Læsetid 19 min.

Sjovt, sjovt, ikke sjovt, sjovt

Komiker, prisvinder og storyteller Sofie Hagen har gjort det, der kun er muligt for få: I en alder af 27 er hun slået igennem på den britiske standup-scene med et brag ved at være akavet, upassende ærlig om selvskade, sex og kærlighed og nådesløs over for det Danmark, hvor alle helst skal ligne hinanden
Sofie Hagen er tyk og taler om det. I sit prisvindende comedyshow ’Bubblewrap’ fortæller hun bl.a. om, hvordan hun nægter at anerkende mediernes skønhedsideal

Sofie Hagen er tyk og taler om det. I sit prisvindende comedyshow ’Bubblewrap’ fortæller hun bl.a. om, hvordan hun nægter at anerkende mediernes skønhedsideal

Jakob Dall

2. januar 2016

Der er de kendte ansigter i dansk comedy, og så er der Sofie Hagen. Den danske komiker er 20 år yngre end comedykongen Casper Christensen, og hun har fået succes i udlandet med en sådan fart, at Danmark slet ikke nåede at opdage hende, før hun var videre.

I dag bor hun i London, hvor hun er aktuel på Soho Theatre med sit anmelderroste og prisvindende show, og hun er af Time Out Magazine udpeget til at være »one to watch«. Sofie Hagen er tyk, og hun taler om det. Hun fortæller åbent, at hun engang skar i sin krop, og at hun i dag elsker den, som den er. Hun udfordrer mediernes skønhedsideal, som også den jævnaldrende Lena Dunham gør det i USA. Ser hun under sit show en fyr på første række, der engang har knust hendes hjerte, rækker hun ham mikrofonen og spørger: »Hvorfor kunne du ikke elske mig?«

»Humor kræver mentalt overskud,« står der i Gyldendals Store Danske Ordbog. Der står også, at »humoren kan oprette immune zoner, der tillader afsløringen af svagheder hos en selv eller mindsker byrden i gennemlevelsen af tunge vilkår og tragiske skæbneforhold på en let måde, der ikke belaster andre med at skulle tage stilling eller engagere sig deri for alvor«.

For Sofie Hagen gør humor alting bedre. Og her skal portrættet af Sofie Hagen, pigen fra Søndersø, begynde. For et portræt af 27-årige Sofie Hagen er også en fortælling om noget andet, nemlig smerten ved ikke at passe ind i det Danmark, hvor alle helst skal ligne hinanden.

Lars bag træet

Sådan et sted var Søndersø, en lille by på Nordfyn i 1990’erne, i hvert fald i Sofie Hagens erindring. Det er der, hun er født, og der, hun boede, til hun blev ti, og den gamle tyrkiske mand begyndte at dukke op i gaderne. En dag var han der bare. Og Sofies venner fik at vide af deres forældre, at de skulle gemme sig, når de så ham. Sofies ven, vi kan kalde ham Lars, gemte sig bag et træ.

Sofie gik direkte hjem og fortalte sin mor om den tyrkiske mand og Lars bag træet, og Sofies mor blev rasende. En by, hvor forældre fortæller deres børn, at de skal gemme sig, bare fordi en tyrkisk mand med stok kommer gående, skulle hendes døtre ikke vokse op i. Hun havde fået nok af Søndersø. Hun følte sig kvalt. Så moderen pakkede deres ting og flyttede med sine to døtre tilbage til Sjælland, hvor hun oprindeligt kom fra. Fra et rækkehus i Søndersø til en betonlejlighed i Farum Midtpunkt.

Læs også: ’Hvis man er tyk og holder af sin krop er man straks aktivist’

Jeg møder Sofie Hagen i hendes mors lejlighed i Værløse. Her er hun, når hun er på besøg fra London. Hun viser mig rundt i den lille lejlighed. I soveværelset står der to pokaler ved siden af en blå niveacreme på en lys egetræskommode. Den ene pokal er lavet af glas, på den står, at Sofie Hagen i år var nomineret til den prestigefyldte Foster Edinburgh Comedy Award for best newcomer 2015.

