Læsetid: 15 min.

’Vi tog selv initiativ til at forstå Danmark’

Vi har prøvet det før. Sidst, en stor flygtningestrøm skyllede ind over Danmark, boede de bosniske krigsflygtninge flere år i flygtningecentre, før de omsider indledte en ret tilfældig integration. Alligevel er de i dag blandt landets bedst integrerede flygtningegrupper – og de banede vejen for en langt mere koordineret modtagelse af flygtningene i dag
I dag vil jeg sige, at mine forældre var uansvarlige. Men de var ikke modne til at indse alvoren, det var for uvirkeligt, at det kunne ske. Først da min far blev tævet for tredje gang, og naboen blev skudt, indså vi, at krigen var kommet til os, fortæller Sandi Keric om tiden op til familiens flugt fra det kollapsede Jugoslavien.

Ulrik Hasemann

30. januar 2016

Mellem 1992 og 1996 kom mere end 20.000 bosnierne til Danmark på flugt fra krigen i det tidligere Jugoslavien.

Godt halvt så mange syriske flygtninge har indtil nu har fået asyl og opholdstilladelse på grund af borgerkrigen i deres land.

I sidste uge sagde socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, at der er for mange flygtninge – og det var de allerede i 80’erne og 90’erne – fordi historien viser, at integrationen simpelthen ikke kan følge med:

»Vi må være ærlige og sige, at rigtig mange mennesker er blevet modtaget med rettigheder, men uden nogen pligter. Hvilket har haft nogle enorme konsekvenser for vort samfund,« sagde hun i Information.

Information har set nærmere på, hvordan det gik bosnierne, som er den største flygtningegruppe, Danmark har modtaget siden Anden Verdenskrig, og som udgør en væsentlig gruppe i forhold til den historiske indsats, Mette Frederiksen taler om.

Bosnierne anses for at være blandt Danmarks bedst integrerede etniske mindretal. Og det er sandt, at især de bosniske flygtningebørn klarer sig endda bedre end gennemsnittet af danske unge, når det gælder uddannelse.

Men bosnierne kom dårligt i gang, og det ses ved, at en stor skare af de voksne flygtninge er endt på offentlig forsørgelse.

En afgørende årsag var, at en særlov suspenderede bosniernes asylproces i to år, fordi alle troede, at de hurtigt skulle vende hjem. Imens stod livet stille i flygtningecentrene.

Samtidig var mange initiativer »sporadiske og usammenhængende«, som den tidligere flygtning Edin Hajder forklarer.

I denne artikel fortæller han og tre andre tidligere bosniske krigsflygtninge om flugten fra krigen, om årene i flygtningecentre fra Thyborøn til Bornholm – og om vejen til et nyt liv. Undervejs sammenholder vi de vilkår, bosnierne havde, med en række formelle vilkår for asyl og integration i dag.

For hvad blev afgørende for, hvordan bosnierne klarede sig? Lærte systemerne noget af de bosniske erfaringer? Og kan vi forvente en bedre eller ringere integration af de tusindvis af syriske krigsflygtninge, der allerede har fået asyl og ophold i Danmark?

Krigen

Sandi Keric: »Jeg var 10 år, da krigen startede. Vi blev i Bosnien i to år, mens den var i gang. Vi boede i en lille by tæt på fronten, men på den serbiske side. Krigszonen var 15 kilometer fra os, og serbisk militær kom gennem vores by, når de skiftede ud ved fronten.«

»Folk fattede det ikke. Jeg mener, det var det største problem for muslimer i Bosnien: Ingen forstod det, selv om krigen var lige ovre i nabobyen. Vi stod flere nætter i vores by og så over bjergene, hvor himlen var lyst op af granater. 30 kilometer fra os blev andre landsbyer jævnet med jorden.«

»Flere gange sad vi om natten og havde taskerne klar til at flygte ud i skoven. Der var ingen tv, ingen strøm, ingen kommunikation. Al information var rygter, der løb fra mund til mund. Vi fik flere gange at vide, at i aften kom de og slagtede os. Der var en dag et rygte på min skole om, at nu kom serberne i lastbiler og hentede alle muslimske børn. Jeg var altid bange.«

