Kommentar
Læsetid: 9 min.

Sexovergreb som de udstødtes hæslige karneval

Tro ikke, at overgrebsmændene ikke kender til de vestlige normer for omgang mellem kønnene – det gjorde de netop, og præcis derfor handlede de, som de gjorde – for at såre vores følelser
Karnevalsoptog af indianere og andre ’vilde’ i Kølns gader i årene før Første Verdenskrig. Karnevallet er en udstilling af det omvendte, det udstødte, det obskønne. Ofte demonstreret af underklassen, skriver Žižek.

Ullstein Bild/Ritzau Scanpix

Moderne Tider
23. januar 2016

Hvem er The Hateful Eight i Quentin Tarantinos film af samme navn? Det er alle hovedpersonerne: de hvide racister, den sorte nordstatssoldat, mænd og kvinder, sheriffer og kriminelle. For alle hovedpersoner lige ondskabsfulde, brutale og hævngerrige.

Filmens mest kvalmende øjeblik er sekvensen, hvor den sorte officer – sublimt spillet af Samuel L. Jackson – i detaljer og med åbenlys vellyst beskriver for en gammel sydstatsgeneral, hvordan han har dræbt hans racistiske søn, der selv stod bag mange drab på sorte: Efter at have tvunget sønnen til marchere nøgen i den kolde vind, lover Jackson den hvide fyr et varmt tæppe, hvis han først vil udføre et blowjob.

Ikke så snart har han gjort det, før Jackson svigter sit løfte og lader ham dø. Der findes således ingen good guys i kampen mod racisme. Alle involverer sig ved at gribe til den yderste brutalitet.

Så læren af ​​massesexovergrebene i Køln nytårsaften er vel, at de i uhyggelig grad minder om læren af denne film? Selv om (de fleste) asylansøgere i Europa er reelle ofre, der flygter fra ødelagte lande, kan de sagtens selv handle foragteligt.

Vi er ofte tilbøjelige til at glemme, at der ikke er noget forløsende eller forædlende ved lidelsen: At være offer på bunden af ​​den sociale rangstige gør ikke i selv et menneske til en lysende fortaler for moral og retfærdighed.

Badious analyse

Men det er ikke nok at formulere den generelle indsigt. Vi må også se på den situation, der skabte hændelsen i Køln og andre byer. I sin analyse af attentaterne i Paris skelner den neomarxistiske franske filosof Alain Badiou mellem tre fremherskende former for subjektivitet i dagens globale kapitalisme.

For det første: det vestlige ’civiliserede’ middelklasseliberale demokratiske subjekt. For det andet: de mennesker, som står uden for Vesten, men er besatte af begæret efter Vesten – le désir d’Occident – og desperat forsøger at imitere den vestlige middelklasses ’civiliserede’ liv.

Og for det tredje: de fascistiske nihilister, hvis misundelse på Vesten har udviklet sig til et had, der er både morderisk og selvdestruktivt.

Ifølge Badiou er må vi forstå den ’radikalisering’, medierne taler om, som en ren fascisme; en »fremtrædelsesform for et frustreret begær efter Vesten, der organiseres mere eller mindre militant og fleksibelt. Som mafiabander med forskellige ideologiske kulører, i hvilken religionens rolle kun er formel«.

Den vestlige middelklasseideologi rummer dels arrogant en tiltro til egne værdiers overlegenhed: De universelle menneskerettigheder og friheder trues af de barbariske outsidere.

Dels er den besat af frygten for at blive rendt over ende af de udefrakommende milliarder, som ikke kan finde deres plads i den globale kapitalisme, fordi de hverken producerer varer eller forbruger dem.

Det klareste udtryk for ’begæret efter Vesten’ finder vi hos flygtningene og de illegale indvandrere. Deres begær har ikke nogen revolutionær karakter, men er et begær efter at forlade deres ødelagte eller elendiggjorte levesteder og slutte sig til det højtudviklede Vestens forjættede land.