Kender man comedy-miljøet ved man, at den er stor. Pokalen, der viser, at hun rent faktisk blev kåret til årets newcomer 2015 for showet Bubblewrap, som er baseret på hendes krop og hendes liv, står i lejligheden i London. Vi går ud i et smalt køkken, koger noget vand og smider to breve kamillete i to kopper, og sætter os ind i stuens sorte lædersofa.

Bondegårdsmode

Spørger man Sofies mor, var episoden med Lars bag træet ikke den eneste grund til, at familien rykkede fra Søndersø til Farum Midtpunkt. Det havde også noget at gøre med Sofies usynlige fantasiven Mille, der altid talte om, at have en stor familie. I Farum og København boede Sofies far, faster, morfar, mostre og kusiner. Det gjorde det oplagt at flytte dertil. Sofie selv husker, at Farum var bedre end Fyn.

I Søndersø blev hun mobbet, fordi hun var tyk, det blev hun også lidt i Farum, men »en eller anden mystisk selvtillid« gjorde, at det ikke længere betød så meget. Klassekammerater og dem fra parallelklassen råbte: »Hey bondegårdsmode!« efter hende, men hey, så havde hun da et kælenavn, og det gjorde hende glad. Hun husker særligt en dag, hvor hun arvede syv par cowboybukser efter sin tante, herrebukser, i forskellige farver, rød, gul, blå, som nåede helt op under brystet. Hun fandt T-shirts i præcis samme farver, som kunne presses ned i de nye bukser.

»Det var det smarteste i verden. Jeg var sikker på, at folk i skolen hver dag ville tænke: ’Wauw! Hvilken farve mon hun har på i dag?’«

I stedet samlede klassen penge ind, alle gav Sofie én krone, for at hun skulle tage sin T-shirt op af bukserne. »Jeg havde også fået bryster, og jeg vidste ingenting om bh’er eller deo for den sags skyld. Og de andre piger sagde: ’Du er nødt til at gå med bh’. Jeg var 10 år, da jeg fandt ud af, at folk børstede tænder, når de vågnede – jeg anede det ikke. Jeg har aldrig talt med min mor om den slags.«

Som barn flyttede Sofie Hagen til Farum, hvor hun fandt ’en eller anden mystisk selvtillid’, selvom klassekammeraterne råbte ’Bondegårdsmode’ efter hende og samlede penge ind, så alle gav hende én krone for at tage sin T-shirt op af buskerne

Jakob Dall

Sofies mor er en lille kvinde med rødbrunt pagehår. Hun arbejder i en virksomhed i Lynge, der laver høreapparater, og går ifølge sin datter konsekvent i mandetøj. Hun er på arbejde lige nu, mens vi sidder her i hendes stue. Sofies mor har fortalt mig, at hun husker det, som om de blev taget godt imod i Farum Midtpunkt, at det var en god tid.

»Der var alt det, der ikke fandtes i Søndersø. Mange forskellige typer mennesker, en Fona, en legetøjsforretning og en biograf.«

Og så husker hun Farum som stedet, hvor hendes telefonregning steg markant, fordi hendes datter fik en særlig passion, der krævede timer på internettet, som dengang kørte via modem. Sofie blev besat af boybandet Westlife. Og Sofie nægtede at være en almindelig fan, hun ville være den største og den bedste fan. I en mappe havde hun et system af telefonnumre og mails på journalister landet over, der kunne hjælpe hende med at møde bandet.

I tre år fyldte Westlife alt. Også væggene og loftet i Sofies værelse. Hun nåede at møde bandet mange gange og blev selv kendt i det danske Westlife-fanmiljø, hvor hun gav autografer til fans, der havde set hende sammen med bandet i tv og avisartikler. Hele affæren sluttede i 10. klasse, da Sofie fik venner, drak sig fuld og kyssede én for første gang. Men tiden og besættelsen bruger hun i dag, når hun står på scenen. Ligesom hun bruger den næste, mere mørke, del af sit liv.