»I dag vil jeg sige, at mine forældre var uansvarlige, sådan som omstændighederne var i Bosnien. Men de var ikke modne til at indse alvoren, det var for uvirkeligt, at det kunne ske. Først da min far blev tævet for tredje gang, og naboen blev skudt, indså vi, at krigen var kommet til os.«

Ismir Akšamija: »Jeg var seks år, da krigen startede. Mine forældre havde serbiske venner, og de forstod før os, at der blev krig. De bad os komme til Serbien og blive beskyttet i deres hus. Min mor, søster og jeg rejste, men min far blev i Bosnien. Krigen startede, lige da vi kom.«

»Den familie, vi boede ved, fik problemer med både naboerne og politiet. De blev ved at banke på døren. Jeg græd rigtig meget, for jeg var bange. Jeg så de her mænd komme med geværer, jeg troede, de ledte efter min far.«

»Min far kom efter tre måneder. Han var gået hele vejen fra Bosnien. Da sagde familien, at den ikke kunne gøre mere for os, for nu var deres egne liv i fare.«

Dengang og nu: Flygtninge i tal

Krigen i Bosnien-Hercegovina varede fra april 1992 til november 1995.

Ifølge Ankestyrelsen flygtede i alt 21.218 bosniere til Danmark mellem 1992 og 1996. I 2014 boede der 22.544 personer med oprindelse i Bosnien-Hercegovina i Danmark.

I 2013-2015 har 10.842 syrere fået asyl i Danmark.

Syrerne er den største flygtningegruppe, Danmark har modtaget, siden bosnierne kom til landet.

Edin Hajder husker sin ankomst til flygtningecentret i Avnstrup ved Hvalsø meget klart. Det var den 6. april 1994 klokken 15.30, fortæller han. Jeg kan bare huske den dato. Den står prentet i mig som en ny fødsel. Privatfoto

Flugten

Edin Hajder: »Jeg rejste fra Bosnien til den kroatiske hovedstad Zagreb. Der fik mine forældre, min søster og jeg at vide, at vi kunne komme til Danmark.«

»Vi kom til asylcenter Avnstrup ved Hvalsø den 6. april 1994 klokken 15.30. Jeg kan bare huske den dato. Den står prentet i mig som en ny fødsel. Du skal forestille dig, at du flygter fra et sted, hvor du hver dag tænker på at blive slået ihjel, og du kommer til et sted, hvor ingen er efter dig. Du kan sove roligt, ingen vil angribe dig. Det er mere end 20 år siden. Jeg kan ikke huske detaljerne. Men jeg kan huske følelserne. Jeg kan fornemme dem nu, jeg taler om dem. Det er lettelse. Du er i sikkerhed.«

Zinajda Besic: »Jeg kom til Danmark med færgen fra Polen 30. oktober 1992. Den dato er skåret ind i min hjerne. Det var regnfuldt og blæsende, og min påklædning passede slet ikke til vejret. Jeg havde højhælede støvler og en slå om-jakke på. Da jeg gik fra borde, blæste jakken om på den anden side af mit hoved.«

»Jeg kom til et land, hvor der gik mennesker på gaden, men ingen skød. Der var politi, og hver gang jeg mødte dem, stod jeg helt stille. Jeg var vant til, at jeg skulle vise legitimation, det var en rygmarvsreaktion. Kort efter var det nytår, og min første reaktion ved fyrværkeri var at lægge mig ned på jorden. Jeg blev så flov, folk så mærkeligt på mig. Men jeg havde været så længe et sted, hvor jeg skulle skjule mig for de ting. Det var urealistisk at være i sikkerhed nu.«

Dengang og nu: Kortere tid i asylcentre

I november 1992 vedtog Folketinget den såkaldte jugoslaver-lov. Den gav midlertidigt ophold til de fleste krigsflygtninge fra det tidligere Jugoslavien, men suspenderede samtidig behandlingen af deres asylansøgninger i to år. Både bosnierne og myndighederne troede, at krigen snart var slut, så flygtningene ville kunne vende hjem.

