Det hører til en af klummeskribentens privilegier, at man i disse tidlige januardage kan løfte blikket fra den nære hverdag og skue mod fjernere horisonter, nærmere betegnet de kommende tolv måneder, og forsøge at udpege nogle af de mest interessante tendenser i det år, vi netop er vaklet ind i.
I sagens natur er der mange ting i fodboldverdenen at gribe fat i, men hvis man skal vælge noget – og det skal man jo! – kan man for eksempel rette blikket mod de tre aktører, der som følge af hastig rundgang i trænerkarrusellen kort før årsskiftet satte sig i nogle af den hjemlige fodbolds mest omtalte trænersæder – henholdsvis Aarhus, Farum og på landsholdet.
Alle tre steder er der tale om trænere, som på en eller anden måde har revanche til gode, og som skal bevise – enten over for fodbolddanmark eller over for sig selv – at de stadig hører hjemme i toppen af dansk fodbold.
Hvis man først ser mod Aarhus, kan man starte med at konstatere, at fyringen af cheftræner Morten Wieghorst kort før jul endnu engang demonstrerede, at ledelsen af klubben i Fredensvang er fanget af en slags galopperende bedreværdsfølelse, der tvinger dem til med jævne mellemrum at foretage det, som man i den psykiatriske terminologi nok ville beskrive som selvskadende adfærd.
Anderledes kan man næppe betegne beslutningen om at fyre den træner, der førte dem tilbage til landets bedste række og derefter stabiliserede dem i Superligaens halvtunge selskab på sikker afstand af nedrykningsstregen.
Det er jo ikke ligefrem fordi, at AGF’s blanding af hjemmedyrkede talenter, overdyre prestigeindkøb, ustabile georgiere og enkelte klubveteraner ligefrem berettiger de hvidklædte gymnaster til en plads i toppen af ligaen. Eller sagt på en anden måde: Afskedigelsen af Morten Wieghorst var set ud fra et sportsligt synspunkt fuldstændig meningsløs. Han førte klubben frem til en 9. plads i Superligaen, fordi det er det niveau, spillermaterialet i omklædningsrummet nu engang berettiger til.
Men når det er sagt, så bliver det spændende at se, hvad hans afløser i skikkelse af den menneskelige discokugle, FC Midtjyllands tidligere guldtræner Glen Riddersholm, kan få ud af selvsamme spillermateriale.
Riddersholm gjorde ulvene fra Herning til mestre med en direkte spillestil, der var lagt an på hurtige angreb op gennem banens længdeakse og maksimal udnyttelse af dødbolde, men hans ry og rygte har efterfølgende taget nogle drøje hug som følge af det uskønne efterspil, hans uventede afsked med midtjyderne har ført med sig; et efterspil, hvor Riddersholm af midtjydernes bestyrelsesformand Rasmus Ankersen er blevet beskyldt for at være en formatløs krukke, der er svær at arbejde sammen med, og som i øvrigt har prøvet at underminere sammenholdet i klubben efter sin afgang.
Nu har Riddersholm chancen for at lægge striden med ledelsen i FC Midtjylland bag sig og bevise, at han først og fremmest er en dygtig træner. Han står dog med betydelige fodboldmæssige udfordringer, for han er kommet til en klub, hvor spillermaterialet er dårligere, end det han var vant til på Heden – men til gengæld er selvforståelsen større og tålmodigheden kortere.
Borgerskabets klub fra Fredensvang bryder sig ikke om at ligge i den tunge ende af Superligaen. Og de har hentet Riddersholm til Aarhus for at føre dem tilbage til forne tiders ære og værdighed. Kun tiden vil naturligvis vise, om det lykkes for ham at løfte den opgave, som har knækket talrige andre trænere før ham. Men én ting er i hvert fald sikker: Det bliver ikke kedeligt at følge Disco-Glens bedrifter i det østjyske galehus!
Nedtur i Tyskland
Også en anden guldtræner er vendt tilbage til Superligaen med noget at bevise i skikkelse af FC Nordsjællands Kasper Hjulmand.
Tiden har ikke været venlig ved ham, siden han i 2012 førte holdet fra Farum til en af den nyere tids mest overraskende danmarksmesterskaber ved hjælp af en tiki-taka inspireret spillestil og et minimalt lønbudget.
Hjulmand traf efter guldtriumfen et forkert karrierevalg ved at sætte kursen mod Tyskland og indtage trænerbænken i den tyske midterklub Mainz 05. Her var tålmodigheden med den yngre danske træners visioner om en mere boldbesiddende og pasningsorienteret spillestil til at overse, og da de rødblusede fra Rheinland-Pfalz i det vestlige Tyskland nærmede sig nedrykningsstregen i februar sidste år, blev han fyret.