Sofie dansede aldrig

Rasmus gik på Allerød Gymnasium med Sofie Hagen. Han husker hende som en sarkastisk pige, der aldrig dansede, men som ikke var bange for at stille sig op og tale foran klassen. Han kan for eksempel huske, at hun holdt et oplæg om spinning. Han syntes, at Sofie så sød ud både dengang og i dag, men der var noget med hendes udtryk: »Hun så tit trist ud.«

Selv siger Sofie Hagen, at hun var meget fraværende i gymnasiet. Spinning-oplægget var sikkert en af de opgaver, hun fik for at slippe for at være med til idræt. Sofie hadede idræt så meget, at det kunne føre til angstanfald. I løbet af de tre år viste det sig, at hun havde en depression.

»Jeg har aldrig rigtig vist mine omgivelser, når jeg var trist,« fortæller hun, »og når jeg så sagde det højt, var det, som om alle tænkte, at det ikke rigtig passede. Jeg kunne ikke få folks opmærksomhed.«

Og så begyndte Sofie at skære i sig selv. »Ikke så meget,« fortæller hun. Men nok til at hun kunne vise det frem og få voldsomme reaktioner, både fra sin daværende kæreste og fra sin læge.

»At skære i sin egen krop føltes – det lyder så sygt, når man siger det, men jeg har talt med andre i samme situation, og alle har den samme følelse – det føltes lidt fantastisk. Det var pludselig ok at være ked af det. Det gjorde jo fysisk ondt. Og endelig var der nogen, der lyttede.«

På psykiatrisk afdeling lovede Sofie, at hun ville begynde at se en psykolog, og på den måde undgik hun at blive indlagt. Hun talte sig ud af situationen, siger hun i dag. Ligesom hun talte sig ud af idrætstimerne. Psykologen besøgte hun de følgende ni år.

Historien om, hvorfor Sofie blev deprimeret, begynder i Søndersø. Allerede som barn udviklede hun spiseforstyrrelsen overspisning.

»Jeg har altid været et lille tykt barn, og der var altid fokus på, at jeg skulle tabe mig. Jeg har været på slankekur, siden jeg var syv. Jeg synes godt, at man kan tale om et svigt fra skolesystemets side, hvor der altid blev sagt: ’Sofie bliver mobbet, så hun skal tabe sig’. I stedet for at lærerne tog fat i selve mobningen.«

Og så var der også noget andet. Denne del af fortællingen giver Sofie selv overskriften ’Far-skred-komplekser’.

Fordi jeg elsker dig

Da Sofies mor blev gravid med Sofie var hun 28 år, Sofies far var 25. Over telefonen fortæller han: »Sofie blev født på Fyn, og der var jeg der ikke, for Sofies mor og jeg var gået fra hinanden, så jeg så hende nok hver tredje måned. I de første mange år havde jeg faktisk ikke så meget med hende at gøre. Det var sgu ikke meget ... hvis du spørger moren, var det ikke nok. Jeg arbejdede altid.«

Sofies far er maskinfører og kloakarbejder, det har han været det meste af sit liv. På et billede på Sofie Hagens telefon ser jeg en mand i skovmandsskjorte med grå øjenbryn og fuldskæg. Hun forklarer, at Sofies far også er far til hendes fem år yngre søster, »vi er to semi-one night stands«, siger hun. Sofies far endte altid med at blive i Herlev, hvor han også bor i dag.

Natten inden Sofie flyttede til England, havde hun en snak med sin far, hvor hun fortalte ham, hvad det har betydet, at han ikke rigtig var der dengang: »Du ved, jeg fucker altid forhold op, og jeg har haft en iver efter at please alle mænd, jeg har været i forhold med, og jeg har altid været bange for, at de pludselig smuttede«. Den aften sagde Sofies far til Sofie, at han ikke var klar over, at det kunne påvirke et barn, at han var væk.

»Han havde ingen dårlige intentioner, og det lyder mærkeligt, men det er svært at være vred på nogen, der ikke har gjort dig ondt med vilje. Så nogle gange kan jeg godt blive trist, men det er fireårige Sofie, der er trist. Voksne Sofie forstår ham et eller andet sted godt.«

Skal Sofies far beskrive Sofie som lille, siger han: »Hun var ikke en vildbasse, men som en normal unge er: nogle gange sød, nogle gange skideirriterende.« Han begyndte at se lidt mere til Sofie, da hun blev ældre, »på en mere venneagtig måde«, fortæller han.