Konsekvensen blev, at de fleste bosniske flygtninge kom til at opholde sig flere år i flygtningecentrene – i den første lange tid uden ret til at uddanne sig eller arbejde.

I 2014 fik 97 procent af de syrere, der fik asyl i Danmark, ophold i fem år »med mulighed for varigt ophold«, oplyser Udlændingestyrelsen.

Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for alle ansøgninger på asylområdet var i 2015 144 dage.

Den gennemsnitlige syriske flygtning kommer altså langt hurtigere ud af asylcentret og i gang med en integrationsproces, der sigter mod varigt ophold, end den gennemsnitlige bosniske flygtning gjorde i 1990’erne.

Det eneste sprog, jeg egentlig fik lært de første to år, var tysk, fordi jeg så så mange tegnefilm på tysk på flygtningecentret, husker Sandi Keric. Privatfoto

De første år i flygtningecenter

Ismir Akšamija: »Krigschokket ramte, da vi kom til Danmark. Her fandt min mor ud af, at hendes lillesøster var dræbt på den bosnisk-kroatiske grænse. Det tog os 12 år at finde hendes grav, vi ved stadig ikke, hvordan det skete. Næste chok var nyheden om, at min morfar, hans kone og min mors to yngre brødre var i en serbisk kz-lejr. De blev senere frigivet.«

»Min mor besvimede ofte, hun kunne ikke håndtere det. Når hun fik et nervesammenbrud, faldt hun om. Med det samme kom der nogen og fjernede min søster og mig fra rummet.«

»I vinteren ’94 var vi med i en stor busulykke. Flygtninge fra mit center i Thyborøn skulle til en fest i Ebeltoft, og bussen kørte galt. Manden lige foran mig døde. Min fars ven mistede en arm, ruden skar den over. Jeg så dem trække ham ud, armen hang stadig fast i sener og trævler.«

»Vi havde følelsen af, at der var uheld hele tiden. Jeg var begyndt at stamme. Det var slemt dengang, jeg kunne næsten ikke tale. Jeg var altid forskrækket, jeg turde næsten ingenting, jeg skulle altid lokkes i gang. Jeg tror, det var på grund af traumer fra krigen, jeg havde fortrængt.«

Sandi Keric: »Så startede den her integrationsproces med at være en katastrofe. De fleste bosniere troede jo, de skulle tilbage. Så de oprettede en bosnisk skole på flygtningecentret, og vi lærte engelsk, men ikke dansk, for det var jo slet ikke interessant. To år gik på den måde. Vi boede i et flygtningecenter i to år, og det eneste sprog, jeg egentlig fik lært, var tysk, fordi jeg så så mange tegnefilm på tysk.«

Zinajda Besic: »Jeg blev klar over efter cirka et år i Danmark, at krigen ville vare årevis. Tingene blev jo kun værre i Bosnien. Jeg var 33 år og tænkte på, hvad der ville ske med mig. Jeg kunne ikke vente 10 år i ingenmandsland. Jeg måtte gøre noget med mig selv.«

Dengang og nu: Integrationen starter i centrene

Omkring 1993 stod det klart, at krigen trak ud, og at flygtningene havde brug for en hverdag.

I december 1993 trådte lov ’om øget aktivering på indkvarteringsstederne’ i kraft. Flygtninge fik ansvar for »opgaver i forbindelse med den daglige drift af indkvarteringsstederne, dannelse af beboerråd, mulighed for deltagelse i ulønnet humanitært eller andet frivilligt arbejde og mulighed for at undervisningen varetages af flygtningene selv,« som der bl.a. stod i lovteksten.

I 1994 kom loven om såkaldte ’vilkårsforbedringer’ for de bosniere, der var omfattet af jugoslaverloven. Hidtil havde de deltaget i et såkaldt ’aktiveringsprogram’ med henblik på repatriering. Nu fik programmet en drejning ved også at begynde at fokusere på at skabe åbninger ud mod samfundet.