De tilbageblevne i hjemlandet kan højst skabe miserable kopier af vestlige velstand, som vi ser dem i de ’moderniserede’ dele af tredjeverdens-metropoler i Luanda, i Lagos etc. med cafeer, der sælger cappuccino, med mærkevare-butikscentre osv.

Da begæret kun kan opfyldes for de allerfærreste, bliver nihilismen en mulig flugtvej: Frustration og misundelse bliver radikaliseret til et morderisk og selvdestruktivt had til Vesten, der igen slår ud i voldelige hævnaktioner.

Ifølge Badiou er volden udtryk for ren dødsdrift, da den kun kan kulminere i ekstatisk destruktion og selvdestruktion, totalt blottet for seriøse visioner om et alternativt samfund.

Badiou har ret i, at der ikke findes noget frigørende potentiale i den fundamentalistiske vold, hvor antikapitalistisk den end måtte hævde at være: Der er her tale om et fænomen, som er uløseligt forbundet med det globale kapitalistiske univers som dettes ’skjulte fantom’. Det, som grundlæggende er på spil, i fundamentalistisk fascisme er misundelse.

Fundamentalisme er i sit had til Vesten forankret i et begær efter Vesten. Vi har at gøre med psykoanalysens typiske omvendingsmekanisme: det frustrerede begær, som slår om i aggressivitet. Politisk islam leverer her blot en form, det (selv)destruktive had kan bygges på.

Misundelsens destruktive potentiale er også udgangspunkt for Rousseaus bekendte sondring mellem egoisme, amour-de-soi (som er naturlig), og egenkærlighed, amour-propre, hvor en person ikke fokuserer på at nå egne mål, men på at ødelægge de forhindringer, der tænkes at stå i vejen for det.

En ondsindet person er således ikke en egoist, der kun har sine egne interesser for øje; den sande egoist har for travlt med at realisere sit eget bedste til også at kunne overkomme at skabe ulykker for andre. Den ægte ondsindedes primære last er derimod at være mere optaget af andre end af sig selv.

Hos den onde flytter drivkraften og engagementet sig fra målet til forhindringerne. Det er netop, hvad der sker i fundamentalistisk vold – det være sig bombe i Oklahoma City i 1995 eller angrebene på Twin Towers i 2001. I begge tilfælde havde vi at gøre med udslag af rent had: at ødelægge forhindringerne.

Oklahoma City Federal Building, Twin Towers var blevet til selve målene og det eneste, der virkelig betød noget. Det ædle forsæt om at sskabe et ægte kristent eller muslimsk utopisamfund var underordnet.

Disse fascistiske impulser kan virke tillokkende på frustrerede indvandrerunge, som har svært ved at finde sig til rette i de vestlige samfund eller bare se et fremtidsperspektiv, de kan identificere sig med. Fascismens forlokkelser tilbyder en nem vej ud af frustrationen: Her lokkes der med et oplevelsesrigt, risikofyldt liv – både med en overbygning af opofrende religiøst engagement og muligheder for materiel tilfredsstillelse (sex, biler, våben ... ) – det er også et stort mafiasyndikat, der handler med olie, antikke statuer, bomuld, våben og sexslaver.

Islamofascismen er et dybt reaktivt fænomen som er udtryk for en afmagt, der er omdannet til selvdestruktivt raseri.

Kritikken af Badiou

Jeg kan følge i hovedlinjerne i Badious analyse, men der er alligevel pointer hos ham, jeg finder problematiske. For det første reducerer han religion, som er den fascistiske nihilismes religiøse form, til at have en sekundær overfladisk funktion: »Religion er kun en klædedragt og ikke sagens kerne.

Kun subjektivering, ikke reelt indhold«. At det er vildledende at jagte rødderne til nutidens muslimske terrorisme i gamle religiøse tekster (’det hele står allerede i Koranen’-fortællingen), har Badiou utvivlsomt ret i. Man bør i stedet rette blikket mod nutidens globale kapitalisme og forstå islamofascismen som mulig reaktionsmåde på dens fristelser, hvor misundelse vendes til had.