Ligesom Rasmus og resten af klassen på Allerød gymnasium blev Sofies far meget overrasket, da Sofie begyndte at lave comedy.

»Jeg var inde i Huset (kulturhus i København, red.) og se hende på et tidspunkt, og jeg var helt paf: ’Hold da kæft, kunne hun virkelig det?’ Jeg ved selv, hvor svært det kan være at stå og tale i store forsamlinger – det havde jeg aldrig troet, at hun kunne gøre.« Han er stolt, når venner og kolleger kommer og siger, at de har set hende i fjernsynet. Stolt af, at hun er »kold nok« til at stå deroppe foran alle.

Sofies mor, derimod, er mest stolt af Sofie, når hun vender blikket indad: »Hvis hun har det dårligt eller reagerer på noget, som hun ikke forstår ved sig selv, og så fikser det. Det er himmelråbende flot. Hun er dygtig til den karriere, hun har valgt, men det andet, det er det flotteste,« siger hun.

Der var også en anden mand – en slægtning – som Sofie så ofte som barn, men ikke ser i dag, fordi han var ekstremt kontrollerende og dominerende og satte Sofie i situationer, hvor hun ikke anede, hvad der var det rigtige at gøre. »Han var forfærdelig,« siger hun og fortæller om en episode, fra hun var fem-seks år: »Han købte en stor kage, stillede den foran mig og sagde: ’Jeg har købt den her kage, fordi jeg elsker dig, og jeg regner med, at du spiser den, fordi du elsker mig.’ Og så lagde han Familie Journalen ved siden af kagen, slået op på et billede af verdens tykkeste dame, og sagde: ’Forresten, du skal aldrig komme til at se sådan her ud’.«

Absolutely brilliant

I dag taler Sofie Hagen ud fra sin egen smerte, når hun står på scenen. Og hun spejler sig i en verden, hvor det ikke er ok bare at være, som man er. Det fortæller den danske komiker Sanne Søndergaard, der er veninde og kollega til Sofie Hagen. »Sofie er det største talent, der er fostret i dansk standup i mange år,« siger hun. »Hun har forstået kernen af comedy og repræsenterer en ny retning, som er mere personlig og bærer præg af storytelling. Hun peger ikke fingre, som der ellers har været en tendens til i dansk comedy, hun taler ikke om, hvor latterlige tynde mennesker er. Hun peger indad, men undskylder aldrig for, hvordan hun ser ud.«

Den skotske komiker Larry Dean var nomineret til Edinburgh-prisen sammen med Sofie Hagen. Han kalder hendes show Bubblewrap for »absolutely brilliant«.

»Jeg synes, det er fedt, at hun har en anderledes stemme. Og jeg tror, mange mennesker tænker som hende. Når man hører, at hun blandt andet fokuserer på sin egen krop, tænker man måske, at showet er mest henvendt til kvinder. Men masser af mænd kan relatere til det, som Sofie taler om,« siger han. Larry Dean og Sofie Hagen boede i samme lejlighed i London i en periode, og at bo med Sofie – det var »alright«.

»Hun kom ikke så meget ud af sit værelse,« siger Larry Dean. »Hun ville helst ikke have, at man bankede på døren, man skulle sende hende en sms, og så kom hun måske ud.«

Den nye passion

Mange af de dage Sofie blev væk fra Allerød gymnasium, så hun comedy på sit værelse. Comedy var hendes nye passion efter Westlife. »Det var før YouTube, og jeg købte alle de dvd’er, jeg kunne få fat i.« Men hendes egen vej ind i comedy startede i et helt andet miljø, nemlig de danske nødhjælpsorganisationer. Da hun var blevet student, flyttede Sofie Hagen til København, hvor hun var phoner for Dansk Flygtningehjælp. En anden pige, som var sjov, startede derinde. »Jeg var helt forelsket i hende, fordi hun var så sjov.«

Hun inviterede Sofie Hagen med til et open mic-arrangement, som hendes kæreste var involveret i, og pludselig var Sofie Hagen til comedy-shows hver aften, på Comedy Zoo, Den glade gris og Barbar Bar i København. Komikerne begyndte at kende hende, fordi hun bare dukkede op og sagde: »Jeg kan godt li’ comedy. Fortæl mig om comedy.«