Flygtningene fik bl.a. lov at arbejde i job, der ikke kunne besættes af danskere, og at deltage i trænings- og arbejdsprogrammer f.eks. praktik. Børnene kunne gå i almindelig folkeskole.

I dag indgår alle asylansøgere en kontrakt, når de ankommer til et asylcenter. Her står hvilken aktivering og undervisning, ansøgeren skal deltage i, og hvilke arbejdsopgaver han eller hun skal udføre på centret.

Inden tre måneder skal asylansøgeren starte i et undervisningstilbud. Børn undervises i tilknytning til centret, men kan også gå i folkeskole.

I januar 2015 gik 50 asylbørn i hele Danmark delvis i en såkaldt modtageklasse, der forbereder fremmedsprogede børn til folkeskolen, og delvis i folkeskolen. 70 børn var fuldt integreret i folkeskolen, viser en folketingsbesvarelse fra Justitsministeriet.

Asylansøgere over 18 år kan søge Udlændingestyrelsen om tilladelse til at arbejde. 243 søgte tilladelse i 2013-2015. Kun 73 fik tilladelse, oplyser Udlændingestyrelsen.

Zinajda Besic boede en overgang på flygtningeskibet Norröna i Københavns Havn. Hun tog arbejde som avisbud for at tjene til den danskundervisning, hun vidste var nødvendigt for at kunne klare sig selv. Privatfoto

På vej ud i Danmark

Zinajda Besic: »Så snart jeg fik tilladelse, begyndte jeg at arbejde som avisbud. Jeg var jurist i Bosnien, men jeg har arbejdet, siden jeg var 15. Jeg var klar over, at jeg ikke kunne konkurrere på arbejdsmarkedet, så længe jeg ikke kunne dansk, så jeg havde det fint med at gå med aviser.«

»Der var ingen danskundervisning på centret, så jeg fandt en privat sprogskole. Jeg betalte selv med de penge, jeg tjente på aviser. Efter seks måneder talte jeg flydende dansk.«

»På et tidspunkt kom Rotary (humanitær ngo, red.) til centret. Jeg blev valgt blandt 16 andre til et kursus på tre uger, hvor jeg skulle uddannes til instruktør i teambuilding. Der mødte jeg min papfar Ole. Han talte med mig om krigen, om Bosnien og om alt det, jeg var igennem. Jeg blev taget ind i hans familie, der var ikke en fest, jeg ikke var inviteret til, hans familie blev min danske familie.«

»Det møde var så vigtigt. Det er så vigtigt at føle sig velkommen, når man har mistet sit ståsted i verden. Du begynder at orientere dig anderledes, når du bliver taget ind, som de gjorde. Jeg så, hvordan folk levede, og hvordan tingene foregik her. Jeg sad ikke længere og trillede tommelfingre i et center og tænkte på krig. Jeg begyndte at tænke på livet.«

»Den 5. juli 1995 fik jeg et brev fra Udlændingestyrelsen. Jeg havde fået opholdstilladelse med fuld arbejdsret. På det tidspunkt var jeg allerede stort set integreret.«

Edin Hajder: »Det var en kaotisk periode. Der var aktiviteter på flygtningecentret, du kunne gå til syning, dyrke sport osv., men det var hist og pist og uden sammenhæng. Jeg savnede systematik. Man sejlede i sin egen sø, ingen vidste, hvad der skulle ske med os.«

»Senere blev danskundervisningen mere systematisk. Jeg var flyttet fra Avnstrup til Hadsund og fik mulighed for at følge et lynkursus i Ålborg. Det var intensiv undervisning fra otte til 16 i seks måneder. Min plan var, at jeg skulle lære sproget så hurtigt som muligt og få en uddannelse og starte på universitetet.«

»Efter et halvt år fik jeg tilbudt job. Jeg blev tolk på et projekt, der skulle uddanne andre bosniske flygtninge til at blive slagtere. Projektlederen ringede mig op. Hun sagde, at hun troede, jeg kunne løse opgaven. Da hun ringede, holdt jeg op med at være flygtning. Jeg blev en medarbejder, der kunne klare en opgave. Hun troede på mig. Det var den tro på mig som flygtning, der gjorde, at jeg kunne yde en ekstra indsats.«

