke. Det giver i hvert fald et misvisende billede.
Det er lidt uklart hvis BNP du nævner, men som sagt: USA's nominelle BNP er steget 16 gange siden 1970, USA's reale BNP (ifølge samme kilde som jeg nævnte ovenfor) ca. 3 gange i den samme periode. Skal man sammenligne udviklingen i aktiepriser, som er en nominel størrelse, med en af de to vækstrater, skal det oplagt være udviklingen i nominelt BNP. Forskellen på de to tal (realt og nominel BNP) er netop inflationen. Den rammer praktisk taget alle nominelt opgjorte priser, herunder selvfølgelig også aktiekurser (og nominelle pengemængder). Der er intet opsigtsvækkende i det.

Bill Atkins,
Jeg tror at du må give Pouls Schou ret. Real BNP er steget 400 % siden 1970, nominel BNP er steget 1600 % siden 1970. Jeg er ikke helt sikker på, hvilket aktieindeks du bruger. Kan du oplyse mig det, så skal jeg prøve at eftergøre det.

NB. Jeg forsøger at lave globale vægtede nøgletal udfra tabeller. Men jeg har jo ikke adgang til de finere databaser så jeg må fægte mig frem. Vedrørende aktiekursgrafen i artiklen ville jeg ikke have kunnet lave en fysisk forholdsmæssig sammenligning uden abcissen, hvis grafen havde være logaritmisk.

Jørgen Steen Andersen

Analyserne er meget vigtige med det sigte at få den rigtige kur på alle de her problemer, og jeg ser frem til nogle løsninger.
Hvis innovation og forbrug øges med en ambitiøs og kraftig politik er jeg overbevist om, at det vil stimulere væksten.

Hvis problemstillingen er faldende produktivitetsvækstrater, er stimulering af innovationer formodentlig en del af svaret, f.eks. i form af understøttelse af forskning og udvikling. En anden vigtig faktor er at sørge for at opretholde et effektivt uddannelsessystem.

Jørgen Steen Andersen

Poul Schou 19:54
Ja, lige nøjagtigt!
Politikerne går uforholdsmæssigt højt op i at støtte traditionelle landbrugs- og industrisektorer og forsømmer det fremtidige fokus på energi - og miljørigtige løsninger i megaskala.
Det ville være dejligt hvis kapitalismen kunne få et menneskeligt ansigt.
Det sagde man i gamle dage om kommunismen og se hvordan det gik.

Men man kan ikke afvise at Robert Gordon har ret, og at der er nogle dybereliggende årsager der forårsager at produktivitetsvæksten nødvendigvis vil aftage i det lange løb, selvom man gør hvad der er rimeligt for at understøtte økonomiens videnssektorer. Jeg ved ikke om kapitalismen bliver "syg" af at gå ind i en mere permanent epoke med lavere vækst, men det kommer selvfølgelig til at betyde en del for vores velfærd om teknologi-optimisterne eller pessimisterne får ret.

Torben Kjeldsen

Vi kan med sikkerhed sige, at fastholder vi ’verdens’ nuværende økonomiske tænkning og strukturelle vilkår, hvor aktiemarkedet er den mest dominerende økonomiske faktor, så vil uligheden stige, bl.a. fordi kursgevinster primært tilfalder den øverste indkomstgruppe. Vi kan også helt sikkert konstatere at ’centraliseringen’ af kapitalen øger risikoen for udvikling af oligarki. I princippet er det vel allerede tilfældet i større eller mindre grad, både i USA og Europa. Vi ved med sikkerhed at det er fuldstændigt udbredt i fx Kina og Rusland. Ingen er tvivl om at kapitalcentralisme vil udfordre vores nuværende demokrati og i princippet udgør en ubehagelig trussel. Jeg har ikke læst nok (endnu), men sådan som jeg fortolker vores udvikling siden industrialiseringens begyndelse, så fremgår det tydeligt at den boomende vækst der ses 1920 og frem 1970 hovedsagligt skyldes produktionsteknologi fx samlebånd, automatisering og distribuering af billig energi. Fra 1970 falder væksten og har ikke rigtig nået samme højder igen. (bortset fra fx Kina). Selv indførsel af computer i 80’erne har ikke haft den forventede vækstfaktor som spået Jeg er usikker om og hvordan den stigende kapitalisering (aktieboom) af finansmarkedet bære hovedansvaret for en faldende vækst, men noget må da tyde på at kapitalcentralisering ikke fremmer vækst eller? Jeg har den ’banale’ hypotese at de ’gamle mænd’ der sidder i direktionslokalet og deler markedet og lader de ’unge spille’ på aktierouletten næppe vil skabe hverken vækst eller større velfærd for de mange. Jeg tror der er data nok til at slutte ’dette imperium ’ vi kunne kalde det lottoperioden, de riges banko vi kan kun tabe, sådan er det med spil.
Min hovedtese for fremtiden er nedlæggelse af kapitalcentralisme. Spred kapitalen ud i netværk, foreningsejede, andel or what ever. Sørg for at banker ikke bliver større end de kan ligge ned uden at det påvirker en regions eller lands økonomi. Sørg for konkurrence mellem flere kapitalformer og interessenter. Gør vi det ja så får vækst, helst med så grøn farve så mulig, vi får de fattige lande med og øger både det private initiativ, velfærd og fordeling. PS Og så bliver der plads til robotter og 3d produktion, ’tilbage’ til folkets produktion i frie markeder uden monopolisering.

Torben Arendal og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar

Sider