Baggrund
Læsetid: 4 min.

Truede steder

At have det som Bambi på en eng af arkitektdesignet beton
At have det som Bambi på en eng af arkitektdesignet beton

iBureauet/Rasmus Fly Filbert

Moderne Tider
16. januar 2016

Et af de steder, jeg altid har holdt meget af i København, er Israels Plads. Ideen om de her små lommer i byen, hvor man kan tage hen og spille basketball, sætte sig og læse eller bare sidde alene og spise en pizza og kigge på underlige folk, som jeg på den ene eller anden måde aldrig rigtig kommer til at forstå, og som aldrig rigtig kommer til at forstå mig.

Andelen af den type mennesker er steget massivt, efter at Torvehallerne åbnede, men jeg kan alligevel ret godt lide at sidde på de store betontribuner og kigge ned på folk med brune papirsposer, der signalerer, at de er ude og handle dyre og lækre ting, og så forestille mig, at de måske også bare skal hjem og lave kødsovs og stå og græde en lille smule i smug over knuste håb og drømme, mens de hakker løg.

Det er ikke, fordi jeg har noget imod, at folk er glade eller endda lykkelige og tilfredse. Men der er noget meget sindssygt over, at folk i byen faktisk render rundt med luksusvarer lige ved siden af hjemløse på bænke.

Det virkelig skræmmende er, at når jeg får det sådan, bliver jeg næsten træt af den tanke, fordi den er en kliché, hvilket bare ikke siger noget om, at den tanke er mindre reel, men nærmere, at jeg bare på en eller anden måde har accepteret den. At sådan er det jo bare i København.

Ligesom det også er kedeligt at være imod renoveringen af Israels Plads, fordi den jo for helvede også er blevet rigtig pæn og smart og funktionel og tryg og strømlinet. Ligesom Nørreport også er blevet det: et sted fuldstændig uden hjørner og kroge, man kan søge læ eller pisse i. Ligesom dengang man snakkede om at luge ud i buskene i Ørstedsparken lige for enden af Israels Plads, fordi parkerne er tiltænkt familier og folk der skal lufte deres hund osv.

Hvilket jo er meget godt, medmindre altså at man har brug for læ, eller, som mig, har en lille blære og ofte skal pisse, eller hvis man har brug for en busk, hvor man kan mødes og bolle i fred.

Jeg vil i hvert fald hellere have togstationer, der stinker af urin, end personer der render rundt og har pisset i bukserne. Og jeg tror på en måde, at det er det, jeg synes, er mest uhyggeligt – at der midt i alle de her renovationer også er en eller anden ide om at byplanlægge, hvordan folk skal føle og opføre sig.

Færre gemmesteder

På en eller anden måde tænker jeg vildt meget på den åbne og farlige eng i Bambi, når jeg krydser Israels Plads og Nørreport – det er for koldt og dumt at sidde der for tiden, hvis man har et sted at gå hen – og at den eng, hvor det er umuligt at skjule sig, bliver større og større i København. Bortset fra, at Bambi i den analogi ikke længere er et sødt og udsat kid, men har vokset sig til en klam og frygtindgydende freak med hugtænder, som skaber utryghed og mangel på appetit hos alle de gode borgere, der sidder og nyder en sandwich med confit de canard ovre i hallerne.

Hvilket selvfølgelig går mig på som en person, der er handicappet, fordi det er noget, der netop ikke bare handler om bygninger, men måske er en slags urban version af den debat, vi har for tiden, om hvilke liv/potentielle liv for hvem det ville være bedre slet ikke at findes – de unormale, de udviklingshæmmede, de for tidligt fødte. (Betontribunerne er i øvrigt nærmest umulige at komme op på, med deres ekstremt høje trin, uden at komme til at føle sig som et lille barn.)

Det er altså ikke, fordi jeg synes, jeg fortjener bonuspoint her, for så at komme op ad de monstertrin alligevel, eller fordi jeg i hvert fald snakker med ’min hjemløse mand foran Netto’, men det kunne sgu snart være rart med en debat, om at det offentlige byrum på mange måder også kan være et meget svært sted at opholde sig, fordi det rigtig fede ved steder som Israels Plads – hvornår kommer Palæstinas Plads i øvrigt – netop er, at det er et sted, hvor man ikke bare kan mødes, men også forhåbentligt kan mødes på tværs af de stadigt mere gentrificerede boligblokke, hvor man nu lige bor.

Det er, som om den type steder er truede for tiden, senest med Trampolinhuset på Nørrebro, som ellers var et sted for kulturel udveksling og socialt arbejde, som kunne virke som en rimelig oplagt ting at investere i for samfundet, med tanke på det stigende antal flygtninge i verden. Men hverken verden eller byen er åbenbart et sted, hvor der er plads til os alle sammen mere. Undtaget hvis du har planer om at åbne en Joe and the Juice.

Så ringer du bare.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her