»Efter det job ringede regionen om et andet job som tolk på et kursus for dagplejemødre. Derefter ringede en anden kommune og efter den endnu en. Jeg blev leder på et projekt for bosniske flygtninge, og jeg blev sprogkonsulent i Hobro Kommune. Jeg droppede midlertidigt tanken om en hel uddannelse og tog i stedet, hvad jeg kunne nå at følge ved siden af mit arbejde. Jeg etablerede min egen virksomhed, som jeg har den dag i dag. Og det er det. Danmark blev og er mit hjemland nu.«

Dengang og nu: Mere målrettet integration

I december 1994 udløb de første midlertidige opholdstilladelser efter jugoslaverloven, og bosniernes asylansøgninger skulle behandles. I løbet af det næste år fik langt de fleste asyl, flyttede ud af centrene og begyndte et ni måneders integrationsprogram under Dansk Flygtningehjælp. Normalt var programmet på 18 måneder. Dermed fik bosnierne adgang til ydelser, ret til arbejde og adgang til samfundets almindelige tilbud.

Ventetiden i asylcentrene på grund af jugoslaverloven gjorde dog, at mange især ældre bosniere havde svært ved at komme i gang, da integrationsprocessen endelig startede.

Erfaringerne med bosnierne, hvor kommunerne engagerede sig med bl.a. fritidstilbud og tilbud om pladser i folkeskolen, kom til at danne overgang til integrationsloven fra 1999, hvor ansvaret for integrationsindsatsen blev placeret i kommunerne. Når en flygtning har fået asyl, visiteres han eller hun til en kommune. Kommunen har ansvar for boligplacering, og de voksne flygtninge og familiesammenførte tilbydes i dag et integrationsprogram på op til tre år.

Indholdet i integrationsprogrammet beskrives i en integrationskontrakt og omfatter danskundervisning og beskæftigelsesrettede tilbud f.eks. i form af virksomhedspraktik, løntilskud og mentorordninger.

Fordelingen af flygtninge på alle landets kommuner – med ganske få undtagelser – har samtidig sikret, at der på landsplan er flere medarbejdere med ’flygtningeerfaring’ f.eks. interkulturelle kompetencer og viden om tegn på efterreaktioner på krig.

I dag vurderer Styrelsen for Videregående Uddannelser udenlandske uddannelseskvalifikationer. Også dette kan føres tilbage til indsatsen for bosnierne, hvor der gennem de såkaldte vilkårsforbedringer blev sat fokus på afdækning af de kompetencer, bosnierne havde med.

Erfaringerne fra bosnierne med inddragelse af frivillige har også sat sine spor i nødhjælpsorganisationerne, der har systematiseret frivillig-indsatsen. F.eks. tilbyder Røde Kors en frivillig ven til alle, der har fået asyl.

Flygtninge i dag modtager dog væsentligt lavere ydelser, end bosnierne gjorde. De får ikke kontanthjælp, men den lavere integrationsydelse.

Mine forældre talte aldrig om diskrimination eller om at være muslim i et kristent land. Vi var heldige. Vi kom i en periode, hvor der ikke var en offentlig debat om muslimer, husker Ismir Akšamija.

Ulrik Hasemann

Integration på trods

Sandi Keric: »Min far var meget glad for Bosnien. Han blev ved at holde fast i drømmen om at vende tilbage, det gør han den dag i dag.«

»Jeg startede i en dansk 6. klasse, da vi fik asyl. Jeg kunne intet dansk. Jeg spildte 6. og 7. klasse fuldstændig. Hvorfor skulle jeg lære dansk? Jeg fik hele tiden at vide, at vi skulle tilbage, at danskerne var mærkelige – det var spild af tid. Jeg havde ingen motivation. Men i 8. klasse sagde min skolelærer til mig: ’Jeg ved godt, du gerne vil til Bosnien. Men hvis I nu ikke skal tilbage, er det vigtigt, at du lærer dansk.’ Jeg tænkte, at det var jo rigtigt.«