»Jeg fandt ud af, at folk skrev comedy, at det ikke bare var noget, de fandt på. Så gik jeg hjem og skrev 16 siders jokes og vendte tilbage til komikerne med dem. Mange af dem syntes, at jeg var virkelig irriterende, men jeg spurgte Torben Chris, om han ville læse dem, og så inviterede han mig backstage – Simon Jul var der, kan jeg huske – og så læste han mine jokes igennem og sagde: ’Det er ikke sjovt, det er ikke sjovt, det er meget sjovt, det er ikke sjovt.’ Så vidste jeg, hvad der var ok at lave.«

En dag sagde komikeren Niels Forsberg, at han ikke gad se Sofie Hagen mere, hvis ikke hun gik på scenen, og så gav han hende et ’spot’ tirsdagen efter. »Komikerne så, at jeg havde et eller andet, og var rigtig søde i begyndelsen. De tvang mig på scenen, når jeg var bange, og når jeg gik af, stod de alle sammen med noter og sagde: ’Det her skal du gøre, og det her skal du ikke gøre – du er for god til den her joke.’«

Der blev taget godt imod Sofie Hagen dengang, og hun er stadig begejstret for det danske comedy-miljø, men hun synes ikke længere, at det er lige så rart at gå backstage og hænge ud med de andre komikere. Noget ændrede sig, da hun forlod København.

You go, girl!

Sofie Hagen tog til London med hjertesorg i 2012. Hun skulle derover for at se musicals. Da hun var derovre, optrådte hun til et par open mic-arrangementer. »Jeg tog tilbage til Danmark og kunne ikke rigtig være der – det føltes klaustrofobisk. Jeg kendte alle komikerne og alle scenerne og alle klubberne og næsten alle publikummerne – der gik et par dage, og så købte jeg igen en tur/retur til London.«

Hun brugte aldrig sin flybillet hjem. Efter tre dage fandt hun et sted at bo, og i det næste halvandet år levede hun af havregrød. En til to gange om dagen optrådte hun, men havde ikke råd til busbilletter, så til mange af sine shows måtte hun gå for at nå frem. En gang imellem fik hun 50 eller 100 kroner for at optræde, og så var hun lykkelig, men ellers levede hun lidt på en opsparing, lidt på et lån og lidt på sin mors hjælp. »Jeg havde et værelse uden vinduer og sov i en børneseng – i to år sov jeg ikke udstrakt.«

Sofie optræder stadig i Danmark. Men når hun går på scenen og siger, at hun elsker sin krop, griner publikum. Når hun siger det samme i London, bliver der råbt »You go, girl!«. »Det er en af grundene til, at jeg aldrig ville kunne flytte tilbage,« fortæller hun. Det betyder ikke, at hun ikke i London – såvel som i København – får kommentarer på grund af sin krop, når hun går ned ad gaden, hvor hun af samme grund for det meste går med hørebøffer og musik i ørerne. »Der er idioter over hele verden, og derfor er det også relevant, at jeg taler om de ting i London.«

På scenen fortæller hun ikke kun om de negative kommentarer, hun får som tyk, men også om alle de misforståede komplimenter som »Hvor er det modigt, at du tør gå på scenen og tale om, at du er uattraktiv«. På Twitter skriver hun: »’Du ser fantastisk ud, har du tabt dig?’ bliver aldrig en kompliment. Stop efter ’fantastisk’, eller bare stop.«

Hun opdagede hurtigt, at de britiske komikere, hun mødte, tog det som en selvfølge, at hun var feminist. »Øh nej, jeg er ikke feminazi,« svarede hun, når de spurgte, og de så på hende, som om hun var »fuldstændig åndssvag«. Og så begyndte hun at læse. Bøger, en bunke artikler om dagen. Og fik folk til at forklare, hvad feminisme er. »Jeg har jo været en idiot,« tænkte hun. Pludselig så hun sig selv og sine jokes i et nyt lys. Hun havde aldrig før på den måde forholdt sig til, at hun er hunkøn.

