Læsetid: 7 min.

Det største rivalopgør af dem alle

Søndag mødes de to største quarterbacks i nyere tid, måske for sidste gang. Vidunderdrengen Peyton Manning og outsideren Tom Brady kæmper om en plads i Super Bowl . Men også om pladsen i historiebøgerne, som vor tids – og måske historiens – bedste spiller
Patriots quarterback Tom Brady laver gennembrud i anden halvleg mod Miami Dolphins først i januar. Hans opstigning fra upåagtet entusiast til en af de største stjerne nogensinde bliver flittigt fortalt som et udslag af den amerikanske drøm.

Wilfredo Lee

23. januar 2016

NFL kalder selv opgøret for »the unrivaled rivalry« et rivalopgør uden rivaler, altså i betydningen uden sidestykke. Og det er vitterligt de to største quarterbacks i nyere amerikansk fodboldhistorie, der søndag aften dansk tid mødes i AFC-finalen – det sidste stop før årets Super Bowl.

Peyton Manning og Tom Brady er begge legender – og der har aldrig før i NFL-histroien været to så gode quarterbacks på samme tid. De vil begge gå over i historiebøgerne, og de vil begge blive hyldet – også i eftertiden. Men hvem af dem er egentlig den største?

Weekendens kamp vil få betydning for svaret på det spørgsmål, og det er med stor sandsynlighed sidste gang, de to mødes. Peyton Manning er 39 år, har døjet med skader, og det er tvivlsomt, om han spiller mere efter denne sæson. Det giver denne weekends unrivaled rivalry endnu større betydning.

De to kæmpestjerner er jævnaldrende og jævnbyrdige, men vidt forskellige.

Født som stjerne

Peyton Manning blev født i New Orleans i 1976 og er en sand vidunderdreng. Hans far Archie Manning var selv NFL-quarterback, og lige fra Peyton Manning var barn lå det i kortene, at han skulle være fodboldspiller.

Der findes videoer, hvor Peyton spiller fodbold med sine brødre i haven og allerede som ganske lille kan kaste en bold på imponerende vis og desuden tromle sine brødre (lillebroderen Eli Manning er i dag quarterback for New York Giants).

Efter high school og college stod det klart, at Peyton Manning var et supertalent. Hvert år ’drafter’ NFL-klubberne de bedste afgangsspillere fra collegerækkerne, dvs. de skiftes til at vælge en spiller, som de gerne vil have. Den klub som har klaret sig dårligst året før, vælger først. Peyton Manning blev valgt som den første spiller af alle af Indianapolis Colts i draften i 1998.

Der er altid ekstremt høje forventninger til the number one draft pick – førstevalget fra college-rækkerne – og hvis man skal opsummere Peyton Mannings karriere, har han levet op til dem alle sammen. Han har kastet bolden 71.940 yards og scoret 539 touchdowns i sin karriere.

Begge tal er flest nogensinde for en quarterback, og det er kun et udpluk af hans talrige rekorder. I sin rookie-sæson, dvs. den første sæson i ligaen, startede han på banen med det samme – og spillede alle 16 kampe i grundspillet.

Siden har han kun misset én sæson på grund af skader, ligesom han denne sæson måtte sidde på bænken i en periode. Han har ’kun’ vundet en enkelt Super Bowl (i 2007), men han er blevet udnævnt til NFL’s MVP – sæsonens mest værdifulde spiller – fem gange, hvilket også er rekord.

Han har siden 2012-sæsonen spillet for Denver Broncos – der var mange spekulationer om, hvorvidt Manning kunne holde niveauet fra Colts-dagene i sin nye klub, men det har han formået – i hvert fald frem til denne sæson, hvor han har været hårdt ramt af skader.

Generelt er Manning lig med stabilitet – dårlige dage er en sjældenhed, og hans statistikker har karrieren igennem været konstant imponerende.

Privat er han definitionen på en pæn og ordentlig mand. Han er gift med sin ungdomskærste, Ashley, far til et sæt tvillinger og meget kristen. I bogen Manning, som han selv er medforfatter til, fortæller han, at hans prioriteter er »tro, familie, venner og fodbold« – i den rækkefølge.

Han laver masser af velgørenhedsarbejde og er i det hele taget et forbillede for mange unge i USA. Der er dog enkelte pletter på det ellers perfekte cv. Senest har tv-stationen Al-Jazeera America afsløret, at der er blevet sendt ulovlige væksthormoner fra en skandaleramt læge til Peyton Mannings kone.

Sagen er ved at blive undersøgt nærmere, men indtil videre ændrer den ikke ved, at Peyton Manning i den brede offentlighed bliver set som en mand, der repræsenterer de gode amerikanske værdier.

En amerikansk drøm

Tom Brady blev født i San Mateo i Californien i 1977 og var på ingen måde en spiller, man regnede for noget særligt, da han i år 2000 deltog i draften. Han havde haft svært ved at spille sig til en fast plads på holdet både på high school og på college.

På et tidspunkt var han syvendevalg på quarterbackpladsen, og han måtte i den grad kæmpe sig til den spilletid, han fik. Han havde store personlige problemer og gik til sportspsykolog, hvilket var unormalt dengang.