»Min storesøster og jeg lavede en konflikt med mine forældre om, hvordan man skulle forstå det danske system. Det var mit ungdomsoprør. Vi tog selv initiativ til at forstå Danmark. Min far solgte jo ideen dårligt, om at Bosnien var så godt. Han blev ved at forsvare et system, der knækkede, smadrede vores liv og dræbte så mange. Det system kunne umuligt være godt.«

»Derfor fik jeg en større kærlighed til Danmark. Jeg begyndte at sige, at jeg kunne lide det danske system. Og da jeg blev 18, gik min søster og jeg alene på politistationen og søgte om at få dansk statsborgerskab.«

Dengang og nu: Lykkedes bosnierne?

Bosniere, som kom til landet som små børn, klarer sig i dag markant bedre end de, som var voksne, da de kom.

I følge en rapport fra Ankestyrelsen fra 2014 har 71 pct. af bosniere mellem 20-24 år gennemført mindst én ungdomsuddannelse. Det samme gælder for 69 pct. af danske unge. 51 pct. af bosniske kvinder i samme aldersgruppe var i gang med en videregående uddannelse mod 42 pct. at danske kvinder. Også unge, bosniske mænd uddanner sig mere end det danske gennemsnit.

29 pct. af de 25-39-årige bosniere har gennemført en videregående uddannelse mod 40 pct. af danskere i samme aldersgruppe.

60 pct. af bosnierne i alderen 40-64 år står uden for arbejdsstyrken. Kun 7 pct. af kvindelige bosniske krigsflygtninge mellem 60-64 år er i arbejde.

Da tiden var en anden

Zinajda Besic: »Hele mit liv har jeg kæmpet for ikke at hade nogen over krigen. Jeg har prøvet at forstå. Jeg var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. De, der gjorde sådan mod mig, ville have gjort det samme mod deres egne, hvis omstændighederne havde været nogle andre. Jeg har kæmpet for at fastholde mig selv, som jeg var før krigen, dengang jeg ikke så folks etnicitet og religion, men kun deres gerninger.«

»Jeg tror ikke, jeg havde klaret mig så godt uden min danske familie og andre, jeg mødte. Når du bliver trukket op med rødder og skal plantes om, er det ekstremt vigtigt, at du bliver plantet i modtagelig jord. Ellers visner du.«

Edin Hajder: »Jeg havde et personligt drive. Men der var også nogen, der så, at jeg kunne bidrage med mere. Jeg fik en chance, og jeg tog den.«

»Man kan kun skabe god integration, hvis man ser mulighederne i de her mennesker. Hvis man fra starten ser dem som stakler, så bliver de stakler. Vi er nødt til at se dem som almindelige mennesker, der var uheldige et stykke tid i deres liv. Ja. Jeg var også flygtning engang. Men det er jeg ikke mere.«

Ismir Akšamija: »Jeg tror aldrig, mine forældre tænkte, at nu skulle vi ud og give noget tilbage til samfundet. Det var bare det mest normale. Det mest normale i Bosnien er at få en uddannelse, og først måtte vi lære sproget. Derfra kom integrationen af sig selv.«

»Men der var også en anden tone i medierne dengang. Mine forældre talte aldrig om diskrimination eller om at være muslim i et kristent land. Vi var heldige. Vi kom i en periode, hvor der ikke var en offentlig debat om muslimer. Bosnierne er en succeshistorie nu. Heldigvis. Det er jeg meget stolt over.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pia Qu
  • Anders Jensen
  • Niels Duus Nielsen
Pia Qu, Anders Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sabine Behrmann

"Sidst, en stor flygtningestrøm skyllede ind over Danmark..."

Det er mennesker, du skriver om, Sanne Maja Funch. Ikke naturkatastrofer i uanede mængder. Den slags uagtsom sprogbrug er med til at fratage flygtningene deres identitet og eksistensberettigelse som mennesker.

Det må du kunne gøre bedre.