Sofie Hagen ser London som meget længere fremme end Danmark, når det gælder områder som feminisme, kropspositivitet og antiracisme. Også i comedy-miljøet.

»Feminisme er et fy-ord i Danmark. Når jeg taler om det i London, taler jeg om, at jeg sprang ud som feminist, for det føltes sådan. Jeg mistede decideret venner. Der er ofte tale om ’politisk korrekthed’ som en dårlig ting i Danmark. Men i London fejres det som noget positivt,« fortæller hun. »Der er et hav af mennesker, som godt nok er minoriteter, men som pludselig får muligheden for at blive hørt og respekteret. De fleste af deres daglige kampe aner man jo intet om, fordi man ikke selv oplever det. Og det er lidt sådan, jeg har det, når det sker, at en mandlig, dansk komiker fortæller mig om sexisme i comedy. Hvordan i alverden ved du, at det ikke findes?«

Hun synes, at der er sket et kæmpe ryk i dansk comedy. »Det kan tydeligt mærkes – men de danske komikere, der fastholder deres politisk ukorrekte comedy, er desværre også dem, der råber højest. Det er en skam.« Når Sofie Hagen optræder i Danmark og går backstage, går der aldrig særlig lang tid, før nogen vil diskutere feminisme.

Også på Facebook ender hun i heftige diskussioner med de danske komikere. En tråd, der starter med, at Sofie kritiserer et comedy-show i L.A. for kun at bestå af hvide heteroseksuelle mænd, ender i en lang debat om mangfoldighed i comedy-miljøet, hvor både danske og britiske komikere deltager. Til slut skriver komiker Lasse Rimmer »Du lyder som en af de værste ’født-på-ny’ kristne, der prædiker til en ateist, Sofie.« Og Sofie Hagen svarer: »Du lyder som en, der ikke har forstået, hvad racisme, sexisme og homofobi er, der prædiker til en, der har, foran EN MASSE mennesker, der også har forstået det.«

Den danske komiker Michael Schøt synes, at det er »bizart imponerende, at Sofie ikke bare blev nomineret til Edinburgh-prisen, men også vandt«, og han fortæller, at hun er meget respekteret i comedy-miljøet. Men han er uenig i hendes kritik af danske komikere:

»Der er masser af sexisme i både England og Danmark, så diskussionen er ikke irrelevant. Men jeg tror i høj grad, at det handler om publikum,« siger han. »Det er stadig mere atypisk at være kvindelig komiker i Danmark end i England, fordi genren er anerkendt på en hel anden måde og har eksisteret meget længere derovre. Nu er jeg ikke selv en af dem, der råber højest backstage, og vi kender da alle sammen de typer, der gør. Men at komikere i det danske comedy-miljø skulle være efter nogen på grund af deres køn, det passer ikke. Det genkender jeg nul procent,« siger han.

»Måske opdager du det ikke?« spørger jeg.

»Måske ikke. Det er jo ikke sådan, at miljøet er perfekt, alle kan være idioter over for alle. Men jeg tror helt grundlæggende, at folk i det danske standupmiljø i gennemsnit er langt mere progressive end befolkningen er generelt. Så skal det være, hvis man tager ironisk mandschauvinisme for gode varer. Og det samme gælder ironisk racisme.«

Tåkrummende

Da Sofie Hagen startede som komiker, syntes Michelle, en af hendes bedste veninder, at det var »ekstremt grænseoverskridende og tåkrummende« at se hende på scenen. »Jeg var så bange for, at folk ville grine ad hende – på den forkerte måde,« fortæller hun. Men da hun så Bubblewrap i efteråret, var hun »blown away« over, hvor dygtig Sofie Hagen er, særligt til at bruge sine egne oplevelser til at pege på, hvordan skønhedsidealer dikteres af medierne. Idealer, som Sofie Hagen selv nægter at vedkende sig.