Men er religion ikke altid klædedragt? Er religion i sin kerne ikke netop en subjektivering af menneskelig elendighed? Og er dette ikke ensbetydende med, at selve klædedragten så at sige bliver til ’sagens kerne’ – til selve den optik, hvorigennem individerne selv både oplever og beskriver deres egen situation?

Det virker også naivt, når Badiou identificerer flygtninge og indvandrere som et »nomadisk proletariat« – en »virtuel fortrop for den gigantiske masse af de mennesker, hvis eksistens ikke tæller« i den globaliserede kapitalismes verden«. For er indvandrerne — i al fald de fleste – ikke netop dem, som stærkest er besat af ’begæret efter Vesten’, og som er mest trælbundne af dens hegemoniske ideologi?

Det er endvidere lettere sagt end gjort, når Badiou kræver, at vi skal »opsøge denne anden, som man taler om, se efter, hvem disse mennesker virkelig er, og sætte os ind i deres tanker, deres ideer, deres visioner for tingene, så vi kan indskrive os selv og dem på samme tid i en fælles strategisk vision for menneskehedens skæbne«.

Som Badiou selv beskriver det, har vi jo at gøre med en anden, som er fuldstændig desorienteret, og hvis modstand – fordi den alene defineres ved had og misundelse – i sidste ende kun er udtryk for et fortrængt begær efter Vesten, hvilket da også er grunden til, at hadet udarter til selvdestruktion.

Det er naiv humanistisk metafysik at antage, at der under hele denne onde cirkel af begær, misundelse og had, skulle findes en ’dybere’ menneskelig kerne af global solidaritet.

I medierne skelnes der gerne mellem ’civiliserede’ middelklasseflygtninge og ’barbariske’ underklasseklasseflygtninge, der stjæler, chikanerer vores borgere, opfører sig voldeligt over for kvinder og skider offentligt på gader og stræder ... Men i stedet for at afvise alle disse beskyldninger som racisme, bør man samle mod til at vurdere, hvor meget sandhed de rummer.

Brutalitet, ja, sågar decideret grusomhed over for svage, dyr, kvinder osv., er traditionelt et karakteristisk træk ved de ’lavere klasser’. Det har altid været en underklassestrategi at byde magthaverne trods gennem skræmmende udstilling af en brutalitet, der tager sigte på at forstyrre den velaflagte middelklasses anstændighedsfølelse. Det er oplagt at læse begivenhederne nytårsaften i Køln som et sådant obskønt underklassekarneval.

Køln som klassekarneval

Sexovergrebskarnevalet i Køln i andre byer føjer sig til fortilfælde. Et af de først registrerede skete i Paris i 1730’erne og kendes som Den store Kattemassakre.

Historikeren Robert Darnton har beskrevet, hvordan en gruppe af trykkerlærlinge torterede og rituelt aflivede alle de katte, de fandt – herunder også de katte, som deres herres hustru holdt som kæledyr.

Lærlingene reagerede på, at de selv, bogstaveligt talt, blev behandlet dårligere end de katte, deres mesters hustru tilbad og forkælede, navnlig La Grise (’den grå’), som var hendes favorit.

En nat besluttede de vrede unge mænd, at de nu ville gøre op med deres uretfærdige situation: De smed adskillige sække med indfangne, halvdøde katte ind i på trykkerens gårdsplads og hængte dem derpå op på en improviseret galge, ekstatiske af frygt og latter over at kunne iscenesætte og udløse alle disse lidelser. Men hvorfor var det så morsomt at pine og dræbe katte?

Under et karneval suspenderer almindelige mennesker de normale regler for adfærd og vender på helt ceremoniel vis om på den sociale orden. Karneval er højsæson for grove løjer og løssluppen seksualitet. Ofte har tortur af katte indgået som et fast element i det rå spektakel.

Mens de hånede en hanrej eller et andet offer, lod karnevalets unge spasmagere ofte en kat gå på omgang og flåede dens skind af for at få den til at hyle. Faire Le Chat kaldte man det i Frankrig, mens tyskerne kaldte det Katzenmusik – kattejammermusik. Tortur af dyr, især af katte, var en yndet forlystelse i hele det tidlige moderne Europa.

Kattenes symbolske kraft var koncentreret om det hjemlige livs mest intime aspekt: seksualiteten. La chatte (’hunkat’) er på fransk slang for det samme, som pussy er på engelsk.

Repræsenterer begivenhederne i Køln ikke en moderne udgave af faire le chat, et underhundenes karnevalske oprør?

Det var ikke en simpel trang til tilfredsstillelse hos seksuelt udsultede unge mænd, der udløste denne hændelse. Det kunne have været forløst på en mere diskret, skjult måde.

Der var først og fremmest tale om at iscenesætte et offentligt skue, der skulle indgyde frygt og ydmygelse ved at hensætte privilegerede tyske pussies i smertefuld hjælpeløshed. Der er intet forløsende eller sandt frigørende over sådan et karneval – men et karneval virker sådan.

Derfor er det også rørende dumt, når der nu lyder opfordringer til tiltag, der kan oplyse indvandrere; forklare dem, at vores seksuelle normer og skikke er anderledes, at en kvinde, der bevæger sig offentligt rundt i lårkort og smiler ikke dermed signalerer seksuelle invitationer, etc.

Alt dette ved overgrebsmændene ganske udmærket, og det er præcis derfor, de handler, som de gør. De forstår, at deres opførsel er fremmedartet for vores fremherskende kultur, og begår netop disse overgreb for at såre vore følelser.

For os består den store udfordring ikke i at belære dem om noget, de allerede ved. Men i at uddanne dem til og hjælpe dem til selv i at uddanne sig til at annamme frihedens værdier, således at de kan lægge deres misundelse og hævngerrige aggressivitet bag sig.

© Slavoj Žižek og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nu går jeg lige off-topic et øjeblik.
Jeg kan ikke læse hele artiklen, da jeg ikke har abonnement - det er min egen fejl. Men at gå i detaljer med en film, som knap har været ude i en måned og afsløre ting, som ikke indgår i traileren - det er godt nok dårlig stil. En forvarsel ville have været på sin plads!

Robert Ørsted-Jensen

Nej der er ikke noget forædlende eller forløsende over lidelsen.

Men jeg tror nu snarere at den slags er mere tilbøjelig til finde sted i Europa end i de gamle indvandrernationer og årsagen er den meget enkle at selv indvandrermydnighederne taler med politisk korrektheds mel i munden.

Man må ikke sige som det er til flygtninge, at hvis de så meget som rører en kvinde på gaden med spidsen af en lillefinger uden hendes tilladelse (om så hun gøt tundt nøgen foran dem), ja så er det en enkeltbillet til et fængslesophold og derefter hjem.

Tågetale om at flygtninge alle som en er "gode mennesker" alene fordi de er flygtninger - at undertrykte folk altid har ret - er det det er - nonsens fra ende til anden.

Disse menesker kommer fra samfund hvor man traditionelt ikke respekterer kvinder der ikke dækker deres hår eller er i følge med en mand. De er derfor udsat for et liderligt kulturchok i vores gader og mange mener derfor at de derfor kan gøre som de vil med de der skøger ser overalt i gade og stræder.

De skal have lektien skåret ud i pap af vores myndigheder ved ankomsten.

Enhver overtrædelse af vores kulturelle normer på områder der angår kvinder, homosexuelle krydsdressere og lignene vil blive slået ned med øjeblikkeligt og med største brutalitet - for ellers risikere vi at det yderste højre for vind i sejlende og vi vil derefter ikke længere kunne tage imod flygninge på den humane og medfølende måde vi bør tage imod sådanne.