Sabine Stosiek, David Zennaro og Bruger 200861 anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Fra artikel:
Zinajda Besic: »Hele mit liv har jeg kæmpet for ikke at hade nogen over krigen. Jeg har prøvet at forstå. Jeg var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. De, der gjorde sådan mod mig, ville have gjort det samme mod deres egne, hvis omstændighederne havde været nogle andre. Jeg har kæmpet for at fastholde mig selv, som jeg var før krigen, dengang jeg ikke så folks etnicitet og religion, men kun deres gerninger.«

»Jeg tror ikke, jeg havde klaret mig så godt uden min danske familie og andre, jeg mødte. Når du bliver trukket op med rødder og skal plantes om, er det ekstremt vigtigt, at du bliver plantet i modtagelig jord. Ellers visner du.«

Edin Hajder: »Jeg havde et personligt drive. Men der var også nogen, der så, at jeg kunne bidrage med mere. Jeg fik en chance, og jeg tog den.«

»Man kan kun skabe god integration, hvis man ser mulighederne i de her mennesker. Hvis man fra starten ser dem som stakler, så bliver de stakler. Vi er nødt til at se dem som almindelige mennesker, der var uheldige et stykke tid i deres liv. Ja. Jeg var også flygtning engang. Men det er jeg ikke mere.«

Det er da et godt udgangspunkt, det kan kun gå for langsomt med, at komme igang.

Flygtninge er som udgangspunkt, resursestærke mennesker, der skal i arbejde og få nogle danske venner, der ikke er traumatiserede af krig, så børnene kan få en normal dansk opvækst, der ruster børnene til et normalt liv og en god uddanelse.

Danmark kan hjælpe, de traumatiserede børn, der flygter, ved at give forældrene, et rigtigt og passende arbejde, uden de helt samme krav til kvalitet/kvantitet, med forståelse for, hvor mennesker kommer fra, men handling skal komme hurtigt, det giver succes oplevelser og det forstærker resultaterne.

Hvordan mon politikkere, kan blive uenige om det?

Pia Qu, Karsten Aaen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Bosnierne er europæere med alt det medfører af kulturarv. De blev tvangsislamiseret under tyrkisk herredømme, men deres islamiske fernis er ret tynd i forhold til de migrantstrømme, der nu flyder ind over Europa.

Niels Duus Nielsen

Kaj Jensen: "Bosnierne er europæere med alt det medfører af kulturarv. De blev tvangsislamiseret under tyrkisk herredømme, men deres islamiske fernis er ret tynd i forhold til de migrantstrømme, der nu flyder ind over Europa".

Fra artiklen: "Mine forældre talte aldrig om diskrimination eller om at være muslim i et kristent land. Vi var heldige. Vi kom i en periode, hvor der ikke var en offentlig debat om muslimer, husker Ismir Akšamija."

Behøver jeg at kommentere yderligere?

For de tungnemme: Hvis bosniernes islamiske fernis er tynd efter 450 år som muslimer, så må den danske demokratiske fernis være endnu tyndere, da den kun har lidt over 150 år på bagen.

Pia Qu, Sascha Olinsson, David Zennaro, Bruger 200861, Herdis Weins, Karsten Aaen, Anders Jensen og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Rene Pedersen, De bosniere, som af en eller anden grund ønsker at blive boende, og som har opfyldt de krav, der stilles, for at man kan opnå dansk statsborgerskab, er blevet danske statsborgere.

Det er een ting at blive anerkendt som flygtning og få opholdstilladelse, og en anden ting at blive anerkendt som statsborger.

Har du et problem med det?

Anders Jensen, David Zennaro, Karsten Aaen og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar

Umiddelbart lyder det som om at særligt efterkommerne klarer sig ret godt, så set i lyset af at den danske befolkning i øvrigt bliver ældre og ældre, så er det da meget godt med friske kræfter.

René Pedersen

Ja Niels Nielsen jeg har et problem med at vi har et flygtninge behandlingssystem der fungere som migrationsystem - det er det ikke, mennesker skal hjælpes akut for derefter vende tilbage når faren er væk - derfor er 7 ud af 10 der ikke er vendt tilbage en fiasko.
En anden debat er så den Anne Bach fremhæver, om hvem Danmark har brug for og hvem vi vil have her.