Michelle fortæller grinende om en dag, hvor hun sad i deres fælles kollegies køkken, og Sofie Hagen kom forbi klædt ud som en kæmpestor kanin: »Det var bare så malplaceret! ’Hej’, sagde hun og gik ind på sit værelse, som om alting var normalt. Og det var altså ikke et diskret eller lækkert kostume, sådan sexy-girl-agtigt, det var brunt, massivt og fyldt med skum. Og så vrikkede hun afsted med sin lille hale. Hahaha.«

Det er det totalt socialt uacceptable, der er grunden til, at Sofie Hagen laver comedy: »I tiden op til, at jeg begyndte på comedy, havde jeg en venindegruppe, som bestod af nogle ret fantastiske mennesker, men som gruppe ... mjnaa. Jeg kunne for eksempel fortælle, at jeg var forelsket i min chef, og at jeg havde lyst til at fortælle ham det. Så ville de sige: ’Det gør man bare ikke!’. Og så påpegede de altid alle de ting, der gjorde, at jeg ikke rigtig passede ind: ’Hvorfor griner du så højt?’ ’Hvorfor går du i det der tøj?’ Jeg følte mig hele tiden forkert. Jeg var ikke en rigtig kvinde, ikke et rigtigt menneske.«

Sofie Hagen insisterer på at tale om alt på scenen. Også ulykkelig kærlighed. Også dagen efter et breakup. På scenen kan hun også erklære sin kærlighed til mænd, som hun er forelsket i (»jeg bliver meget let forelsket«). Sjovt nok er det altid andre komikere, der håndterer det bedst. Hun insisterer på at tale om at være tyk, at have skadet sig selv.

»Med humor kan man distancere sig til virkeligheden, hvilket kan være farligt,« erkender hun. »Det er også vigtigt at face verden, men det er altså sådan jeg gør.«

Det tog hende godt to år at lære at nyde at stå på scenen, og i dag kunne hun ikke have andre job. »Jeg føler mig forstået. Jeg ville hade at gå ind i et rum med en masse folk og bare gå rundt og snakke. Men en høj scene, en mikrofon og et publikum, der bare skal lytte, det er for mig den perfekte situation.«

I en tidligere version af denne artikel fremgik navnene på Sofie Hagens forældre. Af hensyn til deres privatliv, fremgår dette ikke længere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Flemming Berger
  • Finn Årup Nielsen
Flemming Berger og Finn Årup Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vibeke Rasmussen

Den sætning forstår jeg heller – og stadigvæk – ikke: To pokaler, hvoraf den ene viser, at hun har været nomineret. Hvilket man altså åbenbart også bliver belønnet for med en pokal. Men hvad så med den anden pokal, der angiveligt står på kommoden? Er det den, der står i … London?

Indrømmet, og med al respekt for artiklens forfatter, ret meget længere kom jeg ikke i min læsning, før jeg mistede interessen. Men af nysgerrighed opsøgte jeg videoer med Sofie Hagen og valgte at se den første, der dukkede op. Arj! Ikke alene er hun morsom, hun er også sød, elskelig. Selvironisk og med en formidabel fin timing, noget der er ret så væsentligt i komedie af enhver art.

Og i modsætning til de fleste af de danske drengerøve, der ellers gør sig her, der og alle vegne i danske medier under benævnelsen stand-upper, er hun ikke ondskabsfuld! Hvor befriende!

Tina Sommer, Poul Genefke-Thye, Christel Gruner-Olesen og Majbritt Nielsen anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Inden jeg bliver beskyldt for at være nedladende over for Sofie Hagen, og for at det kun er på grund af hendes overvægt, at jeg beskriver hende som 'sød': Nope! Men ud fra det ene korte klip, kan jeg rent faktisk li' hende. Det samme kan jeg desværre ikke sige om ret mange andre standuppere.

Men førstehånds-indtrykket kan jo ændre sig, når/hvis jeg ser mere til hende. Pt tvivler jeg dog.

Steffen Gliese

Hold kæft hvor er det gået tilbage for det progressive og frisindede Danmark! Jeg forstår simpelthen ikke, hvem og hvad der har fået denne lavloftede konformisme trukket ned over hovedet på især de yngre generationer. Hvorfor al denne optagethed af, hvad andre gør? Jeg kan slet ikke kende os igen, når jeg læser, at feminisme i Danmark nu er et skældsord, nærmest.

Jeg ville nødig undvære de "politisk ukorrekte" ligesom de politisk korrekte også er fine. Problemet er netop når man skal være på en særlig måde på en scene.