Siden da har han overvejet sine fremtidsplaner, som man siger, når man ikke rigtig har noget at lave. Men nu er han altså vendt tilbage til de vante rammer i Farum Park, og her får den mand, der for blot få år siden blev betragtet som Danmarks unge store trænerhåb og kommende landstræneremne, muligheden for at demonstrere, at nedturen i Tyskland ikke har reduceret hans evner til at styre et fodboldhold.
Det er imidlertid en forandret klub, han er vendt hjem til. FC Nordsjælland er i dag i hænderne på et internationalt konsortium af investorer under ledelse af den tidligere talentspejder for Manchester United, Tom Vernon, der i gennem de senere år har ernæret sig ved at drive et talentakademi med navnet Right to Dream i Ghana.
Vernon har gennem længere tid ledt efter et europæisk udstillingsvindue til sine afrikanske stjernefrø, og man kan være ret sikker på, at Hjulmand vil blive pålagt at finde anvendelse på grønsværen for de unge aktører fra talentakademiet i det sydøstlige hjørne af Ghana, som Vernon eksporterer til Farum med ønske om at sælge dem videre til mere pengestærke klubber på kontinentet.
Hjulmands frihed til at sætte sit eget hold bliver altså efter alt at dømme ikke lige så ubegrænset, som det var under den tidligere klubejer, Allan K. Pedersen, der mere eller mindre gav ham frie tøjler, så længe han ikke ligefrem rykkede ned med mandskabet.
Nu skal han indrette sig efter en hovedinvestor, der formentlig udviser aktiv interesse for den daglige drift af holdet. Og det bliver spændende at se, hvordan den unge træner tackler den udfordring. Samtidig skal han samle et hold op, der er mere eller mindre disintegreret under den tidligere islandske træner, Ólafur Kristjánsson.
FCN er stadig ved lejligheder i stand til at spille besnærende kombinationsfodbold, og i den fodrappe spidsangriber Bruninho har de et effektivt kontravåben, men det, der var holdets store styrke under Hjulmand, kontinuiteten, er forsvundet fra mandskabets præstationer. De vinder i serier, hvorefter de kan gå i flere uger uden at få færten af et point.
De nordsjællandske tigres bundniveau er for lavt, hvilket karakteriserer et mandskab, der er i tvivl om spillestilen og hierarkiet på holdet. Så der er nok at gå i krig med for den hjemvendte søn på Farum Park!
Den knækkede mand fra Brøndby
Den tredje træner, der må forventes at komme i spotlight i 2016, er naturligvis vores nye landstræner, Åge Hareide.
Nordmanden har tidligere været aktiv på disse breddegrader, nemlig i Brøndby, hvor han primært huskes for tre ting: at installere en maskinel og uinspirerende spillestil på holdet, at gøre sig bemærket ved at cruise rundt på Vestegnen i en åben Mercedes samt for at miste grebet om tingene i en sådan grad, at han endte med at kaste håndklædet i ringen og forlade trænerposten med en bemærkning om, at holdet var »kørt fast spillemæssigt« og ikke kunne vinde guldet under ham.
Det kan undre, at DBU vælger at gøre en træner med en så svag fortid på dansk grund til ansvarlig for dansk fodbolds flagskib. Ikke mindst når man kobler det sammen med, at hans seneste erfaring på den internationale scene var at føre Malmö FF til en historisk ydmygelse på 0-8 mod Real Madrid på Santiago Bernabéu i det netop overståede Champions League-gruppespil. (Det var vel næppe dét, DBUs direktør, Claus Bretton-Meyer, tænkte på, da han sagde, at den kommende danske landstræner skulle kunne fremlægge dokumenterede resultater fra international fodbold?).
Men nu har han altså fået stillingen, og så må vi håbe, at han får det bedste ud af det. Hans primære opgave bliver i første omgang at få revitaliseret de rød-hvides offensiv, der i efterårets fem kampe blot kastede tre mål af sig.
En af årsagerne til den svage målhøst var den akutte formkrise hos landsholdets vanlige førsteangriber, Nicklas Bendtner, der i efteråret nærmest fremtrådte som en parodi på sig selv – som en tung, immobil, uskarp tankcenterforward med masser af selvtillid og ingenting at have den i.
Alligevel blev Morten Olsen ved med at starte med evighedsreserven fra Wolfsburg i front, indtil han endelig – i sin sidste landskamp – mistede tålmodigheden med Bendtner og flåede ham ud en halv time før tid.
Hareide må have modet til at gøre op med princippet om, at en skadesfri Nicklas Bendtner altid starter inde, og i stedet bygge de rød-hvides angreb op omkring de langt mere mobile og uforudsigelige typer, som vi faktisk også råder over; folk som Lasse Vibe, Yussuf Poulsen, Nicolaj Jørgensen og Victor Fischer. Så er der mulighed for, at den knækkede mand fra Brøndby kan forvandle sig til en succesfuld landsholdschef!