Nu har jeg i min som indvandrerlærer eller lærer i dansk som andetsprog for voksne udlændinge netop undervist en hel del bosniere. Og alle som en har de fortalt den samme grusomme historie, lidt efter lidt. Serbere kom, kroaterne kom. Og jagede dem ud af deres huse. Serberne var dog de værste, fortalte de, fordi de tvang demtil at forlade deres huse og lod serbiske familier flytte ind i de huse, hvor de, bosnierne, før havde boet. I Bosnien-Hercegovina.

Så ja, det kan da godt være, at der er fred i Bosnien-H. nu, men det er fuldstændigt umuligt for en hel del flygtninge fra Bosnien-H. at vende hjem til Bosnien, for i deres huse i både landsbyer og byer og storbyer i Bosnien-H. bor serberne nu. Desuden er der den hel del bosniere, der, ligesom min tidligere kollega, er gift med en kroat. For dem er det altså ikke en mulighed at vende tilbage til Bosnien-H.

Philip B. Johnsen, David Zennaro og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Kaj Jensen: "Mener du virkelig at vi i Danmark er blevet tvangsdemokratiserede?"

Modspørgsmål: Mener du virkelig, at bosnierne blev tvangsislamiserede?

Fra wikipedia: "Under Ottoman rule, dhimmis (non-Muslim subjects) were allowed to practice their religion, subject to certain conditions, and to enjoy a measure of communal autonomy...in most respects, their position was very much easier than that of non-Christians or even of heretical Christians in medieval (Catholic) Europe."

https://en.wikipedia.org/wiki/Christianity_in_the_Ottoman_Empire

Niels Nielsen.
Der er ingen større modstrid mellem at blive ”tvangsislamiseret” og at tilhængere af de to andre abrahamiske religioner under visse betingelser, ifølge koranen har ret til at praktisere deres religion.
Som det står skrevet i koranen kan de gøre det og er beskyttede ”så længe de er undertrykte, føler sig undertrykte og villigt betaler deres særlige skat, djizaen” Med andre ord skulle de efter at have betalt for beskyttelsen villigt åbne deres munde når skatteopkræveren fik lyst til at spytte.
Skatten kunne bestå af værdier og varer men også børn som Osmannerne fandt anvendelse for i imperiet.
Der var ikke en egentlig tvangskonvertering som blandt eksempelvis hinduer hvor afslag på konvertering iflg. Koranen skulle straffes med døden, men der fandtes et kraftigt incitament til konvertering i form af institutionaliseret diskrimination.
Dette medførte i øvrigt nogle steder det problem at de muslimske herskeres indtægtsgrundlag i den grad svandt, at i nogle tilfælde blev konverteringerne stoppet for at bibeholde indkomsterne.

Niels Duus Nielsen

Erik Hansen: "...der fandtes et kraftigt incitament til konvertering i form af institutionaliseret diskrimination."

Det er rigtigt, at dhimmier betalte en særskat, og at det ville være meget nemmere for alle parter, hvis folk bare konverterede til statsreligionen. Så for så vidt, at der er tale om diskrimination mod anderledes tænkende, kan der tales om tvangskonvertering og religiøs udrensning, uden at man forbryder sig mod ordbogen.

Men i så fald kan man også sige, at den danske befolkning er blevet tvangsdemokratiserede. For selv om det er tilladt at være tilhænger af fx nazismen, skal man jo nok påregne at blive udsat for en hel del såvel institutionaliseret som spontan diskrimination, hvis man forsøger at udøve sin politiske overbevisning offentligt. Prøv at løfte højre arm og råb "Sieg heil!" næste gang du er til jobsamtale, og se om du får jobbet.

Niels Nielsen
Jeg tror det vil være nok at råbe hvad som helst :-))
Islam er i øvrigt langt mere end blot en styreform ala demokratiet, så det er en meget kikset sammenligning og min kommentar var desuden møntet på hvorvidt der fandt en slags tvangs konvertering sted.