Man Brady var fast besluttet på, at han skulle spille fodbold, så han kløede på, trænede og blev bedre og bedre. I draften blev han valg som nummer 199 af New England Patriots. Det er sent. Han fik ikke plads i startopstillingen for Patriots og spillede slet ikke i sin første sæson.

Først da Drew Bledsoe fik en skade i 2001-sæsonen, fik Brady sin NFL-debut, og sæsonen endte med, at Patriots vandt Super Bowl – og Brady blev den dengang yngste quarterback nogensinde til at få den ære. Han overtog pladsen som starter for Patriots og har aldrig siden givet den fra sig.

Han har vundet Super Bowl yderligere tre gange – senest sidste år, hvilket er en delt NFL-rekord. I det hele taget er Tom Brady kendt for sit enestående spil i slutspillet – altså knock-out-fasen efter den regulære sæson, og han har en lang række rekorder i den forbindelse, blandt andet flest touchdowns, flest yards og flest sejre i playoffs.

Han er berømt for sin evne til at være kølig i pressede situationer og har utallige gange gjort store comebacks i de afgørende kampe – i en årrække var det nærmest sådan, at hvis Brady fik bolden til sidst i en kamp og manglede et touchdown, så kunne man bare sidde og vente på, at det blev scoret.

I det mentale spil, som er vigtigt i amerikansk fodbold, er han uovertruffen: Hans vindermentalitet er stor, og man ser ham ofte opmuntre sine holdkammerater med heftige råb på sidelinjen. Brady bliver ofte fremhævet som et eksempel på The American Dream.

Hvor Manning nærmest var født til at blive superstjerne, er Brady manden blevet en superstjerne ved at træne hårdt og kæmpe sig frem.

Privat har Bradys liv også lidt mere broget end Mannings. Han har datet flere kvinder og fik i 2007 et barn med skuespillerinden Bridget Moynahan – efter at de to ikke længere var sammen. I dag er han sammen med supermodellen Gisele Bündchen og far til yderligere to børn.

Bradys cv er bestemt heller ikke pletfrit. Under sidste års slutspil kom det frem, at Patriots havde lukket luft ude af deres bolde i AFC-finalen – den kamp, der svarer til søndagens opgør.

Holdene har deres egne bolde med, og der er klare regler for, hvor meget luft der skal være i dem. Ved at lukke luft ud, bliver bolden nemmere at gribe, hvilket er en fordel – især i vådt vejr. Tom Brady viste sig at være involveret i snyderiet, og sagen, som kaldes Deflategate, blev en regulær skandale – ikke mindst fordi Patriots efterfølgende vandt Super Bowl.

Et opgør om eftermælet

Det er 17. gang at Payton Manning og Tom Brady står over for hinanden. I de forudgående 16 kampe har Tom Brady den klart bedste statistik, da han har vundet de 11, mens Manning altså kun har fem sejre over Brady.

Brady og Patriots er også favoritter inden søndagens kamp – selv om den spilles på Broncos hjemmebane i Denver. Kigger man på formen på de to quarterbacks taler alt også for en sejr til Brady. Han har spillet bedst og har ligaens bedste tightend, Rob Gronkowski, tilbage i topform efter en skadespause.

Manning har selv været skadet en del i løbet af sæsonen og har ikke imponeret på det seneste. Dog skal det nævnes, at Denver Broncos har ligaens bedste forsvar, og at det endnu aldrig er sket, at hjemmebaneholdet har tabt i en slutspilskamp i the unrivaled rivalry, hvilket taler til Broncos og Mannings fordel.

Der er meget på spil i kampen. Både for de to hold og for de to stjernespillere. Deres formentlig sidste møde vil få afgørende betydning for, hvem af dem, der vil blive husket som deres generations største spiller – og måske den bedste quarterback nogensinde.

Brady kan med endnu en tur i Super Bowl blive den quarterback med fleste Super Bowl-titler nogensinde. Desuden vil hans statistikker i Manning-kampene være så overlegne, at det er svært at argumentere for, at Manning er bedre. Omvendt vil Manning få mulighed for både at pynte på statistikken i rivalopgørene og for at vinde en Super Bowl mere – en enkelt er i underkanten.

Udenfor stadion påstår de to, at de er gode venner, men i forbindelse med Deflategate kom det frem, at Brady i hvert fald går overordentligt meget op i rivalopgøret med Peyton Manning. I en mail, som kom frem i forbindelse med en undersøgelse af skandalen, skriver Brady til en ven »Jeg har syv otte år endnu – han har to. Det er det sidste kapitel.«

Det er sandt, at Brady formentlig kan blive ved længere end Manning og måske på sigt vil slå nogle af Ma nnings mange rekorder. Ifølge ESPN var Manning som altid venlig og høflig i sit svar på historien om Bradys mail:

»Alle har spekuleret over det i lang tid (hvem af de to, som vil blive husket som den største, red.), så jeg tænker, at han nu bare er med på listen over folk, som prøver at forudsige det.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu